Kættere og tvillinger

Om jødedom og kætteri i oldtiden.
Kætteren er den anderledes tænkende. Hans tanker afviger fra gældende normer og gængse meninger. Således udfordrer han traditionelle opfattelser. Men han fornægter ikke den tradition, som han gør oprør imod. Var det tilfældet, ville han blot være en frafalden. Tværtimod mener han, at han har den sande forståelse af traditionen. Det er netop det, der gør kætteren så farlig, at han må udstødes af fællesskabet og måske brændes på bålet. Han påstår at være en af ”os”, selv om han mener noget andet end ”os”!

Kættere i religionshistorien
Religionshistorien kender talrige eksempler på dette fænomen. Kristendommen fordømte fx Markion i det andet århundrede e. Kr., fordi han ikke mente, at Jesus’ far havde skabt jorden. Jødedommen udstødte den hollandsk-jødiske filosof Baruch Spinoza i det syttende århundrede, fordi han fremførte en teori om, at Gud var til stede i alt. Islam afviste tilsvarende skarpt Salman Rushdie på grund af hans fremstilling af profetens liv. Selv inden for de enkelte religioner sker noget tilsvarende, som da den katolske kirke i det sekstende århundrede tog afstand fra Martin Luther, da han ville reformere kirken. Hans brøde bestod ikke i at bryde med den katolske kirke, men i at mene noget andet end den alment accepterede lære.

Ideen om kætteri var imidlertid et relativt ukendt fænomen før de store skriftreligioner – jødedom, kristendom og islam – dukkede op. Forestillingen om kætteri har kun eksisteret i de seneste knap to tusind år. Alene af den grund er det relevant at se på, hvad der er på færde, når man fordømmer andre som kættere. Nyere forskning viser, at spørgsmålet om kætteri ikke spillede nogen rolle for jøder, før kristendommen kom til. Senere fik det afgørende betydning for jødedommens udvikling.

Her vil jeg se nærmere på, hvornår og hvordan man inden for jødedommen begyndte at tale om kættere og give et bud på, hvorfor kætteren er en vigtig figur.

Kættere og rettroende i jødedommen
Indledningsvis må man sige, at jødedommen slet ikke kan hamle op med kristendom og islam hvad kættere angår. Jødedommen har udstødt langt færre mennesker for kætterske synspunkter, end de to andre skriftreligioner har. Det er der flere grunde til. Der er færre jøder end kristne og muslimer; det mindsker i sig selv antallet af kætterier. Man kan forestille sig, at jøder har været tilbageholdende med at fordømme nogen som kættere, fordi de altid har været i mindretal og under pres fra flertallets religion. Man havde ikke råd til frafald, derfor var man i højere grad indstillet på at tolerere afvigelser i troen inden for jødedommen. Intern uenighed har været tilladt, men rabbinerne kunne være meget tilbageholdende med at omtale deres modstandere, fordi effekten nemt kunne være at sprede modstanderens fejlagtige opfattelse yderligere. Altså en ignorerings-strategi eller ”ti det ihjel”-taktik over for potentielle kættere. Endelig er det væsentligt, at jødedommen sjældent har forfattet officielle dokumenter om rettroenhed, som kættere kunne forbryde sig imod. Den traditionelle jødedom lægger langt større vægt på den religiøse praksis end på troen. Det afgørende er, hvad man gør, snarere end hvad man tænker. Dette gælder i hvert fald den tidlige jødedom.

Alligevel kan man i jødedommen godt skelne en kætter fra en frafalden. Kætteren anser gerne sig selv som repræsentant for den sande jødedom, om end – eller rettere: fordi hans religiøse opfattelser strider mod de gængse i samtiden. Derfor bliver spørgsmålet om kætterens sociale forhold til det større jødiske samfund et af de store diskussionsemner: Hvordan skal man omgås en kætter, og hvilke roller må vedkommende indtage i samfundet? Må han skrive en Torah-rulle eller vidne i en retssag?

Hvornår kom kættere på tale i jødedommen?
Formodentlig var det først efter at romerne ødelagde jødernes tempel i Jerusalem i  70 e. Kr., at man begyndte at stemple anderledes tænkende som kættere inden for jødedommen. I Det Gamle Testamente finder man faktisk ingen diskussioner om teologi; den figur der mest ligner en kætter, er den falske profet, som formaster sig til at tale på Guds vegne uden at have myndighed til det (jf. 5 Mos 18,20-22). Men karakteristisk nok angår den falske profets brøde ikke troens indhold, men hans uberettigede krav om at kende Guds vilje. Før templets ødelæggelse fandtes en hel række jødiske partier, fx farisæere, saddukæere og essenere, der var ganske forskellige hvad angår både teologisk lære og religiøs praksis. Den jødiske religiøsitet var dengang relativt pluralistisk og åben med plads til mange forskellige grupperinger, måske netop fordi templet fungerede som det samlende midtpunkt for alle grupper.

