Superengle i den bibelske verden

Er det et fly? Er det en fugl? Nej, det er…

                  SUPERENGLE

 

Folkelige superhelte og massemyrdende superskurke – i den antikke verden opfylder de evigt populære engle mange forskelligartede roller

 

af Kasper Dalgaard, Ph.d, ekstern lektor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese, Københavns Universitet

 
Engle var Guds sendebude og hjælpere

I en kold og grusom verden, hvor krig og sygdom konstant truer, og guderne synes langt borte, søger mennesker andetsteds hen. I de antikke jødedomme, hvor teologien går i retning af en mere og mere verdensfjern Jahve, er det englene, der bliver de forløsende helteskikkelser.

Engle i antikken er ofte navnløse hjælpere eller sendebude fra Jahve som ikke helt lever op til vores moderne forestillinger om dem. De engle, som vi møder i de religiøse skrifter, er typisk vingeløse unge mænd og i det hele taget så almindelige af udseende, at de kun kan genkendes på  deres gerninger eller på, om de spiser din mad. Dommeren Gideon og Manoa (far til Samson), bliver eksempelvis overraskede over, at den unge mand, de netop har spist sammen med, i virkeligheden var en engel (Dom 6,11-22 og 13,1-22). Et lignende eksempel finder vi i Hebræerbrevets opfordring til altid at være gæstfri. For man ved jo aldrig, om det er et menneske eller en almægtig engel, man har til bords (Heb 13,1-2). De engle, der opvarter Jahve i himlene, har derimod anderledes eksotiske former. Det kan de, der i syner og drømme besøger disse himmelske områder, berette om – herunder om de fire engle, der formet som mangeøjede hjul, flyver rundt som transportsystem for Jahves trone (1 Enok 61,10 og Ez 1,15-21).

De mere almindelige engle er gavnlige for det enkelte menneske, da disse kan hjælpe i dagligdagen ved noget så praktisk som at fjerne hovedpine, fødsels-smerter og lignende. En sådan engle-tro balancerer på kanten af flerguderi i dens søgen efter guddommelig hjælp i den dødsensfarlige hverdag. Derfor kan den tolkes som udtryk for et mere folkeligt håb end den mere organiserede teologi kunne tilbyde. Til sammenligning anvender den mere ’institutionaliserede’ teologi derimod ofte englene som imponerende dræber-maskiner: Frem for at Jahve selv griber ind over for troens fjender, lades englene ofte tilbage med blodet på hænderne. Blandt de blodigste eksempler er de 185.000 slagtet af én eneste engel (2 Kong 19,35) eller de 70.000 i 1 Krøn 21,12-16.

Den faldne engel var antikkens superskurk

Der er ikke langt fra blodige massemord, sanktioneret og beordret af Jahve, til beskyldninger om at være selve ondskabens oprindelse. Således tildeles englene i datiden også rollen som kosmiske superskurke. Og superskurken over dem alle er uden tvivl Lucifer, også kaldet Mastemah, Belial og lign. ’Kært’ barn har mange navne. Denne figur dukker da også op i en eller anden form i næsten alle antikke jødedomme. Dens oprindelse fortaber sig i den teologiske tåge. Men den skal måske findes i den gudeforsamling som omtales i blandt andet Salme 82. Andetsteds, i Jobs Bog, hører vi om én af disse, der kaldes Satan, og som fungerer som betydningen af sit navn, nemlig modstanderen (Job 1). Fra at være en rådgiver, der råder Jahve til at teste Job med alverdens ondskabsfuldheder, er der ikke langt til selv at blive anklaget for at stå bag alt det onde i denne verden. Derved kommer skurken til at ligne Satan-skikkelsen, som vi kender ham i dag. Modsat den moderne Superman, der oprindeligt var ond, og i senere genskrivninger blev repræsentant for alt godt (se Søren Hemmingsens artikel senere i dette nummer), så er idéen om Satan, at han oprindeligt fungerede som Jahves hjælper, den højeste engel eller lignende og først derefter ’faldt’ og blev indbegrebet af alt ondt i verden.

Der er mange beretninger om hvorledes, og hvorfor, Satan blev ond, eller faldt ned fra himlene, som det så malerisk hedder i skrifterne. De to hovedforklaringer er hovmod eller liderlighed. Hovmodet finder vi blandt andet som motiv i Visdommens Bog. Her forklares det, at Satan nægter at underordne sig det nyskabte menneske og derfor, mere eller mindre frivilligt forlod himlen (Visd 2,24). Det udtrykker John Milton bedst i sit Det Tabte Paradis, hvor Satan begrunder sit fald med at det er bedre at regere i Helvede end at tjene i himlen. At englenes fald skulle skyldes liderlighed finder vi ligeledes i mange udgaver. Her er humlen, at englene ser menneskedøtrene, og det resulterende begær medfører både deres fald fra himlene og blandingsbørn så mægtige som kæmper (1 Mos 6 mfl.). Smukkest er disse to temaer kombineret i Anden Enoksbog, hvor Enok under sit besøg i himlene ser to grupper af engle i hvert deres himmelske fængsel; den ene for hovmod og den anden for begær (henholdsvis 2 Enok 7 og 18).

