Hvad skal Moses med en tryllestav?

Magi, trolddom og spådomskunst er afskyelige skikke som fremmede folkeslag praktiserer, men som Jahves udvalgte folk, Israel, skal gå i en stor bue udenom. Derfor kan man også godt undre sig lidt, når man læser om Jahves egen profet, Moses, at han af Jahve bliver udstyret med tre tryllekunster eller ‘tegn’. Dem skal han bruge til at frelse israelitterne fra Farao og det hårde liv som slaver i Egypten.

Da Moses skal føre israelitterne ud af Egypten, er han af Jahve blevet udstyret med tre tegn: Moses har en stav, der kan forvandle sig til en slange, han kan gøre sin hånd spedalsk og rask igen, og han kan forvandle Nilens vand til blod. Men Farao lader sig ikke sådan imponere. Selvom Moses og hans storebror Aron tropper op og udfører den ene tryllekunst efter den anden, giver Farao sig ikke. For at vise hvor uimponeret han er, lader Farao oven i købet sine troldmænd og mirakelmagere gøre Moses og Aron kunsterne efter. Det vender vi tilbage til.

Hvis man kender historien om israelitternes udvandring fra Egypten (2 Mos 1-15), så ved man, at der skal intet mindre end ti plager og ikke så lidt hokus-pokus til, før Farao endelig lader folket rejse. Og her bliver den (trylle)stav, som Jahve gav til Moses (2 Mos 4,2), rigtig betydningsfuld. Moses og Aron skiftes til at bruge den, og det er ofte staven, der sætter plagerne i gang. Aron slår på Nilens vand med staven, og det forvandler sig til blod (2 Mos 7,20). Moses rækker staven mod himlen og får hagl og ild til at regne ned over de efterhånden hårdt prøvede egyptere (2 Mos 9,22). Da israelitterne endelig forlader Egypten, bruger Moses staven til at kløve Rødehavet med. Havvandet står som mure på hver side af israelitterne, indtil de kommer tørskoede over på den anden side. Da Moses endnu engang gør tegn med sin stav, drukner de egyptiske forfølgere i vandmasserne (2 Mos 14). Og det er slet ikke enden på de undere, som Moses’ stav kan udføre. Under ørkenvandringen klager israelitterne til Moses, fordi de er så forfærdelig tørstige, og så slår Moses sin stav mod klippen og får en kilde til at springe frem (2 Mos 17). Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Moses’ stav virkelig er en tryllestav, og endda en særdeles kraftfuld en af slagsen. Men bringer det ikke selveste Moses på kant med Moseloven?  For at besvare det spørgsmål bliver vi nødt til at se på en gammel diskussion inden for religionsvidenskaben, nemlig om forskellen på magi og religion.

At døbe og at heale
Traditionelt har religionsforskere skelnet mellem religion og magi. Magi var noget »andet« og mere primitivt end religion. I 1800-tallet fremsatte førende religionsvidenskabsmænd og antropologer ideer om, at magiens tidsalder var blevet afløst af religionens tidsalder. Det magiske verdensbillede, som var primitivt og naivt, var blevet afløst af det (kristne) religiøse verdensbillede, som var rationelt og civiliseret. Magi kunne man derfor i den moderne verden kun finde blandt »vilde« og primitive folkeslag. Lidt forenklet har man ofte talt om, at magi i den vestlige verden blev en betegnelse for »de andres« religion.

Både magi og religiøse ritualer kan imidlertid sammenfattes som symbolske handlinger, der tænkes at bevirke noget. Hvis vi hælder vand i håret på Søren, bliver Sørens hår vådt. Det er der ikke noget hverken religiøst eller magisk over. Men hvis præsten under de rette omstændigheder hælder vand i håret på Søren, så bliver Søren ikke bare våd, han bliver også døbt. Dåbshandlingen gør noget ved Søren, og det er noget andet og mere end bare at gøre ham våd. Hvis vi sammenligner dåben med et ritual hvor en heksedoktor sprinkler vand på Susan for at kurere hende for forstoppelse, så er der objektivt set ikke megen forskel på de to handlinger. I begge tilfælde er der tale om, at en rituel ekspert stænker en person med vand for at bevirke en forandring hos denne person. Spørgsmålet om hvad der er magi, og hvad der er religion, bliver i høj grad et spørgsmål om, hvad iagttagerens sociale kontekst og perspektiv er. Det er min egen vestlige og kristne kulturelle kontekst, der får mig til at bruge titler som »præst« og »heksedoktor« og derved afgøre, hvad der er magisk, og hvad der er religiøst.

