Hvad er en velsignelse? Styrke, lykke og held!

 

 

Den velsignelse som man hører til sidst i en evangelisk-luthersk gudstjeneste, er hentet fra den jødiske tempeltjeneste

 

 

Af Søren Holst

Ph.d., lektor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese Københavns Universitet

 

Ganske mange mennesker går rundt og kan et stykke af Fjerde Mosebog udenad. De fleste véd det måske ikke engang selv. Men næst efter Fadervor er det nok disse ord som lyder flest gange ved en dansk gudstjeneste:

Herren velsigne dig og bevare dig,

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,

Herren løfte sit ansigt mod dig
og give dig fred.

Citatet stammer fra 4 Mosebog 6, 24-26 (i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992). Rigtig mange præster siger stadig ”løfte sit åsyn på dig” i den sidste linje fordi de kan den gamle oversættelse fra 1931 udenad. I den hebraiske originaltekst er ordet for ”ansigt” det samme i de to sidste linjer.

 

Præster ved Sinaj-bjerget

Vi plejer at kalde teksten for den aronitiske (eller præstelige) velsignelse. Det er på grund af sammenhængen i 4 Mosebog: Kort før israelitterne bryder op fra Sinaj-bjerget og fortsætter gennem ørkenen, giver Gud nogle af de sidste regler for præsternes arbejde til Moses. Det er forskellige ritualer som finder sted ved indgangen til helligdommen, altså på grænsen mellem ”den hellige sfære” og almindelige menneskers dagligdags verden. Blandt andet står der: Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem: Herren velsigne dig og bevare dig… Velsignelsen har altså navn efter Moses” storebror Aron der er stamfar til præsteskabet i Det Gamle Testamente.

Når præsten ved en dansk gudstjeneste siger de samme ord, træder hun eller han altså ind i en af de funktioner som præsterne ved Jerusalems tempel i oldtiden havde. Det lyder nærliggende, men det er det ikke! Egentlig er det ret forvirrende at vi bruger ordet ”præst” om tempelpersonalet i Det Gamle Testamente. På hebraisk hedder de noget helt andet end en kristen ”præst” og har helt andre opgaver. De hverken prædiker, underviser, synger salmer eller begraver folk. Derimod bringer de brændofre til Gud i form af slagtede dyr på et udendørs alter, og det gør danske præster immervæk sjældent.

 

Hvad er en velsignelse?

Teksten har den sproglige form som man kunne kalde ”ønskeform”, det vil sige at ordene i sig selv også kunne oversættes til ”Gid Herren må velsigne og bevare dig”. Men den samme form bruges når den der siger ordene, har en magt der gør at det er aldeles sikkert at ønsket bliver opfyldt. Det er for eksempel den samme sproglige form Gud bruger når han siger ”der skal være lys” i fortællingen om verdens skabelse. Og der har i oldtiden uden tvivl ligget den tanke i ritualet at når præsten sagde sådan, så medførte det en konkret forandring af virkeligheden: Når præsten udtalte ordene, blev tilhørerne dermed velsignet og beskyttet af Gud, medmindre Gud havde gode grunde til at ville det anderledes.

Jeg kan ikke bevise det, men jeg har på fornemmelsen at mange – både præster og kirkegængere – oplever det på samme måde når velsignelsen bliver udtalt i dag. Der er en intens energi på færde som ofte ikke er der under læsningerne og prædikenen.

I Det Gamle Testamente er velsignelsen simpelthen forudsætningen for det gode menneskeliv. Det vil først og fremmest sige frugtbarhed: Så længe kvinder får børn, kornet står godt på marken, og køer og får bringer afkom til verden, så véd patriarken at han er velsignet. Da Bibelselskabet i 2014 nyoversatte 1 Mosebog, forsøgte man sig derfor med at gengive velsignelse bl.a. som styrke, lykke og held. Samtidig skal de ødelæggende kræfter – sygdom og militære fjender – naturligvis holdes på afstand, og allerede den første linje opsummerer begge dele: ”Herren velsigne dig (med gode livsmuligheder) og bevare dig (fra alle ulykker)”.

