Fire indgange til gammeltestamentlig teologi

 

fire-indgange

Anne Katrine de Hemmer Gudme, Søren Holst, Jesper Høgenhaven og Frederik Poulsen: Fire indgange til gammeltestamentlig teologi. København: Det Teologiske Fakultet, 2016.

 

Download e-bogen gratis her: http://static-curis.ku.dk/portal/files/164614608/Fire_indgange_til_gammeltestamentlig_teologi_e_bog.pdf

Anmeldt af Hans J. Lundager Jensen

I det ydre er bogen Fire indgange til gammeltestamentlig teologi, skrevet af fire gammeltestamenteforskere på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, beskeden. Den er gratis tilgængelig som e-bog og er tænkt sådan. Jeg var heldig at få et af de få trykte eksemplarer, men vil opfordre til at udgive den som trykt bog også. Det vil for mange gøre den nemmere at arbejde med ‒ det er nemlig en bog, som lægger op til, at man understreger, skriver til i margen og i det hele taget bruger den som et arbejdsredskab.

Det vil der være så meget mere grund til, som bogen er en begivenhed. Der er formentlig tale om det første samlede bud på en bog om gammeltestamentlig teologi på dansk nogensinde. Tidligere bøger, såsom Jesper Høgenhavens Problems and prospects of Old Testament theology (1988) og Niels Peter Lemches Gammeltestamentlig og bibelsk teologi (2008), var forskningshistoriske meta-diskussioner, ikke grundige beskrivelser af indholdet i gammeltestamentlig teologi som i bogen her, hvor Jesper Høgenhaven skriver om deuteronomisme, Anne Katrine de Hemmer Gudme om præstelig teologi, Søren Holst om visdommen og Frederik Poulsen om Zionteologien, mens indledningen er skrevet af de fire i fællesskab.

Anmeldelsen afspejler undervisningsbrug

Ved udgivelsen blev jeg opfordret til at skrive en anmeldelsen af den i blogformat her på Biblianas websted, og det sagde jeg ja til under den forudsætning, at jeg kunne vente til, jeg havde gjort mig praktiske erfaringer med den. Bogen er ifølge indledningen skrevet til undervisningsbrug, og tilfældigvis afholdt jeg i efterårssemesteret 2016 netop et kursus i gammeltestamentlig teologi på Aarhus Universitet. Dette kursus var på kandidatuddannelsesniveau, mens bogen efter eget udsagn er skrevet med henblik på undervisning ”i GT1 og GT2”, hvilket, går jeg ud fra, er på Bacheloruddannelsesniveau. Men jeg antog, at det ikke ville være overflødigt også at bruge den på det trinhøjere niveau som en kandidatuddannelse er, som supplement til anden litteratur (navnlig Gerstenbergers Theologies in the Old Testament). Jeg har altså kunnet supplere mine egne indtryk af bogen med de studerendes vurdering.

I det følgende vil jeg gøre to ting: først give en anmeldelse af bogens generelle anlæg og derefter skitsere et bud på, hvordan forståelsen af gammeltestamentlig teologi kan føres videre, ud over de landvindinger som er dokumenteret i Fire indgange.

Del 1: Anmeldelse

Den generelle opfattelse ‒ de studerendes såvel som min ‒ er, at Fire indgange fungerer rigtig godt. Den er velskrevet, den har mange gode eksempler, og frem for alt ordner den sit emne på en fornuftig og dækkende måde. Dermed hjælper den også til at undgå to ekstremer, som nemt kan indfinde sig i enhver omgang med gammeltestamentlig teologi. Det gælder enten en naiv eller dogmatisk begrundet overbevisning om en monolitisk enhed ‒ at GT i grunden siger det samme, skønt selvfølgelig på mange forskellige måde, for ‘Bibelen’ (‘Bogen’!) kan jo ikke modsige sig selv. Eller det gælder en desillusioneret-forvirret rundtossethed: at GT rummer alt muligt, og at tekster og tekstfragmenter i den grad taler i munden på hinanden, så det vil være illusorisk at samle det til noget, der ligner en nogenlunde konsistent tankegang.

