Visdommen i Jobs Bog

Jobs Bog består hovedsagelig af samtaler. Der er tre parter, der i form af lange taler diskuterer det ondes problem. Der er Job selv, hans tre venner, Elifaz, Bildad og Sofar, og Gud. Samtalen finder sted i en askedynge, hvor Job sidder og skraber sig med et potteskår, fordi han er ramt af en sygdom, der giver ham ondartede bylder over hele kroppen. Job havde været en i alle henseender rig mand, der nu har mistet alt. Han var en velstående mand, der ejede tusindvis af kameler, får, okser og æsler, og han havde syv sønner og tre døtre. Han var højt respekteret. Som Elifaz siger om ham: ”Du har selv vejledt mange, du har styrket dem, der lod hænder synke. Dine ord holdt den oppe, der snublede, og den, der gik i knæ, gav du styrke” (Job 4,3-4). Alt dette har han nu mistet i den ene ulykke efter den anden, der er væltet ind over ham. Alt har han mistet, sine børn, sin ejendom, alles respekt, sin kones og sine venners, og til sidst også sit helbred.

Hvis er skylden?
Jobs venner mener, det er hans egen skyld. Ulykkerne er en konsekvens af, at han har syndet. Det er ikke sikkert, han selv er klar over, hvilke synder der er skyld i hans ulykke, men ulykke er altid en konsekvens af synd, så derfor kan synderne være ubevidste for ham selv. Det går altid retfærdigt til i verden. Gud, der har skabt verden, er retfærdig. Elifaz belærer ham: ”Tænk dig om! Hvem er gået uskyldig til grunde, hvor blev retskafne udslettet? Dette har jeg set: De, der pløjer med ondskab og sår ulykke, høster det selv. De går til grunde for Guds ånde, forsvinder for hans vredes pust” (Job 4,7-9).

Job mener selv, han er uskyldig. Ulykkerne kommer ikke fra hans synder, men fra Gud. ”Så sandt Gud lever, han som har tilsidesat min ret, så sandt den Almægtige lever, han, som har forbitret mit liv… Jeg giver jer aldrig ret, til min død fastholder jeg min uskyld” (Job 27,1-6). Han retter en lidenskabelig anklage mod Gud. Gud er som en voldsmand, der overfalder den uskyldige: ”I skal vide, at det er Gud, der krænker mig og kaster sit garn over mig. Jeg skriger: Vold! Men får ikke svar. Jeg råber om hjælp, men der er ingen ret” (Job 19,6). Han bliver vred på vennerne og anklager dem for hykleri, fordi de forsvarer Gud: ”I er kun hyklere, kvaksalvere er I alle. Gid I ville tie stille, så kunne man tiltro jeres visdom! … Vil I forsvare Gud med løgn? … Er det Gud, I tager parti for? Er det hans sag, I fører? … Nej, han vil gå i rette med jer … Jeres udsagn er af aske” (Job 13,4-12).

Diskussionen med vennerne gør det bare endnu mere klart for Job, at han har ret. De giver ham anledning til at skærpe tanken. Vennerne er uden visdom. ”I er i sandhed de rette folk! Med jer uddør visdommen!” (Job 12,2). Der er ingen visdom i at hævde, at verden er retfærdig. Det er en rationel slutning, at det skal gå den onde ondt og den gode godt, men det er ikke et udsagn, der siger noget om verden. Det siger derimod noget om, hvordan et menneske uden visdom tænker og taler.

Job fastholder, at verden og Gud er uretfærdig, men han lader samtidig Gud være Gud: ”… når han vil noget, hvem kan så hindre ham? Han gør, hvad han har lyst til!” (Job 23,13). Han anerkender også, at visdommen er knyttet til Gud og hans skaberværk. ”Kun Gud kender vejen til den, kun han ved, hvor den bor … Dengang han gav vinden dens vægt og fastsatte havets mål, dengang han satte en grænse for regnen og banede vej for tordenskyerne, da havde han visdommen for øje … Og til mennesket sagde han: ’At frygte Herren, det er visdom’” (Job 28,23-28).

