Mariaevangeliet

Mariaevangeliet

Marianne Aagaard Skovmand: Mariaevangeliet. Gyldendal. 2017. 168 sider. Kr. 249,95.

Anmeldt af Lisbet Kjær Müller

Disciplen Maria havde sit køn imod sig

Marianne Aagaard Skovmand, som er cand.theol., ph.d. og sognepræst, har nyoversat Mariaevangeliet fra koptisk, skrevet en introduktion til evangeliet og reflekteret over dets betydning.  I et afsluttende kapitel skriver præst og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen om Maria Magdalene i Johannesevangeliet og i kunsten.

Det er en smuk og velskrevet bog, hvor det komplicerede emne gøres spændende og vedkommende for alle, der interesserer sig for kristendommen og dens kilder. Fundhistorien er i sig selv en hel kriminalhistorie. Mariaevangeliet blev fundet i Egypten allerede i 1896, men to verdenskrige og et defekt vandrør på et trykkeri i Leipzig kom imellem, og skriftet blev først udgivet i 1955. Det var ti år efter det spektakulære skriftfund i Nag Hammadi i Egypten af oldkristne skrifter, kristendommens pendant til fundet af dødehavsskrifterne i Qumran. Mariaevangeliet har ganske vist været oversat til dansk et par gange før (af Bente Holmen og Annette Leerstrup i 1986 og af Søren Giversen i 2002), men denne oversættelse bygger på den nyeste rekonstruktion af teksten af Peter Nagel fra 2014.

Indblik i kristendommens ældste historie

Nag Hammadi-biblioteket giver os en unikt indblik i kristendommens ældste historie, og vi kan nu læse flere af de tekster, som før kun var kendt i referat og vel at mærke i deres modstanderes referat og der fået betegnelsen ”gnostiske”. Marianne Skovmand giver en glimrende fremstilling af hele problematikken omkring Nag Hammadi skrifterne, for selv om Mariaevangeliet ikke var en del af dette fund, er det nært beslægtet. En kirkefader som Irenæus (130-202 e.Kr.), der var biskop i Lyon, skrev hele fem bøger, hvori han både citerede fra, beskrev og argumenterede imod gnostikernes læresystemer, mens Augustin (354-430 e.Kr.) fremhæver det positive ved opgøret mod anderledes tænkende, for på den måde kan man fremhæve ”den sunde lære”.

Marianne Skovmand nævner, at Athanasius, biskop i Alexandria, i sit påskebrev i 367 til kirker og klostre i Egypten fordømmer visse skrifter som kætterske, samtidig med at han opregner de skrifter, som de gerne må læse, og denne liste består af de 27 skrifter, som nu udgør Det Nye Testamente. Hun foreslår, at dette brev kan være årsag til, at man har gemt de ”fordømte” skrifter væk, der først nu er blevet fundet i Egyptens sand.

Fragmenter af et ”kvindeevangelium”

Skriftfundene har haft stor betydning for forståelsen af kvindernes rolle i den ældste kristendom og af det kvindelige i gudsbilledet. Det gælder nu ikke Mariaevangeliet, der aldrig omtaler Gud, men udelukkende Jesus. I hvert fald i de dele, som vi kender. For det Mariaevangelium, som blev fundet i 1896, har oprindelig bestået af 19 sider, men heraf er alene ni sider bevaret, bl.a. slutningen og den efterstillede titel, ”Mariaevangeliet”. Der er tale om en koptisk oversættelse fra 300-tallet. Oprindelig har skriftet været affattet på græsk, og selvom man har fundet græske fragmenter, som er betydelig ældre, føjer ingen af dem noget af det til, som mangler i det koptiske håndskrift.

Mariaevangeliet har ikke fået dette navn, fordi Maria har skrevet det. Det er ligesom også de fire kanoniske evangelier anonymt, men Maria er hovedperson i evangeliet. Det er i sig selv en sensation, og der er ikke tvivl om, at det er Maria Magdalene, der er tale om.

Alligevel mener Marianne Skovmand ikke, at forfatteren til Mariaevangeliet har kendt Det Nye Testamente; teksten gengiver snarere ”de delvist mundtlige, delvist skriftlige traditioner, som også de nytestamentlige evangelier bygger på” (47). Det undrer mig, at det ikke bliver foreslået som en mulighed, at der er en litterær afhængighed af Johannesevangeliet, der netop i kapitel 20,18 slutter med, at ”Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: ’Jeg har set Herren,’ og at han havde sagt dette til hende”. Hvad sagde han til hende? Det kunne jo være det, Mariaevangeliet vil svare på.

Peter vs. Maria Magdalene

For Mariaevangeliet er formet som en dialog mellem den opstandne Jesus og hans disciple, hvor Peter er den, der stiller spørgsmål, og hvor Frelseren bl.a. siger, at Menneskesønnen er i deres indre, og at de skal gå ud og forkynde evangeliet om riget. Menneskesønnen knyttes sammen med temaet om at søge og finde.” ´Følg mig´, siges det om menneskesønnen, for de der søger ham, skal finde ham.” (54) Maria er nu den, der leder gruppen af sørgende og rådvilde disciple, som ikke kan gå ud og forkynde, for ”når de ikke skånede ham, vil de da skåne os?” (41). Hun trøster dem og opfordrer dem til i stedet for at rose hans storhed, ”for han har gjort os rede og gjort os til mennesker”.  (41) Marianne Skovmand gør her opmærksom på, at der i den mere oprindelige græske tekst står: ”Jesus har forenet os og gjort os til mennesker.” (60) Og sådan er der flere eksempler på, hvordan en oversættelse også er fortolkende. Det er spændende at få lov at læse med og se, hvordan teksten er flydende, og det er svarene på de centrale spørgsmål om frelse, synd, autoritet og troværdighed også. Transformationen til at blive ”menneske”, skriver Marianne Skovmand, omfatter i modsætning til fx Thomasevangeliet her såvel mandlige som kvindelige disciple, og det er måske det, der optrapper konflikten mellem Peter og Maria.

