Die Biblische Pflanzenwelt

Ejrnæs

Hans Arne Jensen: Die Biblische Pflanzenwelt. Verlag Dr. Kovac, 2017. 240 sider. € 49,80.

 

Anmeldt af Bodil Ejrnæs

 

I begyndelsen af 2000-tallet udkom der på dansk et fornemt, rigt illustreret opslagsværk, Bibelens Planteverden (Forlaget Rhodos, 2. reviderede udgave 2004). Værket er skrevet af dr. agro. Hans Arne Jensen. Siden er det udkommet på engelsk, Plant World of the Bible (AuthorHouse, 2012), og på det seneste er der kommet en tysk udgave, Die Biblische Pflanzenwelt (Verlag Dr. Kovač, 2017). Det er i høj grad glædeligt, at værket nu er tilgængeligt for et større publikum. Den engelske og den tyske udgave, der naturligvis er tilpasset de seneste engelske og tyske bibeloversættelser, lægger sig tæt op af den danske udgave. Der er dog enkelte steder ajourføringer med forbedringer og ny information, ligesom litteraturfortegnelserne i den tyske udgave er suppleret med nyere tysk faglitteratur.

 

Bibelen er rig på planteliv

Planter spiller en væsentlig rolle i det bibelske univers. Fra de allerførste kapitler af Første Mosebog berettes der om planter, plantedyrkning og planteprodukter. De optræder i fortællingerne om Israel fra urtid til kongetid, de har en central plads i de gammeltestamentlige offertekster, og ikke mindst indgår de i det billedsprog, som de bibelske tekster er så rige på, både i de poetiske og de profetiske tekster i Det Gamle Testamente og i lignelserne i Det Nye Testamente. Den udbredte forekomst af planter i Bibelen afspejler, hvordan livsgrundlaget har været i den kultur, som de bibelske tekster er blevet til i.

 

Hans Arne Jensens værk om Bibelens planteverden giver en beskrivelse af samtlige planter, der nævnes i Bibelen. Bogen har et tværfagligt sigte, idet den henvender sig til folk med interesse for Bibel, botanik, arkæologi og kulturhistorie.

 

I indledningen til værket giver forfatteren et kort og overskueligt rids af bogens hensigt, indhold og opbygning samt forskningshistorie; herunder er der en omtale af ekspeditionerne til den arabiske halvø og Egypten i 1761-67, som Carsten Niebuhr og den svenske botaniker P. Forsskål deltog i, og som bl.a. resulterede i ny, vigtig viden til belysning af floraen i de bibelske lande. Det fremgår af indledningen, at forfatteren har trukket på den israelske forsker M. Zoharys bog, Plants of the Bible fra 1982; det gælder ikke mindst med hensyn til hans oplysninger om planternes navne på semitiske sprog. Forfatteren inddrager den viden, der er kommet for en dag inden for de sidste årtiers omfattende arkæologiske fund af planter i Israel og naboområderne.

 

Planter fra A til Z

Beskrivelsen af de enkelte planter, som udgør værkets hoveddel, er alfabetisk ordnet efter de danske navne i den autoriserede oversættelse fra 1992, efterfulgt af plantens latinske navn. I den engelske udgave er plantenavne og bibelcitater baseret på Holy Bible. New Revised Standard Version (1995). Den tyske udgave lægger den reviderede Luther-Bibelen (1984) til grund; i nogle tilfælde inddrages tre nyere tyske oversættelser: Einheitsübersetzung (1979/80), Die Gute Nachricht (1997) og Die Revidierte Elberfelder Bibel (1985 og 1992). Hver artikel indledes med citat af de(n) bibelske kontekst(er), som pågældende plantenavn indgår i, så samtlige forekomster i Bibelen er nævnt. Derefter følger oplysninger om identifikation, for så vidt planten kan identificeres, og her inddrages ofte plantens hebraiske eller græske betegnelse i Bibelen. Der gives en botanisk beskrivelse af planten, og der henvises til arkæologiske fund (hvor der foreligger sådanne) og til citater fra klassisk litteratur. Desuden omtales den pågældende plantearts hjemsted og dyrkningen af planten op gennem tiderne.

 

I slutningen af bogen er samlet forskellige registre og oversigter: en fyldig litteraturliste, der dels indeholder tidligere opslagsværker om emnet, dels en række titler overvejende inden for botanik, arkæologi og kulturhistorie; dertil kommer et register over plantenavnene på de respektive udgavers sprog (hhv. den danske, engelske og tyske) og de latinske navne, alfabetisk ordnet og med sidehenvisninger til beskrivelserne. Desuden er der en kort oversigt over Bibelens planter og planteprodukter grupperet efter emne, en fortegnelse over ældre forfattere og en redegørelse for datering af arkæologiske fund. I den danske udgave er ældre forfattere og datering af arkæologiske fund inkorporeret i registeret.

 

Smukke farvetavler pryder værket

En særlig kvalitet ved Hans Arne Jensens værk er illustrationerne. I alt tyve smukke farvetavler, som dateres til perioden 1. årh. f.Kr. – 3. årh. e.Kr., illustrerer nogle af de beskrevne planter. De stammer fra et håndskrift, Codex Vindobonensis Medicus Graecus I, der indeholder omtale af græske lægeplanter. En beskrivelse af håndskriftets historie finder man på en af de første sider af værket. Foruden disse farvetavler er der en række detaljerede sort-hvide afbildninger, der illustrerer beskrivelserne af planterne, plantedyrkning og planteprodukter.

 

At forfatteren til dette fine, indholdsrige opslagsværk er en botaniker med stor faglig indsigt, afspejler sig gennem hele bogen, både i de detaljerede beskrivelser af de enkelte planter og i litteraturlisten, der har flest titler inden for det botaniske fagområde, inkl. botanisk arkæologi og kulturhistorie. Kun et fåtal af titler omtaler bibelske emner, fx Kirsten Nielsen, For et træ er der håb (1985) og Hans Wildberger, Jesaja. Biblischer Kommentar Altes Testaments (1972-82). Forfatteren formår at formidle sit botaniske stof også for ikke-fagkyndige, som derfor kan hente megen faktuel botanisk viden i værket – en viden, som også den bibelinteresserede læser kan drage nytte af; det gælder både den læser, der vil have indsigt i den kultur, de bibelske tekster er blevet til i, og den læser, der vil undersøge den litterære brug af plantenavne i Bibelen. I vid udstrækning indgår planter og planteprodukter i en metaforisk sammenhæng, og selv om Hans Arne Jensen ikke beskæftiger sig med dette emne i sin bog, kan den være et redskab i fortolkningen af sådanne tekster.

 

Nyttigt opslagsværk

Hvad den bibelinteresserede læser måske kan savne, er et bibelregister, hvor samtlige forekomster af plantenavne, som omtales i bogen, er anført. Det kunne give et nyttigt overblik over, hvilke bibelske tekster der specielt fokuserer på planter og planteprodukter. Et sådant register ville øge brugsværdien for den, der vil fordybe sig i den litterære anvendelse af planter i de bibelske tekster, fx en undersøgelse af den metaforiske brug af plantenavne i Bibelen. Men denne indvending rokker ikke ved, at Hans Arne Jensens bog om Bibelens planteverden er et særdeles nyttigt opslagsværk, som givetvis vil have en stor læserskare af folk med interesse ikke bare for botanik, men også for Bibel, kulturhistorie og arkæologi.

 

Læs også Hans Arne Jensens bidrag til Bibliana-nummeret om Bibel og botanik (#2, 2015).