Hvilken rolle spiller Bibelen for reformationen og frem til i dag

Kampen om fortolkningsretten:

Hvilken rolle spiller Bibelen for reformationen og frem til i dag?

af Thomas Reinholdt Rasmussen

Thomas Reinholdt Rasmussen er provst og sognepræst ved Sct. Catharinæ sogn i Hjørring. Han har beskæftiget sig indgående med Luthers syn på Bibelen i artikler og i bøger

Martin Luther er bibelsk teolog. Det er ikke gennem filosofiske spekulationer eller undersøgelser af naturens forhold, at Luther kommer frem til sin reformatoriske indsigt. Det er gennem de bibelske tekster. Derved bliver Bibelen for Luther også det redskab, hvorved han gør op med den kirkelige autoritet.

Læs artiklen og få svar på, hvad Luther mente om Bibelen, og hvorfor synet på Bibelen ændrede sig i 1600- og 1700-tallet, og hvordan vi har set på Bibelen i dansk teologi og kirkeliv i det nittende og tyvende århundrede

 

Da Martin Luther indtrådte i augustinerklosteret i Erfurt i sommeren 1505, ændrede hans livsbane sig radikalt. Han havde indtil da været indskrevet ved jurastudiet ved universitetet, men gik nu, til sin fars store fortrydelse, ind i den kirkelige verden.

Luther skiftede retning, men han slap ikke den akademiske verden. Han kunne have valgt et af de mange andre klostre, som Erfurt var fuld af, men han valgte augustinereremitterne, som netop beskæftigede sig med akademiske studier, og som ofte bestred universiteternes embeder. Nok valgte Luther en anden livsvej, men han valgte ikke det akademiske fra.

Hastigt steg den unge munk i ordenens grader. Han blev præsteviet i 1507 og tog samtidig de akademiske grader, så han i oktober 1512 kunne indsættes i den øverste grad: Professor i Den hellige Skrift med ret til at forelæse over alle Bibelens skrifter. Denne grad blev livet igennem hans autoritet i de mange stridigheder om den rette forståelse af evangeliet.

Luthers indsættelse i embedet fandt sted ved det nyoprettede universitet i Wittenberg og var et led i kurfyrsten Frederik den Vises planer om at skabe et førende universitet ved ”civilisationens grænse”, som Luther senere kaldte Wittenberg.

Fra 1513, hvor Luther begynder sine forelæsninger over Salmernes Bog, som han kendte fra klostrets tidebønner, og frem til sin død i 1546, forelæste Luther over størstedelen af de bibelske skrifter. Dog forelæste han aldrig over evangelierne. Evangelierne prædikede han over, og der findes ca. 2000 gengivne prædikener af Luther.

 

Luthers bibelforståelse som autoritetsopgør

Det er gennem arbejdet med de bibelske skrifter, at Luther når frem til sit standpunkt. I årene frem mod 1517 er det som nævnte først Salmernes Bog, og dernæst Romerbrevet, Galaterbrevet og Hebræerbrevet, han forelæser over. Man kan følge hans udvikling gennem disse forelæsninger, og man kan særligt i forelæsningen over Romerbrevet iagttage en spirende kirke- og autoritetskritik, som han næsten ikke tør tale åbent om.

I 1520 skriver Luther en række af de såkaldte reformatoriske hovedskrifter. To af dem er ”Til den kristne adel af den tyske nation” og ”Om et kristent menneskes frihed”.

I det første skrift slår Luther til lyd for, at enhver døbt er præst, pave og biskop. Det betyder, at alle døbte stilles lige. Det har selvfølgelig også betydning for læsning og derved udlægning af Bibelen. Alle døbte har ret til at udlægge Bibelen, og én har ikke mere ret end andre. Man har derved heller ikke ret til at underkaste andre sin fortolkning af Bibelen, men man må acceptere, at enhver døbt har ret til at deltage i samtalen om den rette læsning og udlægning. Man kan næsten definere reformationen som kampen om fortolkningsretten. Luthers problem i sin tid var, at udlægningen principielt kun var givet én: Paven. Men Luther argumenterer altså for, at alle døbte har denne ret.

Denne forståelse betyder ikke, at alle læsninger er rigtige, men det betyder, at man ikke kan tvinge en læsning væk, men er nødt til med ord alene at forkynde den ret.