For nok opfordrer Peter Maria til at undervise, men bagefter sætter han spørgsmålstegn ved hendes autoritet. ”Skulle han (Frelseren) have talt med en kvinde i hemmelighed for os og ikke åbenlyst? Er det så meningen, at vi skal vende om nu og alle lytte til hende? Foretrak han virkelig hende frem for os?” (43).

Som Marianne Skovmand skriver: ”Det er tydeligt, at spørgsmålet om autoritet i forhold til videregivelsen af den kristne lære her er på spil, og at det dels i denne fortolkningskamp, som Mariaevangeliet her må ses som et spejlbillede af, er Marias køn, som er problemet, dels spørgsmålet om, hvorvidt en åbenbaring modtaget i en vision eller profeti kan regnes for sand.” (70) Selv tror jeg, at skriftet også afspejler en konflikt mellem menighed og et begyndende præsteskab, symboliseret ved henholdsvis Maria Magdalene og Peter, hvor sidstnævnte i disse miljøer ikke får fortolkningsmyndigheden uden kamp.

Et aktuelt spørgsmål om frelse

Det er en fornøjelse at læse Marianne Aagaard Skovmands kyndige bog om et lille skrift, der godt kan få en stor virkning i dag, fordi det imødekommer den individualitet, som præger vores tænkemåde. Det centrale spørgsmål om frelse, som sætter det hele i gang, er stadig aktuelt. Især fordi vi her har at gøre med miljøer, hvor det blev tydeligt, at mennesker selv er i stand til at bidrage til deres frelse. Marianne Skovmand sætter spørgsmålstegn ved, om man kan kalde Mariaevangeliet gnostisk, idet det gode her indgår som en del af det skabte, hvilket modsiger den dualistiske tilværelsesforståelse, som normalt indgår i de gnostiske læresystemer. Vi møder i disse kristne skrifter en helt anden verden end den, vi kender fra de kanoniske evangelier. En verden med individuelle troserfaringer og fordybelse i åndelige spørgsmål. Og en tid, hvor Maria Magdalene endnu ikke er blevet identificeret med synderinden i Lukasevangeliet kapitel 7.

En kulturhistorisk perle til sidst

Bogens sidste kapitel er en lille perle. Vi er som læsere i Lisbeth Smedegaard Andersens kyndige hænder. Hun kan analysere et billede, så jeg ser mere, end jeg kan selv, sådan som hun gør det her ved at sammenligne to billeder fra den i billedkunsten så berømte ”noli me tangere” scene, hvor Maria Magdalene ifølge Johannesevangeliet møder den opstandne Jesus i gravhaven påskemorgen. ”Søge-finde” motivet spiller en stor rolle i Johannesevangeliet. Det går som en rød tråd gennem hele historien, at disciplene skal lede efter Jesus, men på den rette måde. Det er det, Maria Magdalene gør påskemorgen, for hun leder af kærlighed og derfor finder hun ham som den første.

Lisbeth Smedegaard Andersen giver Grundtvig både det første og det sidste ord. Han er et sandhedsvidne så at sige, når han i en salme kalder Maria ”Frelserens Veninde” og ”Apostelinde”, og også når han gør hende til et billede på og forbillede for den trofaste menighed, der gennem trængsler og tvivl venter på Jesu genkomst. Lisbeth Smedegaard Andersen giver en nøgle til forståelsen af Maria Magdalene og Mariaevangeliet, når hun over for vores kontante tid stiller en anden mulighed for forståelse. Vi har glemt at tænke i billeder, at tænke symbolsk. I middelalderen pegede alt i den synlige verden – fra den mindste lille blomst til den klareste stjerne – tilbage på den usynlige virkelighed ”og åbenbarede for den opmærksomme en hemmelighed, der gav dybde og perspektiv til den synlige. Og derfor kan Maria Magdalene sagtens både være den kvinde, der elsker og længes efter den, hun holder af, og den menighed, der skal holde ud i trængsler uden af glemme Jesus og hans løfter” (164).

En kilde til de tidligste kristne

Mariaevangeliet er med til at sætte fokus på spørgsmålet om, hvordan vi overhovedet skal forholde os til de skriftlige kilder, som vi har fra oldtiden. Her er bogen med til at vise, at vi er på vej væk fra at forstå skrifterne som et historisk materiale, hvor det gælder om at finde tilbage til den historiske Jesus og den historiske Maria Magdalene. I dag er det langt mere frugtbart at spørge om, hvad skrifterne fortæller om de mennesker, der skabte dem. Og her får vi et overraskende indblik i de menneskers liv og tro, som skabte Mariaevangeliet, ja, vi får endda også takket være Marianne Skovmands arbejde et indblik i den videre fortolkning, der skete, da evangeliet blev oversat fra en oprindelig græsk virkelighed til en senere koptisk.

 

Lisbet Kjær Müller er tidligere sognepræst i Lindevang kirke på Frederiksberg.