Bogen Fire indgange samler sig om de fire nævnte, såkaldt “store”, teologier, dvs. fire relativt konsistente tankegange (man kan måske tale om ‘diskurser’), som i varierende grad er karakteristiske for GT. Samtidig understreges det, at der også er andre teologier eller betydningssammenhænge med teologisk relevans i GT, som bogen ikke giver samme udførlige omtale, men som dog bør nævnes: Urhistorien og Patriarkfortællingerne i Første Mosebog, fortællinger om bemærkelsesværdige kvinder og profeter (Ruth, Ester, Jonas), Højsangen, de af salmerne som angår en personlig gud og endelig profeterne som helhed. Det kan måske virke overraskende, at profeterne som samlet tekstkorpus ikke får mere end en god halv sides omtale. Forklaringen er, at de ikke repræsenterer en særlig teologi, dvs. at der ikke findes en særlig ‘profetisk teologi’, idet profeterne enten formulerer en eller flere af de udvalgte teologiske hovedstrømninger eller tankegange, der ikke let lader sig klassificere. (Det virker så ganske vist inkonsekvent, at netop Højsangen anføres, når dens teologiske relevans først opstår i kraft af en senere fortolkningshistorie ‒ navnlig når bogen her ikke kommer ind på de øvrige teologiers receptionshistorie).

Bogens metodiske tilgang

Overordnet set er bogens tilgang til de gammeltestamentlige teologier deskriptiv (med righoldige eksempler) og synkron i den forstand, at disse fire teologier ‘empirisk’ foreligger side om side i GT ‒ undertiden i særlige tekstblokke hvor de mere eller mindre dominerer (som deuteronomismen i Femte Mosebog, den præstelige teologi i f.eks. Tredje Mosebog), undertiden vævet ind i hinanden (som f.eks. hos Ezekiel). I bogen isoleres de og beskrives hver for sig. Tilgangen er således beslutsom pluralistisk: Der er ikke én teologi, men flere. Heri ligger ikke kun en opgivelse af fantomet om én gammeltestamentlig teologi, men også afvisningen af det forsøg på et kompromis imellem enhed og pluralisme, som dominerede den tyske GT-forskning i midten af det 20. århundrede med dens søgen efter en ‘midte’. Denne ‘midte’, som altid blev kaldt noget forskelligt, og som altid var det samme, kunne ikke være GT’s midte, men kun deuteronomistisk teologis midte (jf. s. 12, med en mere blød formulering: “stort set alle forslag […] henter inspiration i den deuteronomistiske teologi”).

Tillige er bogen ikke præget af en principiel modsætning imellem ‘teologi’ og ‘religionshistorie’, sådan som hos nutidige teologer såsom Hermann Spieckermann og Walter Brueggemann, der begge forudsætter, at ‘historie’ implicerer ‘fortid’ og dermed irrelevans, ‘teologi’ derimod ‘altid’ og dermed relevans også for nutiden. Sagen her afvikles lidt skitseagtigtig (s. 9) som en mulig modsætning imellem på den ene side teologiens “normative perspektiv”, henholdsvis dens “forpligtende krav i forhold til nutiden”, og på den anden side religionshistoriens mangel på et sådant normativt indhold. Relevansen af denne modsætning afvises vist her af bogens forfattere, uden at det dog bliver helt klart hvorfor. Det kunne have været interessant med en overvejelse over, hvad der meningsfuldt kan ligge i kategorier som ‘normativt’ og ‘krav’ i en nutid, hvor de færreste vel vil lade sig diktere ret meget, når det kommer til religion eller teologi?

