Euseb, Konstantins Liv

Euseb, Konstantins Liv, Oversættelse og indledning ved Jørgen Ledet Christiansen, Antikken og Kristendommen, bind 11. Forlaget ANIS (nu Eksistensen), 2015. 215 sider. Kr. 195,00. ISBN: 978 87 7457 725 6.

 

Anmeldt af Martin Friis

 

Euseb af Caesarea (263-339 e.Kr.) regnes af mange for kristendommens første egentlige historiker og som sådan for ’kirkehistoriens fader’. Han er nemlig mest kendt for sin Kirkehistorie (Historia Ecclestiastica) i ti bøger om den tidlige kirkes historie fra apostlene og frem til sin egen tid. Udover sit magnum opus forfattede Euseb dog også en række andre skrifter, herunder blandt andet en biografi i fire bøger over kejser Konstantin den Store (274-337 e.Kr.), som Euseb selv, at dømme ud fra hans egen fremstilling, havde et fortroligt forhold til. Biografien var tiltænkt at skulle udkomme efter kejserens død i 337. Euseb nåede dog tilsyneladende ikke at færdiggøre værket forud for sin egen død i 339. Biografien har ikke tidligere været oversat til dansk foruden et enkelt fordansket eksemplar fra 1587 dedikeret til Kong Frederik II (se note nederst på siden). Så hvor Eusebs kirkehistorie ved flere lejligheder er blevet oversat til dansk (senest ved Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen i 2011), markerer denne udgivelse første gang i nyere tid, at biografien over Konstantin udkommer på dansk.

 

En biografi med meget godt at komme efter

For kirkehistorisk interesserede læsere er biografien en ren guldgrube. I løbet af værkets fire bøger skildrer Euseb blandt andet Konstantins vej til kejsermagten og hans kampe mod sine modstandere (kejserne Maxentius og Licinius m.fl.). Biografiens omfattende persongalleri kan let virke forvirrende for moderne læsere, der som undertegnede ved alt for lidt om senantikkens Romerrige. Heldigvis hjælper Christiansen læseren på vej med righoldige fodnoter om de historiske personer, steder og centrale begivenheder, der optræder i biografien. Som biograf synes Euseb at være særligt interesseret i Konstantins gudstro og fromhed. I den forbindelse får man i første bog en udførlig beretning om tilblivelsen af Konstantins velkendte sejrstegn, det såkaldte Chi Rho-symbol (☧), og senere i tredje og fjerde bog finder man detaljerige beskrivelser af de helligdomme, som kejseren lader opføre dels i Jerusalem dels i Konstantinopel.

 

Konstantins velvilje mod de kristne kommer også til udtryk i de mange for dem gunstige edikter, han udsender. Euseb beretter også om kejserens indgriben overfor Arian og indkaldelsen af synoden i Nikæa, der førte til tilblivelsen af den nikænske trosbekendelse. Endelig hører man også meget om hans ivrige bekæmpelse af kætterier og hans dåb forud for hans død. Der er sandelig meget at komme efter både for de læsere, der måtte interessere for disse emner, og de, der måtte ønske at vide mere om en antik kristen forfatters skildring af forholdet mellem Romermagten og kristendommen.

 

For læsere med interesse for Bibelen og antikke forfatteres brug af bibelske motiver indeholder biografien også meget godt. Euseb sammenligner eksempelvis flere steder Konstantin med Moses og Jesus. Desuden skeler han ofte til de bibelske skrifter, hvis grundmotiver han i flere tilfælde aktivt spiller på. I flere sammenhænge citerer Euseb endda direkte fra de bibelske skrifter, herunder eksempelvis fra Anden Mosebog (s. 59-60 og 82), fra de gammeltestamentlige salmer (s. 53 og 60), fra de gammeltestamentlige profeter (s. 115-116) og fra Apostlenes Gerninger (s. 39, 75, 115 og 118-119). Også her gør Christiansen god brug af fodnoter til at angive sådanne indirekte skrifthenvisninger.

