Aksetiden er den kritiske tænknings vugge

Aksetiden har frembragt verdensreligioner, videnskab og sekularisme

af Hans J. Lundager Jensen

Begrebet ‘aksetiden’ er blevet berømt igennem den tyske filosof Karl Jaspers’ bog om ‘Historiens oprindelse og mål’ fra 1949. Begrebet skulle betegne en særlig kulturhistorisk periode fra ca. 800 f.Kr. til ca. 200 f.Kr., måske særligt koncentreret fra ca. 500 til 300 f.kr. I et bredt bånd henover det eurasiske kontinent fra øst til vest opstod nye tanker, som har været bestemmende for menneskelig tænkning og handling lige siden, og som, ifølge Jaspers, bør være standarder også for nutidens mennesker. Med ‘akse’ mente Jaspers en omvending, omdrejning, en radikal nyorientering. Aksetiden introducerede en forståelse for det generelt menneskelige, det der er gyldigt for enhver, uanset alle kulturelle, politiske, sociale og religiøse forskelle i øvrigt. Fremtrædende eksempler fra omkring 500 f.Kr. er i Kina Kong Fuzi og daoismen, i Indien upanishademystik og buddhisme, i Grækenland de første filosoffer, i Israel profeterne. Ifølge Jaspers dannede disse nye tanker sig uden indbyrdes kontakt.

Med aksetidstænkningen stilles for første gang radikale spørgsmål: Hvad er sandt? Hvad er livets egentlige mål? Hvilken magt eller relevans har guderne egentlig? Der reflekteres, diskuteres og strides om de korrekte svar. Grundlaget for verdensreligionerne dannes. Myter degraderes til eksempelfortællinger; guddomme bliver instanser, der sætter etiske krav; der opstår begær efter udfrielse fra det normale, jordiske liv.

Candle and fire in glass

Kulturernes valg: accept eller undergang

Aksetiden fandt sted i ganske bestemte kulturer. Men den har ifølge Jaspers en dobbelt relevans for alle mennesker. Dels indførte den en tænkning om det generelt menneskelige, som ikke var kendt tidligere; det blev forstået, at mennesker lever under samme basale vilkår, at de har en fælles skæbne og står over for samme udfordringer. Dels var det aksetidens standarder, der blev retningsgivende for alle senere kulturer. De, der ikke kunne eller ville integrere disse tanker, måtte gå under. Kulturer som den egyptiske, den mesopotamiske, den romerske, den nordiske, den aztekiske osv. blev afløst af nye kulturformer, som forstod at kombinere aksetidens radikalitet med de tidligere samfunds sociale og politiske ordninger. Østen blev hinduistisk, buddhistisk, daoistisk, kongfuziansk; Vesten blev først jødisk, kristen, muslimsk, senest sekulær, moderne. Den senere forskning taler her gerne om post-aksiale kulturer.

Vestens monopol afmonteres

En umiddelbar baggrund for relevansen af disse tanker var selvfølgelig Nazi-Tysklands racistiske barbari og kulturelle formørkelse. Men den bredere kontekst var den moderne verdens afvikling af religiøse tanke- og værdimonopoler. Der er ikke længere bestemte traditioner, som kan hævde at kunne forklare verden og sætte etiske normer. Samtidig var det for Jaspers at se nødvendigt at gøre op med en almen-vestlig kulturel provinsialisme. Traditionelt har ‘verdenshistorie’ været Vestens historie; andre kulturer henhørte under etnologien. Jaspers ville altså globalisere kulturhistorien. Vestens mennesker er, eller bør lære at se sig som, efterkommere også af kinesisk livsfilosofi og indisk forløsningslære, ikke kun af græsk filosofi og bibelsk religion.

Oldtidens kulturkritikere banede vejen for moderne kultur

Jaspers hævdede ikke at være den første, der formulerede forestillinger i den retning. Ved siden af andre, nu glemte forløbere, kan man nævne sociologen Max Weber. Han forklarede tilblivelsen af den moderne, vestlige verden som resultatet af en kritisk tænkning (såkaldt ‘rationalisering’). I 1. årt. f.Kr. havde dristige individer taget afstand til den hidtidige traditionelle kultur, hvor det, der i nutiden er økonomi, etik, politik, religion, æstetik osv., havde udgjort en selvfølgelig enhed. Profeter, tænkere og mystikere i Kina, Indien og Israel (og givetvis filosoffer i Grækenland) havde forkyndt alternative lærdomme, som implicerede mere eller mindre radikale brud med gængse verdenssyn, livsformer og værdier. Og der var dannet små samfund, alternative ‘broderskaber’, omkring karismatiske tænkere og livskunstnere. Ved at kritisere ikke mindst religionerne satte de en proces i gang, der efterhånden har medført, at alt ved verden og ved menneskenes liv blev kritisk gennemtænkt. Herved opstod den moderne verdens videnskaber og dens opdelte livssfærer, hvor jura adskilles fra økonomi, kunst fra religion, videnskab fra moral. Hvad Weber her talte om, var tydeligvis det samme som Jaspers aksetid. For Jaspers var aksetidens ideer fortsat en uundværlig kilde til inspiration. Weber derimod så dem som historiske udløsere af en kulturhistorisk proces, ikke som et uudtømmeligt skatkammer af ideer og visioner.

