Paulusevangeliet. Nye perspektiver på Romerbrevet

PaulusevangelietKasper Bro Larsen og Troels Engberg-Pedersen (red.): Paulusevangeliet. Nye perspektiver på Romerbrevet. Frederiksberg: Anis, 2015. 345 sider. Kr. 295.

Anmeldt af Martin Wemmelund

Præsentation af bogen

En kreds af eksegeter ved universiteterne i København og Aarhus har sammen med to kolleger fra Oslo og Lund udsendt en række artikler om Romerbrevet. Artikelsamlingen bærer titlen ”Paulusevangeliet”. Fælles for bidragene er, at de alle er skrevet ud fra den tolkningsramme, der siden slutningen af 1970erne har sat sig igennem under betegnelsen ”det nye Paulus-perspektiv”.

Nyt er dette perspektiv i forhold til det Paulusbillede, der var fremherskende i den såkaldte ”dialektiske teologis” periode (1925-75). Romerbrevet blev her forstået som en sammenfatning af Paulus’ teologi, til tider ligefrem som Paulus’ åndelige testamente. Denne opfattelse er i det nye perspektiv forladt. Men det ville ikke være helt forkert at opfatte den aktuelle udgivelse, ”Paulusevangeliet”, som om ikke et testamente (forfatterne lever heldigvis i bedste velgående), så dog som en form for samlet status over, hvad dette nye perspektiv går ud på og indeholder. Det har nu været under udarbejdelse i tredive-fyrre år. Nu er det blevet modent til at blive fremlagt i et livtag med Romerbrevet. Når man har været rundt om og oppe imod denne imposante teologiske ”grundlagstekst”, har man virkelig gjort regnskabet op. Det initiativ fortjener udgivere og forfattere stor ros for.

”Paulusevangeliet” består af en introduktion og elleve selvstændige artikler, der fordeler sig jævnt hen over brevets seksten kapitler med fokus på de væsentligste tematikker i skriftet. ”Paulusevangeliet” er således ikke en ny kommentar til Romerbrevet, dvs. en fortløbende udlægning af teksten vers for vers. Der er derimod tale om tematiske nedslag, i stil med de ekskurser, en klassisk Romerbrevskommentar typisk indeholder. Og dog får man væsentligt mere end det, idet en række af bidragene også rummer regulære eksegetiske gennemgange af større tekstsammenhænge, for en dels vedkommende endda i form af en detaileksegese. I de enkelte artikler kommer man godt omkring i det aktuelle eksegetiske forskningslandskab på området, og hver artikel er desuden forsynet med en udførlig litteraturliste.

  1. ”Det nye perspektiv”

Hvad går det nye perspektiv på Paulus så ud på? Jo, det nye skal som sagt forstås i modsætning til den dialektisk-teologiske tolkning, som Bultmann stadig står som hovedeksponenten for. Nyt er dette perspektiv i første omgang, fordi vi ganske enkelt siden Bultmann har opnået stærkt forøget indsigt på det eksegetiske område. Ikke mindst har forskningen i jødedommen på Paulus’ tid gjort markante nye erkendelser. Hvor man tidligere forstod denne jødedom som en lov-religion i negativ forstand – her stod en ladeport åben for at tolke den ud fra Luthers kritik af ”gerningsretfærdigheden” –, vil man i dag snarere forstå Moseloven som et udtryk for guddommelig nåde. ”Lov” har i en jødes ord en umiskendelig klang af ”evangelium”. Desuden forstår vi i dag forholdet mellem jødedom og hellenisme langt mere dynamisk end tidligere. Jødedommen var nok en religion og kultur for sig i datidens globaliserede verden, men i højeste grad også en del af den altomfattende hellenistiske kultur. For forståelsen af Paulus betyder dette, at han i det nye perspektiv i udpræget grad betragtes som jøde og netop som jøde samtidig også som hellenist. For det tredje ses Paulus i det nye perspektiv mere som missionær end som teolog. Han var et menneske med den særlige opgave at bringe evangeliet til hedninger. Det implicerede både samarbejde med eksisterende menigheder og nye menighedsdannelser – og dermed tonsvis af problemer, der skulle afklares, og konflikter, der skulle løses. Det var her, Paulus stod. Det var herudfra, han skrev, og det er herudfra, han skal forstås. Det drejer sig hos Paulus ikke om skrivebordsteologi, men om anvendt teologi.

