Jesus, skræk og rædsel

Jesus er som bekendt god og rar. Han gør syge folk raske, han velsigner de små børn, han er kommet for at frelse os alle sammen hvis bare vi ville høre ordentligt efter og tro på ham. Sådan er der sikkert mange der umiddelbart tænker om Jesus. Men hvis det var evangeliernes faktiske billede af ham, er det underligt at han så ofte fremkalder skræk. Jesus er ikke bare god og rar, han er ’for meget’, han kan gøre det umulige, han har magt over stormen og bølgerne, han har magt over dæmonerne, han kan helbrede de syge, ja opvække de døde. Det er godt. Men det er også mærkeligt. Midt i menneskers hverdag repræsenterer han noget stort, noget andet, noget der river tæppet væk under den kendte verden. Han er alt det der ikke er hverdag, og selv om det er spændende, er det ikke helt rart. Det er faktisk uhyggeligt.

’Gyserscener’ i Markusevangeliet
Første gang Jesus prædiker i synagogen i Kapernaum, er der pludselig en mand der råber op. Han er dæmonbesat, men Jesus beordrer dæmonen til at forlade manden. Dæmonen river og slider i manden; vi må forestille os et voldsomt krampeanfald. Til sidst udstøder han et frygteligt skrig. Dermed er dæmonen drevet ud (Mark 1,21-28). Det er ikke ligefrem en hyggestund i synagogen der bliver skildret her. Det er en uhyggelig, horror-agtig scene. Det er selvfølgelig dæmonen der er skrækkelig; men det er Jesus der driver den frem. Der er ikke noget at sige til at de tilstedeværende bliver forfærdede og må spørge sig selv: ”Hvad er dette?” (v. 27). Det de oplever, kan de ikke forstå. De forstår ikke hvad det er for en magt eller myndighed de her ser i aktion. Den er ikke som de skriftkloges (v. 22), og det var ellers de mest magtfulde mennesker de kendte. Her er læserne et skridt foran for de ved at Jesus er Guds søn. Det har forfatteren fortalt dem i evangeliets allerførste sætning. Men folk i synagogen i Kapernaum ved ingenting om det. De oplever en rystende hændelse de ikke kan forklare.

På et senere tidspunkt er Jesus og hans disciple på vej over Genesaret Sø (Mark 4,35-41). Det er nat, og de er midt ude på ’havet’ som søen bliver kaldt i Markusevangeliet. Så kommer en af de lumske storme som søen er berygtet for, og båden er ved at gå under. De ombordværende er i yderste livsfare, men Jesus sover bare trygt i agterstavnen. Det er for meget for disciplene der panikslagne vækker ham. Jesus bytter rolle med søen, kan man sige. Han skælder ud og bliver ophidset – også på disciplene fordi de fik afsløret at de ikke har nogen tro. Søen, derimod, bliver rolig som Jesus da han sov i båden. At et menneske på den måde har magt over naturelementerne, er ikke normalt. Hvad disciplene oplever, overgår deres forstand. Det her kan ikke lade sig gøre, og alligevel sker det. Intet under at de bliver ”grebet af stor frygt” og må spørge sig selv hvem han dog er (v. 41). Måske skulle det rettere oversættes: ’Hvad han dog er?’ for disciplene må være klar over at det ikke er menneskeligt, det de lige har oplevet. Det var selvfølgelig godt at de blev reddet. Men alligevel er der noget galt. Jesus fik afsløret en side af sig selv som går langt ud over den menneskelige. Men hvad?

Den værste gyserscene i evangeliet foregår næste gang disciplene er ude på vandet (Mark 6,45-52). Igen er de på vej over Genesaret Sø/havet, igen er det nat, og igen kæmper de med stormen. Men denne gang er de alene. Jesus er blevet tilbage på land. Så ser de en skikkelse komme gående på vandet. De tror det er et spøgelse, en havdæmon der kommer for at tage dem. De møder rædselen på søen og skriger i dødsangst. Og så er det ’bare’ Jesus. ’Tag det roligt’, siger han, ’det er bare mig’. I gyserperspektivet er det noget af et antiklimaks. Og så alligevel ikke. For hvordan i alverden kan det lade sig gøre? For Jesus er der åbenbart ikke forskel på land og vand. Begge dele er ’vej’. Men sådan er det jo ikke for mennesker. Her viser Jesus sig for disciplene fra sin mest umenneskelige side. Han tilhører tydeligvis en anden dimension end dem. Selv om stormen lægger sig, og alt er godt, er disciplene ”helt ude af sig selv” (v. 51). Og med god grund for de kan stadig ikke forstå hvad de oplever.

