Det første evangelium. En samtale om Markusevangeliet

det første evangelium

Modernistisk Markus.

Hallbäck og Engberg-Pedersen klæder hinanden i eksegetisk samtalebog.

 

Geert Hallbäck & Troels Engberg-Pedersen, Det første evangelium. En samtale om Markusevangeliet. København: Anis, 2014. 285 sider. 249,00 kr.

Anmeldt af Kasper Bro Larsen

Eksegeterne leger med formerne i disse år: Biblen oversættes til nudansk; og for ikke så mange år siden udkom en eksegetisk coffee table-bog om Rembrandt som bibelfortolker. Nu er det så samtalebogens tur til at blive eksegetisk. Det er der kommet en levende og begavet Markuskommentar ud af – vel at mærke jo en Markuskommentar i dialogform, hvor Markusevangeliet diskuteres kapitel for kapitel, vers for vers. De to samtalepartnere er Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen, hhv. lektor og professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Hallbäck gik af som lektor i 2012, og i den forbindelse pressede generationsskiftets problematik sig på for Engberg-Pedersen: Hvordan sikre sig, at Hallbäcks eksegetiske depeche føres videre? Engberg-Pedersen tog derfor initiativ til denne opsamlende interviewsamtale baseret på Hallbäcks virke som underviser i Markusevangeliet og hans i forvejen utallige Markus-publikationer. I efterårssemestret 2014 anvendte jeg bogen ved gennemgangen af Markusevangeliet på teologiuddannelsen ved Aarhus Universitet. Hvordan de studerende vurderede bogen, skal jeg vende tilbage til; men først mere om bogens form og indhold.

Hvem er Sokrates?

Hallbäck og Engberg-Pedersen skriver sig med dialogformen ind i en ældgammel tradition. Samtalen skrider fremad vers for vers, men der gøres af og til holdt med særlige tematiske samtaler om menneskesønsbegrebet, lignelser, messiashemmeligheden, templet og apokalyptikken. Det er en god afveksling. Hvem af de to, der er dialogens Sokrates, står ikke helt klart. Det kunne være Hallbäck, for det er ham, der taler mest – det er jo først og fremmest hans fortolkning, der er til diskussion. På den anden side er det Engberg-Pedersen, der agerer uselvisk jordemoder og fødselshjælper i samtalen. Hallbäcks eksegese fremstår som en frugtbar blanding af narratologi, genrehistorie, kompositionsanalyse (fx Markus’ velkendte ’sandwich-teknik’ og ’montage-teknik’) og almindelige historisk-kritiske iagttagelser med realkommentar. Hallbäck jonglerer som få elegant med både tyske, franske og amerikanske inspirationer og egne idéer.

Filologisk og eksegetisk overskud

Hvor Hallbäck står for den overordnede fortolkning, bidrager Engberg-Pedersen særligt som filolog, der overbevisende udpeger Markus’ latinismer (primært ifm. den romerske rettergang i passionshistorien) og fører os ned i Markusevangeliets tekstoverlevering. Den autoriserede oversættelse fra 1992 får jævnligt et skud for boven: ”Ja, det er da utroligt, at DO 1992 følger en tekst, der helt klart ikke er den oprindelige!” (89). Citatet her illustrerer i øvrigt tekstens ekspressive stil med kursiver, udråbstegn og tankestreger. Stilen ville i anden sammenhæng virke overemfatisk, men her formidler den fint samtalens nærvær, energi og umiddelbarhed – som også giver plads til receptionshistoriske digressioner om kunst, film og litteratur. Som en af de studerende på mit hold sagde: ”Det er, som om man får lov til at sidde ubemærket og overhøre to kloge mænds intense samtale over en kop kaffe”. Og det er ikke meget, de to springer over eller savner et svar på. Det er derfor en herlig, musikalsk pause, når de på s. 240 kaster håndklædet i ringen i vildrede over teksten i Mark 15,39. Her fortæller Markus, at centurionen ved korset ser Jesus udånde ”sådan (houtōs)”. Men hvad betyder dette ”sådan”? Svaret tøver Hallbäck og Engberg-Pedersen med at give, men det må vel have at gøre med den dobbelte Messiashemmelighed i Markusevangeliet: At Jesus ikke blot er Messias, men Messias på en ganske særlig måde, nemlig den lidende Messias, der dør for sit nye folk.