Derved sætter Luther ikke en læsning eller en fortolkning af Bibelen øverst, men han sætter Skriften (Bibelen) alene øverst. Slagordet er ”sola scriptura”. Når Bibelen står øverst, er den døbte fri. Den døbte er ikke bundet af et menneskes udlægning, men af Bibelens ord alene.

Her skal man også i dag huske på, at når man som døbt med rette påberåber sig denne ret, så har alle de andre døbte den også. Derved bliver den evangeliske kirke til en kirke i stadig samtale om troen og troens indhold.

Denne forståelse udfoldes smukt i dedikationen til det andet skrift ”Om et kristent menneskes frihed”. Dette skrift bliver tilegnet byfogeden i Zwickau, Hieronymus Mülphordt. Han tilegnes skriftet, fordi han har ”kærlighed til Skriften”. Mühlphordt er et eksempel på en fri kristen, der ikke har brug for anden autoritet end den, han selv sidder med: Bibelen. Luthers bibelforståelse bliver altså til et autoritetsopgør. Bibelen tolker sig selv og har ikke brug for en ydre fortolker, der fastlægger sagen. Luther forsvarer dermed ikke en subjektiv læsning, hvor alt kan lade sig gøre, men har som forudsætning, at Helligånden ”bor i Skriften”, og at Skriften skal læses i denne Ånd.

Bibelen er kernen i den reformatoriske kamp og det sted, hvor den enkelte kristne kan møde den anden kristne. Bibelen gør menigheden til en lige menighed, som på den baggrund kan handle og endog selv ansætte og afsætte præster, som Luther udfolder i skriftet ”Om menighedens læretugt og præstevalg” fra 1523. Bibelen og bibellæsning gør menigheden myndig.

 

Bibelen er kun Bibel, hvis den forkynder Kristus

På det nederste stykke af den altertavle, som maleren Lucas Cranach lod fremstille til bykirken i Wittenberg i 1547, ser vi Luther stå på prædikestolen. Han står over for en række tilhørere, og mellem dem er den korsfæstede Kristus. Luther står med hånden på Bibelen og peger på Kristus.

Maleriet viser meget godt Luthers skriftsyn. Luthers blik er fæstnet på Kristus, men hans hånd hviler på Bibelen. Det er læsningen af Bibelen, der har fået ham til at se Kristus, og når han igen flytter blikket ned i bogen, så er det med Kristus for øje. Bibelen får os til at se Kristus, og Kristus får os til at læse Bibelen ret. Således er det lutherske skriftprincip uløseligt forbundet med sit indhold (Kristus).

I sin fortale til Jakobsbrevet skriver Luther, at et skrift skal vurderes ud fra, om det forkynder Kristus eller ej, for hele Skriften viser, som på maleriet, hen på Kristus. Hvis skriftet ikke forkynder Kristus, er det ikke apostolsk, om det så var skrevet af Peter eller Paulus, men omvendt ville det, hvis det forkyndte eller pegede på Kristus, være apostolsk, selvom det skulle være skrevet af Judas eller Pilatus. Bibelens hele opgave er at forkynde Kristus, og hele Bibelen peger på Kristus. Det er ikke bogen i sig selv, der er hellig, men det er indholdet, der er helligt: Kristus.

Derfor kan Luther også i en debat med Erasmus af Rotterdam skrive, at hvis man tager Kristus ud af Bibelen, hvad er der så tilbage? Bibelen er intet andet end Jesus Kristus og fortæller om ham. Det er ikke en bog om regler og opførsel. Det er ikke en bog om gamle dage. Det er en bog, der skal gøre Kristus som liv og frelse levende for den, der læser den i dag.

I skriftet ”En kort undervisning om, hvad man bør søge og finde i evangelierne”, som er fortalen til en prædikensamling af Luther fra 1544, siger Luther, at der egentlig kun er ét evangelium, men det er skrevet gennem flere. Det er ikke skriften som ord, der er evangelium (eller ”Guds ord”), men det, som de fire evangelier handler om. Evangeliet er Jesus Kristus. Evangeliet, siger Luther her, er egentlig ikke andet end et mundtligt ord, og man skal få evangeliets indhold ud i lyset. Evangeliet skal grundlæggende fremlægges med munden og ikke med pennen. Hvis evangeliet gøres til Skriften, så ”gør vi Jesus til Moses”, hvilket betyder, at så er evangeliet ikke Guds nådefulde handling, for så bliver den til lov og lovreligion.

