Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed

Kristi-opstandelse-Forside

Lars Sandbeck & Anders Eyvind Nielsen, Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed.

183 sider. Kr. 189. ISBN 978 87 4100 005 3. Udkom 11. marts 2016

Anmeldt af Mogens Müller

Far og søn har med denne bog leveret et vægtigt bidrag til drøftelsen af spørgsmålet om betydningen af forkyndelsen af Jesu opstandelse, et spørgsmål der igen engang blev dagspresseaktuelt med Per Ramsdals udmeldinger for nu mere end et år siden. To hovedfronter tegnede sig igen-igen. Den ene udgjordes af fortalere for en helt bogstavelig forståelse af Jesu opstandelse som en genoplivning af den korsfæstede, der følgelig kunne gå ud af graven og således efterlade den tom. Alternativet til denne fysisk-biologiske forståelse, der af en af dens egne repræsentanter er blevet kaldt ”kød-og-ben-teologerne”, behøver ikke at være den såkaldte ”poetiske” forståelse, som går ud på, at der er tale om noget, der blot er foregået inde i hovedet på visse mennesker. Således vil denne bog artikulere en tolkning af opstandelsen, der i lige så høj grad som den fysisk-biologiske opfatter den som virkelighed, men vel at mærke på et andet niveau. Forfatterne har derfor klogelig givet deres bog titlen Kristi opstandelse for derved at signalere, at der netop ikke er tale om en fortsættelse af Jesu jordeliv, men om et nyt nærvær af en radikal anden karakter.

Håbløs opstandelse”

Efter i et første kapitel (s. 9-17) kort at have ridset problemstillingen op følger bogens længste kapitel (s. 19-57) med kritik af den fysisk-biologiske opstandelsesfortolkning. Og man må give dens fortalere, at de ikke har meget uld i munden, men næsten overgår hinanden i bogstavelige forståelser uden sans for teksternes karakter og indbyrdes store forskellighed. Det er den gode, gamle harmoniserende læsning, der går ud fra, at man stort set kan lægge alle udsagn sammen, fordi de nu engang står i en kanonisk skriftsamling. Undervejs præsenteres en læsning af Thomas-episoden i Johannes 20, ifølge hvilken det ikke skal være Jesus som opstået, apostlen tvivler på, men at den korsfæstede virkelig skulle være Kristus. Det ender da også med hans bekendelse: ”Min Herre og min Gud!”

Det er her næsten en skam, at det superkonkrete Petersevangelium kom for sent til at være med og ”kun” er en apokryf. Læseren må, hvis hun eller han ikke køber præmissen om, at der kun er én virkelighed, blot konstatere, at en fysisk-biologisk forståelse fører sig selv ad absurdum. Et hovedafsnit i dette kapitel har da også fået overskriften ”Håbløs opstandelse”, fordi kød-og-ben-teologernes fysisk-biologiske forståelse ikke får fat i, at opstandelsesforkyndelsen netop peger hen på det liv fra Gud, som døden ikke kan tage fra et menneske. ”Der er – hedder det konkluderende – således gode grunde til at holde fast i håbet og tanken om, at i døden er vi alle ventet af Kristus, således at vi dør direkte ind i Guds evige liv sammen med ham” (s. 57).