Efter Jaspers bog har man diskuteret, hvad det centrale i aksetiden er. Oprindelsen af den græske filosofi, ‘overgangen fra myte til logos’, altså fra fantasi og fortælling til begreber og argumentation, hører hjemme her – men altså kun som ét eksempel. I Indien blev den brahminske offerkult afvist af bevægelser, som instruerede i individers identitet med kosmos eller i vejen til at undgå genfødsel og dermed eksistens; også i Det Gamle Testamente er der profeter, der tordner imod tempel og offerkult. I Kina ville Kong Fuzi ikke bryde med, men netop støtte op om det traditionelle samfund med dets hierarki og ritualer; det var i store vanskeligheder, men det kunne stabiliseres igennem bevidstgørelse af universelle, almene etiske begreber. Daoistiske tænkere kunne anbefale mere radikale livsformer, bygget på skepsis over for de værdier, som resten af menneskene, magtfulde såvel som magtesløse, levede efter.

Foregangsmænd var de marginaliserede

Fælles for aksetidstænkningen er mental distancering fra det overleverede, det ‘givne’. Denne distancering er i alle tilfælde noget, der skal indlæres – i sagens natur eftersom det netop bryder med en naiv accept af, hvad alle tager for sandt og værdifuldt. Aksetidsmestrene var alle lærere. De var marginaliserede i forhold til samfundets etablerede magtstrukturer; de var rådgivere, mere eller mindre omvandrende, men uden embede eller etableret magtposition. Og de samlede ‘disciple’, altså elever, omkring sig: Kong Fuzi, Buddha, Sokrates var alle guruer, mestre, som senere Jesus. Aksetidsdoktriner er primært instrukser i livsførelse, ikke kosmologier og naturforklaringer. Filosoffen Peter Sloterdijk har foreslået, at fra og med aksetiden bliver det klart, at al kultur i grunden er træningsprogrammer. Når Søren Kierkegaard i slutningen af sit liv udgav titler som Indøvelse i Christendom og Til Selvprøvelse, stod han ikke kun i en solid kristen tradition, men også i en ældre og endnu mere solid tradition, aksetidens.

Bibelen som aksetidsfænomen

Med en bog fra 2011 har den amerikanske religionssociolog Robert Bellah formuleret en teori om religionernes historie fra dens tidligste former og frem til aksetiden. Forud gik først stammesamfunds religion, dernæst de tidlige højkulturers ‘arkaiske’ religion, som i Egypten og Mesopotamien. Ifølge denne teori kan man i Bibelen se en mængde udtryk både for arkaisk religion, navnlig i Det Gamle Testamente, og for en religionsform i forlængelse af aksetiden, navnlig i Det Nye Testamente. Men Det Gamle Testamente rummer også tekster og tankegange, der synes at placere sig midt imellem – som om ‘overgangen’ er taget i flere skridt, og  som om visse tekster har taget det første skridt ud af det arkaiske, uden at tage det næste, ind i det aksiale.

Her kan du læse mere:

 

Robert N. Bellah, Religion in Human Evolution. From the Paleolithic to the Axial Age, Belknap 2011.

Robert N. Bellah & Hans Joas, eds., The Axial Age and Its Consequences, Belknap 2012.

Hans J. Lundager Jensen,  “Religionshistorie og aksetid. Om Robert Bellahs udkast til en evolutionær religionshistorie”, Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 56, 2011, 5-22.

Karl Jaspers, Vom Ursprung und Ziel der Geschichte, Fischer 1949. 

Peter Sloterdijk, Du must dein Leben ändern, Suhrkamp 2009.

Max Weber, “Indskudte betragtninger. Teori om religiøs verdensafvisnings stadier og retninger”, i: Udvalgte tekster, bd. 1, Reitzel 2003, 321-357.

Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 60, 2013: Temanummer med artikler om aksetid og om evolutionær religionshistorie.

Guder og mennesker i aksetiden er fra Bibliana #2 2014 Læs mere