Det danske imperium

Fra vikingetid til rigsfællesskab (800-2016)

Det danske imperium 

Fra gammel tid har Danmark været centrum for ambitiøse imperiedannelser, som i skiftende formationer har underlagt sig fremmede lande og folk. Imperiets værdipolitiske grundlag var ideen om Danmark som en kristen nation, der skulle fremme Guds Rige.

 

Thorkild Kjærgaard

Dr. phil., lektor em. ved Afdeling
for Kultur- og Samfundshistorie,
Grønlands Universitet

 

I kraft af sin gunstige geopolitiske beliggenhed ved Østersøens udløb har Danmark helt tilbage fra de tidligste ansatser til statsdannelse været centrum for ambitiøse og i perioder forbløffende succesrige imperiedannelser. Først efter 1814, hvor Danmark mistede Norge, sank landet ned til sin nuværende status som en afklædt og udsat småstat på kanten af det europæiske kontinent – og så dog aldrig helt. Som et minde om vor imperiale fortid har vi stadig Grønland og Færøerne, der tilsammen repræsenterer ikke mindre end 98% af Det Danske Riges nuværende territorium.

 

Tre faser af det danske imperium

Kronologisk falder det danske imperium i tre faser: en vestvendt (800-1100), en østvendt (1100-1720) og en nordvendt (1720-1814).

Begyndelsen til det vestvendte imperium blev gjort i slutningen af 700-tallet med spredte og efterhånden mere organiserede vikingetogter over Nordsøen til England og Frankrig. I år 1013 erobrede den danske konge Svend Tveskæg England. Det var den ultimative triumf – og begyndelsen til enden i den forstand, at det store anglo-danske rige styredes fra England, hvor både Svend Tveskægs søn, Knud den Store, og dennes søn, Hardeknud, opholdt sig og blev begravet som engelske konger, mens moderlandet blev overladt til sin skæbne. Alt efter smag kan man sige, at det vestvendte danske imperium stadig eksisterer i bedste velgående som England, eller at det blev kvalt i sin egen overvældende succes.

Fra cirka år 1100 genstartedes imperiet, nu vendt mod øst. Den danske kongemagt erobrede stykke for stykke de sydlige kystområder langs Østersøen, der dengang var beboet af vendere og andre slaviske og finsk-ugriske folkeslag, indtil Valdemar Sejr satte kronen på værket med erobringen af Estland i 1219. Ud over de nuværende svenske landskaber Skåne, Halland og Blekinge omfattede det danske imperium det meste af Østersøens sydlige kystlinje fra Holsten i vest over Rügen og Pommern til Estland og dele af det nuværende Rusland samt alle øer i Østersøen bortset fra Gotland, som først blev erobret 1361.

Noget af det store, vasalstyrede imperium gik snart tabt igen: vi mistede Estland allerede i 1345, bortset fra Øsel (Saaremaa), den store, strategisk vigtige ø i Østersøskærgården, som Danmark med afbrydelser kontrollerede indtil 1645.

 

Kalmarunionen – en nordisk supermagt

Foreløbig blev tabene dog mere end opvejet af fremgang andre steder. Norge, der havde ligget uden for det danske interesseområde, blev i 1380 forenet med Danmark som konsekvens af en dynastisk tilfældighed. Unionen med Norge, der bestod indtil 1814, betød, at den østvendte dimension suppleredes med en skandinavisk, som inden længe også kom til at omfatte Sverige, hvor stærke politiske kræfter arbejdede for at skaffe sig af med den regerende konge, Albrecht af Mecklenborg. Tanken var, at det skulle ske ved genetablering af en gammel union med Norge, som efter foreningen med Danmark var blevet en endnu mere attraktiv partner. I 1385 tog Oluf, den kun 15 år gamle dansk-norske konge, mod den fremstrakte hånd ved at antage titlen ”arving til den svenske trone.” Det blev der dog ikke noget af; han døde allerede to år senere, men hans endnu ikke 40 år gamle mor, den i særklasse politisk begavede danske kongedatter Margrete, gennemførte med overlegen dygtighed foreningen af de tre nordiske riger og grundlagde Kalmarunionen i 1397. Den bestod indtil november 1520, hvor Christian II henrettede mere end 80 svenske stormænd og prominente storborgere ved det såkaldte Stockholmske Blodbad, selvom han et par måneder inden havde lovet dem amnesti, før han med pomp og pragt lod sig krone til konge over Sverige.