Som bogen her viser, skal man altså ikke gå til GT’s teologi med forventningen om en (relativ) prægnant og homogen tankegang, som når man taler om paulinsk, augustinsk eller luthersk teologi. Man kunne tillføje, at teologisk pluralisme med fordel tænkes sammen med litterær pluralisme. Unægtelig fremtræder GT, takket være både bogteknologi og en tusindårig bog-teologisk tradition (og de to hænger nok nøje sammen), som én bog. Men allerede dens indholdsfortegnelse viser, at GT er et bibliotek ‒ som selv er resultatet af en sekundær selektion og ordning af en mere løseligt sammenbragt bogsamling. En mere relevant analogi end dogmatikker eller afhandlinger vil være den danske salmebog med dens kingoske, brorsonske, ingemannske, grundtvigske, aastrupske, johansenske, jørgensenske osv. teologier.

Perspektivrige udblik

Der er to særlige træk ved den formelle opbygning af de enkelte afsnit af de fire udvalgte teologier i bogen her, som kalder på en kommentar. Dels er der indlagt leksikalt prægede tekstbokse, der tilføjer nyttigt videnstof om f.eks. opbygningen af Femte Mosebog eller forklaring på, hvad betegnelsen ‘Deuteronomium’ betyder. Dels afsluttes hver redegørelse med en systematisk sammenligning med de tre andre teologier ‒ på hvilken måde deuteronomistisk teologi ligner eller adskiller sig fra præstelig teologi osv. Det sidstnævnte træk er et ubetinget plus for en undervisningsbog, der netop vil fremhæve det særlige ved hver enkelt teologi og gør det (man kunne sige: på god strukturalistisk vis!) ved at beskrive et netværk af forskelle og ligheder. Det førstnævnte træk er lidt mere problematisk. På den ene side forøger det bogens umiddelbare anvendelighed, at så mange af de nødvendige informationer findes her. På den anden side har letheden sin pris, for dermed øves studerende netop ikke i at benytte sig af andet materiale såsom Gads Bibel Leksikon, internationale håndbøger eller det fornuftige materiale, der også ligger på nettet, såsom Wibilex. (Et lignende dilemma gælder indrømmet også Bibelselskabets Studiebibelen fra 2015).

Hvad sigter titlen mod?

Mens den indholdsmæssige disposition af stoffet overordnet set er klar og fornuftig, er titlen Fire indgange måske knap så velvalgt. Efter dens ordlyd kan den læses som indvarsling af en slags hermeneutisk pluralisme (fire forskellige måder at se samme sag på). Men bogens indhold leverer det modsatte: samme indgang til fire forskellige sager. Forskellene ligger ikke i det betragtende subjekt (dvs. forfatternes beskrivelser), men i den beskrevne sag. Men måske menes, at sagen, de gammeltestamentlige teologier, selv er fire forskellige indgange til samme sag ‒ og i så fald formodentlig til Jahve og det guddommelige?

Det vil måske være for subtilt at formode en slags underforstået kiastisk struktur imellem (1) det konsistente, men relativt u-tematiserede beskrivende subjekt, (2) den objektivt foreliggende brogede mangfoldighed af teologier, og (3) en objektivt bagvedliggende (og formodentlig konsistent?) guddommelighed. Men i bogen her er der antydninger af en sådan tænkning. De forskellige teologier betragtes som “stemmer i en fælles samtale” (s. 16; teksten kursiveret). Uanset at det nok forbliver lidt utydeligt, hvad de samtaler om, antages altså en relativ tolerance og fredsommelighed de teologiske positioner imellem. Det kan måske ses som en form for luthersk sag-orienteret ‘differentialisme’ (Luther sondrede som bekendt imellem de forskellige bibelske skrifter alt efter deres teologiske gehalt; at Jakobsbrevet var et ‘stråbrev’, er kun det bedst kendte eksempel), tempereret med post-moderne serænitet. Luthersk agonisme (enten godt eller ikke-godt) er her blevet til en tidssvarende multi-teologisme, hvor forskellighed er lige så godt som (eller endda bedre end?) monolitisk konsekvens.

