Lev Tolstoj: Evangeliet kort fortalt

evangeliet-kort-fortalt

Lev Tolstoj: Evangeliet kort fortalt.

Oversat af Lise Lotte Larsen.

Eksistensen, 2015. 270 sider. Kr. 249,00.

 

Anmeldt af Finn Damgaard

 

Lad det være sagt med det samme: Jeg er nok ikke den rette til at anmelde Tolstojs gendigtning af Jesu liv, eftersom jeg inkarnerer alt det, som er Tolstoj imod: Jeg er ekseget og repræsenterer altså den type kristendomshistorikere, der bestræber sig på at forstå ”meningen med fænomenet Jesus og udbredelsen af hans lære ud fra begivenheder i Jesu liv og forholdene i hans samtid” (s. 23). Dertil kommer, at jeg som sognepræst for Tolstoj repræsenterer kirkens falske fortolkning af Jesu sande lære (s. 17-22). Så kan det vist ikke blive meget værre. Jo, for resten – jeg kan heller ikke russisk, så jeg kan desværre ikke vurdere Lise Lotte Larsens oversættelse.

Når jeg så alligevel forsøger mig med en anmeldelse, er det, dels fordi jeg blev positivt overrasket, da jeg så, at forlaget Eksistensen (en sammenlægning af forlagene Anis, Alfa, Unitas, RPF og Aros) udgav denne bog, som jeg ikke anede eksisterede, og det vil jeg gerne kvittere for med en anmeldelse, og dels fordi jeg – helt som forudsagt af Tolstoj – har en række indvendinger mod hans genfortælling. Dem skal jeg komme tilbage til. Men først en kort beskrivelse af Tolstojs religiøse forfatterskab og nærværende værk.

 

Tolstojs religiøse forfatterskab

I oversætteren Lise Lotte Larsens glimrende efterskrift finder man en næsten uundværlig introduktion til værket. Det gælder især om Tolstojs religiøse krise, der gik forud for affattelsen af værket, og et overblik over det sene forfatterskabs religiøse værker.

Evangeliet kort fortalt, der blev udgivet i 1881, er således kun det tredje af fire værker i Tolstojs religiøse forfatterskab. Det første værk, Bekendelse, er Tolstojs selvbiografiske beretning om hans udvikling fra at være nihilist til at finde sandheden i den kristne lære. Det andet værk, En undersøgelse af den dogmatiske teologi, består af Tolstojs argumenter imod kirkens dogmer og ydre gudsdyrkelse. I det fjerde værk, Hvori består min tro, fremlægger Tolstoj indholdet af sin egen tro og argumenterer for, at denne tro er afgørende for såvel samfundets som den enkeltes lykke. Dette sidste værk er som det eneste andet af de religiøse værker oversat til dansk og det tilmed allerede i 1889 – kun fem år efter det blev udgivet i Rusland (og derefter straks inddraget og forbudt).

Denne bog er en forkortet udgave af det tredje værk, Sammendrag og oversættelse af de fire evangelier, hvori Tolstojs nyoversætter de fire evangelier fra græsk og skaber sin egen evangelieharmoni, altså en sammenhængende fortælling ud fra de fire evangelier, der afspejler Tolstojs religiøse opfattelse. Mens den lange udgave indeholder alle Tolstojs kommentarer og altså også er en oversættelse, er denne forkortede udgave alene Tolstojs genfortælling. Evangeliet kort fortalt er formentlig tænkt som den kortfattede og populære fremstilling af forfatterens eget tankesæt, så her får man lidt af det hele: Hans religiøse grundsynspunkter og hans kritiske blik på såvel kirken som de kanoniserede evangelier. Det er formentlig derfor, forlaget har valgt at udgive netop dette værk. Det fremgår ikke, om man har tænkt sig også at udgive de øvrige værker.

 

Evangeliet kort fortalt

I modsætning til mange andre moderne evangelieharmonier har Tolstoj gjort sig den umage at konsultere den græske grundtekst, og han anfører selv, at hans udgave er ”forklaret og dokumenteret ved en sammenligning af de forskellige varianter af evangeliet, ved hjælp af konteksten og ved filologiske og andre betragtninger” (s. 252). I denne forkortede og genfortællende udgave er det imidlertid ikke muligt at se Tolstoj efter i sømmene. Som ekseget havde jeg foretrukket, at forlaget havde udgivet den lange nørdede udgave, altså ikke bare genfortællingen, men også oversættelsen med alle Tolstojs kommentarer. Den forkortede udgave fremstår som et mærkeligt postulat, hvor vi – bortset fra Tolstojs forord – ikke får argumenterne, og det er vel ret beset dem, der er de interessante.

Tolstoj inddeler sin fremstilling i tolv kapitler og hævder, at han efter redigeringen af teksten til sin overraskelse fandt, at hans fremstilling passede i indhold og struktur med bønnen Fadervor. Ifølge ham selv er dette et bevis på, at hans indordning af stoffet er autentisk, og at det er lykkes for ham at finde frem til lærens sande betydning. Denne argumentation er symptomatisk for Tolstojs fremstilling og viser også den forkortede udgaves svaghed, for med hvilken grund tillægger Tolstoj bønnen Fadervor værdi? Hvad er argumenterne for, at den er udtryk for Jesu sande lære? Det får vi ikke svar på, i stedet forventes det tilsyneladende, at vi som læsere blot baserer os på forfatterens autoritet eller genialitet.

Genfortællingen følger primært Johannesevangeliets tekst og struktur, og det er da også dette evangelium, som Tolstoj (ligesom Dostojevskij i øvrigt) især er inspireret af. Tolstoj vælger i øvrigt at afslutte sin genfortælling af evangelierne med også at genfortælle Første Johannesbrev.