’For de var bange’
Disse scener på søen spiller en vigtig rolle i evangeliets samlede komposition der skal føre disciplene frem til at forstå at Jesus er den ventede Messias. Det sker med Peters bekendelse i Markus 8,27-31. En uge senere tager Jesus tre udvalgte disciple med op på et højt bjerg, og dér ”blev han forvandlet for øjnene af dem” som der står (Mark 9,1-8). Hans tøj begynder at lyse, ja han bliver selvlysende – sådan tror jeg man skal forstå beskrivelsen i v. 3. Meningen må være at han viser sig for disciplene i sin himmelske skikkelse, for det himmelske element er rent lys. En ting er at han er Messias. Men det her er mere end Messias. Han er ikke alene Guds udvalgte redskab, han er selv guddommelig. Og som om det ikke var nok, viser Moses og Elias sig sammen med ham – de to gammeltestamentlige skikkelser der ikke døde, men kom direkte i himlen. Er der noget at sige til at disciplene bliver ”helt forfærdede” (v. 6), og at Peter i sin forfjamskelse tilbyder at bygge nogle hytter til dem (v. 5)? Disciplene er virkelig bragt ud til den yderste kant af det jordisk mulige, ja ud over kanten for straks efter taler Gud direkte til dem (v. 7).

Jesus skal imidlertid ikke være Messias på den forventede facon. Han skal være den Messias der lider, dør og opstår. Det får disciplene at vide straks efter Peters bekendelse, og selv om det gentages to gange på vejen mod Jerusalem kan disciplene hverken forstå eller acceptere det. Men sådan går det jo som vi ved. Jesus bliver korsfæstet, dør og begraves. Og to dage senere kommer nogle kvinder der har set hvor Jesus blev begravet (Mark 15,47), ud for at salve liget. På afstand kan de se at stenen der blev rullet for graven, er væk, og da de kommer helt hen til graven, er der ikke noget lig, men en fremmed mand der fortæller dem at Jesus er opstået. Både kvinderne og vi læsere må gå ud fra at det er en engel. Og så slutter evangeliet på denne skuffende måde: Kvinderne flygter fra graven, rystede og ude af sig selv. Og de sagde det ikke til nogen, ”for de var bange” (16,8). Hvad der derefter følger i Markusevangeliet, er en senere tilføjelse. Men det har givet fortolkerne grå hår i hovedet at det oprindelige evangelium skulle slutte med nogle skrækslagne kvinder. Kan det virkelig være en slutning? Hverken den der har føjet 16,9-20 til Markusevangeliet, eller forfatterne til de tre andre evangelier har ment at et evangelium kunne slutte sådan. Men når man tænker på hvordan Jesus i det hele taget spreder skræk og rædsel i Markusevangeliet, er det måske ikke så utænkeligt. Det er måske i virkeligheden den konsekvente slutning.

Evangelium, fantastisk fortælling og forkyndelsesstrategi
Jeg har præsenteret nogle udvalgte scener fra Markusevangeliet hvor det er tydeligt at Jesus ikke kun vækker glæde og beundring, men også skræk og rædsel. Jeg kunne også have valgt andre scener, men disse er særligt markante. Det skal også understreges at dette kun er ét aspekt af Markusevangeliets fortælling; der er andre vigtige sider som ikke har noget som helst med skræk og gyserfortælling at gøre. Endelig skal jeg også gøre opmærksom på at skrækaspektet nedtones af de senere evangelister – uden dog at forsvinde. Tilbage står at overveje hvorfor Markus-forfatteren vælger at fremhæve den skrækfremkaldende side af Jesu virksomhed.

