Gud, mennesker og dyr i Bibelen

Holst_billede

Kirsten Nielsen: Gud, mennesker og dyr i Bibelen.

Frederiksberg: Anis 2013. 236 sider. Kr. 229,00.

Anmeldt af Søren Holst

En kendt fantasy-roman fra 1980’erne har titlen Livet, universet og alt dét der … – så er der ikke sagt for lidt. Man kunne lidt på samme måde tænke, at titlen på professor emerita Kirsten Nielsens seneste bog lægger op til en altomfattende sideordnet behandling af hele Bibelens indhold. For rummer den bibelske litteratur andre aktører end ”Gud, mennesker og dyr”? Jovist, der er hav, fastland, himmellegemer og planter – men de fungerer vel mest som den scene eller den baggrund, hvorpå de tre grupper optræder.

Fornemmelsen af, at her er en bog, der vil sige det hele, er heller ikke aldeles uberettiget. Dels er der mange områder, hvor bogen bestræber sig på omtrent at nævne alle bibelske eksempler på de fænomener, der behandles; det kan godt ind imellem give fremstilingen en opremsende og let hæsblæsende karakter, hvor både det bibelske materiale og dele af den danske salmetradition så at sige ses fra vinduerne i et jetfly, der i lav højde passerer hen over stoffet, så man med garanti har set alt, men måske kan føle sig lidt frustreret over, at man ikke fik mulighed for at stå af og kigge nærmere på tingene. Dels – og det er uden forbehold positivt, nyttigt og læseværdigt for enhver, der beskæftiger sig med Bibelen – giver den indledende del af bogen en gennemgang af grundtrækkene i det gammeltestamentlige verdensbillede, som vil være nyttig at have i baghovedet, også for læsere der siden begiver sig i en anden retning inden for det bibelske univers, end bogen her.

Gud, mennesker og dyr

For en bestemt retning er der naturligvis tale om. Dyrene, som optræder på tredjepladsen i titlen, er det punkt, hvorfra forfatteren undersøger og strukturerer sit stof. Hvis man ikke kan gætte det ud fra bogens titel, bliver man hjulpet på vej af omslagsbilledet – fra et svensk kalkmaleri – hvor dyr af alle arter stimler sammen foran en alvorligt udseende herre, som vist må være Adam, der i 1. Mosebog, kapitel 2, giver dyrene navn. Forfatteren understreger i bogens forord, at hun simpelthen har konstateret, at de mange dyr, der optræder i Bibelen, spiller en forbavsende beskeden rolle, når man drøfter Bibelens indhold, og bogen her er et bidrag til at rette op på dét misforhold.

Samtidig fastholdes det fra første linje af bogens indledning, at Bibelens emne er forholdet mellem Gud og hans mennesker. Det oversete stof om Bibelens dyr skal altså ikke bare kortlægges som en slags bibelsk biologibog, men skal sættes i sammenhæng med, hvad Bibelen har at sige om Gud og mennesker. Set i dette perspektiv er det altså fuldt ud dækkende, at dyrene er skubbet ned på tredjepladsen i titlen: Så godt som al spaltepladsen bruges på emner, der direkte vedrører dyr, men stoffet ses næsten udelukkende under denne synsvinkel: Hvad er dets bidrag til Bibelens beskrivelse af forholdet mellem Gud og mennesker?

Bibelens billedsprog

Dét punkt, hvor Gud, mennesker og dyr i bogen mødes, er billedsproget. Forfatteren er med rette kendt i både ind- og udland for sit arbejde med billedsprog i Bibelen. Og to af de vigtigste kapitler i bogen skildrer Bibelens brug af dyrene som billeder på enten menneskelige funktioner eller aspekter af Guds væsen.

