Profet, gudsmand, troldmand

Den almindelige forståelse af profeter i Det Gamle Testamente er, at de frem for alt er budbringere. De leverer meddelelser, som de ikke selv har formuleret. Profeter udsiger, hvad guddommen Jahve vil have, at de skal sige. Hvis deres tale indeholder en fordømmelse af moralske tilstande, er denne dom Jahves, ikke profetens (i princippet), og hvis der varsles kommende begivenheder, er disse bevirket af Jahve, ikke af profeten.

Denne forståelse er en udmærket karakteristik af den forudforståelse, der ligger til grund for de fleste profetudsagn i Det Gamle Testamente. Men de fortællende tekster trækker ofte på andre forudforståelser. Tag for eksempel profeten Elias, som fylder temmelig meget i slutningen af Første Kongebog og de første kapitler i Anden Kongebog. Første gang vi møder ham, i 1 Kong 17, sker der flere bemærkelsesværdige ting.

Først udråber han en tørke: ”Så sandt Herren (dvs.: Jahve), Israels Gud lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.” Så bor han ved en bæk på den anden side af Jordanfloden, der stadigvæk har vand. På Jahves befaling kommer ravne med mad til ham morgen og aften. Bækken tørrer dog ud, og Jahve lader ham derefter rejse til byen Sarepta i Fønikien for dér at blive bespist af en enke. Da han ankommer, har hun ikke noget mad. På grund af tørken har hun kun lidt mel og olie tilbage, nok til et allersidste brød til hende selv og hendes søn. Men Elias forklarer, at Jahve har sagt, at ”Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren har ladet det regne over jorden.” Og ganske rigtigt er der rigeligt i både krukke og kande i lang tid fremover. Efter nogen tid bliver enkens søn farligt syg, og hun anklager Elias: Det er fordi han er kommet, at Gud er kommet i tanker om hendes skyld (teksten er ikke helt tydelig her, men det er den normale forståelse af sammenhængen) og derfor vil slå hendes søn ihjel. Elias tager sønnen afsides, kaster sig tre gange hen over ham og anråber Jahve om at give drengen livsånden tilbage, og genopliver ham.

Elias og Jahve er uden tvivl viklet ind i hinanden i disse begivenheder. Men Elias virker ikke som et blot passivt redskab. På et eller andet plan skyldes tørken uden tvivl Jahve. Men det ‘jeg’ i Elias’ formulering: ”… før jeg siger det”, lyder, som om det kunne være Elias selv. Det er nok Jahve, der bevirker miraklerne med krukke og kande og med sønnens helbredelse, men det er igennem Elias, de sker. Det anerkender enken to gange: Hun gør Elias ansvarlig for sønnens dødbringende sygdom, for det er hans nærvær, der har trukket Guds opmærksomhed med sig: ”Hvad har jeg med dig at gøre, gudsmand?…”. Og hun indrømmer, at hun har Elias at takke for sønnens helbredelse: ”Nu ved jeg, at du er en gudsmand…”.

En ‘gudsmand’, en ’îsh ’ælohîm, er en betegnelse, der ofte optræder side om side med ‘profet’ (nabî’). I dette kapitel kaldes Elias ikke ‘profet’, sådan som det senere sker (fx 1 Kong 18,22), og formentlig har de, der har lagt sidste hånd på disse fortællinger, betragtet de to betegnelser som omtrent synonyme. En ‘gudsmand’ har nok alligevel tidligere været en generel betegnelse for folk af den type, som Elias fremtræder som i 1 Kong 17. Vi finder et eksempel i fortællingen om Elias og Israels konges udsendinge i 2 Kong 1. Kongen i Samaria er faldet ud af sit vindue (!); han sender derfor en forespørgsel til guddommen Ba’al-Zebub (hvilket vel i praksis vil sige: til dennes præster) i filisterbyen Ekron om muligheden for at blive helbredt. Dette ophidser Jahve, og han aktiverer Elias, der flere gange får ild til at falde ned fra himlen, og det sker ved en udtrykkelig henvisning til hans særlige status: ”Så sandt jeg er en gudsmand…”.