Man kan kun sympatisere med denne ikke-zelotiske accept af mangfoldigheden, som der bestemt også er eksempler på i GT selv ‒ man kan tænke på forsøget i 5 Mos 4 på en syntese imellem ikke-chauvinistisk visdom, beslutsom identitetsopretholdelse, teologisk pluralisme og Jahve monolatri eller på Siraks imponerende anstrengelse for at danne en syntese af Zion- og præstelig teologi, visdom og deuteronomisme i Sir 24. Men dermed tager bogen også parti for de moderate stemmer i GT imod de zelotiske og kompromis-resistente røster der bestemt også er til stede i GT – de som foretrækker vold for samtale. Her kan man sammenligne de probate, men modsatrettede, afgørelser i henholdsvis 2 Mos 32 og 4 Mos 16 af hvad der kan se ud som en kronisk konflikt imellem nationalistiske og kult-centrerede partier.

Del 2: Hvordan kommer vi videre herfra?

Denne anmeldelse har holdt sig til de overordnede spørgsmål og er ikke gået ind i en detaljeret diskussion om de enkelte kapitler, for det vil formentlig sprænge blog-formatet. Der kan stilles mange kritiske spørgsmål og bemærkninger til enkeltheder; men det vil ikke ændre på indtrykket af en særdeles brugbar bog. I stedet vil jeg bruge resten af denne tekst til at foreslå, hvordan de gammeltestamentlige teologier også kan forstås. Dette forslag er ikke et alternativ, men en mulig videre undersøgelse. For forudsætningen for ethvert forsøg vil fortsat være en første fænomenologisk-synkron beskrivelse af den type, som er foretaget i Fire indgange.

Blandt de teologier eller teologiske retninger, som ikke har fået status som ‘store’  i Fire indgange, og som man kunne have lyst til at give en mere prominent og selvstændig beskrivelse, er konge-forestillingerne, både om den jordiske konge og om Jahve som konge. Dermed kunne den religionshistorie, som bogen her ‒ i varierende grad, afhængigt af de enkelte kapitler ‒ ikke er bange for at inddrage, få en endnu mere fremtrædende plads. For de antikke højkulturers religioner (hvor man f.eks. for Egyptens vedkommende kan skelne imellem teologierne i Memphis, Heliopolis og Theben) var generelt i høj grad centreret om netop konger. Omvendt kan de dominerende gammeltestamentlige teologier tilsyneladende undvære konger ‒ mest påfaldende i deuteronomismen, der er en slags kongeløs ‘politisk teologi’ ‒ og heri kan ligge ét af de træk, der adskiller GT fra resten af den nære Orients teologier.

Forklare udviklingen af forskellige teologier

I og med bogens deskriptive tilgang ønsker den ikke at forklare dens forskellige teologier f.eks. som udtryk for sociale, politiske eller kultur- og religionshistoriske konstellationer. Den kirkehistoriske analogi, antydet ovenfor, kan også være relevant her. Det vil være vanskeligt at forstå f.eks. Augustins, Luthers eller Grundtvigs teologier uden at medtænke henholdsvis det senantikke Romerrige, det tidligt-moderne Europa og situationen efter den franske revolution. Lige så nærliggende vil det efter min mening være at forsøge at forstå de forskellige GT-teologier som udtryk for tankegange, som har ‘passet til’ forskellige tider, rum, sociale og politiske kontekster. Det er noget i den retning, Gerstenberger i sin ovennævnte bog har forsøgt med sin skelnen imellem husstandsteologi, landsbyteologi, stammeteologi, bystatsteologi og teologi på de persisk-hellenistiske statsdannelsers præmisser.