 

Guds strålende ansigt

Når de to følgende linjer handler om Guds ansigt, skal vi igen tænke på at det hele foregår ved indgangen til helligdommen. På den ene side er det naturligvis billedsprog at Gud – omtrent som en beduinhøvding der modtager en gæst – løfter sit ansigt i al sin glans mod israelitterne. På den anden side har udtrykket en helt bogstavelig side: Man siger ganske vist i Bibelen at ingen kan overleve at se Gud ansigt til ansigt. Men samtidig kaldte man det udtrykkelig ”at se Guds ansigt” når man rejste på valfart til templet i Jerusalem ved de store højtider, det vil sige påske, pinse og løvhyttefest (5 Mosebog 16, 16). Når man var nået frem til tempelforgården og fik øje på den hellige bygning, opfattede man det konkret sådan at man stod foran Guds ansigt som ved en kongelig audiens, også selv om templets beskyttende mure var imellem.

Ligesom den gode hersker tager sig godt af sine undersåtter, tænkte man at når Gud løfter sit lysende ansigt mod mennesker, så medfører det først og fremmest én ting: Han giver dem det de har brug for til et godt liv. Både ”være dig nådig” og ”give dig fred” betyder i denne sammenhæng først og fremmest: ”Gid Gud vil give dig gode livsmuligheder”. Det hebraiske ord for ”nådig” dækker over meget mere end ”benådning” eller tilgivelse af synder. Det svarer nærmest til det gamle danske udtryk ”at have yndest for nogen”, altså at ville nogen det godt. Det hebraiske ord for ”fred” betyder ikke kun at være fri for krig, men at være fri for alle ødelæggende og begrænsende magter; man kunne måske gengive det ”velvære” eller ”helhed”.

 

Gravkamre og amuletter

Historien om Moses foregår en gang i det andet årtusinde f.Kr. Hvornår den er skrevet, er en helt anden sag. Men netop vedrørende velsignelsen har vi et lille holdepunkt uden for selve Det Gamle Testamente. I et gravkammer sydvest for den ældste del af Jerusalem fandt arkæologen Gabriel Barkay omkring 1980 to små sammenrullede strimler sølvfolie hvor en ganske let forkortet udgave af velsignelsen står skrevet. Formodentlig har to af de begravede været præster som havde den lille rulle hængende om halsen som en amulet.

Amuletterne er sandsynligvis 2.500 år gamle (med en ret bred fejlmargin), og de er altså flere hundrede år ældre end Dødehavsrullerne hvor vi ellers finder de ældste håndskrifter med tekster fra Bibelen. Betyder det at Mosebøgerne fandtes dengang – måske allerede før den babylonske hær lagde Jerusalem i ruiner i 587 f.Kr.? Eller fortæller det snarere at Mosebøgerne (uanset hvornår de er skrevet) citerer en meget gammel velsignelse som blev brugt allerede før de bibelske tekster blev samlet? Det kan ikke afgøres med sikkerhed.

Den californiske bibelforsker Jeremy Smoak har sammenlignet sølvamuletterne med fønikiske og puniske amuletter og kana”anæiske indskrifter fra jernalderen og fundet mange ligheder i sprog og tankegang. Hvis han har ret, fortsætter folkekirkepræsten der løfter hænderne i slutningen af gudstjenesten i en velsignelsesgestus, dermed en tradition der ikke bare rækker tilbage til Det Gamle Testamente, men også til førbibelsk religion i det hele taget. Nogle måder at henvende os til Gud på er usædvanligt slidstærke.

 

Her kan du læse mere:

Sanne Bojesen, Velsignelsen i sølv, Tel 5/4 (1994), s. 1-4

Anne Katrine de Hemmer Gudme, Den præstelige teologi, A.K. de Hemmer Gudme, S. Holst, J. Høgenhaven og F. Poulsen, Fire indgange til gammeltestamentlig teologi (Publikationer fra Det Teologiske Fakultet 66), Københavns Universitet 2016, s. 52-76 (static-curis.ku.dk/portal/files/164614608/Fire_indgange_til_gammeltestamentlig_teologi_e_bog.pdf)

Jeremy D. Smoak, The Priestly Blessing in Inscription and Scripture: The Early History of Numbers 6:24-26, Oxford University Press 2016

 

Gudstjenesten i Bibelen er fra Bibliana #1 2017 Læs mere