Konfliktmægling per korrespondance: Kærlighedens lovsang

Af Kasper Bro Larsen

Det trettende kapitel i Første Korintherbrev, ofte kaldet kærlighedens lovsang eller højsang, hører til Bibelens mest kendte og elskede poetiske tekster. Men hvad ville Paulus med den?

 

 

 

Kærlighedens lovsang har en lang og bred fortolkningshistorie: fra Augustins kærlighedsteologi over den katolske lære om de teologiske dyder (tro, håb og kærlighed eller caritas), videre over Kierkegaards Kærlighedens gerninger til Gustav Aulens berømte skelnen mellem den selviske eros-kærlighed og den selvopgivende agape-kærlighed. Det samme gælder tekstens brugshistorie. Kærlighedens højsang farves alt efter, om den læses ved et bryllup i Folkekirken, citeres af den amerikanske præsident i sin tiltrædelsestale, fremføres ved Lady Dianas begravelse eller gendigtes til popmusik af Anne Linnet.

 

Paulus’ smertensbarn

Men før alt andet er Kærlighedens lovsang en næsten 2000 år gammel Paulus-tekst. Og den står som en form for konklusion i Første Korintherbrev. I brevet forsøger Paulus at agere konfliktmægler per korrespondance. Paulus havde etableret en menighed af Kristustroende i Korinth, hovedstaden i den romerske Akaja-provins i Grækenland. Men menigheden var ved at gå i opløsning i interne statuskampe. Den nye identitet ’i Kristus’ skulle være deres sammenhængskraft, men andre identiteter og interesser trak i andre retninger. I menigheden var der rige og fattige, lærde og udannede, og måske også medlemmer med forskellige etniciteter (1,26). Og konstant flashede man sin økonomiske, sociale og kulturelle kapital, ikke mindst ved sammenkomsterne, hvor nogle måtte gå sultne hjem, mens andre mæskede sig i grillstegt souvlaki og årgangsretsina – eller hvordan vi nu skal forestille os det (11,20-22). Hvad gør man som konfliktmægler i en sådan situation? Ja, på side 1 i facilitatorens grundbog står der, at man skal sørge for, at alle involverede går ud af konflikten med en lille sejr. Men det var tilsyneladende ikke Paulus’ metode. Paulus forstod konflikten som en magtkamp mellem ’stærke’ og ’svage’, og i den situation var der kun én ting at gøre: De stærke måtte give afkald på status og statussymboler for de svages skyld. I sine breve har Paulus et navn for denne form for afkald, nemlig kærlighed (gr. agape). Paulus’ konfliktløsningsmetode hænger her sammen med hans forståelse af Jesus Kristus: Han var den, der i ultimativ forstand gav afkald og dermed prototypisk banede agape-vejen. Han kom fra Gud i det høje og led den nedrige forbryderdød på korset – hvilket faktisk også var en konfliktløsningshandling, blot i forholdet mellem Gud og mennesker (1,18). Paulus mente desuden, at han også selv levede et liv i afkald. Hvis korintherne var interesseret i fred med hinanden, skulle de derfor som lærlinge lære af deres jordiske og deres himmelske læremester: ”Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus” (11,1).

 

Kærlighedens nødvendighed

Kærlighedens højsang er nu det sted i Første Korintherbrev, hvor Paulus udleverer recepten til sin fredsmedicin. Han skifter fra en rådgivende retorik (”Efterlign mig …”) til en såkaldt epideiktisk tale, som skal fremmane det, der er Kristusmenighedens kerneværdi. Han stopper op for at lovprise kærligheden. Paulus begynder med tre gange: ”Om jeg så …, men ikke har kærlighed, …” (v. 1-3). Pointen er, at alt kan undværes, undtagen kærligheden. Men det er i denne sammenhæng ikke tilfældige egenskaber og evner, der må vige for kærligheden. Det er netop de kompetencer, som korintherne sætter højt og fejlagtigt tror, er uundværlige: ”menneskers tunger”, dvs. retorik (1,5.17; 2,1-5); ”engles tunger”, dvs. tungetale (14,2.5.18); ”profetisk gave” (jf. 14,1) og filosofisk ”kundskab” (fx 1,5; 8,1). Til sidst nævnes som klimaks den ultimative selvudslettelseshandling: ”… om jeg så giver mit legeme hen til at brændes”. Men selv den gavner intet, hvis den ikke er gjort i kærlighed.