Med ‘forklaring’ skal her ikke forstås noget i retning af antagelsen af en ‘afspejling’ af det sociale i det teologiske eller lignende brokker fra 1800-tallets ‘religionskritik’. Det drejer sig om at udkaste forslag til, hvilke teologier der kan have været særlig meningsfulde for hvilke slags mennesker i hvilken slags kontekst. Som andre ånder er teologiens ånd (eller den teologiske samtale, om man vil) givetvis fri til at danne, hvad slags meningssammenhænge den vil. Men for at den skal trives og udvikles, skal den også kunne give mening for de mennesker, der skal tilegne sig den og videregive den. Og konkrete mennesker er en selektiv kraft, der vælger noget ud og lader andet ligge ‒ og uden tvivl kan der tænkes mange andre teologi-fragmenter, som ikke blev reciperet og ikke blev videregivet og nedskrevet eller kopieret, og som vi ikke kan vide noget om. De teologier vi faktisk kender til ‒ fordi de nu foreligger i de tekster, der blev til GT ‒ er dem der overlevede. Og det kan ikke være et illegitimt anliggende at spørge, hvorfor de overlevede.

‘Tribal’, ‘arkaisk’ og ‘aksial’ religion

Ved siden af Gerstenbergers forslag og kompatibel med dette er der Robert Bellahs religionshistoriske model, der som bekendt skelner imellem ‘tribal’, ‘arkaisk’ og ‘aksial’ religion; her vil bystatsteologi svare nogenlunde til arkaisk religion. Det vil ikke være vanskeligt at se gammeltestamentlige konge- og Zion-teologier som lokale varianter af en nærorientalsk udgave af arkaisk religion, dvs. religion i de tidlige højkulturer ‒ som blandt sine karakteristiske træk har himmelske guddomme, skabelsesmytologi, en guddommeligt garanteret verdensorden og social orden, centrale tempelanlæg med præsteligt personale og navnlig konger som det afgørende forbindelsesled imellem gudsdyrkelse, krig, beskatning, retshåndhævelse og monumentalbyggeri. Også grundstammen i den præstelige teologis forestillingsverden vil være et godt eksempel på arkaisk mentalitet.

Derimod er den deuteronomistiske teologi ‒ der i Fire indgange kommer først, måske fordi den vurderes som den vigtigste, hvad den også historisk er ‒ udtryk for et paradigmeskift. Selv om der er talrige arkaiske træk bevaret i deuteronomismen ‒ f.eks. det territoriale tema som f.eks. i 5 Mos 11 ‒ er det, der fremtræder som en slags nationalisme (‘det israelitiske folk’), reelt udtryk for det, Gerstenberger med rette kalder et ‘community of faith’, et trossamfund, dvs. et samfund der netop ikke behøver at være en stat. Deuteronomismen forstås bedst, tror jeg, som udtryk for ‘enklavisme’ (en term hentet fra den engelske antropolog og ven af GT, Mary Douglas), dvs. som et program for hvordan Jahve-troen kan opretholdes inden i et meget større samfund, som ikke selv er Jahve-troende og -dyrkende.

Dette er den særligt ‘israelitiske’ udgave af Bellahs ‘aksetid’ (deraf den ovennævnte term ‘aksial’), hvis gennemgående træk netop er den kritiske distance fra en større og mere magtfuld omverden ‒ i GT emblematisk udtrykt i den deuteronomistiske grundfortælling om ud-vandringen, exodus. Alle aksiale helte ‒ kinesiske vismænd, indiske forløsere, græske filosoffer ikke mindre end Moses og hans hebræere ‒ vender ryggen til, smækker med døren, trækker sig ud, forlader hulen, går deres egne veje. Det betyder også, at en kronisk spænding i kristendommen allerede er funderet her: forholdet mellem det, Augustin kaldte ‘de to byer’, og som i andre sammenhænge er ‘kirken i verden, men ikke af verden’.

