Edens have i dødens ørken: Frugter og korn, regn og tørke

Bibelens fortælling om verdens første mennesker, Adam og Eva, udspiller sig i en have. Fortællingen er kendt som ’Syndefaldsberetningen’, men burde egentlig kaldes ’Myten om Edens have og menneskenes dødelighed’.

Af Hans J. Lundager Jensen

Professor, Religionsvidenskab og Teologi, Aarhus Universitet

 

 

Uden planter ingen overlevelse

Det Gamle Testamente kommer meget ofte ind på planter og plantevækst, selvom interessen ikke er så bred som nutidens. Vi kan nyde planternes form, farve, duft og størrelse. Eller vi kan spekulere over ligheder og forskelle i deres form og substans og udtænke overordnede sammenhænge og familierelationer mellem arterne. Der var næppe mange blomsteræstetikere og proto-botanikere i det gamle Israel. De har i hvert fald ikke efterladt sig tekster.

Planter var vigtige af én ganske bestemt grund: Uden dem ingen overlevelse. Det gamle Israel var en bondekultur, hvor de fleste mennesker var direkte involveret i produktion af fødevarer og tøj. Også den lille del af befolkningen, der ikke var – f.eks. de, der har skrevet de tekster, vi kan læse i Det Gamle Testamente – har ikke været langt fra landbrugsvirkeligheden. De har næppe kunnet overse, hvoraf også deres egen overlevelse afhang. Det har været umuligt at overse korn, mel og brød i sin umiddelbare omverden. Det har været umuligt at ignorere bekymringer for, om den livgivende regn kom tidsnok, om den varede længe nok, men ikke for længe, om der gik sygdomme eller skadedyr i afgrøderne, og om høsten var sikker for overfald af militære eller kriminelle fjender.

 To årstider: regntid og tørketid

I landene ved Middelhavet er der ikke fire, men to årstider: regntid om vinteren, tørketid om sommeren. Det var allerede i oldtiden nærliggende at forestille sig overgangene mellem de to årstider som begyndelser, vendinger i tiden. Derfor er der to slags ”nytår” i Det Gamle Testamente. Overgangen fra regntid til tørketid i det, vi kalder ”forår”, finder sted i ”den første måned”; her fejrede man festerne ”påske” og ”de usyrede brød”. Men overgangen fra tørketid til regntid fejredes også med fester: ”forsoningsdagen” (som den senere kom til at hedde) og løvhyttefesten; og den første dag i denne måned – den syvende – blev til årets begyndelse.

Regntiden var kornavlens tid, mens tørketiden var frugtavlens tid. Kornavlen begynder med den første regn (i vores ”efterår”), der bløder jorden op, så man kan begynde at fjerne ukrudt og pløje den op. Den slutter med kornhøsten i den tidlige tørketid. I tørkeperioden modnes frugterne og høstes i tur og orden, afsluttende med olivenhøsten. Kornet er det fundamentale, mens frugterne – dadler, granatæbler, druer, oliven – er det ekstra, og de fordelte sig i hver sin halvdel af året.

Overflod af planteføde har været overflod slet og ret. Selv i fortællingerne, der egentlig skulle handle om halv-nomadiske kvægavlere som israelitternes stamfædre, flyttes fokus fra dyrene til jordens afgrøder. Isak fik hundrede fold, første gang han såede på et stykke land (1 Mos 26,12). Han kunne have velsignet Jakob med løfte om store kvægflokke, men nej: ”Se, lugten af min søn er som lugten af en mark, Jahve har velsignet. Gud give dig himlens dug og jordens frugtbarhed, korn og vin i overflod” (1 Mos 27,27-28). Jakobs broder Esau var jæger, mens Jakob selv holdt sig til teltet. Man kunne forvente at Jakobs specialitet var husdyr. Men husdyr var noget ekstra, der forudsatte planter og planteavl. Husdyr var ikke mindst en slags opsparing af overskud fra et godt høstår. Nederst nede i rummets struktur er jorden – nederst nede i livets struktur er planterne.

Regn og tørke som liv og død

I bibelforskningen har man ofte set en fundamental og dybt symbolsk modsætning imellem regntid og tørketid: Tørketiden skulle være en dødens tid, regntiden livets tid. I tørketiden visner planterne væk på jordens overflade, der i stedet dækkes af tjørn og tidsel. Jo længere tørketiden varer, jo mere tørster ikke kun mennesker, men også dyr og planter. De længes efter regnen, der vil give vand og dermed liv. For hvis planter er grundlaget for overlevelse, er regnen forudsætning for planterne. Over jorden hvælver himlen sig og derfra kommer, i sidste instans, overlevelsen.

I mytologiske digte fra den sene bronzealder fra den syriske by Ugarit fandt forskere belæg for en forestilling om, at regnguden Ba’al, dvs. ”Herren”, var fanget i dødsriget under tørketiden, men blev sat fri, så han atter engang kunne bringe regn til jorden. Der er steder i Det Gamle Testamente, som peger på, at man kan have forestillet sig noget lignende om Israels regngud, Jahve. I det mindste manifesterer Jahve sin magt ved at komme med regn ved tørketidens slutning (f.eks. regnens komme i 5 Mos 11,14; 1 Kong 18,45; Jer 5,24).

De mulige sammenhænge imellem myterne fra Ugarit og Det Gamle Testamente og imellem gudsforestilling, klima og agerbrug var temaer, der optog forskningen stærkt i midten af det 20. århundrede. Alle væsentlige argumenter og mulige fortolkninger blev lagt frem i bogen Myter i Det gamle Testamente af Benedikt Otzen, Hans Gottlieb og Knud Jeppesen fra 1972. Selvom ikke alle af bogens forudsætninger og ræsonnementer er overbevisende i dag, kan bogen stadigvæk anbefales. Men blandt de træk, som må korrigeres, er en tilbagevendende præmis: At tørketiden har været anset som dødens periode.

