Blandt guder – trafik mellem himmel og jord i oldtidens jødedom

Den farlige himmel
Det Gamle Testamente er en anelse forbeholdent over for forbindelser mellem himmel og jord. Det kendteste eksempel er nok fortællingen om det mislykkede tårnbyggeri i Babel. Det er ikke tilfældigt at den står som afslutningen på den del af Det Gamle Testamente der handler om hele menneskeheden – eller »menneskesønnerne«, som der egentlig står på hebraisk i Første Mosebog (kap. 11, v. 5). Da de frustrerede babylonske bygmestre forlader byggepladsen med uforrettet sag, har de fået forskellige sprog, og dermed er de også kommet til at tilhøre forskellige folk. Og fra da af handler Det Gamle Testamentes fortællinger især om et af folkene. Etniciteten – forskellen på folkeslag – ser altså i denne fortælling ud til at være en kedelig skavank ved menneskenes livsvilkår som Gud beklageligvis var nødt til at indføre for at sætte en stopper for noget endnu værre – lidt på samme måde som han måtte afbryde vores første forfædres paradisisk arbejdsfrie tilværelse som frugtspisere og gøre dem til hårdtarbejdende jordbrugere fordi de ikke kunne holde fingrene fra dét ene frugttræ der var forbudt.

Men hvad var det nærmere bestemt der i Guds øjne var galt med det projekterede tårnbyggeri? Svaret findes måske i en anden fortælling om forbindelse mellem himmel og jord: Her er det ikke menneskesønnerne, men »gudssønnerne« der er skurkene. I 1 Mos 6,1-4 fortælles det at »gudssønnerne« – altså væsner fra Guds himmelske hof som ikke hører hjemme i den jordiske sammenhæng – kaster deres lystne blikke på menneskekvinderne og gifter sig med hvem af dem de finder for godt. Og her reagerer Gud ved at sige »min livsånde skal ikke blive i mennesket for altid, for mennesket er jo kød!« – og så beslutter han at mennesker højst skal leve 120 år. Dødeligheden var jo ellers blevet en del af menneskers vilkår allerede da de forlod Eden, men her frygter Gud tilsyneladende at de alligevel skal snige sig til evigt liv. Og det skyldes naturligvis at blandingsægteskaberne mellem menneskekvinder og »gudssønner« under alle omstændigheder overskrider en grænse som det i Det Gamle Testamente er farligt at overskride: Grænsen mellem jordisk og dødeligt (»kød«, som Gud kalder det) på den ene side, og himmelsk eller guddommeligt på den anden side. Det er ikke blot et spørgsmål om at Gud vil have himlen for sig selv, men om noget man kunne kalde »værensmæssig uforligelighed«: Gud og mennesker kan ikke tåle at komme for tæt på hinanden.

Den nødvendige tilnærmelse
Men ligesom mennesker ikke kan tåle Guds nærvær, kan de heller ikke tåle hans fravær. Den eneste løsning er dét som nogle forskere har kaldt »den rette afstand«: Afstanden til Gud må overvindes delvis og efter bestemte forsigtighedsregler. I endnu en fortælling fra Første Mosebog, historien om Jakobs overnatning i Betel (1 Mos 28), ser den flygtende patriark i drømme hvordan himmelske budbringere spadserer op og ned ad en stige mellem himmel og jord. Men der er nok en pointe i at der i den hebraiske tekst egentlig står at stigen »var stillet ned til jorden« (1 Mos 28,12) – der skal med andre ord ikke være tvivl om at kun når forbindelsen oprettes fra den himmelske ende og på Guds eget initiativ, er den ufarlig. Ufarlig er måske endda for stort et ord, for skønt den besked Jakob får i drømmen (1 Mos 28,13-15) er helt igennem positiv og opmuntrende, reagerer han med rædsel og siger »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!« (1 Mos 28,17). Betel (som netop betyder »Guds hus«) er med andre ord et helligsted, går det nu op for Jakob – et friluftstempel hvor de religiøse ritualer som delvis overvinder afstanden til Gud, kan finde sted, og hvor en forbindelse mellem himmel og jord derfor er knap så umulig som andre steder. At Betel er sådan et sted, ses også af at inden Jakob skyndsomt rejser videre, lover han at give »tiende«, altså en slags kirkeskat på 10 %, til gudsdyrkelsen der på stedet.

