Den dansende og præeksistente visdom

’Dancing Queen’ eller ’Hard to get’

– Visdommen byder enten op til dans eller er utilnærmelig

 

af Jesper Høgenhaven

 

I Det Gamle Testamente går Ordsprogenes Bog, Jobs Bog og Prædikerens Bog under betegnelsen visdomslitteratur. Meget af det, vi her kan læse, drejer sig om hverdagen og dens konkrete problemstillinger og har form af råd og formaninger. Ind imellem møder vi også længere sammenhængende digte og formaningstaler. Jobs Bog er f.eks. i sin helhed en digterisk fortælling om et uskyldigt menneskes lidelse og intense opgør med Gud og mennesker. To steder i visdomslitteraturen – Ordsp 8 og Job 28 – finder vi overvejelser om visdommens rolle ved tidernes begyndelse. Her kan man altså tale om visdommen som ”præeksistent” i den forstand, at visdommen fandtes før alle andre ting i verden.

 

Fru Visdom og Fru Dårskab

I Ordsp 8 er tanken om, at visdommen var til før alt andet, kombineret med en anden forestilling: Visdommen er tænkt som en kvindefigur, ”Fru Visdom”. Fru Visdom er en personifikation af visdommen og dens væsen. I Ordsp 8-9 træffer vi både Fru Visdom og hendes lige så kvindelige modstykke Fru Dårskab. De to kvindeskikkelser konkurrerer åbenbart om de unge, uerfarne mænds opmærksomhed: Både Fru Visdom og Fru Dårskab inviterer de uerfarne til at træde ind i deres huse og nyde deres mad og drikke. Men det er afgørende, at man træffer det rigtige valg, for valget får helt forskellige konsekvenser alt efter, om man vælger den ene eller den anden kvindeskikkelse: I Fru Visdoms hus er der mad og drikke, som fører til forstandighed, liv og velsignelse. I Fru Dårskabs hus har man til gengæld givet sig død og undergang i vold:

Til den uforstandige siger hun:

”Det stjålne vand er sødt,

det hemmelige brød er dejligt.”

Han ved ikke, at dødninge bor der,

hendes gæster er i dødsrigets dybder.

(Ordsp 9,17-18)

Fru Visdoms dans for skaberen

I Ordsp 8 har vi en hel tale, som er lagt i munden på Fru Visdom. Hun lægger ud med at formane sine tilhørere til lydhørhed og opmærksomhed.

Lyt, for jeg siger det rette,

fra mine læber kommer retskaffenhed.

(Ordsp 8,6)

Her taler Fru Visdom som en visdomslærer til sine elever. Det specifikt kvindelige ved figuren kommer tydeligere i spil i passager, hvor hun priser sig selv og peger på den velsignelse, der ligger i at indlade sig med hende. Her bruger hun et billedsprog, som vi ellers kender fra kærlighedslyrikken, først og fremmest Højsangen: Fru Visdom er den tiltrækkende kvinde, som man må opsøge, finde og elske:

Jeg elsker dem, der elsker mig,

og de, der søger mig, finder mig.

(Ordsp 8,17)

I passagen Ordsp 8,22-31 giver Fru Visdom sig til at berette om sin tilstedeværelse og aktive medvirken dengang ved tidernes begyndelse, da Jahve skabte alt, hvad der findes i dag.

Den første og vigtigste pointe er, at Fru Visdom var det første, Jahve skabte, og at hun dermed har en ganske særlig position i forhold til ham, idet hun var til stede hos ham, før alle andre ting blev til. Fru Visdom er således ”præeksistent” i forhold til den øvrige skabning, hvad der understreges gennem opremsningen af alt det, der endnu ikke fandtes” dengang, da Fru Visdom trådte i relation til Jahve:

Jeg blev født, før strømmene var til,

før der var vandrige kilder.

(Ordsp 8,24)

I virkeligheden udgør passagen her en lille skabelsesberetning. Den minder om skabelsesberetningerne i 1 Mos 1,1 (hvor vi har udtrykket ”i begyndelsen”, jf. Ordsp 8,22) og 1 Mos 2,5 (hvor der endnu ikke fandtes buske, planter eller mennesker på jorden). Og der er også ligheder med andre beskrivelser i Det Gamle Testamente af Jahves skabende, ordnende handlinger i urtiden: Jahve grundfæster himlen og lægger jordens flade fast på urdybet, han samler skyerne foroven og sætter en grænse for havet. Tilsvarende forestillinger om skabelsen som et bygge- og oprydningsprojekt, hvor det ikke mindst drejer sig om at begrænse de kaotiske, destruktive kræfter, særlig vandet, og sørge for, at de holder sig inden for bestemte rammer, møder vi i Sl 104,2-13 og i Jobs Bog 38,8-11.

Det mest bemærkelsesværdige træk ved passagen er imidlertid udsagnet om, at Fru Visdom dansede foran Jahve ved tidens begyndelse:

Dengang da Jahve ordnede og skabte den kendte verden

var jeg ved hans side som hans fortrolige,

jeg var til glæde for ham dag efter dag,

jeg dansede foran ham hele tiden,

jeg dansede på hans vide jord

og glædede mig over menneskene.