Betegnelsen ‘gudsmand’ kan også forstås og oversættes som en ‘guddommelig mand’ eller en mand med guddommelige kræfter. I eksemplerne her ser de guddommelige kræfter ikke ud til at være stabilt til stede inde i gudsmandens krop. Det er snarere sådan, at hans krops nærvær aktiverer kræfter, der kommer et andet sted fra, fra en usynlig guddom som Jahve. Men uanset hvordan det forholder sig med en årsagsforklaring på, hvordan Elias kan udøve disse under¬gerninger, kan man af eksemplerne her se, hvad der nærmere menes med ‘guddommelig’. Der menes mirakuløse begivenheder, der dramatisk og spektakulært bryder med det, som almindelige mennesker anser for forventeligt. At der kommer en langvarig tørke, er i denne fortælling et dramatisk brud på den normale forventning. Men når der nu er en tørke, er det et lige så spektakulært brud på det forventelige, at ens krukker og kander rummer bundløse forråd. Når man har en søn, er det et brud på dagligdagen, at han bliver dødssyg. Men når han nu er dødssyg, er det lige så forbløffende, at han får livet tilbage.

De begivenheder, der bevirkes af eller formidles igennem gudsmanden, kan være positive eller negative. Gudsmanden kan gøre en krukke magisk og helbrede en dødeligt syg; men han kan også fremkalde tørke og dødelig sygdom. Enken i Sarepta anklager ikke Jahve, men Elias for at være den, der har ansvaret for hendes søns død. Det er nok Elias’ gud, der har fremkaldt sygdommen, og den skyldes i sidste instans hendes egen syndighed, antydes det. Men det afgørende er, at denne følge af årsager ikke ville have været aktiveret, hvis Elias ikke havde været til stede. Hans gud følger ham åbenbart, og det vil også sige, at hvor Elias ikke er til stede, er hans gud det heller ikke. Sådan cirka kan man forstå den israelitiske kong Akabs hilsen til Elias i 1 Kong 18,17: ”Nå, dér er du, som styrter Israel i ulykke!”. Elias svarer, at det kan han selv være på grund af kongehusets dyrkelse af ‘Ba’alerne’, altså andre guddomme end Jahve. Men ‘at styrte i ulykke’ kan implicere både den, der udløser ulykken, og den bagvedliggende grund til, at der kommer en ulykke. Akab mener det første, Elias det andet. Akab har en pointe, når han betragter Elias som en ulykkes-bevirker – ikke en ulykkesprofet i betydningen én, der forudsiger, hvad der skal ske, men én, der i kraft af sin egen persons fysiske nærvær får en ulykke til at komme. Hvis Elias ikke var der, ville ulykkerne heller ikke være der.