Foruden det nuværende Danmark, Norge og Sverige omfattede Kalmar-unionen Finland (indtil 1809 en del af Sverige) og hele Østersøen med tilgrænsende landområder inklusive Slesvig-Holsten ned til Elben, foruden de norske bilande i Nordatlanten (Grønland, Island, Færøerne, Shetlandsøerne og Orkneyøerne). Kalmarunionen var et baltisk-skandinavisk-nordatlantisk storrige og repræsenterede det danske imperiums stjernestund, hvor Norden nød anseelse og respekt i europæisk politik som aldrig før eller siden. Kalmar-unionens konger blev behandlet som ligemænd med kejsere og paver, og én af dem, Christoffer III, antog den ellers ukendte titel ”ærkekonge”.

Det Stockholmske Blodbad udløste en bølge af vrede i Sverige og blev begyndelsen til en 200-årig, næsten uafbrudt nordisk borgerkrig, der én gang for alle knækkede Norden som europæisk stormagt. Endnu Christian IV (konge 1588-1648) drømte om Danmark-Norges endelige sejr over Sverige og gjorde sig forestillinger om kejserværdigheden som leder af den førende protestantiske magt. Men da han prøvede at føre sine visioner ud i livet, gik det anderledes, og kun på et hængende hår blev det danske rige reddet i 1660 takket være hollandsk indgriben. Danmark-Norge måtte tåle store landafståelser til Sverige (Skåne, Halland, Blekinge og det norske Bohuslen, samt hele Østersøimperiet).

Herefter forbedredes Danmark-Norges stilling gradvis, og ved afslutningen af Den Store Nordiske Krig i 1720 stod riget ganske stærkt, om end berøvet meget af sin fordums herlighed. Østersøimperiet var tabt for altid til Rusland, den nye rising star i øst, og de provinser og landsdele, man havde måttet afstå til Sverige, kom ikke tilbage.

 

Norges middelalderimperium genskabt

Efter 1720 orienterede det dansk-norske imperium sig mod Nordatlanten, hvor man under slagordet Dominium Maris Septentrionalis (”herredømmet over det nordlige hav”) i løbet af 1700-tallet genskabte en moderniseret version af det længe forsømte norske middelalderimperium, Norgesveldet.

Begyndelsen blev gjort med kongelig missionær Hans Egedes landgang på Grønland torsdag den 3. juli 1721, der blev fulgt op af en massiv indsats op gennem resten af 1700-tallet i Island, men navnlig i Grønland: langs vestkysten ud mod Davisstrædet og de bagvedliggende britiske og franske kolonier i Nordamerika rejste man en mur af 14 befæstede byer (såkaldte kolonier) fra Upernavik højt mod nord i Baffin-bugten (72½ grader nordlig bredde) til Nanortalik i syd tæt ved Kap Farvel (60 grader nordlig bredde). På de nøgne klipper skabte man i løbet af få årtier den stadig eksisterende infrastruktur i Grønland; et udviklingsprojekt, der også i dag, tre århundreder senere, aftvinger respekt og beundring.

Det dansk(-norske) imperiums kerneområde var Nordsøen, Østersøen og Nordatlanten. I 1618 udrustede Christian IV dog en ekspedition til Indien, hvad der blev begyndelsen til en dansk-norsk tilstedeværelse i Tranquebar på Indiens østkyst, 250 kilometer syd for Chennai (Madras), fulgt af støttepunkter (fra 1755) i Serampore (Frederiks-nagore) i udkanten af Calcutta og på Nicobarerne (Frederiksøerne) i Den Bengalske Havbugt. I den atlantiske verden etablerede Danmark-Norge sig 1658 på Guldkysten i Afrika (det nuværende Ghana), hvor et handelsfort, Christiansborg, blev opført; i Caribien erhvervede man tre øer, som tilsammen blev betegnet Dansk Vestindien: Sankt Thomas (cirka 1670), Sankt Croix (købt af Frankrig 1733) og Sankt Jan (1717-18).