(Ordsp 8,30-31)

Billedet peger tydeligt nok i retning af glæde og overskud. I Sl 104, der skildrer skabelsen i billeder, der ligner dem vi møder i Ordsp 8, hører vi om det store havuhyre, der ”danser” eller ”leger” for at glæde Jahve (Sl 104,26). Dans kan også indgå i kultiske sammenhænge som en del af gudsdyrkelsen, som når David danser foran Jahves alter (2 Sam 6,14-16). Nu er det en vigtig pointe i Ordsp 8, at Fru Visdom ikke nøjes med at danse foran Jahve til hans fornøjelse. Hun danser videre på Jahves jord, og hendes glæde er hos menneskene (Ordsp 8,31). Billedsproget synes her at skulle udtrykke, at visdommens dans er en og den samme siden skabelsens begyndelse. Og glæden ser også ud til at danne en ubrudt kæde: Jahve glæder sig over den dansende visdom, som glæder sig over menneskene, ligesom – må vi forstå – menneskene også kan glæde sig over visdommen.

Lige efter denne skildring af Fru Visdoms uafbrudte dans, der bringer glæde hos Gud og mennesker, kommer så en række formaninger (Ordsp 8,32-36), der handler om at give visdommen opmærksomhed som hendes lydige elever. Når Fru Visdom kaster blikket tilbage på tidernes begyndelse, hvor hun havde en ganske særlig status hos Jahve, er det for at understrege, at den belæring, hun skænker de mennesker, der vil høre efter, er troværdig og sand. Den er grundlagt ved skabelsen eller endnu før og står derfor ubetinget til troende!

 

Den utilgængelige visdom

I Jobs Bog 28 finder vi en anden digterisk beskrivelse af visdommen:

Men visdommen, hvor finder man den?

Hvor bor indsigten?

(Job 28,12, jf. v. 20)

Spørgsmålet er der tydeligvis ingen i ”de levendes land” (Job 28,13), der kan besvare. Ingen her kender vejen til visdommen. Digteren sætter dette udsagn i relief ved at henvise til nogle af de kostbarheder, som skjuler sig dybt nede i jordens og bjergenes indre: Jern, kobber, guld og ædelsten (Job 28,1-11). Disse skjulte ting kan menneskene med deres kunst og snilde faktisk hente frem i lyset – visdommen kender mennesker ikke vejen til.  Og digteren fortsætter med at prise visdommens høje værdi, som overgår værdien af guld, sølv og ædelsten (Job 28,15-19). Her benytter han givetvis et motiv, der har været kendt og yndet i visdomslitteraturen. Vi hører også i Ordsprogenes Bog, at visdom er ”mere kostbar end perler” (Ordsp 3,15). Men hvor Ordsprogenes Bog vil pege på visdommen som det større og bedre gode, som det gælder om at efterstræbe af alle kræfter, bliver pointen i Jobs Bog en anden: Visdommen er ikke blot mere værd end alle værdigenstande, den er slet og ret uopnåelig, eller den kan ikke købes for nogen pris.

Og sådan får digteren i Job 28 bygget op til sin afsluttende konstatering: Den eneste, der kender vejen til visdommen, er Gud selv. Og ligesom i Ordsp 8 rækker forbindelsen imellem Gud og visdommen tilbage til skabelsens begyndelse:

Dengang han gav vinden dens vægt og fastsatte havets mål,

dengang han satte en grænse for regnen og banede en vej for tordenskyerne,

da havde han visdommen for øje, tog mål af den,

lod den træde frem og undersøgte den.

(Job 28,25-27)

Visdommen er altså her i Job 28 en præeksistent størrelse. Også her har visdommen en ganske særlig relation til Gud helt tilbage fra skabelse og urtid. Men i Job 28 er der tale om en eksklusiv relation. Gud alene kender visdommen og ved, hvor den bor. Og her træder visdommen netop ikke i forbindelse med menneskene og deres verden. Imellem visdommen og menneskene er der kun tale om en ikke-relation: Mennesker kender ikke vejen, ved ikke, hvor visdommen findes. Til gengæld sker der i digtets sidste vers det, at Gud selv taler til menneskene med ordene:

At frygte Herren, det er visdom,

at holde sig fra det onde er indsigt.

(Job 28,28)

Nu er det ikke i sig selv særlig overraskende, at teksten knytter det at frygte Jahve (Herren) sammen med visdom. Et lignende udsagn finder vi i Ordsprogenes Bog:

At frygte Herren er begyndelsen til kundskab,

de dumme ringeagter visdom og belæring.

(Ordsp 1,7)

Men der er klar forskel imellem tankegangen i Ordsp 1,7 og i Job 28,28: I Ordsp 1 er den rette frygt for Jahve forudsætningen for at tage imod visdom og belæring og opnå indsigt. I Job 28 træder gudsfrygten og afståelsen fra det onde derimod i stedet for visdommen. Visdommen forbliver utilgængelig og uopnåelig for mennesker. At frygte Jahve og afholde sig fra onde handlinger bliver så at sige det, de er henvist til at gøre i stedet for at opnå visdom.

 

Guds og menneskers visdom

De to tekster – Ordsp 8 og Job 28 – er med andre ord enige om, at visdommen fra tidernes morgen har en specielt nær forbindelse til den skabende Gud. Men i Ordsp 8 deler visdommen gavmildt ud til menneskene af sine erfaringer fra dengang. Her bliver den oplæring, som visdommen står for, den rette vej til indsigt og kundskab. I Job 28 er vejen til visdommen spærret for alle andre end Gud selv, og menneskene må søge andre veje – gennem gudsfrygt og etisk korrekt handlemåde – til den rette (og altså nødvendigvis begrænsede) indsigt, de kan opnå i verden.

 

Begyndelser før begyndelsen er fra Bibliana #1 2014 Læs mere