Et sidste eksempel illustrerer alle de tre pointer vi har set hidtil: At en tilnærmelse til Gud er nødvendig, men at den på den anden side er farlig og skal ske efter bestemte regler – og at helligdommen og gudstjenesten er de steder hvor det kan lade sig gøre: Eksemplet er fra Anden Mosebog hvor Moses ikke blot modtager de ti bud på toppen af Sinajbjerget, men også hele den omstændelige instruktionsbog til israelitternes gudstjeneste. Mens »gudssønnerne« foretog en forbudt nedstigning, og babelstårnet var et forsøg på en forbudt opstigning – og der i Betel kun lige for en kort bemærkning blev stukket en stige ned ovenfra – så sker der ved Sinaj en fuldt legitim og permanent etablering af forbindelse mellem himmel og jord:

Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel. Men Moses førte folket ud af lejren, hen imod Gud, og de stillede sig op ved foden af bjerget. Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, … Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop. (2 Mos 19,16-20)

Til at begynde med sker der både en op- og nedstigning, idet Gud og Moses så at sige mødes på halvvejen, på toppen af Sinaj. Men efterfølgende stiger Gud videre ned og bosætter sig i den helligdom Moses bygger så man allerede her i Anden Mosebog ville kunne sige med ordene fra Johannes’ Åbenbaring: »Nu er Guds bolig hos menneskene« (Åb 21,3). Ikke så sært at helligdommen er omgærdet af massive forsigtighedsregler.

Opfaret til himmels?
Så vidt hovedstrømmen i Det Gamle Testamente. Undtagelser er der dog også. Profeten Elias rejste til himmels i en vogn af ild forspændt med heste af ild (2 Kong 2,9-12), og om Adams efterkommer i syvende led, den retfærdige Enok, fortælles det at »Enok levede i alt 365 år. Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort« (1 Mos 5,23-24). De fleste i den stamtavle som oplysningen kommer fra, levede over 900 år, så Enok var en ung mand da Gud »tog ham bort«. Hvad dét nærmere bestemt vil sige, er Bibelen påfaldende tavs om; det er næsten som om Første Mosebogs forfatter ved noget om Enok, men helst ikke vil snakke mere om det end højst nødvendigt.

Men er Bibelen tavs på det punkt, så er den »pseudepigrafe« litteratur til gengæld direkte sludrevorn. Der findes en massiv tradition i jødiske skrifter fra oldtid og middelalder som fortæller om hvordan Enok på grund af sit retfærdige liv – for det er dét der ligger i udtrykket at »vandre med Gud« – blev taget op til himlen i levende live og fik en indgående rundvisning i hvordan verden er opbygget, hvor de døde ender henne og hvordan fremtiden kommer til at forme sig. Han var med andre ord en åbenbaringsmodtager ligesom Moses, men hvor Gud steg ned til Moses, steg Enok op til Gud. Forskere bruger derfor begrebet »enokisk jødedom« om den gren inden for oldtidens jødedom der lagde vægt på de åbenbaringer Enok modtog – og det er måske ikke så sært at den »mosaiske jødedom«, som kom til at sætte sit præg på udvælgelsen og redigeringen af Det Gamle Testamentes skrifter, godt ville gå hurtigt hen over den »enokiske« retnings helt.

På en gudetrone
Og Enok var ikke enestående. Når man går fra selve Bibelen og til oldtidens øvrige jødiske litteratur, forsvinder de bibelske forbehold ganske, og det vrimler frem med religiøse kosmonauter som aflægger besøg på Guds enemærker. Et bemærkelsesværdigt eksempel findes i en fragmentarisk tekst fundet blandt Dødehavsrullerne som ofte kaldes »En selvforherligelseshymne« (i forskningens kodesprog hedder den 4Q491c). I den står der bl.a.

[jeg har siddet blandt de ev]igt fuldkomne,

på en mægtig trone i gudeforsamlingen.

Ingen af fortidens konger har siddet på den,

og deres fyrster har ik[ke fældet dom dér].

Ingen af dem kan sammenlignes [med] min herlighed,

og ingen er ophøjet undtagen jeg,

og ingen kan sætte sig op mod mig,

for jeg er den som har siddet i [det høje,

opløftet til himl]en, uden nogen [omkr]ing mig.