Efter Freden i Kiel i 1814, hvor Danmark mistede Norge, blev det uoverkommeligt at opretholde besiddelserne i Det indiske Ocean, i Afrika og i Caribien. Det meste blev overdraget til Storbritannien; først Serampore og Tranquebar (1845), dernæst Guldkysten (1850), og sidst Nicobarerne (1869). Dansk Vestindien blev efter lange forhandlinger overtaget af USA i 1917 for en sum af 25 millioner dollar.

Herefter var imperiet reduceret til Danmark, Grønland, Færøerne og, indtil 1944, Island. De slesvigske krige havde i 1864 yderligere reduceret territoriet; for Nordslesvigs vedkommende dog kun midlertidigt indtil Genforeningen i 1920.

 

Realpolitik

Realpolitisk stod og faldt det danske imperium gennem sin mere end tusindårige eksistens med rigets sømilitære formåen. Så længe Danmark kunne præstere flådestyrker, der overgik konkurrenternes, kunne imperiet bestå. Den 200-årige konflikt med Sverige var en voldsom kraftanstrengelse, som riget dog overlevede. For alvor truet blev imperiet først fra midten af 1700-tallet, da de to store fløjmagter, Storbritannien og Rusland, indledte et flåderustningskapløb, som det meget mindre Danmark-Norge ikke havde nogen jordisk chance for at følge med i. Dødsstødet kom med det britiske angreb på København i 1801 efterfulgt af et nyt angreb i 1807 og en ydmygende bortførelse af flåden – tvillingerigets stolthed – til England.

Ved Freden i Kiel i 1814 opløste Storbritannien og Rusland i fællesskab det dansk-norske dobbeltmonarki. Siden har det danske imperium kun været en skygge af sig selv. At Danmark beholdt Grønland, Færøerne og Island, skyldtes Storbritannien, der havde Royal Navys herredømme over Atlanterhavet som et højtrangerende geopolitisk krigsmål. Dette mente London bedst kunne nås ved at gøre Grønland, Island og Færøerne til en del af småstaten Danmark, der forventedes altid at ville være i lommen på England, frem for at lade dem følge Norge ind i den nydannede, potentielt magtfulde svensk-norske union. Der var i 1814 ikke noget dansk ønske om at overtage disse fjerne, tyndtbefolkede nordatlantiske områder, som vi med tabet af Norge ikke havde nogen mulighed for at forsvare militært.

 

Værdipolitik

Vi ved ikke meget om det tidlige, vestvendte vikingeimperium, hvis sidste fase faldt sammen med Danmarks kristning og opførelsen af hundredvis af stenkirker. Der er derimod ingen tvivl om det senere danske imperiums værdipolitiske ståsted: Det var ideen om Danmark (1380-1814: Danmark-Norge) som en kristen nation, der skulle fremme Guds Rige. Den middelalderlige ekspansion under det rød-hvide korsbanner blev forstået som en nordisk forgrening af korstogene. De hedenske lande langs Østersøens kyst var ”vort nordiske Jerusalem”, og krigerne fik remittio peccatorum (syndsforladelse) som andre korsfarere. Erobringerne blev fulgt op af klostergrundlæggelser, og der kom missionærer, som på slaviske og finsk-ugriske sprog underviste og missionerede blandt de undertvungne folk. Det danske imperium efterlod sig varige spor, selv i Estland, som det kun lykkedes at holde i godt 100 år.

Dette værdipolitiske grundlag blev efter nogen vaklen fastholdt og i sidste ende styrket efter Reformationen. Herom vidner Christian IV’s drømme om sig selv som leder af den protestantiske verden, herom vidner tranquebarmissionen fra 1705 – verdens første lutherske mission – og herom vidner oprettelsen i 1714 af et Missionskollegium, et ”missionsministerium”, Europas eneste, med den fornemme opgave at bringe evangeliet ud i verden. Det danske imperium og kampen for Guds Rige var og blev to sider af samme sag.