 

Kærlighedens holdninger og handlinger

I andet afsnit personificeres kærligheden (v. 4-7). Den beskrives positivt som tålmodig og mild, dernæst negativt med ’ikke’ (den misunder ikke, praler ikke etc.), og til sidst positivt igen: ”Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”. Atter må beskrivelsen af kærlighedens væsen ses i lyset af brevet som helhed. For det, der karakteriserer kærligheden, er lige netop det modsatte af korinthernes aktuelle praksis. Ifølge Paulus er de misundelige (3,3), pralende (4,6; 8,1), usømmelige (kap. 5-6) og selviske (10,24). Alt det, som kærligheden ikke er.

 

Hvorfor er kærligheden størst?

Talens sidste afsnit (v. 8-13) omhandler kærlighedens bestandighed: ”Kærligheden hører aldrig op.” Og det er netop derfor, den er størst. Alle andre nådegaver er relative, selv de største. Troen er kun relativ og peger bort fra sig selv mod det fortidige, nemlig Kristusbegivenheden. Håbet er også relativt og retter sig mod det fremtidige, den endelige fuldendelse. Men kærligheden retter sig ikke væk, men er absolut som nutidig handling. Den er subjekt for troen og håbet (”den tror alt, håber alt”), men er også troens og håbets genstand. Det er kærligheden, der tros og håbes på. Eller også kan vi tolke det mere pragmatisk: Kærligheden er størst, fordi den ifølge Paulus fylder alt for lidt hos korintherne. Sammenligner vi nemlig med Første Thessalonikerbrev, er det her ikke kærligheden, men håbet, der er størst, netop fordi thessalonikerne er ved at opgive det (1 Thess 4,9.13). Derfor hedder det ikke tro, håb og kærlighed i Første Thessalonikerbrev, men tro, kærlighed og håb (1 Thess 1,3). Paulus var idealist på kærlighedens vegne, men åbenbart også pragmatiker.

Kærlighedens lovsang udgør som sagt en form for konklusion i Første Korintherbrev. Teksten henviser til korinthernes vigtigste indbyrdes stridsemner og tilbyder dem en fredseliksir: agape-kærligheden. Ifølge den er det afkaldet, der i sidste ende fører til gevinst. Og kun i kraft af dette omvendte perspektiv, kan konflikterne løses. Det er netop, hvad Paulus ønsker i sine sidste ord i brevet: ”Min kærlighed være med jer alle i Kristus Jesus” (16,24).

 

Virkede det så?

Lykkedes Paulus med agape-kærligheden som konfliktløsning? Det ser ikke umiddelbart sådan ud. Ifølge Paulus’ Andet Brev til Korintherne gik menigheden fra asken til ilden. Korintherne var nu ikke bare splittede, men udfordrede Paulus’ ret til overhovedet at henvende sig til dem som troværdig apostel. Senere, da Paulus for længst var død og borte, stredes korintherne stadig ifølge Første Clemensbrev (fra omkring år 100 e.Kr.). ”Kærligheden overvinder alt”, sagde Vergil. Men ikke lige med det samme.

 

Her kan du læse mere:

Kasper Bro Larsen, ”Paulus’ lovprisningstale til kærligheden (1 Kor 13) – et prisme i Første Korintherbrev,” i: Søren Holst & Christina Petterson (red.), Den store fortælling: Festskrift til Geert Hallbäck (København: Forlaget Anis 2012), 103-118.

Anne Marie Pahuus, Kærlighed, Tænkepauser (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2013).

Bibelens greatest hits er fra Bibliana #1 2015 Læs mere