Om hovmod, begær eller noget helt andet var roden til alt ondt, og dét der bragte Satan og hans kompagnoner til fald, afhænger af det enkelte skrift. De faldne engle er til at begynde med ikke til at skelne fra de almindelige, loyale engle. De senere beskrivelser af dem stemmer dog bedre overens med deres faktiske natur. Et grufuldt billede findes i Johannes Åbenbaring 9, hvor en skare dæmoner slippes løs fra deres underjordiske fængsel og anført af afgrundens engel angriber de menneskene i form af græshopper; store som heste med både giftige skorpionhaler, metalrustninger og menneskeansigter med tænder så frygtindgydende som løvers.

Specielt i de nytestamentlige tekster udfoldes Satans rolle som menneskehedens fjende nummer ét. I 2 Kor 11 hører vi, at han både forklæder sig som lysets engel (hvormed måske skal forstås at han kun tilsyneladende oprindeligt var en engel) samt det var ham, der fik Eva til at spise af æblet og dermed førte synden ind i verdenen. En sådan tolkning finder vi også eksempelvis i Justins Dialog med Tryfon 45 og 79. Mere malerisk er han beskrevet i Johannes Åbenbaring 12, hvor Satan fremstilles som en vældig drage der med sine syv hoveder og ti horn både bekriger himlens hær, og som samtidig forfører næsten hele verden, og dermed fører størstedelen af menneskene til fald og fortabelse. De fleste antikke jødedomme er udtryk for en begrænset dualisme (kampen mellem den gode og den onde side), hvor det aldrig er usikkert hvilken side vil vinde det endelige slag. Det er altid Jahve, der sejrer til sidst. Det store spørgsmål er blot hvornår. Hvor Satans tid således er begrænset, er hans magt på jorden dog skræmmende helt indtil dommedag. Det er i teksterne i sidste ende ham, der står bag al sygdom, frafald og død.

Ærkeenglen Mikael  var en vaskeægte superhelt

Med en sådan altødelæggende skabning som Satan i verdenen og med en verdensfjern Jahve, er det nødvendigt med en helt. Og menneskets primære aktive frelser-skikkelse bliver dermed ofte også en engel. Fra de tidligere mere anonyme helte-engle er der enkelte, der står ud fra mængden og bliver mere og mere imponerende efterhånden som folket kastede deres opmærksomhed, håb og tro på dem. Disse tilskrives navne og særlige egenskaber eller funktioner, der hæver dem op over deres tidligere anonymiserede tilstand. Med tiden finder vi sågar eksempler på mindre kredse af engle – oftest tre, eller syv – der lige er en tand højere i hierarkiet end de øvrige engle.

Blandt disse fremstår én, der er højere i rang og evner end sine ligemænd, ærkeenglen Mikael, som i Første Enoksbog 24,6 passende beskrives som englenes prins. Mikael er på alle måder en ganske imponerende engel: Det er ham, der vogter de dødes sjæle. Han lærer menneskene om landbrug og helbredende urter. Og det er ofte ham, der fører profeterne rundt i himlene, og forklarer dem om de mærkværdige ting, de ser og oplever deroppe.

Men Mikaels primære funktion er at være menneskehedens frelser. Han er superhelten, der skal overvinde Satan-figuren. Han er gennemgående de udvalgtes beskytter (Dan 10,21 og 12,1) og det sidste bolværk mod Satan og dennes hær. Samtidig fungerer han som Jahves general med ansvar for både den himmelske og den jordiske hær i den endelige dommedagskrig, som det blandt andet beskrives i Første Enoksbog 10. Det er således på super-engelen Mikaels skuldre at mange af de antikke jødedomme placerede menneskehedens håb om frelse fra ondskaben i verdenen.

Med Mikael og de andre superengle bliver menneskets behov for en forløsende frelser opfyldt i en tid, hvor Jahve synes længere og længere væk. Som en antik superhelt er det kun ærkeenglen (oftest Mikael), der kan besejre Satan, datidens allestedsnærværende superskurk. Men ligesom der aldrig er tvivl om, at det er helten, der vinder (uanset hvor suveræn og uovervindelig de onde fremstår), er det i de teologiske tekster – som i de moderne superheltetegneserier – altid Mikael, der vinder over Satan. Måske er det af samme årsag, at engle synes at have opnået en tilsvarende popularitet i moderne tid, hvilket de moderne superheltes popularitet og deres ofte ganske kreative videredigtninger af de centrale elementer ved antikkens englefigurer vidner om.

Kapow! Superhelte i den bibelske verden er fra Bibliana #1 2016 Læs mere