Guds respons
Guds indlæg i diskussionen kommer til sidst. Det er overraskende på to måder. For det første er det overraskende, at Gud giver Job ret og forkaster vennernes forsvar for ham. Man kunne jo forvente, han bifaldt, at de er på hans side, men han siger til Elifaz: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort” (Job 42,7). Det andet, der er overraskende, er, at Guds svar består i, at han stiller en lang række spørgsmål.

Spørgsmål besvares altså med spørgsmål. Hvordan skal man fortolke det? Det virker, som om Guds svar er et åbent spørgsmål, i hvert fald er der givet mange forskellige tolkninger af, hvad Guds svar til Job egentlig er.

Når Gud siger, at vennerne ikke taler sandt om ham, så betyder det, at det onde ifølge Jobs Bog ikke skal forstås som en Guds straf for begåede synder, men også at vennerne ikke taler sandt i betydningen, de er uærlige. De er hyklere, som Job siger det. De taler ikke ud af hjertet, men fremsætter en abstrakt teori om, at det onde er en retfærdig gengældelse for synder. Det er hyklerisk, fordi teorien ikke tager erfaringen af det onde alvorligt, og fordi de har en bagtanke med deres teori. Den, der virkelig erfarer det onde, nemlig Job, fortæller dem, at det ikke erfares som en retfærdig straf, men som en uretfærdighed. Den erfaring tager de ikke alvorligt, men bebrejder Job hans erfaring. Det gør teorien uægte. De påstår ting, der ikke er erfaringsdækning for. Man kan jo heller ikke erfare, at det forholder sig sådan i verden, at det går de onde ondt og de gode godt. Teorien bygger ikke på erfaringen, men på en bagtanke, nemlig at de vil tækkes Gud. De tror, at Gud vil belønne dem, når de forsvarer Gud over for den anklage, der kommer fra Jobs erfaring af det onde. Men Gud vil ikke forsvares med konstruerede teorier og falsk fromhed.

 Jobs ærlighed
Job taler sandt, fordi han er ærlig. Han gør, som det opfordres til i Klagesangene: ”Stå op og klag om natten … udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt!” (Klages 2,19). Det er Jobs ærlighed i forhold til hans erfaring af det onde, Gud bifalder. Job vil ikke hykle en skyld, han ikke kan føle, for at tækkes Gud. Det er hans hjertes overbevisning, at han ikke er skyldig. Han er ikke selvretfærdig, men oprigtig, og det værdsætter Gud.

Det er denne ærlighed, Gud kommer i møde og går i dialog med, mens vennernes afvises. Gud svarer den eksistentielt ramte Job og forkaster vennerne med deres spekulative teodicé. Job giver udtryk for sand gudfrygtighed. Det gør vennerne ikke. De er snarere fatalister end gudfrygtige. De argumenterer med skyld-straf, som et nødvendigt årsag-virknings forhold. For fatalisten sker alt med mekanisk uundgåelighed, hvorimod den, der virkelig tror på Gud, har tillid til, at for Gud er alt muligt hvert øjeblik. Job har mod til at kæmpe med Gud, og det er ikke ifølge Jobs Bog udtryk for mangel på fromhed og tro. Tværtimod, klagen og anklagen og alle spørgsmålene til Gud er udtryk for en tillid til, at der er nogen at anklage og spørge, og at der er nogen, der vil svare.

Visdommen i Jobs Bog er, at det ikke er den, der forsvarer Gud, men den, der kæmper med Gud og ikke vil slippe ham, som Gud kommer i møde. Job har en vis lighed med patriarken Jakob, der kæmper med Gud igennem en hel nat og siger til Gud: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” 1 Mos 32,26). Nok sætter Gud Job på plads – ”… skal du drage min retfærdighed i tvivl, dømme mig skyldig, så du selv kan få ret? Er du så stærk som Gud? Kan din røst tordne som hans?” – men han fratager ham ikke retten til at stille spørgsmål til ham og klage og anklage ham. Mange dialektiske teologer mener, at vi overhovedet ikke må stille spørgsmål om det onde. Det er udtryk for det totale oprør mod Gud at stille spørgsmålet om det onde. Det er ikke den opfattelse, Jobs Bog giver udtryk for. Nok er Job ikke lige så klog som Gud og kan gennemskue Guds svar, men Gud bebrejder ham ikke hans spørgsmål.