Ærefrygten gør forskellen
Spørgsmålet om magi eller religion er altså især et spørgsmål om holdning. En anden klassisk måde at beskrive dette forhold på er, at magien i modsætning til religionen helt og holdent mangler ærefrygt: Magikeren står over det magtholdige objekt, det religiøse menneske under det.

Denne modsætning finder vi også i Det Gamle Testamente. I Anden Mosebog kan vi læse, hvordan Farao gang på gang lader sine troldmænd efterligne Moses’ og Arons kunster. Da Aron kaster staven og derved forvandler den til en slange, gør de egyptiske troldmænd det samme. Men Arons udgave af tryllekunsten er alligevel den bedste, for hans slange sluger alle de andre slanger (2 Mos 7,8-12). De egyptiske troldmænd indrømmer det selv, Aron og Moses’ kunster er intet mindre end »Guds finger« (2 Mos 8,15) og derfor langt stærkere end egypternes trolddom. Selvom Faraos magikere ofte er i stand til at efterligne Moses og Arons bedrifter og eksempelvis forvandle Nilens vand til blod (2 Mos 7,20-22), levnes der ingen tvivl om, hvordan det forholder sig. Moses og Aron udfører »undere« på Jahves befaling, hvorimod Faraos troldmænd udfører »hemmelige kunster«, der i det lange løb viser sig utilstrækkelige.

Derfor kan vi rense Moses for anklagen om at udføre magi. Set med gammeltestamentlige briller holder han sig på den rigtige side af grænsen mellem »deres« og »vores« religion. I modsætning til Egyptens mirakelmagere er Moses i besiddelse af den rette mængde ærefrygt.

Moses straffes
At der er tale om en hårfin grænse, illustreres i Det Gamle Testamente med endnu en beretning om Moses, der slår vand af klippen (4 Mos 20). Ligesom i Anden Mosebog 17 klager israelitterne over tørst under den lange ørkenvandring, og Jahve befaler Moses at få vandet til at springe ved at slå på klippen med sin stav. I begge beretninger lykkes underet, og vandet løber rigeligt i ørkenen, men i Fjerde Mosebog 20,10 siger Moses: »Hør nu, I trodsige! Mon vi kan få vand ud til jer af denne klippe?« Moses begår to alvorlige fejl med denne korte replik: Han siger »vi« og ikke »Jahve«, og han tillader sig at tvivle på, at miraklet vil lykkes. Til Moses’ forsvar kunne man anføre, at spørgsmålet kan være retorisk for at håne de besværlige israelitter, men sådan opfatter Jahve det ikke, og derfor straffer han Moses og også Aron, der – muligvis lidt uretfærdigt – bliver sat i bås med sin uheldige lillebror. Jahve siger: »I troede ikke på mig og agtede ikke min hellighed for øjnene af israelitterne; derfor skal I ikke komme til at føre denne forsamling til det land, jeg har givet dem« (4 Mos 20,12).

Moses og Aron skal dø i ørkenen og aldrig sætte fod i det forjættede land. Det er barske løjer, men det kan ikke være anderledes, for Moses har glemt at gøre tydeligt opmærksom på underets rette afsender, og derved har han sløret skellet mellem mirakel og tryllekunst, mellem religion og magi. Og dén går ikke i Det Gamle Testamente, for Jahve bryder sig ikke om magi.

Magiske manuskripter er fra Bibliana #2 2012 Læs mere