 

Det kan diskuteres, hvor anvendelig biografien er som historisk kilde til senantikken og kejser Konstantins liv og levned. Dertil forekommer Euseb ofte at være yderst tendentiøs. Biografien er, i ordets egentlige forstand, en eulogi, dvs. en lovprisende, eller måske endda glorificerende, omtale af en afdød person. Som læser leder man derfor forgæves efter skildringer af kejserens dårlige sider. Slibrige detaljer er der heller ikke mange af; og de, der dog forekommer i værket, går udelukkende på Konstantins modstandere. Læsere med kendskab til andre antikke biografier, herunder blandt andet Svetons om de romerske kejsere, vil derfor blive slemt skuffede, hvis de forventer noget lignende fra Eusebs hånd.

 

Euseb har desuden en for moderne læsere yderst irriterende tendens til at omtale ellers navngivne personer i indirekte tale. Som Christiansen da også bemærker i indledningen (s. 15), skyldes dette uden tvivl forfatterens ønske om at fremhæve betydningen af biografiens hovedperson, Konstantin. Christiansen er heldigvis opmærksom på, at biografiens persongalleri og de mange omskrivninger af personnavnene let kan forekomme uoverskueligt for u-informerede læsere, hvorfor han i langt de fleste tilfælde ’afslører’ de ellers unavngivne personers identitet i fodnoterne. For at afhjælpe forvirringen kunne oversættelsen med fordel også have været forsynet med en samlet rolleliste over biografiens aktører – og gerne med årstal og kort beskrivelse af hver enkelt.

 

Indledningen – meget kort sagt

Foruden selve oversættelsen af biografiens fire bøger indeholder udgivelsen en kort indledning (ti sider), en samlet fortegnelse med overskrifter på samtlige kapitler i alle fire bøger (i alt elleve sider) og en litteraturliste, der indeholder både tekstudgaver til antikke kilder og nyere artikler og værker om Eusebs biografi. Udgivelsen afrundes af udførlige skrift-, person- og emneregistre.

 

Christiansens indledning indeholder foruden en kort beskrivelse af Euseb og dennes forfatterskab (på tre sider) en lidt længere, men stadig alt for kort, redegørelse for biografiens genre, indhold og overlevering (på i alt 8 sider). Indledningen bidrager således med en noget begrænset indføring i en biografi, hvis sproglige og indholdsmæssige kompleksitet allerede springer frem på værkets første sider. Som førstegangslæser af Eusebs biografi bliver man ladt tilbage med en del ubesvarede spørgsmål:

 

1. Hvordan tager Eusebs biografi sig ud, når den sammenlignes med andre samtidige og tidligere antikke biografier? I sin indledning bemærker Christiansen godt nok, at det i værket ikke ”drejer sig (…) om en levnedsbeskrivelse i traditionel forstand, hvor man følger en person fra fødsel til død” (s. 13), og at Euseb synes at være mere interesseret i Konstantins gudsforhold og hans funktion som idealskikkelse end i hans familiære forhold og politiske virke. Gid Christiansen dog havde skrevet meget mere herom i sin indledning!

2. Hvad kan man sige om værkets udbredelse og virkningshistorie? Hvilke læsere har Euseb mon haft i tankerne med sit værk, og blev værket vel modtaget? For kendere af Euseb er svarene på disse spørgsmål vel nok selvindlysende. Men for (os) uindviede læsere kan dette let synes uklart.

3. Og sidst, men absolut ikke mindst: Hvorfor skal vi læse Eusebs biografi? Hvad kan vi bruge Euseb og hans skildring af Konstantin til? Eusebs værk er vanskelig og, til tider, tung læsning. Det ville derfor have været på sin plads, om Christiansen havde skrevet blot en lille smule om værkets relevans for en moderne læserskare. Dertil måtte han da også gerne knytte et par bemærkninger om hans eget oversættelsesarbejde. Hvem udgør Christiansens tilsigtede publikum, og hvilken sproglig stil har han tilstræbt i sin oversættelse?

 

 

En grundig, men noget stiv, oversættelse

Christiansens meritter som oversætter af antikke skrifter kan der ikke sås tvivl om. Han har udfærdiget danske oversættelser af adskillige af de antikke kirkefædres skrifter. I 2002 udgav han i samarbejde med Helge Kjær Nielsen en ny dansk oversættelse af de nytestamentlige apokryfer. Endelig var disse herrer, som nævnt ovenfor, også ansvarlige for udgivelsen af oversættelsen af Eusebs kirkehistorie (2011). At Christiansen med denne udgivelse har påtaget sig at oversætte et vigtigt antikt værk, der ikke tidligere har været offentligt tilgængeligt på dansk, er intet mindre end prisværdigt!