I 1970 skrev den bulgarsk-franske strukturalist Tzvetan Todorov (født 1939) en bog om det fantastiske i litteraturen (Den fantastiske litteratur, på dansk i 1989). Hans emne er primært romantikkens skrækfortællinger og Victoriatidens gotiske roman. I bogen giver han en definition på det fantastiske som er blevet berømt. Den fantastiske figur eller begivenhed skal være sammensat af noget virkelighedstro og noget overvirkeligt. Og læseren – eller personerne i fortællingen – skal være i tvivl om det skildrede skal opfattes som virkelighed eller illusion. Jeg er bekendt med at der siden er rejst en ganske omfattende kritik af Todorov for at definere det fantastiske for snævert. Men som fortolkningsnøgle til at forstå den skrækvækkende Jesus i Markusevangeliet synes jeg at Todorovs gamle definition giver god mening.

For det første er figuren Jesus netop sammensat af noget virkelighedstro og noget overvirkeligt. På den ene side er han et menneske der lever sit liv blandt andre mennesker. Han skal sove og spise og må vandre på sine fødderne, han har venner og fjender, familie og elever. Han skal dø som alle mennesker, og hans død bliver oven i købet lidelsesfuld og nedværdigende. Men han er også noget mere. Hans helbredelser viser ekstraordinære evner, han er stærkere end dæmonerne, han har ligefrem magt over naturens elementer, og han er sine modstandere overlegen i enhver diskussion, og hans udlægning af Loven er suveræn som kun lovgiveren selv kan være. Alt dette peger på at han er guddommelig. Jesus er både Gud og menneske som det siden kom til at hedde i bekendelserne. Det kan vel også kaldes: både virkelighedstro og overvirkelig.

For det andet bringer Jesus mennesker i tvivl. Det er det der viser sig som skræk. Det de oplever fra Jesu side, kan de ikke forklare. Noget stort og umenneskeligt er på spil, det er de klar over; men hvordan det skal forstås, ved de ikke, og derfor vækker det frygt. Nogle er sikre på at de ser Gud handle gennem Jesus. Derfor giver de Gud æren når Jesus har overgået sig selv (fx 2,12), mens andre mener at Jesus kan uddrive dæmonerne fordi han står i ledtog med Satan (3,22). Læserne har som nævnt fra begyndelsen fået at vide at Jesus er Guds søn (1,1). Men det er jo forfatteren der fortæller os det. Det er ikke det samme som at det er sandt. Forfatteren kan tage fejl, eller han er ude på at bedrage os. Denne tvivl blev sat i system af den kritiske, historiske forskning. Men det har nok været en reel læserreaktion til alle tider. For det er jo næsten for utroligt hvad Markus fortæller. Skal vi virkelig tro på at det som evangeliet skildrer, er virkeligheden? Eller er det hvad folk troede, men i virkeligheden en illusion. Det er en gammel strategi blandt rationalistiske fortolkere at fastholde begivenheden som reel, men give en ikke-overvirkelig forklaring på den. Så bespiste Jesus ikke fem tusinde med fem brød fx, men han fik folk til at dele deres medbragte mad så alle blev mætte. Det var måske også et under, men det var ikke overvirkeligt.

Markusevangeliet er skrevet for at få folk til at tro på at Jesus var Messias og Guds søn, og til at forstå hvad det indebærer at han var det. Forfatteren til Markusevangeliet vælger at gøre det i form af en sammenhængende fortælling om Jesu liv og virksomhed, død og opstandelse. Det medfører at Jesus må fremstilles som en sammensat figur der på den ene side er menneskelig med alt hvad det indebærer, og som på den anden side samtidig er et guddommeligt væsen med evner der slet ikke hører til på jorden. Accepten af den figur må hver enkelt læser tage stilling til. Fortællingen i sig selv er ikke et bevis, men en invitation til at tro. Troen har tvivlen som sin forudsætning. Hvor der skal være mulighed for tro, må der også være mulighed for tvivl. Derfor er fortællingen i sig selv uafgjort. Og derfor må figuren Jesus vække frygt for han passer ikke ind i vores verden. Det er en del af evangeliets forkyndelsesstrategi. For øjnene af læserne fremstår evangeliet som en fantastisk fortælling efter Todorovs definition: sammensat og uafgjort. Men i dette tilfælde skal læseren tage stilling, afgøre sig, tro. Når det sker, er det ikke længere en fantastisk fortælling, men en trosfortælling om Guds søn. Strategisk er evangeliet en fantastisk, uafgjort fortælling. Men hvis strategien lykkes, er den ikke længere uafgjort, men en fortælling om Guds virkelighed i menneskers verden.

Fantastiske fortællinger – om magi,monstre og mirakler er fra Bibliana #1 2011 Læs mere