I reglen kom imperiet før evangeliet, således på Rügen, i Estland, i Tranquebar, på Nicobarerne og i Vestindien, men rækkefølgen kunne også være modsat. Det var tilfældet i Grønland, hvor det var Guds Rige, der kom først. Straks efter sin ankomst i 1721 igangsatte kongelig missionær Hans Egede og hans team et større undervisnings- og missionsprogram baseret på det lokale grønlandske sprog; imperiet manifesterede sig først syv år senere, 1728, med udsendelsen af en guvernør til Nuuk (Godthåb).

Andre motiver end kampen for Guds Rige, først og fremmest drømme om økonomisk gevinst og strategisk-militære overvejelser, var naturligvis til stede. Der blev tjent store penge i og på Serampore, som sidst i 1700-tallet blev et vigtigt centrum for overførsel af illegale britiske formuer til Europa. Ligeså ved de danske handelsstationer i Afrika, hvorfra der blev udskibet omkring 85.000 slaver til Amerika, og i Dansk Vestindien blev der produceret store mængder sukker af høj kvalitet til det europæiske marked. Strategisk-militære projekter for ikke at tale om hævn, revanchisme og national og militær ære spillede hele tiden ind, ikke mindst i den forbitrede konflikt med Sverige (1520-1720).

Men man er på vildspor, hvis man som mange moderne historikere tror, at det værdipolitiske udgangspunkt ikke var andet end et hyklerisk påskud for at vinde magt og penge. Sådan forholdt det sig ikke, og skulle der vælges, valgte man Guds Rige og imperiet frem for penge. Det kom på eksemplarisk vis frem i 1733, hvor den grønlandske mission var blevet en belastning for statsbudgettet, og en ung kong Christian VI kom under pres i regeringskredsen for at standse det grønlandske eventyr. Men som det sømmede sig for en kristen fyrste bundet af Kongeloven, valgte majestæten Guds Rige frem for det økonomisk ekspeditte, og det grønlandske projekt fik lov at fortsætte. Tilsvarende på Nicobarerne, der i en årrække efter 1768 blev opretholdt udelukkende som en udgiftskrævende missionsstation.

Det eneste, som styret måtte bøje sig for, var realpolitikkens ubønhørlige tvang. Hvis ikke Gud undte riget mulighed for at holde trit med konkurrenternes militære oprustning, så måtte selv den allerkristeligste dansk-norske kongemagt og dens heltemodige flåde give op, som det skete ved Slaget på Reden den 2. april 1801 og stadfæstedes med Freden i Kiel den 14. januar 1814. Men det kristne dansk-norske imperium døde med støvlerne på.

 

 

Her kan du læse mere:

Thorkild Kjærgaard:
”Danish Empire”, i: John M. MacKenzie (red.):
The Encyclopedia of Empire,
Chichester: Wiley Blackwell, 2016, s. 651-657

 

Michael Bregnsbo og Kurt Villads Jensen:
Det danske imperium – storhed og fald,
København: Aschehoug, 2005 (1. udg. 2004)

 

Angelo Forte, Richard Oram og Frederik Pedersen:
Viking Empires,
Cambridge University Press, 2005

 

Thomas Riis:
Das mittelalterliche dänische Ostseeimperium
(Studien zur Geschichte des Ostseeraumes, IV),
Odense: University Press of Southern Denmark, 2003

 

Göran Rystad, Klaus Böhme og Wilhelm M. Carlgren (red.):
The Baltic in Power Politics, 1500-1990. Vol. 1: 1500-1800,
Lund University Press, 1994

 

Eva Heinzelmann, Stefanie Robl og Thomas Riis (red.):
The Oldenburg Monarchy. An Underestimated empire?
Kiel: Ludwig, 2006

 

Thomas Riis (red.):
Urbanization in the Oldenburg Monarchy, 1500-1800,
Kiel: Ludwig 2012

 

Bibelen i det dansk-norske imperium er fra Bibliana #2 2016 Læs mere