Ødelæggelsen af templet forandrede jødedommen afgørende. Fordi man mistede dette centrum, blev det nødvendigt at definere grænserne for den jødiske tro, og særlige ord for ”kætter” begyndte nu at optræde i den jødiske litteratur. Ordet min er det mest brugte ord om kættere i den rabbinske litteratur, og også det ord, som oprindeligt optrådte i den daglige jødiske bøn Amidah’ens (Attenbønnens) 12. bøn, hvor man beder om Guds vrede mod kættere og andre modstandere. Men i den rabbinske litteratur er der dog ikke helt enighed om, hvordan man skal forholde sig til dem. Nogle tekster kan fortælle om rabbinere, der har delt et måltid og diskuteret fornøjeligt med en kætter, mens andre fastslår, at man ikke skal dele mad, vin eller brød med en kætter, at en Torah-rulle skrevet af en kætter skal ødelægges, og at man ikke skal sætte sit liv på spil for at redde en kætters liv og heller ikke modtage medicin fra en kætter.

Den amerikanske forsker Daniel Boyarin har argumenteret for, at der var en anden afgørende forandrende faktor i den tidlige jødedom, nemlig kristendommen. Boyarin hævder, at talen om kættere og kætteri kun opstår, fordi jødedommen og kristendommen har behov for at profilere sig i forhold til hinanden. Begge prøver at definere sin egen identitet ved at udråbe den anden som kætter. De to religioner er altså spejlbilleder for hinanden, eller med Boyarins ord – de er tvillinger. Lad os se lidt nærmere på, hvad Boyarin har at sige.

Grænsen som et mødested
Ofte omtaler man forholdet mellem jødedom og kristendom i antikken som en vej, der deler sig. Man diskuterer derfor, hvornår vejene skiltes. Det er ifølge Boyarin misvisende, for et sådant billede får adskillelsesprocessen til at virke fredsommelig. En anden metafor er bedre. Der er snarere tale om en politisk og voldelig opdeling af et territorium, hvor der ikke hidtil havde været grænselinjer. Før kristendommen var jødedommen et åbent landskab med plads til allehånde forskellige teologiske retninger og opfattelser. Først med den unge kristendom bliver der sat grænser. Det sker, fordi den nye tro vil definere sig selv og derfor bliver nødt til at afgrænse sig i forhold til andre. Identitetsdannelsen foregår ved at sætte grænser for at markere, hvor man selv hører hjemme og – i særdeleshed – hvor de andre holder til. Kristendommens grænser omhandler trosspørgsmål, og grænsepolitiet udgøres af den religiøse elite, der skelner skarpt mellem kættere og rettroende. Men i sin iver for at forhindre fri passage hen over grænserne mellem jødedom og kristendom kom det religiøse grænsepoliti selv til at lade noget andet passere frit over grænserne, nemlig selve ideen om kætteren og den rettroende og om religion som en form for identitet.

Herved skete noget nyt i jødedommen. Da kristendommen markerede sig som en religion, hvor identiteten blev bestemt af tilhørsforholdet til et bestemt trossystem, overførtes denne forestilling til jødedommen. Grupper, der hidtil var blevet defineret på anden måde, fx via deres klasse, etniske baggrund eller andre former for sociale mærkater, blev nu forandret til noget andet, nemlig til ”religioner”. Det er ifølge Boyarin konsekvensen af, at man begyndte at tale om rettroende og kættere. I det lys ser Boyarin den tidlige kristne tale om kættere som et forsøg på at udslette mellemformer og sammenblandinger, og i stedet producere ”Jødedom” og ”Kristendom” som helt separate religioner.