Gudsmanden inkarnerer altså undtagelsen, bruddet med common sense-erfaringen af, hvad der normalt sker i verden. Common sense, ’sund fornuft’, er sikkert en før-kulturel og universelt udbredt menneskelig evne, som den amerikanske antropolog Clifford Geertz engang har formodet. Formentlig er menneskers forventninger til, hvad der sker i verden, ikke specielt præget af deres religion, ideologi eller kultur i nogen specifik forstand. I denne normale, forventelige verden kan fugle flyve, hvorimod sten falder ned; tolerabel tørke og passende regn afløser hinanden, selv om mennesker naturligvis dør under en hungersnød; soldater kan gå fra Samaria til Ekron i fred uden at blive brændt op. Det er rimeligt at antage, at sådan har de fleste set på den verden, der umiddel¬bart omgav dem til alle tider, israelitter og filistre, Ba’alsdyrkere og assyrere, buddhister og kristne, ateister og fromme.
I Det Gamle Testamente bliver det guddommelige relevant, når common sense-verdenen afbrydes. Dagligdagen leves i princippet i en gud-løs verden. Gud-løs betyder ikke, at eksistensen af guddomme eller det guddommelige benægtes, men at det guddommelige er fraværende fra det rum, man selv er i. Og derfor giver det god mening, at der er en markant usikkerhed og tvetydig¬hed forbundet med det guddommelige. Moses insisterede ganske vist på at få Jahve at se ansigt til ansigt (2 Mos 33). Men dels var Moses en undtagelse, dels kunne det ikke engang for Moses lade sig gøre uden videre. Når det guddommelige først og fremmest er en kraft, en evne til at bevirke dramatiske og spektakulære begivenheder, er det usikkert, om det er mirakler eller katastrofer, der kommer ud af et møde. Så hvis man ikke allerede er midt i en katastrofe, vil det sikreste være at holde det guddommelige på passende afstand, ude af sin common sense-verden, hvor der ganske vist ikke er uudtømmelige kar, men heller ikke tre års tørke eller ild, der falder ned fra himlen. Gudsmanden er derfor typisk en person, der kommer til stede, og, ikke altid eksplicit sagt, men så meget mere nødvendigt, tager bort igen, og dermed tillader den dagligdags, tryggere og mere overskuelige verden at lukke sig om sig selv igen.

Gudsmanden er altså dobbelt tvetydig: dels er det ikke helt klart, om kraften skyldes ham selv eller en guddom (selv om det omvendt synes ret klart, at det afgørende, når alt kommer til alt, er gudsmandens kropslige nærvær), dels er det uforudseligt, om kraften bevirker vidundere eller katastrofer. Gudsmanden er indlysende nok en formidler, en mediator, der hører hjemme i to verdener samtidig: i common sense-verdenen, og i den guddommelige, anden verden, der normalt er på betryggende afstand, opadtil i himlen, eller i det fjerne, i ørkenen, eller uden for grænserne, hinsides Jordanfloden eller oppe i Fønikien. Der er imidlertid flere slags mediatorer, og præster, konger, vismænd, ‘rigtige’ profeter osv. er mediatorer på andre måder, end gudsmænd er. Gudsmanden er en mirakelmager, uanset om miraklerne så ‘egentlig’ skyldes Jahve. Han er mere i slægt med senere tiders troldmænd som middelalderens Merlin, og med nutidens fantasy-helte, som religionshistorikeren Laura Feldt nu har gjort opmærksom på, end han er med budbringerprofeter som Amos eller Esajas (selv om Esajas en enkelt gang viser sine evner som troldmand ved at få et solurs skygge til at gå ti trin tilbage: 2 Kong 20,9-11).

Hvis gudsmandens moderne udgave mere er en troldmand med tryllestav og høj, spids hat, end det er et postbud, hvad er da forbindelsen i Det Gamle Testamente mellem troldmand og ‘rigtig’ profet? Profeter kaldes gudsmænd og omvendt, fordi de har undtagelsen til fælles. Elias dukker pludselig op og får ild til at falde ned fra himlen. Budbringer-profeten dukker pludselig op og afleverer sit budskab. Det er lige så mirakuløst at få en besked fra Jahve, som det er at blive slået med byldepest eller se sin kande og sin krukke udstyret med uudtømmelige mængder af føde. Jahve giver sig normalt ikke til kende. Hans normer er velkendte; hans historie kan genfortælles, men Jahve bryder ikke med de daglige rutiner. Normalt er Jahve en tavs guddom. Derfor står rigtige profeter ‘på kanten’, lige før katastrofen, eller lige før frelsen. Når først katastrofe eller frelse er indtruffet, er der ingen plads til profeter. De trækker sig tilbage, som gudsmanden til sin ørken, eller, som en mere civiliseret profet, tilbage til det anonyme hav af common sense-mennesker i en common sense-verden, som han kom fra. ”Jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner”, sagde Amos om sig selv (Am 7,14).

Profeter og profetbøger er fra Bibliana #1 2010 Læs mere