Jeg er blevet regnet blandt guder,

og min bolig er i den hellige forsamling,

[jeg] begæ[rer] ikke hvad mennesker gør,

[nej], min [lo]d er i den hellige [bo]ligs herlighed.

[Hv]em er blevet regnet for foragtelig som jeg

 – og hvem kan sammenlignes med mig i min herlighed?

Hvem … [som] jeg? Hvem bær[er] lidelser som jeg,

og hvem [har sk]yet det onde som jeg?

Ingen har belært mig,

men den lære findes ikke som ligner [min belæring].

Og hvem tør angribe mig, når jeg åbn[er min mu]nd,

og hvem kan tåle det det der strømmer fra mine læber?

Hvem ligner mig så han kan måle sig med mig som dommer?

[Ingen kan sammenlignes med mig,

f]or jeg har [min] plad[s] blandt guder

[og] min herli[ghed] blandt kongesønnerne.

Den person som her har ordet, har altså ikke blot aflagt besøg i himlen, men har siddet på en trone i den himmelske forsamling hvor han bliver regnet for englenes ligemand. Han er hævet over menneskeligt begær og har gennemlevet lidelser og foragt. Og frem for alt: Han er i besiddelse af en indsigt som menneskelige lærere og dommere ikke kan matche. En parallel tekst fortsætter derefter med at skildre hvordan en nærmest paradisisk tilstand bryder frem, al lidelse og undertrykkelse ophører, al sorg får en ende, lyset bryder frem, glæde og fred hersker, rædslen ophører, en kilde til evig velsignelse og helbredelse for alle tider åbnes, smerte, sygdom og skyld er forbi, osv. (jf. artiklen »Hvem er som jeg blandt guder?«, s. 30‑31).

Messias, profet eller rabbi?
Kombinationen af himmelfart, lidelse, herlighed og overmenneskelig indsigt har fået nogle forskere til at mene at her er tale om Messias. Og det er da heller ikke spor umuligt. Men vores tendens til at tænke »messias« når vi hører om en enestående skikkelse i oldtidens jødedom, er nok udtryk for at vi går til sagen med lidt skæve forventninger. Den helt unikke virkningshistorie som én bestemt jødisk prædikant fra oldtiden har fået da han blev anledning til en ny religion ved navn kristendommen, har givet os en forestilling om at forventningen om Messias var den vigtigste religiøse tanke for datidens jøder. I virkeligheden spillede Moseloven og dens rette udlægning en langt større rolle, ikke kun blandt de rent »mosaisk« tænkende grupper, men også hos nogle af de mest Enok-begejstrede vi kender til, nemlig netop Dødehavsrullernes ejere. Og under alle omstændigheder er det ikke hvad man ellers forventer af en messias, at han stiger til himmels og derefter vender tilbage til jorden for at udbrede sin visdom – snarere ville man vente at han kom fra himlen for at frelse Israel, og derefter evt. vendte tilbage til himlen: altså ned-og-op til forskel fra den op-og-ned-bevægelse som den der har ordet i Selvforherligelseshymnen, tilsyneladende foretager.

Den ophøjede person repræsenterer snarere en lidt ekstrem udgave af et fænomen vi kender fra både Bibelen og senere skrifter: At en profet eller lærer skal autoriseres før han indleder sit virke. Både Esajas og Ezekiel havde kontakt med himmelske fænomener som indledning til deres karrierer (Es 6,1-4; Ez 1,4-28), og en helt anden Ezekiel som skrev en græsk tragedie med jødisk indhold, fortæller hvordan Moses blev udrustet til sin opgave ved at sætte sig på en himmelsk trone mens stjernerne på himlen bøjede sig for ham (se artiklen »Lov og åbenbaring« i dette nummer af Bibliana). Og Paulus fortalte engang da han havde brug for at begrunde sin autoritet, hvordan han var blevet løftet op til »den tredje himmel« og havde hørt hemmeligheder som et almindeligt menneske ikke kan tage i sin mund (2 Kor 12); det blev Paulus ikke Messias af – han blev en lærer hvis autoritet man måtte bøje sig for. Måske har »Selvforherligelseshymnen« haft samme funktion for Qumran-menighedens leder: Den garanterede at hans lære var af himmelsk oprindelse.

Apokalyptik og himmelrejser er fra Bibliana #2 2009 Læs mere