 

Teologi-battle

Mens Hallbäck primært fortolker evangeliet ud fra et teokratisk perspektiv (omhandlende Guds magts indbrud i verden, jf. 1,15), trækker Engberg-Pedersen i en mere kristologisk retning (omhandlende Jesus’ identitet, jf. 8,27). Dette kommer fx til udtryk i deres diskussion af lignelsen om arbejderne i vingården. I Engberg-Pedersens optik er Markusevangeliet med sine kristologiske og kognitive temaer på mange måder et uudfoldet Johannesevangelium. Det er dog ikke altid, Hallbäck orker dialogen: ”Ja, derom kan man jo så strides” (51). Der er både ansatser til teolog-dialog og sandelig også til teologi-battle. I den forbindelse spiller Engberg-Pedersen rollen som universitets-eksegetisk linjevogter. I diskussionen vedrørende Peters fornægtelse i 14,66-72 hævder Hallbäck i en sidebemærkning, at Peter på én og samme tid mister sig selv (fordi han fornægter) og vinder sig selv (fordi det er forudset og dermed vedkendt af Jesus). Det bliver dog Engberg-Pedersen for meget: ”Ih, dog. Det lyder jo næsten som på en prædikestol” (227). Det er nogle gange lidt ærgerligt med denne stopklods. Det var lige netop her, en del af de studerende på mit Markus-hold for alvor synes, det begyndte at blive spændende. Engberg-Pedersen kan i øvrigt ikke komme i tanker om nogen anden tekst fra den antikke verden end ’Peters fornægtelse’, der så utilsløret udtrykker følelsen anger (227). Det kan jeg godt. Fx Sofokles’ Kong Ødipus og Euripides’ Bacchanterne.

 

Markus’ radikale fraværsteologi

Hallbäcks overordnede fortolkning i bogen handler om Markusevangeliet som udtryk for en ”radikal fraværsteologi” (249; jf. 245, 247), der har kritikken af templet i Jerusalem som centrum. I lyset af templets fald i 70 e.Kr. gør Markus’ Jesus op med den jødiske forestilling om templet som stedet for Guds nærvær. Han erstatter templet med sig selv og nadveren. Markus taler imidlertid ikke blot om Guds fravær – jf. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – men også om Jesus’ fravær. Ifølge den oprindelige Markusslutning (16,1-8) kommer Jesus jo aldrig til syne efter opstandelsen: ”I stedet for den døde Jesus er der altså en engel, dvs. et budskab”, siger Hallbäck nærmest bultmannsk (244). Hallbäck afslører sig her som fortolker af Markus i lyset af teologisk modernisme. Når vi står ved et klassisk, eksegetisk crux (et fortolkningsmæssig dilemma), vælges typisk ikke den traditionelle, naivt-opbyggelige fortolkning, men en fortolkning, hvis opbyggelighed er mere indirekte og subtil. I korsordenes ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, der jo er et citat fra Salme 22 i Det Gamle Testamente, skal man således ikke forudsætte hele Salme 22 med dens forløsende afslutning. På samme måde er centurionens ord ved korset ifølge Hallbäck ikke et erkendelsesmæssigt klimaks, men blot en betragtning over ”en gudesøn”. Og udsagnet om kvinderne, der flygter bange (Mark 16,8), betragtes netop som Markus’ oprindelige slutning; vi skal ikke forestille os, at der har været en anden, men nu forsvundet happy ending. Senere evangelister fandt ganske vist Markus’ ’radikale fraværsteologi’ for skrap; men – kan man tilføje – der er til gengæld ikke så langt fra Hallbäcks Markus til Kierkegaards paradoksteologi og postmoderne teologers opgør med almagten.

 

Evangelisternes Hitchcock

Til den teologiske modernisme svarer en æstetisk. Markusevangeliet er ifølge Hallbäck ”det mest direkte narrative evangelium” (272) – dvs. et evangelium, der så at sige tør stole på fortællingens egen overbevisningskraft og lader læseren selv drage sine konklusioner. Det er ikke eksplicit skrevet ”for at I skal tro” sådan som Johannesevangeliet. Det tør overlade læseren i suspense, hvormed Markus fremstår som en slags evangelisternes Hitchcock. Når Hallbäck kalder Markusevangeliet ’det mest direkte narrative evangelium’, skal vi nok tilsvarende høre ’det mest indirekte forkyndende evangelium’. Dermed bliver Hallbäcks Markus også repræsentant for en moderne, teologisk-æstetisk blufærdighed. Der er ikke langt fra de markinske korsord til Edvard Munchs Skriget, den kafkaske desorientering og det absurde teater (som Hallbäck da også henviser til i bogen).

 

Studenterevaluering

Bogen er en fremragende og levende introduktion til Markusevangeliet. Den egner sig i høj grad både til eksegetisk undervisning og selvstudium i Markusevangeliet. Som teologisk læser og teologistuderende vil man måske savne, at bogen giver mere konkrete bud på, hvorfor Markusevangeliet overhovedet er en teologisk klassiker, og hvordan teksten kan blive ved med at tale i nye kontekster. Men som jeg har forsøgt at vise i anmeldelsen, repræsenterer bogen både en historisk-eksegetisk læsning og en moderne teologisk og æstetisk refleksion over Markusevangeliets betydning – skønt det sidste optræder i antydningens form. Og de studerendes evaluering? Et flertal placerede bogen i topkategorien ”meget god”, en tredjedel vurderede den som ”god”. Og så var der to, der betragtede den som ”dårlig”. Det må så være deres problem. Anmelderen følger i dette tilfælde gerne flertallet.