Tolkninger af opstandelse i den antikke jødedom

En hovedindvending mod en sådan ikke fysisk-biologisk forståelse er, at den ikke var tænkelig i det miljø, hvori Det Nye Testamentes skrifter er blevet til. Dér var man angiveligt alene til en bogstavelig forståelse af opstandelsestanken. I kapitel 3 (s. 59-86), ”Opstandelsens mange stemmer”, kan de to forfattere imidlertid vise, at det hverken passer for det hellenistisk-jødisk miljø eller for den omkringliggende verden. Det viser de gennem en analyse af passager i en længere række relevante kilder, nemlig ”Vægternes Bog”, der indgår som kap. 1-36 i Første Enoksbog, Jubilæerbogen, Daniels Bog, Fjerde Ezrabog og Anden Baruksbog, Pseudo-Filon, En bog om den bibelske fortid, Moses’ Himmelfart, Anden og Fjerde Makkabæerbog og – naturligvis – Filon fra Alexandria og Josefus samt De Sibyllinske Orakler. Dertil kommer et par enkelte eksempler fra den græsk-romerske tradition. Selv om der er store indbyrdes forskelle mellem de opstandelsesforestillinger, der er indeholdt i denne litteratur, vidner de om en jødisk reception af tanker fra den hellenistiske verden. ”Der er tale om en kulturel påvirkning, som intellektuelle jødiske miljøer har bearbejdet med henblik på at få udtrykt den jødiske tro på tidens vilkår” (s. 86).

Paulus så den opstandne

Med god grund vier forfatterne i kap. 4 (s. 87-115) Paulus den største opmærksomhed, fordi han leverer ”det absolut ældste vidnesbyrd om den kristne bevægelses begyndelse” (87). Og klogeligt læser de ikke Paulus i lyset af de senere evangelier, som apostlen af gode grunde ikke kendte. Udgangspunktet er nærliggende nok Paulus’ eget møde med den opstandne, som fandt sted flere år efter Jesu død, men hvorom apostlen alligevel kan sige: ”Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?” (1 Kor 9,1), ligesom han også siden i samme Første Korintherbrev regner sig selv med til en eksklusiv forsamling af opstandelsesvidner, blandt hvilke Peter (Kefas) nævnes som det første. Her vil vel ingen ”kød-og-ben-teolog” tale om et fysisk-biologisk møde for Paulus’ vedkommende. Men selv nævner han ikke, at der er nogen forskel mellem hans og Peters og de andre opstandelsesvidners oplevelse. At der andre steder i senere skrifter i Det Nye Testamente tales mere konkret og bogstaveligt om opstandelsen, må derfor ikke distrahere blikket for, at det tidligste vidne helt åbenbart har en anden opfattelse.

Blandt andet i forlængelse af Filipperbrevshymnen (Fil 2,6-11), men også andre steder i Paulus’ egne breve når Lars Sandbeck og Anders Eyvind Nielsen således frem til, at opstandelsen ifølge apostlen fandt sted i selve dødsøjeblikket på korset, og at det er årsagen til, at den kristne i dåben gøres til ét med Kristus i hans død for derved at foregribe en opstandelse som hans. Jamen, Paulus omtaler da tredjedagen i 1 Kor 15,4 (men i øvrigt også alene dér)? Det fører til en udlægning af tredjedagen som – ligesom i Det Gamle Testamente – en symbolsk tidsangivelse, der står for det guddommelige indgreb til frelse (jf. Hos 6,2 samt Jon 2,1, der netop optræder som skriftbegrundelse i Matt 12,40). ”Sammenfattende om Paulus: i den tidligste tolkning af Kristi opstandelse bliver Kristus ophøjet i dødsøjeblikket på korset, oprejst i ånden til et himmelsk niveau, mens den jordiske krop forbliver på det jordiske niveau og går i opløsning i ”graven”” (s. 114).

Den tomme grav og den dobbelte optur

Et særligt, men ikke særlig langt kapitel 5 (s. 117-138) gælder opstandelsesfortællingerne i henholdsvis Markusevangeliet som det tidligste og Lukasevangeliet som det seneste af evangelierne – Lukasskrifterne antages således at være fra omkring 140 e.Kr. Her udmærker Markusevangeliet sig ved ikke at berette om møder med den opstandne, men alene om den tomme grav. I dette skrift finder vi imidlertid den tidligste, kendte narrativisering af opstandelsesbudskabet, og bliver det ikke allerede klart her, så fremgår det i hvert fald af videreudviklingen i de andre evangelier, at der er tale om fiktionslitteratur. Fra først af udspringer den af troen på den opstandne, som i de synoptiske evangelier også foregribes undervejs i tre gennembrud af det guddommelige: dåben, forklarelsen på bjerget og mødet med den englelignende i graven.

