Kristus på Amagertorv

I Søren Kierkegaards forfatterskab (1813-1855) skrives Bibelen om i nye overraskende og provokerende genskrivninger, der forvirrer og forstyrrer læseren og således virker som modtræk til den trivialisering af Bibelen til skik og brug, som Kierkegaard kritiserer sin samtid for: ”Ulykken er ikke, at det christelige ikke siges (saaledes er Ulykken jo heller ikke, at der ikke er Præster nok); men det siges saaledes, at der af Mængden af Mennesker til sidst slet Intet tænkes derved … saa det Høieste og Helligste slet intet Indtryk gjør, men lyder og høres som Noget, der nu saadan engang, Gud veed hvorfor, er blevet Skik og Brug, som saa meget Andet” (SKS 11,214).

Kierkegaards genskrivninger er på modernitetens præmisser og indlejret i komplekse refleksioner over, hvordan kristendom kan kommunikeres i en moderne verden, hvor Bibelens billedsprog er endt som døde metaforer og tomme talemåder, som ikke vækker undren og eftertanke. Kierkegaards genskrivninger af de bibelske figurer og fortællinger lukker derfor ikke Bibelens dunke huller med en forklaring, sådan som det ofte ses i genskrivningerne i den jødisk-kristne tradition, men gør tværtimod netop opmærksom på det gådefulde i Bibelen og i det at være menneske.

Det ser vi ikke mindst i Kierkegaards berømte genskrivninger i Frygt og Bæven af den gammeltestamentlige fortælling om Abrahams næsten ofring af Isak (1 Mos 22,1-19), der netop ikke gør Abraham forståelig, men tværtimod iscenesætter uforståeligheden. Genskrivningerne gennemspiller imaginære variationer af den bibelske fortælling og udfolder, hvad der kunne være sket, hvis Abraham havde tvivlet eller fortvivlet i stedet for at tro som den bibelske Abraham, som kontrasteres af genskrivningernes alternative Abrahamfigurer.

De bibelske figurer i 1840’ernes København
Kierkegaards genskrivninger holdes åbne og afbrydes konstant af direkte henvendelser til læseren, der udfordres og opfordres til eksistentiel selvprøvelse og selvbesindelse: ”Du til hvem min Tale henvender sig, var det saaledes Tilfælde med Dig?” (SKS 4,117). Genskrivningerne er en litterær strategi til at bringe læseren i ”Samtidighedens Situation” (SKS 12,54) med de eksistentielle muligheder, som genskrivningerne vender og drejer for læserens øjne.

Kierkegaards genskrivninger forpligter sig ikke på hele det net af fortællinger, som hver enkelt bibelsk figur er indlejret i. Hans genskrivninger trækker på og transformerer udvalgte motiver i fortællingerne om en bibelsk figur, for hans fokus er ikke den bibelske fortælling som helhed, men den bibelske figur som eksistensfigur, der gennemspiller almenmenneskelige eksistensmuligheder.

De bibelske figurer digtes direkte ind hverdagslivet i København i 1840’erne. Det ser vi eksempelvis i Indøvelse i Christendom, der gennemspiller, hvordan en række forskellige bedsteborgere i Guldalderens København, der som en selvfølge betragter sig selv som kristne, ville blive forargede og frastødte over Kristus, hvis de mødte ham midt på Amagertorv og således blev tvunget til at forholde sig til ham i samtidighed. Vi hører hvad ”Den Kloge og Forstandige”, ”Den Geistlige”, ”Philosophen”, ”Den kloge Statsmand”, ”den satte Borgermand” eller ”Spotteren” kunne tænkes at sige om og til Kristus, hvis de mødte ham midt ”i det daglige Livs Virkelighed, at see denne Ophøiethed her i Kjøbenhavn, paa Amagertorv, midt i det søgne Livs daglige Travlhed” (SKS 12,72).