Guds spørgsmål
Men hvad er nu nærmere Guds svar? Hermed vender vi tilbage til det andet overraskende ved Jobs Bog, nemlig at Gud svarer med spørgsmål. Over fire lange kapitler, 38-41, stiller Gud det ene spørgsmål efter det andet til Job. Han stiller en lang række spørgsmål, der alle på en eller anden måde henviser til skaberværkets ufattelige storhed og dybde. ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? … har du nogensinde beordret morgenen frem, anvist morgenrøden dens plads? … Er det din indsigt, der får høgen til at svinge sig i vejret, spile vingerne ud og flyve mod syd?” osv. (Job 38ff.).

Hvorfor svarer Gud med spørgsmål? Hvorfor er der ikke et direkte svar, men kun et indirekte? Det hænger sammen med, at der kun findes ét personligt eksistentielt svar på det ondes problem. Svaret er en form for intensivt møde med Gud, der ikke lader sig formidle alment og direkte. Hvis Jobs Bog var triviallitteratur, så ville vi alle kunne gengive et klart alment svar på det ondes problem. Vi kunne lære, hvad svaret var og gengive det som en almen lære på samme måde, som skoleelever kan lære, at 2+2 = 4. På den måde hænger afvisningen af vennernes lære og Guds svar nøje sammen. Svaret til Job er ikke en almen lære om det onde, men en eksistentiel hændelse, som Job beskriver som dette, at han nu har set Gud med egne øjne. ”Jeg sagde: ’Hør jeg vil tale, jeg vil spørge dig, og du skal give mig svar.’ Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” (Job 42,4-5). Svaret er et nyt syn.

Man kunne også tolke det, at Gud svarer ved at stille spørgsmål på den måde, at Gud i første omgang går med spørgsmålene og tvivlen og ikke imod dem. Det er, som om han siger, at hvis det kommer an på at stille spørgsmål, så kan han stille nogle spørgsmål, der langt overgår, hvad mennesker kan finde på at spørge om. Gud besvarer ikke spørgsmål og gåder, han uddyber dem. I stedet for at bevise over for Job, at verden er forklarlig, viser han, at verden er meget mere forunderlig og uforklarlig, end han nogensinde har troet. Hesten, ørnen, ravnen, vildæslet, påfuglen, strudsen, krokodillen osv. beskrives som dybt forunderlige væsener, og om regnen og isen spørger Gud: ”Har regnen en far, og hvem har avlet duggens dråber? Fra hvis skød er isen kommet? Hvem har født rimen, der falder fra himlen?” (Job 38,28-29). Det hele er så gådefuldt, at Gud selv kan undre sig over sine skabninger. Svaret er, at spørger man dybt nok, så ligger der et slags svar gemt i spørgsmålet.

Når Job siger, at han har set Gud med egne øjne og lader til at være tilfreds med det, skyldes det måske, at Gud i sit lange svar opbygger en bestemt atmosfære, der griber og overbeviser Job. Det er en atmosfære af uigennemtrængelig forundring og hemmelighed ladet med et strejf af glæde, der antyder, at Guds hemmelighed er lys og ikke mørk. Midt i den lange række af tunge, truende spørgsmål er der lagt en kortfattet information, der for et øjeblik i farten løfter sløret for hemmeligheden. Gud siger, at mens jordens hjørnesten blev lagt, ”… jublede alle morgenstjerner, og alle gudsønner råbte af fryd” (Job 38,6). Det er ikke meget, vi får at vide, men dog så meget, at man aner en jublen bag det hele, at bag det hele er alt uendeligt godt. Der må jo være en god grund til, at morgenstjernerne jubler. Man ser i et glimt et tilbageholdt lysvæld som solens gyldne stråler ved kanten af en sort sky.

Visdom og visdomslitteratur er fra Bibliana #2 2011 Læs mere