 

Hvad oversættelsens kvalitet angår, må den siges at være ganske grundig. Christiansen forholder sig yderst lødigt til det græske forlæg. At skulle oversætte en antik tekst, der ikke tidligere har forelagt på dansk, fra bunden, er på ingen måde let. Heldigvis er værket i de forgangne årtier blevet oversat til en række europæiske sprog. Christiansen anfører da også i en note i den afsluttende litteraturliste, at hans oversættelse bygger på en tekstkritisk udgave fra 1975/1991 (2. udgave), og at oversættelsen desuden ”står (…) i stor gæld – ikke mindst hvad noter angår – til de øvrige udgaver og oversættelser” (s. 198, n. 2). Christiansen formår i sin oversættelse at omsætte Eusebs ofte meget komplicerede græske til et ganske forståeligt dansk.

 

Desværre hæmmes oversættelsen af et, til tider, meget stift sprog. Christiansen benytter sig flere steder af direkte antikverede udtryk såsom ”herold” (s. 36 og 104) og ”gesandtskaber” (s. 105, 182)/”gesandter” (s. 159). Den samme stive tone kommer også til udtryk i Christiansens valg af sætningsopbygning. Euseb har en hang til meget lange sætninger med indskudte bisætninger. Dette gør sig ofte gældende på klassisk græsk. Men det er ikke ensbetydende med, at det også burde være tilfældet på dansk. Et eksempel på dette ses i oversættelsen af det 22. kapitel i biografiens anden bogs beskrivelse af folks reaktion på Konstantins storsind: ”De mente, det var noget helt usædvanligt og noget, som ikke nogen som helst tidsalder under solens stråler kunne berette om, at en så stor kejser havde oplyst den dødelige slægt” (s. 87). Formuleringen ”… som ikke nogen som helst tidsalder under solens stråler kunne berette om…” forekommer mig unødvendigt tung. Hvorfor ikke blot ”… som ingen tidligere tidsalder under solen…” eller endda endnu kortere ”… som ingen tidligere…”? Sidstnævnte oversættelse er godt nok sprogligt noget forsimplet og indholdsmæssigt muligvis lidt forenklet, men det er dog et noget mere umiddelbart forståeligt dansk.

 

En lignende lang sætning optræder også i gengivelsen af en af Konstantins (ifølge Euseb, gode) love: ”Men nu er både det absurde i tvivlen blevet yderligere bevist ved mere fremragende handlinger og mere strålende bedrifter, og det er også blevet bevist, hvor stor den store Guds magt er, når de, der trofast ærer den agtværdige lov og ikke drister sig til at bryde et af påbuddene, modtager goder i overflod og fremragende styrke til deres forehavender med gode håb, mens følger svarende til deres beslutninger er resultatet for dem, der har valgt den gudløse holdning” (s. 88). Her gælder det om for den uindviede læser at holde tungen lige i munden – og mon ikke man kunne have indsat mindst ét punktum i den alt for lange passage. Det ville naturligvis stride mod Eusebs tegnsætning. Men her burde hensynet til læsernes forståelse nok veje højere end til sproglig lydighed mod forlægget.

 