Tørketid mellem overflod og katastrofe

I virkeligheden kunne man allerede dengang have indset, at forholdet måtte have været mere kompliceret. For i forbindelse med græsk mytologi – hvor temaet om guder som fanger i dødsriget også kendes – havde den svenske forsker Martin P. Nilsson i bogen Olympen gjort opmærksom på, at tørketiden også var overflodens tid. Eftersom kornet høstes i begyndelsen af tørketiden, må tørketiden nødvendigvis have været en rigdommens tid. Den græske mytologis guddommelige herre over dødsriget, Hades, kunne også kaldes Pluton eller Plutos, dvs. ”rigdom”, og rigdommen var først og fremmest fyldte kornlagre. Dertil kom træernes frugter. De visnede ikke væk i tørketiden, sådan som græs og urter gjorde, men modnedes tværtimod af lyset og varmen. Tørketiden, også i Israel, kan kun have været en ”dødstid”, når man så på græsset. På alle andre måder må den have været den del af året, hvor overfloden var størst.

Men tørketiden indeholdte også truslen om katastrofe. For lige så rig den normale tørketid har været, lige så rædselsfuld var udsigten til en tørketid, hvis regnen udeblev. Dét har været en nærliggende frygt, som er afspejlet i mange tekster, ikke mindst i den liste over katastrofer, som Jahve truer et utro Israel med (5 Mos 28). Himlen over israelitternes hoved kan blive til bronze og jorden under deres fødder til jern. Regnen vil blive forvandlet til aske og støv, og undergang og udryddelse vil blive konsekvensen. Tørken havde således to dimensioner. Tørken betegnede både den tid på året, hvor rigdommen af føde var størst, og hvor der samtidig var risiko for tørst, sult og død.

Hvorfor ligger Edens have i ørkenen?

Tørke ud over den normale årstid var ikke den eneste skikkelse, som den dræbende tørke kunne antage. Ligesom i dag lå Palæstina dengang som en smal landstribe imellem Middelhavet imod vest og den syrisk-arabiske ørken og Sinajhalvøen imod øst og syd. Ingen af stederne kan der leve mennesker, for ingen af stederne kan der vokse planter. Ørkenen er stedet for den permanente tørke, dvs. den uafbrudte tørketid i dens mest dræbende skikkelse. Frygten for, at landet skulle blive oversvømmet af havet, er i Det Gamle Testamente mest af poetisk og hypotetisk art. Derimod har den forfærdelige mulighed, at Israels land skulle blive ligesom ørkenen, været konstant nærværende.

Modsætningen mellem regn og tørke og mellem den livgivende frugt og den døde ørken danner baggrund for fortællingen om Edens have. Som nævnt er der tale om en helt bestemt slags have: en have af frugttræer. Når træerne i haven kaldes ”gode at se på og gode at spise af”, menes der ikke, at der var to adskilte aspekter: et synligt-æstetisk aspekt og et nytteaspekt. At de er gode at se på, betyder, at de var appetitlige. Med andre ord: Edens have var et spisekammer, en overflod af frugter – den afgrøde, der kan høstes uden arbejde og spises uden tilberedning.

Men Edens have ligger midt i en ørken. Der vokser ingen vækster rundt om den, for Jahve havde endnu ikke ladet det regne. Træerne kan vokse i Edens have, fordi der i haven er en livgivende kilde med vand. Tørketiden var ikke uden vand overhovedet. Menneskeudhuggede cisterner samlede vand op til brug under tørken, og nogle steder kunne man være heldige at have brønde og kilder, der løb hele tiden. Det vil derfor ikke være præcist at sige, at regntiden forholder sig til tørketiden som vand over for manglen på vand. Mere korrekt forholder de to årstider sig, som vand fra oven forholder sig til vand fra neden – vand i rigelige mængder og vand i små mængder. Det er den fugtige og frugtbare frugthave omgivet af den sterile ørken. Dette er mytens billede af den guddommelige sfære, hvor de første mennesker levede deres halv-guddommelige liv.

Virkelighedens verden

”Jahve havde endnu ikke ladet det regne”. I virkelighedens verden, i landet, lader han det heldigvis regne. Tørketid forholder sig til regntid, som urtid forholder sig til virkelighed. At de første mennesker drives ud af Edens have, er et billede på den menneskelige virkeligheds oprindelse. Derude begynder alvoren: Dér skal marken ryddes for tjørn og tidsel, dér skal menneskene leve af brød, dér skal der fødes børn i smerte, og dér skal menneskene til sidst dø.

Dette er så også mytens paradoks: Den ene halvdel af året betegner den erfarede virkelighed, den anden halvdel en forestillet mod-virkelighed. Men mod-virkeligheden har to lige radikale udgaver: En overflod der overgår al forstand eller et dødsrige på jord. Haven var tabt for evigt. Tørketiden måtte blive en bittersød nydelse af frugterne og kornet i overflod, mens man angstfyldt skuede ud imod vest i håb om at se de første regnbyger dukke op.

Her kan du læse mere

Hans J. Lundager Jensen, Den fortærende ild, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2000

Benedikt Otzen, Hans Gottlieb og Knud Jeppesen, Myter i det gamle Testamente, København: Gads forlag, 1973

Martin P. Nilsson, Olympen. En fremstilling af klassisk mytologi, København: Haase, 1966 [svensk original: Olympen. En framställning av den klassiska mytologien, Bd. 1-2, Stockholm: Geber, 1918-19]

Bibel og Botanik er fra Bibliana #2 2015 Læs mere