Minimalismen” i Markusevangeliet er der dog forsøgt rådet bod på i Lukasevangeliet (og Apostlenes Gerninger), hvor der – rimeligvis som en antignostisk træk – ligefrem fortælles om, hvordan den opstandne indtager føde og bringes ud af denne verden ved en himmelfart. Og så er der alligevel noget ”luftigt” ved ham: Da han har brudt brødet med de to i Emmaus, forsvinder han for deres øjne. Sammen med ophøjelsen ved opstandelsen bliver der således tale om ”en dobbelt optur” – forfatterne kunne her have hentet støtte i Henk Jan de Jonges tese [i en artikel i New Testament Studies 59 (2013) s. 151-171] om, at tilsynekomsterne i de 40 dage faktisk sker efter ophøjelsen, således at det er den allerede himmelfarne, der her åbenbarer sig. Men selv i denne øjensynlig fysisk-biologiske forståelse er anliggendet ikke at berette om fortiden, men at skabe en afsender til ”kraften fra det høje”, der kan åbne både Skrifterne og sindet og troens øje.

Kristus opstår i menigheden

Med hele denne forståelse er der lagt op til det vægtige 6. og sidste kapitel, ”Kristi legeme” (s. 139-173), hvor det i en spændende udlægning af Paulus’ tale om menigheden som Kristi legeme, som samtidig også er realt til stede i nadverens brød og vin, under inddragelse også af Luthers forståelse, eksegetisk og systematisk teologisk gennemtænkes, hvordan en forkyndelse af den opstandne Kristus må udfolde sig i dag. Igen og igen citeres Paulus’ ord om, at ”kød og blod kan ikke arve Guds rige” (1 Kor 15,50), som udelukker en forståelse af opstandelseslivet som en eller anden slags fortsættelse af dette liv. Forfatterne vil her ikke ”bøje sig for virkelighedsindskrænkende diskurser af nogen art” (s. 157). For den Guds virkelighed, der kommer til orde i opstandelsesforkyndelsen, må overgå enhver virkelighedsforståelse, som vi kan komme frem til. Men legemligheden, ”kødet”, er en nødvendighed for, at Gud kan komme til at frelse sine skabninger.

En særdeles nyttig bog

Skulle der nævnes nogle mangler, så er det, at en grundigere korrekturlæsning ikke ville have været spildt. Så havde der nok ikke stået, at Lukasevangeliet formentlig er ”det ældste evangelium i Det Nye Testamente” (s. 32), når nu forfatterne faktisk mener det modsatte. Og det kan også ærgre mig, at der ikke bliver gjort opmærksom på, at de mange pseudepigrafer og Josefus-tekster, der henvises til, faktisk foreligger i nyere danske oversættelser. Så ville Moses’ Testamente også været komme til at optræde under den titel, som er almindelig hertillands, nemlig Moses’ Himmelfart.

Lars Sandbeck er systematiker, og Anders Eyvind Nielsen er ekseget, og der er kommet en særdeles nyttig bog ud af dette samarbejde. For den udfylder et udtalt behov for en grundig og velgennemtænkt fremstilling af dette væsentlige spørgsmål, som ikke kan nøjes med interviews og dagbladsartikler. Her kommer de to forfattere de læsere i møde, der gerne vil orienteres om en forståelse af opstandelsen, der ikke på forhånd strider med deres egen virkelighedsopfattelse, sådan som kød-og-ben-teologernes nemme løsning gør det for de fleste. De to taler altså ligeud om fiktionslitteratur samtidig med, at de får det frem, at fiktion også kan være en teologisk nødvendighed, hvis vi vil tale om det, der umiddelbart ligger uden for vores virkelighed. På en frugtbar måde forfølges her nogle tankebaner lidt længere ud, end det normalt sker uden at kuldsejle. For det er bogens styrke her at være dristig og dermed lægge op til medtænkning og diskussion. Så er man ikke argumentresistent, er der meget at hente, også selv om det ikke er til direkte overtagelse.