 

Jesus’ og Tolstojs lære

Som så mange før ham aktualiserer Tolstoj sin genfortælling, så Jesu konflikt med jøderne bliver en samtidskonflikt. ”Farisæerne” og ”saddukæerne” bliver til de ”rettroende” og ”de gammeltroende”, ”ypperstepræsterne” bliver til ”biskopperne”, ”templet” til ”kirken”, og jeg havde nært sagt, at Jesus bliver til Tolstoj. Konflikten mellem Jesus og jøderne omplantes til en konflikt mellem den russisk-ortodokse kirke og Jesu lære. Kritikken af samtidens kirke indskrives i evangeliefortællingen, og det har nok været stærkt medvirkende til, at Tolstojs religiøse forfatterskab blev forbudt og konfiskeret i samtiden, ligesom han også blev ekskommunikeret i 1901.

Ifølge Tolstoj har kirken nemlig forfalsket Jesu sande lære, fordi den har svækket lærens etiske påbud og erstattet dem med ydre tegn for gudsdyrkelse. I stedet ”genopdager” Tolstoj nu Jesu sande identitet som moralfilosof. Selvom Tolstoj selv mener, at hans genopdagelse er unik, er den på afstand tidstypisk og minder en del om den samtidige liberalteologiske strømning. Det er Jesu lære, der er det vigtige, og hvis vi alle bare ville erkende sandheden af den lære, ville vi også efterleve den og dermed få et lykkeligt samfund uden ”ondskab og fristelser” (s. 192). I Tolstojs lære er der ingen synd, men kun vildfarelser og fejltagelser. Der er derfor heller ingen forsoningslære, ingen nåde, ingen sakramenter, ingen Helligånd og treenighed og ingen opstandelse fra de døde. For ”Gudsriget er på jorden, og […] den, der gør sig anstrengelsen, vil også komme ind i det” (s. 65). Der er altså tale om en anti-metafysisk udgave af Jesu lære, hvor det er vores egen erkendelse eller fornuft, der frelser os. Tolstoj oversætter da også Logos med fornuft eller erkendelse. Gud er vores egen ånd.

Efter at have læst Tolstojs fremstilling savner jeg en god forklaring på, hvorfor vi ikke alle bare bruger vores fornuft og erkendelse og får skabt det gode ideale samfund, som man kunne drømme om? Der er med andre ord for megen naiv fremskriftsoptimisme hos den sene Tolstoj, og under læsningen tænkte jeg med længsel på hans samtidige Dostojevskijs forfatterskab med dets langt mere realistiske fremstilling af menneskenaturen. Pudsigt nok ligner Tolstojs bud på Jesu lære vel på visse punkter vores egen andedam, hvor det der med ydre gudsdyrkelse ikke lige er sagen, og hvor der af og til bliver sat lighedstegn mellem de 10 bud (som hos Tolstoj er reduceret til 5) og kristendommen, men det gør ikke bogen mere interessant. Det mærkværdige ved Tolstoj er hans stærke ønske om at overbevise sine læsere om, at denne lære stammer fra Jesus selv. Hvorfor det er så vigtigt for ham, blev jeg aldrig rigtig klog på.

 

Litterær værdi?

Når nu værket ikke bør læses for dets teologiske værdi, ville jeg ønske, at man i stedet kunne læse det for dets litterære værdi. Men heller ikke det er tilfældet. Tolstojs genfortælling udfylder en del ”huller” i evangelierne, men på en sådan måde, at udsagn, lignelser og handlinger bliver for overgjorte og overtydelige. Tag eksempelvis fortællingen om Peters fornægtelse, hvor Matthæus- og Lukasforfatteren er enige om, at Peter gik udenfor og græd bitterligt, efter han kom i tanke om, at Jesus havde forudsagt, at han ville fornægte ham før hanegal. I begge evangelier forbliver det åbent og usagt, hvad Peter tænkte, da han græd sine bitre tårer. Tolstoj derimod anfører, at Peter ”græd over, at han ikke havde formået at hæve sig op ved ånden for ikke at falde i fristelse. Han faldt i én fristelse, fristelsen til at kæmpe imod, da han begyndte at forsvare Jesus, og i en anden fristelse, fristelsen til at frygte døden, da han fornægtede Jesus” (s. 231). Andre steder fortælles der derimod for lidt, når Tolstoj løsriver evangeliernes i forvejen ganske løsrevne udsagn fra deres kontekst, så hans genfortælling snarere bliver en slags Jesus-ord på Jesus-ord, som vi eksempelvis kender det fra Thomasevangeliet.

Sidst men ikke mindst har det tilsyneladende være Tolstojs ambition at genfortælle evangelierne på en enkelt og hverdagsagtig måde. Formålet er nærmere at gøre genfortællingen letforståelig for alle frem for at genskrive den på en ny og litterær spændende facon. Lidt børnebibel-sjovt er det dog, når Tolstoj tilpasser evangelierne til hans russiske kontekst, så Jesus eksempelvis taler om en kopek i stedet for en mønt.

 

Kan den anbefales?

Som kilde til den sene Tolstojs religiøse udvikling og hans kamp med den russisk ortodokse kirke er udgivelsen interessant ikke mindst takket være Lise Lotte Larsens spændende efterskrift, som man med fordel kan begynde med. Men som litterær genskrivning af Jesu liv savner værket saft og kraft. Det er tydeligvis ikke det litterære, som har Tolstojs interesse. Som nyvakt Jesustilhænger er der andet, der er vigtigere, nemlig sandheden. Så er det lige før, jeg foretrækker nihilisten. Jeg foretrækker i hvert Tolstojs skønlitterære forfatterskab med dets helt anderledes realisme, og hvor der er plads til levende menneskers tanker og følelser.