Så at ”Skriften alene” er menighedens øverste norm, er hos Luther ikke udtryk for, hvad vi i dag ville kalde skriftfundamentalisme, for Skriften er ikke det egentlige. Det egentlig er Kristus, og derfor står Kristus over Skriften, og vores læsninger og fortolkninger skal måles på ham.

 

Forskydninger i Luthers dynamiske syn på Bibelen

Luthers eget bibelsyn er altså dynamisk. Det er ikke fastlåst, og Luther kan udøve kritik mod enkelte skrifter som eksempelvis Jakobsbrevet, som han kalder et ”stråbrev”, og Johannes’ Åbenbaring, som han mener, kaster slør over Kristus. Det er en bibelforståelse, der hele tiden arbejder kritisk for at åbne for en dybere forståelse og forkyndelse af Jesus Kristus. Bibelen er for Luther først Guds ord, når den forkynder Kristus. Bibelen er således ikke Guds ord i sig selv, og som den foreligger.

Ikke alle samtidens reformbevægelser delte Luthers syn på Bibelen. Der var forskel på hans syn på Bibelen og bibelhumanismens syn på den. Den sidstnævnte, som også får indflydelse på dansk reformationshistorie, ser Bibelen som fundamentet. Og i tiden efter Luthers død, hvor konflikten med den romerske kirke tager til også teologisk, bliver det Bibelen, der bliver bolværket mod romerkirkens hævdelse af traditionen som kirkens grundlag.

På den baggrund opstår den såkaldte lutherske ortodoksi, der blev rådende i 1600-tallet. Den hævder Bibelen som eneste grund og forstår Bibelen som Guds eget talte ord. Det, man kalder ”verbalinspiration”, hvor hvert ord er indblæst af Gud selv. Der er tale om en forskydning fra Luthers standpunkt, men dog så væsentlig, at Luthers forståelse af Skriftens dynamik, herunder også dens historiske tilblivelse, er forsvundet.

Bibelen er nu selvindlysende og givet af Gud. Det er klart, at dette synspunkt kommer i krise, når den historisk-kritiske metode sætter ind i 1700-tallet. Den påviser, at Bibelen har en tilblivelseshistorie og har variationer i teksten, og udfordrer derfor den lutherske ortodoksi, for kan man nu stole på Bibelen?

 

Synet på Bibelen i dansk teologi og kirkeliv

Det er klart, at den danske kirke og det danske kirkeliv står i en arv fra Luther og den reformation, der blev indført af Christian d. 3, og som måske mere var præget af Melanchthons bibelske humanisme, hvor netop teksten som tekst er det afgørende, og ikke så meget Luthers dynamiske bibelsyn, hvor Skriftens centrum er Kristus.

Det giver sig udslag både her i landet og i Europa i den lutherske ortodoksis fastlåsning af Skriften, hvor det bliver Skriften, der er gudsgivet og fast, og derfor åbenbaringsfundamentet. Ortodoksien mister også blikket for, at Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente ikke forholder sig til hinanden som lov og evangelium, hvor det kristne evangelium kun kan findes i Det Nye Testamente. En sådan forestilling vil ligge Luther fjernt, for Det Nye Testamente er for ham foregrebet i det gamle og det gamle ligger i det nye.

Denne fiksering af Biblen som skrift får skæbnesvanger betydning, når bibelkritikken sætter ind i slutningen af 1700-tallet. Man kan ikke med samvittigheden i behold betragte Bibelen som en fast gudsgivet blok, når den også har historie, varianter og udvikling.

Bibelens autoritet svækkes derfor i oplysningstiden, og det kan gribes an på forskellige måder. Søren Kierkegaard (1813-1855), der egentlig havde et konservativt bibelsyn, anbringer fundamentet i den enkeltes eget valg og trosforhold. Kierkegaard kan sine steder næsten glæde sig over bibelkritikken, for den tvinger den enkelte til at tage selvstændigt stilling, så man ikke kan læne sin tro op ad noget andet (eksempelvis Skriften). Kierkegaards bibelsyn får stor betydning for det tyvende århundredes danske teologi og kirkeliv. Kierkegaard er radikal pietist og lægger tyngdepunktet i den enkeltes eget gudsforhold og ikke i noget ydre. Denne radikale pietisme videreføres i det tyvende århundrede af eksistensteologien og herunder Tidehverv, som derved må fjerne sig fra bibelteksten.