Denne spænding kan forhandles på forskellige måder. ‘Normal-deuteronomismen’ foregiver, at enklaven kan overleve ved at danne et afgrænset immunsystem inde i den omgivende verden, med eget territorium og en etnisk homogen befolkning, hvor alting ellers er som før (dvs. hvor den arkaiske verdens normer i øvrigt gælder, f.eks. med retslige normer som de babyloniske og fortsat med fuld-arkaiske forestillinger om guddommen som klimaets, frugtbarhedens og krigens herre). At den foregiver mere, end den selv tror på, det fremgår af den påfaldende mangel i Femte Mosebog på retningslinjer for, hvordan en sådan stat skal styres; dens regler for kongen i 5 Mos 17 virker mest som en parodi. Men andre varianter af deuteronomismen forskyder vægten fra kollektivet (‘folket’) og territoriet (‘landet’) til individet og husstanden som Jahve-religionens hotspot. I Josvas erklæring (i Jos 24) om, at uanset hvad alle andre vil mene om, hvilke guder der bør dyrkes, vil han og hans hus dyrke Jahve, er det ikke svært at høre en form for ‘deuteronomisme’ der satser på dedikerede enkeltindivider og familier som Jahve-religionens basale overlevelsesenheder.

Min tese er her, at det, vi normalt kalder ‘deuteronomisme’, tendentielt kan slå om i en form for fromhed, der reelt kan undvære territorium, nation og folk, og hvor ‘exodus’ først og fremmest vil være meningsfuld som udtryk for dannelse af immunsystemer på et individ-mentalt og mikro-socialt niveau inde i langt mere omfattende og magtfulde sociale, politiske og religiøse konstellationer. Den apokryfe Tobits Bog er et godt eksempel. Denne post (?)-nationale fromhed vil så være lige så meget en kritik af som udtryk for ‘normal-deuteronomismen’. I Abraham-fortællingerne kan man efter min mening se et andet udtryk for en underforstået protest imod deuteronomistisk enklavisme (jf. mine to artikler herom i Dansk Teologisk Tidsskrift).

To indvendinger

En fremstilling af gammeltestamentlige teologier efter et sådant religionshistorisk skema ville bevare alle de fordele ved en sondring imellem teologiske hovedstrømninger, som Fire indgange demonstrerer, samtidig med at den transponerer den tekstuelle synkroni til en historisk diakroni. Jeg kan forestille mig mindst to indvendinger imod et sådant træk. At det er bedre at holde sig til det foreliggende end kaste sig ud i ubeviselige spekulationer, og at en historisering vil afmontere, hvad der måtte være af forbindtligt i det fortidige.  Ganske kort til den første indvending: Bibelsk teologi som i Fire indgange er et stykke videnskabeligt arbejde, og det er selve videnskabens væsen at forsøge at opstille modeller, der forsøger at forklare det ukendte igennem spor og indicier i det kendte.

Til den anden indvending (jf. min reference til Spieckermann og Brueggemann ovenfor): At noget kommer før noget andet, implicerer ikke, at det der kom før, afvikles af det, der kom efter. Tidslig succession kan lige så vel være modifikation og supplement, som det også fremgår af GT’s tekstlige synkroni. Religionshistorien er ikke et kronologisk organiseret raritetskabinet over nu irrelevante forestillinger og normer. At homo sapiens har en særlig udviklet hjernebark, har hidtil ikke overflødiggjort den rygrad, mennesker har fælles med fisk, og der kan være situationer, hvor en negligeret rygrad påkalder sig fornyet omsorg.

Grundtvig og Ingemann løftede dansk kristendom ind i borgerskabets og industrialiseringens tidsalder ved at gribe tilbage til de arkaiske anlæg, som kristendommen har bevaret i kraft af GT’s synkroni. Over for den aksiale verdensforsagelses efterdønninger i lutheransk dogmatisme og pietistisme insisterede de på skaberværkets vidunder. “Dejlig er jorden” ‒ en teologisk kompetent digter fra Jerusalem i kongetiden (eller en thebansk digter-teolog fra slutningen af bronzealderen) kunne ikke have sagt det bedre.