Et nyt syn på Judas?
Kierkegaard tager også fat ved de fornægtende og forræderiske figurer i Bibelen. I nogle journaloptegnelser fra 1848 lancerer Kierkegaard eksempelvis et opgør med, at Judas automatisk ses som skurken, og erklærer, at Judas: ”maa føres langt længere ind [end] som blot Skurk” (SKS 21,186), idet han påpeger, at: ”Man vil faae et dybt Indblik i hver Tidsalders Christelighed ved at see, hvorledes den opfatter Judas” (SKS 21,183). Kierkegaard gendigter derfor Judas i forskellige udgaver. Først fremstilles Judas som en politisk figur, der er uenig med Kristus og forråder ham, fordi Judas vil dreje kristendommen ind på et andet spor end det, Kristus lægger op til med hinsidig frelse. Judas griber her aktivt ind i historien for at presse Kristus til at få Gudsriget ned på jorden. Det kontrasteres af næste gendigtning af Judas som skeptiker, der forråder Kristus, fordi han har en verdensklog mistanke om, at der må stikke en ærgerrighed under hele foretagendet. Journalens genskrivninger af Judas udforsker alternative forståelsesmuligheder af Judas for at dekonstruere den trivielle reduktion af Judas til arketypisk skurk og derved frigive det meningsoverskud i den bibelske figur, der gør den eksistentielt vedkommende.

David og Batseba
Læseren opfordres til at se sig selv i Bibelens spejl, der modsiger læserens forestillinger om sig selv. Det illustrerer Kierkegaard med den gammeltestamentlige fortælling om profeten Natan, der kommer til kong David, efter at David har forelsket sig i den smukke Batseba og gjort hende gravid og ladet hendes mand Urias dræbe, hvorefter han har giftet sig med hende (2 Sam 12,1-8). Profeten Natan fortæller David en lignelse om en rig mand, der tager den fattige mands eneste, elskede lam, og da David, der er vidt berømt for sine retfærdige domme, vredt fordømmer den rige mand, siger Natan ”du er manden”. Natan vender derved perspektivet, så David indser, at den rige mand er et spejlbillede af ham selv.

Kierkegaard insisterer på, at han vil ”gjøre Sagen ret nærværende og modernisere den lidt” (SV 17,80). Og så digter han historien om, så den taler polemisk ind i samtiden, som Kierkegaard anklager for at have slået en streg over lidenskaben for at dyrke videnskaben. I Kierkegaards moderniserede udgave er kong David og profeten: ”dannede Mænd, og man kan da være forvisset om, at deres Omgang med hinanden, deres Samtale vil være ubetinget præget af Dannelse. Desuden de ere begge, især den ene af dem, berømte Forfattere, Kong David den navnkundigste Digter og hvad dermed følger, en Kjender, en smagfuld Smags-Dommer, der veed at vurdere Fremstillingen og Udtrykkenes Valg, og Anlæget i et Digt og Sprogformen og Tonearten og dets Gavnlighed eller Skadelighed for Sæderne osv.” (SV 17, 80).

Kierkegaard lader den dannede Natan fremføre sin fortælling og dernæst den lige så dannede Digterkonge David give en udsøgt kommentar til og vurdering af Natans ”nydelige lille Arbejde”, indtil han afbrydes af ordene ”du er manden”. Det får følgende kommentar med på vejen: ”See, Fortællingen, Propheten foredrog, det var en Historie; men dette: Du est Manden, det var en anden Historie – det var Overgangen til det Subjektive” (SV 17,80).

I Kierkegaards moderniserede gendigtning personificerer David den moderne, dannede kritiker. Den bibelske David bliver vred, da han hører om den rige mand; men Kierkegaards moderniserede David er så videnskabeligt skolet og dannet, at han uanfægtet kommenterer hver æstetisk detalje i Natans fint komponerede fortælling, som han hverken gribes af eller forarges over. I Kierkegaards gendigtning er det Davids videnskabelige dannelse, der står i vejen for, at han ser, at manden i fortællingen er et spejl af ham selv.

’At lege Fremmed med det gamle Bekjendte’
Kierkegaards genskrivninger åbner nye dimensioner i Bibelen, så læseren kan: ”stifte et nyt Bekendtskab med det – gamle Bekjendte. Som Børn have vi vel alle ofte leget Fremmed: sandeligen, dette er just Alvor, aandeligt forstaaet at kunne vedblive denne i Alvor opbyggelige Spøg, at lege Fremmed med det gamle Bekjendte” (SKS 9,213). I genskrivningerne leger Kierkegaard fremmed med de gamle bekendte bibelske figurer og fortællinger, som er blevet så selvfølgelige og ligegyldige i samtiden, at de må fremmedgøres, for at man igen kan få blik for dem. I genskrivningerne gøres det, der er så tæt på, at man ikke længere ser det, pludseligt fjernt og mærkværdigt, så man overraskes og forundres og måske endda forandres af dialogen med teksten, hvor det gamle får ny betydning.

Bibelske genskrivninger er fra Bibliana #1 2009 Læs mere