En anden position, der har betydet meget for dansk kirkeliv og trosopfattelse, repræsenteres af N.F.S Grundtvig (1783-1872). Grundtvig ser Bibelens svindende troværdighed netop på grund af, at man har placeret den i en historisk utroværdig position. For Grundtvig er troens fundament ikke i Bibelen, men i menighedens bekendelse og forvaltning af sakramenterne, hvor Jesus Kristus er ”lyslevende tilstede”. Kirken bygger ikke på Bibelen, men kirken har skrevet Bibelen, og Grundtvig kan derfor sige, at kirken står ikke på Bibelen, men Bibelen ligger på alteret.

Dette synspunkt fik eksempelvis Københavns daværende biskop H.L. Martensen til at beskylde Grundtvig for tilbagefald til katolicismen. Men det er ikke sandt, da Grundtvig på ingen måde genindfører et pavedømme. Man det er dog sandt i den udstrækning, at det bliver kirken eller menigheden, der bliver det afgørende med det grundlæggende i bekendelse og sakramenter.

Det væsentlige i Grundtvigs bibelsyn er, at Grundtvig fastholder Bibelen som en afgørende oplysningsbog for de kristne, men samtidig som en del af kirkens historie med den historicitet, der følger med. Det giver det grundtvigske bibelsyn en stor troværdighed, men også en lukkethed om sig selv.

Den teologiske retning ”Tidehverv” blev grundlagt i 1926 som et opgør med oplevelseskristendommen. Tidehverv så sig selv om en tilbagevenden til Luther, og det er i mange henseender også sandt, men særligt på det bibelteologiske område kan det knibe med denne tilbagevenden. Tidehverv udspringer både som ophav og opgør af en pietistisk kristendom, og det farver også Tidehverv når den griber eksistensteologien gennem Kierkegaard. Eksistensteologien, der er en del af eksistentialismen, er en pietisme, der placerer gudsforholdet i valget. Derved flyttes fokus i Tidehverv fra Bibelens objektivitet til valgets subjektivitet. Det er en afgørende ændring, der gør Tidehverv modernistisk, men næppe luthersk bibelteologisk. Bibelens placering i dansk teologi i det tyvende århundrede kan måske bedst illustreres med Jakob Knudsens dobbeltroman om Martin Luther ”Angst-Mod” fra 1912-14. Knudsen skriver helt Bibelen ud af fortællingen om Luther og erstatter den i stedet for med Luthers egne psykologiske betragtninger.

Vi har altså stadig til gode at se en moderne gennemtænkning af den lutherske bibelteologi og at se, hvordan den kan bringes i spil i dag. Man kunne forsøge med en fastholdelse af den historisk-kritiske metode, som i sin kerne er en inkarnationsteologi, der tager historien alvorligt som det sted, hvor mennesket møder Gud. Skriften skal læses og tolkes. Og dernæst sammenholde den med Grundtvigs (lutherske) forståelse af, at menneskers møde med Gud finder sted i mødet med den levende Kristus og ikke med den døde skrift. Skriften skal luthersk set to ting: først og fremmest pege på Kristus, og dernæst sikre et kristent menneskes frihed, da Skriften er øverste norm og ingen kan sætte sig over den. Denne forståelse ville være et forsøg på at fastholde den lutherske arv med både videnskabelig anstændighed og troens virkelighed i behold. En luthersk bibellæsning er på sin vis givet på forhånd: Kristus er Skriftens midte. Derfor er en luthersk bibellæsning en stadig præcision af Jesus Kristus.

 

Her kan du læse mere:

Bo Holm, ”Veje og vildveje for det lutherske skriftprincip”, i Kritisk forum for praktisk teologi nr. 105 (2006), 3-19.

Anders-Christian Jakobsen,: ”Sola scriptura – er Skriften stadig normerende for teologien”, i Else Marie Wiberg Pedersen, Bo Kristian Holm og Anders-Christian Jakobsen (red.): Gudstankens aktualitet, København: Anis, 2010, 141-158.

Leif Grane, Evangeliet for folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv, København: Gad, 1983.

Sigfred Pedersen (red.), Skriftsyn og metode, 2. reviderede udgave, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2008.

Thomas Reinholdt Rasmussen, ”Bibelen er den bedste tyske bog” & ”Bibelen og den rummelige folkekirke”, begge i: Den korsfæstede Gud, København: BoD, 2014, 15-20 & 41-46.

 

Reformationens Bog er fra Bibliana #2 2017 Læs mere