I det gamle perspektiv læste man Romerbrevet med vægten lagt på kapitel 1-8, hvor Paulus fremlægger sin ”lære” om retfærdiggørelse ved tro og uddrager de etiske konsekvenser heraf. En senere læsning har lagt vægten et andet sted, på kapitlerne 9-11, hvor Paulus redegør for jødernes særstilling i forhold til frelsen. Her er fokus forskudt fra det menneskelige individ til en kollektiv forståelse af frelsen. I det nye Paulus-perspektiv læser man så at sige Romerbrevet bagfra, idet man tager udgangspunkt i de tilløb til regulær konfliktmægling, som Paulus fremlægger i brevets sidste kapitler (14-15). Det er her, brevets aktuelle anliggende kommer klarest frem, og det er her, tolkningen må begynde.

Med andre ord tager det nye Paulusperspektiv udgangspunkt i en gennemført kontekstualisering af Paulus. Det gælder overordnet, idet man søger at forstå Paulus på baggrund af den samtidige idé- og mentalitetshistorie. Og det gælder i tolkningen af konkrete tekster, hvor man ikke bare interesserer sig for, hvad Paulus siger, men nok så meget for, hvad han vil gøre med det, han siger.

  1. Hvad skal barnet hedde?

Dette ”nye” paradigme er som allerede nævnt ikke længere så nyt endda. Faktisk er det så gammelt, at det for længst burde have fået sit eget navn. Et positivt bud kunne være at betegne det nye paradigme som ”det kontekstualiserende Paulusbillede”, fordi netop den historiske kontekstualisering er kernen i denne tilgang. Men denne betegnelse siger i virkeligheden ikke noget nyt, for også det gamle paradigme – den Bultmann’ske læsning – var i højeste grad kontekstualiserende. Man kan sige, at vi i dag har et bredere og dybere kendskab til Paulus’ samtid, end Bultmann havde (og kunne have). Men man kan ikke sige, at kontekstualiseringen er mere konsekvent ført igennem i det nye paradigme end hos Bultmann. Bultmann var om nogen uræd i forhold til hellige køer. Det nye Paulusperspektiv har i den teologiske debat vist sig ganske kontroversielt. Det er dog intet imod, hvor kontroversiel Bultmann var i sin tid.

Det nærmeste, man i ”Paulusevangeliet” kommer et bud på en selvstændig betegnelse for det nye Paulus-perspektiv, er i betegnelsen ”det filosofiske Paulusbillede”. Det er T. Engberg-Pedersen, der står for dette synspunkt. Engberg-Pedersen anfører, at nok er det sandt, at Paulus skal forstås ud fra den konkrete situation, han står i, og som han skriver ud fra og ind i, med alle de selvmodsigelser, en sådan ad hoc-argumentationsform nødvendigvis medfører. Men det ophæver ikke, at der bag det hele kan ses en sammenhængende argumentation for, hvad der overhovedet er på spil i mødet mellem Gud og menneske. Engberg-Pedersen kalder denne argumentation for filosofisk, og han tolker den selv i nær samklang med samtidens græsk-romerske filosofi, i særdeleshed med stoicismen. Centralt står her passagen Rom 7,1-8,13.

Men netop tolkningen af denne tekstsammenhæng er kontroversiel. Det er derfor næppe et tilfælde, at betegnelsen ”det filosofiske Paulusbillede” ikke er slået an som det nye paradigmes eget navn. Den stadigt udestående navngivning vidner om en uafklarethed.