Jødedom og kristendom

Men adskillelsen fandt først sted sent. Boyarin argumenterer for, at det tidligst er fra omkring det fjerde-femte årh. e.v.t. at man kan tale om jødedom og kristendom som adskilte religioner, og når det endelig sker, er det også med forbehold. For jøderne definerede ikke selv jødisk identitet religiøst. Jødedom var ikke et spørgsmål om en bestemt religiøs overbevisning, men om et tilhørsforhold til et bestemt folkeslag. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke var forskel på jøder og kristne, for det var der. Men det betyder, at jøderne før fjerde-femte århundrede ikke opfattede jødedommen som en religion, der er defineret ved et bestemt trosindhold. Boyarin prøver at vise, at det var kristendommen, der definerede jødedommen som en anden religion. Jødernes synspunkt var, at forskellen mellem kristendom og jødedom ikke var en forskel mellem to religioner, men derimod en forskel mellem en religion – kristendommen – og en størrelse, der afviser at være en religion – jødedommen. Derfor kan Boyarin sige, at jødedommen forstået som en religiøs identitet til dels er opfundet af kristendommen.

Således er grænsestridighederne mellem jøder og kristne i antikken og skabelsen af den nye kategori, kætteren, afgørende for udviklingen af både jødedom og kristendom og lægger grunden til en religionsforståelse, der trækker spor op til i dag.

To Magter i Himlen
Boyarin underbygger sin tolkning med analyser af konkrete tekster, der viser, hvor uklare jødedommens grænser var i de første århundreder. I sin gennemgang af den såkaldte logos-teologi hos rabbinerne viser han, at der var jøder der troede på en hjælpende guddom kaldet Logos, Memra og/eller Sophia. Han dokumenterer, hvordan jødiske teologer mente, at ”Ordet” – på aramæisk ”Memra” – havde en skabende magt, og udpeger denne teologis forhistorie i skabelsesberetningerne i Første Mosebog kap. 1 og Ordsprogenes Bog kap. 8. I sidstnævnte tekst skildres visdommen som et separat væsen, en kvinde, der også spiller en rolle ved skabelsen. Han viser også, hvordan dette materiale kan anvendes til en ”jødisk” læsning af indledningen til Johannesevangeliet, der jo netop taler om Ordet hos Gud og dets skabende magt. Ifølge Boyarin blev det fra jødisk hold ikke opfattet som kættersk at tro på flere guddommelige figurer. Først da kristendommen fastsætter troen på Guds søn som den eneste sande tro, afviser jødedommen troen på ”To Magter i Himlen” som kætteri.

Boyarins fortolkning viser, hvor nærtstående og sammenvævede jødedom og kristendom var. Ganske vist anså rabbinerne troen på ”To Magter i Himlen” som kættersk, som ”kristen”. Den tanke skulle afvises, hvis man var jøde. Omvendt omfavnede de kristne en teologi om Ordet og to magter og stemplede afvisningen af den som kættersk, som ”jødisk”. Men i virkeligheden var den selvsamme teologi tidligere en fuldgyldig jødisk teologi. Først da kristendommen påberåber sig den som den eneste sande tro, bliver den erklæret kættersk af jøderne.

Jødedom og kristendom som tvillinger
Boyarins syn på tingene rokker ved en hel del klassiske antagelser. Det bliver for eksempel svært at se på ”jødedommen” som ”kristendommens” ophav, sådan som det ellers har været almindeligt, og det bliver tydeligt, at man er nødt til at tage med i betragtning i hvor høj grad de har påvirket hinanden – som tvillinger der er født samtidigt, med Boyarins ord – og diskutere igen hvornår og hvordan de egentlig opstod. Uanset hvad man ellers går og mener, er der ingen tvivl om, at forholdet mellem jødedom og kristendom er mere komplekst end ofte antaget. Jødisk og kristen identitet i oldtiden er langt fra de rene størrelser, som de gerne beskrives som. Grænsen mellem dem var måske ikke fuldt optrukket før langt inde i det femte århundrede.

Trafikken henover grænserne er interessant, fordi den gør opmærksom på, at religionens og kulturens grænser er konstruerede og lige så godt kunne være anderledes. Kætternes norm- og grænseoverskridelse kan fremprovokere en gentænkning af de eksisterende grænser, af normalitet, og give mulighed for at se verden på en ny måde. I forhold til jødedommens opståen og tidlige udvikling har det været afgørende at få blik for, at grænserne på det religiøse landkort ikke fungerede som præcist udmålte linjer, men snarere må forstås som rum, hvori alskens religiøse ideer og praksisser kunne opholde sig og transporteres frem og tilbage. Det er ikke mindst spørgsmålet om kætteri, der viser, hvor flydende og sammenfiltrede de religiøse identiteter var i oldtiden. Samtidig medvirker kætterfiguren til at trække den religiøse grænse mellem ”os” og ”dem”. Perspektiverne i denne diskussion rækker op til i dag.

Kanon og kætteri er fra Bibliana #2 2010 Læs mere