Det er centralt for forfatteren, at der i et sprogligt billede spilles på, at noget både ligner og samtidig ikke ligner noget andet. Når Salme 23 i Det Gamle Testamente siger, at ”Herren er min hyrde”, fungerer billedsproget kun, fordi læseren er indforstået med salmens tankegang om, at Gud ligner en hyrde, fordi han er omsorgsfuld og beskytter sine mennesker – men at relationen mellem salmist og Gud samtidig ikke ligner relationen mellem får og hyrde, fordi Gud ikke klipper salmisten en gang om året og ender med at slagte ham. Og, naturligvis, fordi salmisten ikke går på alle fire og spiser græs, og derfor ikke kan have en hyrde i samme bogstavelige forstand som et får kan. Hvis der kun havde været ligheder mellem Gud og en hyrde, og ingen forskelle, ville der ikke være tale om billedsprog.

Bogens rundvisning i det bibelske univers af billeder er i sig selv en spændende introduktion til især Det Gamle Testamente (Det Nye Testamente behandles mere kortfattet i et enkelt kapitel). Ud over mennesket som et får, der har Gud til hyrde, møder vi kongen, der er som en løve eller en ørn, og fjenderne, der kan skildres som tyre, bøfler, løver og slanger, mens deres angreb kan gøre et menneske til en orm. Vi møder skildringer af Gud som en ørn, der svæver beskyttende over sine tilbedere, som en løve, der brøler rasende ad dem, når de svigter ham, eller som en tyr, der repræsenterer styrke og frugtbarhed. Men oven på dette væld af enkeltheder og detaljer bygger forfatteren også en teologisk tolkning af billedsprogets betydning for forståelsen af Gud: Den indbyggede kombination af lighed og forskel i billedet er med til at anbringe mennesket på dets rette plads i forhold til Gud.

Den rette afstand til Gud

Det er en grundlæggende tanke bag store dele af Det Gamle Testamente (en tanke, som Bibelen har til fælles med andre religiøse forståelsesuniverser), at det er vigtigt at opretholde ”den rette afstand” til Gud. Mennesket kan ikke undvære Gud (ifølge den bibelske tankegang ville universet helt enkelt gå til grunde, hvis Gud ikke bestandig opretholdt det), men mennesket kan heller ikke tåle at komme for tæt på Gud. At se Gud ansigt til ansigt ville, ifølge de fleste dele af Det Gamle Testamente, betyde døden for den, der var så ”heldig” at opleve det.

Denne tanke om den rette afstand i den fysiske virkelighed svarer ifølge forfatteren fuldstændig til, hvad billederne udretter i den sproglige virkelighed: At billedet ligner, garanterer at vi i sproget kommer så nogenlunde tæt på Gud, at vi faktisk kan sige noget sandt om ham.  Men at billedet samtidig ”ikke ligner”, fordi det netop er et billede og ikke bogstavelig tale, sikrer at vi ikke kommer for tæt på: Det der bliver sagt om Gud, er aldrig en udtømmende beskrivelse, for at beskrive Gud udtømmende ville være at komme utilladeligt tæt på ham i sproget.

De gammeltestamentlige forfattere ville uden tvivl have betragtet det, som sker i Det Nye Testamente, som én stor overskridelse af den rette afstand: Gud bliver menneske og dør, sådan som mennesker dør. Bogens kapitel om Det Nye Testamente viser, hvordan dét på ingen måde betyder, at man så kan nøjes med at tale bogstaveligt om Gud og undvære billederne. Tværtimod bliver billederne endnu mere paradoksale, når Kristus både beskrives som en hyrde for sine får og en brølende løve, der sejrer over sine fjender – og samtidig som et lam, der selv bliver slagtet. Kirsten Nielsen siger i den sammenhæng, ”At Gud blev menneske i Jesus fra Nazaret, ændrer ikke ved den basale forskel på Gud og mennesker … den kristne Gud er ikke totalt identisk med den inkarnerede” (s. 187). Det vil ikke alle i den til tider hidsige nutidige debat om det kristne gudsbillede give hende ret i. Så meget mere grund er der til også at læse denne bog og tænke dens bidrag med ind i debatten.