  1. Hvor bliver teologien af?

Mens vi venter, kan man gøre sig sine tanker, og ”Paulusevangeliet” er da også præget af en høj grad af selvbesindelse. I bogen standser man op og reflekterer over sine egne forudsætninger. Således fremlægges i introduktionen en temmelig åbenhjertig kritik af det såkaldte ”radikale Paulusbilledes” forudsætninger i en konsensussøgende jødisk-kristen dialog, der er bestemt af forsøget på at overvinde den sejlivede anti-semitisme, der kulminerede i holocaust. I denne sammenhæng nævnes også eksempler på et ”konservativt backlash, som søger at bevare så høj en grad af overensstemmelse mellem Paulus og ikke mindst Luther som muligt” (s. 13).

En kritik af det nye paradigme kan efter min mening ikke bestå i en blot og bar gentagelse af de traditionelle positioner. Derimod trænger et andet spørgsmål sig på, i hvert fald set fra min ”stol”, som er en prædikestol. Når Bultmann ikke blev stående ved den kontekstualiserende metode, men uløseligt sammenhængende dermed plæderede for en teologisk tilgang i eksegesen, skyldtes det, at han følte sig forpligtet på sandhedsspørgsmålet. En teologisk tekst forstår vi kun, hvis der i vores forudforståelse er plads til begrebet sandhed. For det, en teologisk tekst vil bringe til orde, er et møde med Gud, hvor mennesket bliver ramt af noget, det ikke kan sige sig selv. Det var Bultmanns påstand, og jeg giver ham ret. Er der her en blind plet i det nye Paulusperspektivs egne forudsætninger, der gør, at det ikke har øje for dette?

Det hedder i bogen, at Paulus ikke driver systematisk, men anvendt teologi; Paulus ”teologiserer”, siges det igen og igen. Det er uden tvivl rigtigt. Men til grund for enhver anvendt teologi ligger dog en form for grund-teologi, ikke nødvendigvis i form af en ”samlet teologi” (s. 25), men så i form af en grundlæggende forpligtethed på en uforudset begivenhed, hvor Gud bryder ind i verden og stiller sig over for mennesket som sandheden. Denne begivenhed er det ”evangelium”, der ligger forud for alle ”konstruerede” evangelier, inklusive Paulus-evangeliet. Bultmann identificerede denne begivenhed med det kristne ”kerygma” og placerede mødestedet mellem Gud og menneske i eksistentialontologiens tale om menneskets ”afgørelse”. I dag ville vi snarere pege på den apokalyptisk inspirerede tale hos Paulus om mennesket som spændt ud mellem himmel og jord og som løftestang for en udlægning heraf alliere os med den rehabilitering af det mytisk-poetiske sprog, der finder sted i disse år. Hvorfor blive stående ved ”en halv Bultmann”, dvs. den rene og skære kontekstualisering, når man kan få ”en hel” – ikke i en repristination, men i en videretolkning af Bultmanns anliggende? Og først og fremmest: Er vi ikke ud fra teksterne selv forpligtet på dette?

Hvis dette er rigtigt, må vi eftertænke forholdet mellem jødedom og hellenisme én gang til, for så var Paulus nok på mange måder påvirket af hellenistisk tænkemåde, men før alt andet bestemt af jødisk apokalyptik. Men dermed er vi dér, hvor ”Paulusevangeliet” netop gerne vil føre os hen. Så må vi i lag med teksterne én gang til og derefter ”tænke videre med Paulus” (s. 26).

  1. ”Paulusevangeliets” anvendelighed

Som det er fremgået, er nærværende anmelder yderst positiv over for bogen. Der leveres vidensformidling på højeste plan, indsigtsfuldt og veloplagt. Bogen er således et særdeles godt sted at orientere sig i, hvor Paulus-forskningen står netop nu. Det arbejde bør ingen underviser eller præst vige udenom. Til direkte brug i undervisningen kan bogen ikke anbefales (undtagen undervisning på højeste niveau), men derimod i højeste grad til brug for formidlerens og prædikantens egen forberedelse. Og ville det ikke være en oplagt idé, at et provstis præster satte sig sammen og læste Romerbrevet med ”Paulusevangeliet” som ledsager? Teologihistorien vidner om, hvor ofte teologiske nybrud er opstået gennem en læsning af denne ”grundlagstekst”.