Kaj Munk – fortid, nutid, fremtid?

Man ved aldrig, hvor man har mig
”Man ved aldrig, hvor man har mig.” Sådan sagde Kaj Munk om sig selv. Han var drevet af mekanismer, der på mange måder ikke var i overensstemmelse med hinanden – Indre Mission, Grundtvigianisme, katolicisme snøret sammen med et dybt nationalromantisk sindelag og en dyb, dyb forkærlighed for det heroiske.

Med det in mente er det heller ikke underligt, at Kaj Munk har været genstand for utallige spekulationer både før og efter sin død. Man har simpelthen ikke kunnet placere ham, hverken politisk eller religiøst. Derfor er han også et oplagt og spændende valg til en undersøgelse af historiemanipulation, hvilket nærværende artikel skal handle om.

Dette menneske, der hele sit liv kæmpede for at være upolitisk, da politik på alle måder forekom Kaj Munk at være et overflødigt onde, og som aldrig stemte ved et ordinært demokratisk valg, har især efter sin død været genstand for utallige politiske diskussioner og spekulationer.

Vi har brug for den kollektive erindring
Den kollektive erindring blev som metodisk greb udviklet af den franske sociolog og filosof Maurice Halbwachs (1877-1945), som i modsætning til Freud hævdede, at erindring aldrig vil kunne stå uden for en social kontekst. Ifølge Halbwachs konstruerer mennesket fortællinger, som vi tilskriver erindring. Vi bliver nødt til at have en kollektiv fortælling at bygge på for at kunne skabe en individuel erindring. Halbwachs så dette som det mest karakteristiske ved den menneskelige erindring. Mennesket kan så at sige ikke have nogen erindring uden for kollektivet, men erindringerne er også varierende alt efter, hvilket kollektiv individet befinder sig i, idet det enkelte menneske kan være en del af mange forskellige sociale sammenhænge.

Erindringsskabelse er en bevidst strategi
Et spændende eksempel på nyere dansk forskning, der beskæftiger sig med kollektiv erindring er historikerne Claus Bryld og Anette Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997.

Ifølge Bryld og Warring er den kollektive erindring den tradition eller myte, der opstår omkring en given historisk begivenhed – i deres konkrete tilfælde den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Erindringen bliver grundlagt som et kompromis mellem forskellige aktører, som et led i en magtkamp om ’retten’ til Danmark efter besættelsen, idet aktørerne kan bruge erindringen i deres eget favør til at skabe et bestemt billede. Erindringen bliver myte og senere kollektiv, når kompromisset og magtkampen bliver ’glemt’, og handlingerne omkring erindringen af den historiske begivenhed bliver bestemt af en stereotyp form for ageren.

Bryld og Warrings afhængighed af Halbwachs’ originale ide er klar, idet de også tager fat i en konstrueret fortælling som grundlag for en erindring, der senere ophæves til at være uafhængig af fortællingen. Baggrunden for erindringen bliver på den måde fortrængt. Det er dog tydeligt, at Bryld og Warring har frigjort sig meget fra Halbwachs, idet de gør erindringsskabelsen til en bevidst handling fra en gruppe aktørers side. Halbwachs opererer godt nok med, at vi konstruerer fortællinger om til erindring, men i Halbwachs’ optik er dette ikke en bevidst udtalt handling, snarere et karakteristika ved den menneskelige psyke.

Historiemanipulation
Bryld og Warrings bog beskriver den historiemanipulation af besættelsestiden i Danmark, som de mener at kunne påvise, og som i særdeleshed fandt sted i årene umiddelbart efter besættelsens ophør, hvilket skabte en grundfortælling om besættelsen, der derefter blev ophævet til myte og kollektiv erindring.

Grundfortællingen om besættelsestiden blev indgået som et kompromis mellem modstandsbevægelsen og samarbejdspolitikerne, der begge ønskede tolkningsretten til historien, og blev ophævet til myte, da det politiske element blev fortrængt. Den historie, der blev fortalt, var historien om et enigt dansk folk, der med samarbejdspolitikernes passive modstand i ryggen kæmpede mod den tyske overmagt. Myten og den kollektive erindring overlevede, fordi især modstandsbevægelsen gjorde alt for at holde den i live, og deres følelser blev argumenter for, hvordan historien kunne fortælles og blev fortalt.

Bryld og Warring foretager analysen af den kollektive erindring ved hjælp af tre aktører (staten, organisationerne og medierne), der gennem tre historiske perioder forsøger at beskytte grundfortællingen ved at mistænkeliggøre alle, der kan true den. Her kommer Kaj Munk ind i billedet, for han kunne true grundfortællingen om besættelsen på grund af sine komplekse holdninger til politik, modstand, demokrati og diktatur.