Et sidste eksempel på oversættelsens sproglige kompleksitet skal hentes fra indledningen til biografiens tredje bog, hvor det lyder: ”Kejseren, der var kær for Gud, tog ikke sine forpligtelser let, men han gjorde alt modsat af det, der kort før dumdristigt var blevet gjort af den tyranniske grusomhed, og var stærkere end enhver fjende og modstander” (s. 113). Oversættelsen efterlader her flere ubesvarede spørgsmål: Hvad menes der med formuleringen ”kær for Gud”? Vel sagtens dette, at Gud har Konstantin kær. Eller søger Euseb her i stedet at udtrykke det modsatte: at Konstantin havde Gud kær? Dertil kommer formuleringen ”den tyranniske grusomhed”. Menes der her grusomhed generelt eller visse (i så fald, unavngivne) personers grusomhed; og i så fald, hvem (vel nok tidligere kejsere)? Det kunne anskueliggøres i en note, ligesom Christiansen da også – som nævnt – gør mange andre steder i oversættelsen. Endelig fremgår det ikke af oversættelsen, hvad den afsluttende del af sætningen ”… og var stærkere end enhver fjende og modstander” lægger sig til. Der menes vel nok, at Konstantin med sine store gode gerninger dermed beviser, at han er stærkere end enhver fjende og modstander. Men hvis det er tilfældet, kunne man så ikke indføre et klart subjekt i den afsluttende sætning for at anskueliggøre dette?

 

At dømme ud fra de mange besynderlige ekstra mellemrum i teksten, lader det til, at man på et tidspunkt i redigeringsprocessen har udeladt samtlige at’er i forbindelse med ’, så at…’-sætninger.  Det har dog haft den (uden tvivl) utilsigtede og uheldige bivirkning, at alle at’er i forbindelse med udtrykket ’så at sige’ desværre også er faldet ud. Som et eksempel kan nævnes Eusebs indledende lovprisning af Konstantins lange regeringstid i værkets første bog. Her siges det om dennes modstandere, at ”De, der så sige (sic) havde vist sig i kort tid, forsvandt også med det samme’ (s. 36, således også s. 59, 93, 96, 97, 99, 100, 122, 150 (x 2), 153 og 154). Oversættelsen er i øvrigt ganske velredigeret med kun ganske få slåfejl: ”Detvar” (s. 84); ”Også en persisk biskop var til sted (sic) ved synoden” (s. 118); ”at efter folket (sic) indstilling og vilje og jeres valg…” (s. 151) og ”Han (sic) politik synes at være præget af tolerance og afstandtagen” (s. 168, n. 38).

 

At sproget til tider kan være en smule for stift og sætningerne en smule for lange, er dog ikke ensbetydende med, at oversættelsen er blottet for sproglig finesse. Christiansen er en god og grundig oversætter, der ved flere lejligheder tager sig tid og plads til ligefrem at lege med sproget. Således indeholder oversættelser også en række rigtig fine ordspil i form af gode allitterationer. I forbindelse med Eusebs sammenligning af Konstantin med Alexander den Store bemærker forfatteren i Christiansens fine oversættelse: ”Men da hans [Alexanders] ungdom knap havde blomstret, og han stadig sørgede over sin elskede, ramte det uafvendelige ham på frygtelig vis og tog ham bort, barnløs, rodløs og hjemløs…” (s. 38). Andetsteds i skildringen af Konstantins sejr over de galliske barbarer, bemærker Euseb, hvordan kejseren ”undertvang (…) alle og gjorde til milde fra at have været vilde” (s. 51). Som et sidste udvalgt eksempel på Christiansens leg med sproget bør nævnes Konstantins egen omtale (i Eusebs gengivelse heraf) af de tidligere kejsere, hvor han bemærker: ”… de øvrige var ikke raske i deres sind og var mere optaget af brutalitet end blidhed” (s. 100).

 

En fin og ønsket udgivelse

For første gang foreligger Eusebs kejserbiografi nu i en dansk oversættelse. Alene af den grund er udgivelsen både ønsket og anbefalelsesværdig. Indledningens korte længde og oversættelsens til tider stive sprog bør endelig ikke afskrække interesserede læsere fra at give sig i kast med dette værk. For de, der måtte have interesse i den tidlige kristendoms og kirkens historie, er der særligt meget godt at komme efter her. Bogen giver ligeledes et antikt perspektiv på forholdet mellem religion og politik og mellem kirken og statsmagten. Så selvom værket stammer fra det 4. århundrede, må denne aktuelle udgivelse da siges at være højaktuel!

 

Note

Værket befinder sig på Det Kongelige Bibliotek og bærer titlen Constantini M. Levnet af Eusebius, fordansket af Herman Pedersen Væboe, Skolemester udi Halmstedt 1587. Med Dedication til Kong Frederik II. Jeg takker Finn Damgaard og Simon Schmidt for denne henvisning.