Myten om Kaj Munk
Kaj Munk blev skudt af tyske soldater den 4. januar 1944. Tyskerne forsøgte at hænge den danske modstandsbevægelse op på mordet ved at lægge en lille seddel på liget, men den dårlige danske stavning afslørede dem. Forinden havde Kaj Munk længe været i tyskernes søgelys, men han havde ikke gjort noget for at skjule sig eller på anden måde få modstandsbevægelsens hjælp. Han havde ydet sin helt egen form for modstand, og han hverken ville eller kunne blive en del af den ’officielle’ modstandsbevægelse. Han ville ikke tage del i noget, som han mente var politisk funderet.

Mordet var naturligvis et chok for hele Danmark og alle, uanset holdning til Kaj Munk, strømmede til hans begravelse. Den fredelige tilstand omkring Kaj Munk fortsatte indtil befrielsen i maj 1945, men så var freden også forbi, og myten begyndte at tage form.

Myten om Kaj Munk tager udgangspunkt i den ’rigtige modstandsmyte’, som Bryld og Warring opererer med, og som er modstandsbevægelsens myte. Nu kunne man forestille sig, at Kaj Munk ville kunne implementeres så let som ingenting i denne myte. Det blev han også, men med omvendt fortegn, idet man fremstillede ham som fascismens forkæmper, og dermed demokratiet og modstandskampens fjende.

Han blev ofret, for at grundfortællingen kunne opretholdes, men som sådan ikke af modstandsbevægelsen selv, men af samarbejdspolitikerne, der havde en interesse i at mistænkeliggøre kritikere af samarbejdspolitikken, og samarbejdspolitikken havde Kaj Munk aldrig syntes om. Tværtimod havde han ved enhver given lejlighed kritiseret den åbenlyst.

Den mest aktive samarbejdspolitiker i denne proces var Hartvig Frisch, for hvem det var meget afgørende at få sikret samarbejdspolitikkens renommé i eftertiden. Hans bestræbelser på at hænge Kaj Munk ud fremgår af følgende brev, forfattet den 20. marts 1948, hvori Johannes V. Jensen skriver til sin biograf Leif Nedergaard: ”Jeg var i aftes sammen med Hartvig Frisch, og vi var enige om at komme Kaj Munk legenden til livs.”

Processen for at aflive myten om Kaj Munk er altså startet, og socialdemokraten og forfatteren Leif Nedergaard, der også nævnes i ovenstående citat, blev om nogen eksponent herfor. Nedergaard skriver nemlig i årene 1946-1948 en lang række artikler, der skal cementere en grundfortælling om Kaj Munk, der på enhver måde står i opposition til modstandsbevægelsens- og samarbejdspolitikkens grundfortælling. Et eksempel på dette er en artikel fra maj 1946 i avisen Thisted socialdemokrat, hvor Leif Nedergaard i hårde vendinger anklager Kaj Munk for aldrig at have afveget fra sin sympati for nazismen. Tonen hos Leif Nedergaard er uforsonlig: ”Men efter[udbruddet af]Krigen vendte han helt om, siger nogle. Ja, gjorde han nu ogsaa det? Den, der skriver dette, vil hævde, at man højst kan sige, at hans varme Nationalisme efter Tyskernes Agression mod Danmark kom i Konflikt med hans Begejstring for Hitlers diktatoriske Styresæt. Men han skiftede ikke derfor Standpunkt i den Forstand, at han nogensinde derfra gik over til at hade Diktaturet som saadan, endsige blive Demokrat.”

Således opretholder Nedergaard grundfortællingen om Kaj Munk som en modstræbende demokrat og derfor en fjende af modstandsbevægelsen og samarbejdspolitikernes fælles mål om at frelse Danmark. Og det bliver et mønster, der gentages helt frem til tiden omkring Murens fald, men gradvist svagere og svagere. Interessen for at pleje grundfortællingen af både den ene og den anden art bliver simpelthen mindre.

Fortid, nutid, fremtid?
I teorien om den kollektive erindring og i særdeleshed hos Bryld og Warring, er det givet, at erindringen gradvist vil falme. Den kan til enhver tid genoptages, men som tiden går, vil en erindring blive afløst af nye og andre erindringer.

Sådan har det i store træk også været med erindringen af Kaj Munk. Interessen for ham var størst i 1940´erne og i den umiddelbare efterkrigstid, men igen i 1990´erne var der en fornyet interesse, hvilket er i direkte tråd med den opblomstring, der var i interessen for besættelsestiden generelt. Og ligesom synet på besættelsestiden blev opblødt og mere nuanceret, således også med Kaj Munk.

Kritikerne af ham har ikke været helt så fjendtlige i tonen, og sympatisørerne knap så romantisk storladne i deres ordvalg. Det har klædt hele dialogen omkring besættelsen og Kaj Munk.

Det er ikke til at sige, hvornår og om grundfortællingen om Kaj Munk og om besættelsestiden i Danmark igen vil blive genstand for den kollektive erindring. Men mon ikke historien om dem vil blive skrevet igen og igen, når selvforståelsen engang i fremtiden kalder på generindring af fortiden. Og derfor vil Kaj Munk altid være en del af vores fortid, nutid og – mon ikke også – fremtid.

Kollektiv erindring er fra Bibliana #1 2012 Læs mere