Bernhard Lang: Jesus – en jødisk kynikers liv og lære.

 

Bernhard Lang: Jesus – en jødisk kynikers liv og lære.

Oversat og med forord af Hans J. Lundager Jensen.

Højbjerg: Forlaget Univers, 2012. 301 sider. Kr. 249,00.

 

Anmeldt af Troels Engberg-Pedersen

 

Jeg har gruet for at skrive denne anmeldelse. Det er der flere grunde til. For det første: Den danske udgiver og oversætter af bogen er ingen ringere end professor Hans J. Lundager Jensen fra Aarhus Univer­sitet, som jeg har den allerstørste respekt for. Han er en exceptionelt vidende og inspirerende forsker (primært i Det Gamle Testamente), hvis indsats ikke kan prises højt nok. For det andet: Bogen har en tese, der knytter hellenistisk jødedom og græsk-romersk filosofi uløseligt sammen i Jesus’ skikkelse. Sådan en symbiose har jeg selv gennem et par årtier argumenteret for, ikke så meget i forbindelse med Jesus, men immervæk med kristendommens ’anden grundlægger’, Paulus.

For det tredje: Bogen er skrevet af en højt anerkendt, tysk professor i Det Gamle Testamente, der tillige har været professor i USA, Frankrig og UK, er æresdoktor ved Aarhus Universitet og meget mere. For det fjerde: Bogen er umådelig letlæselig og i den henseende velegnet for et bredere publikum, der måtte have interesse i at forstå Jesus. For det femte: Samtidig er den sådan set også vældig ’lærd’. I hvert fald har jeg ikke fundet oplagte mangler i dens meget lange litteraturliste (s. 230-258) – om end nok nogle pudsigheder: ’Bertrand Russel’ staves ikke på den måde (255); (Luke Timothy) ’John­son’ (s. 282 n. 473) figurerer, så vidt jeg kan se, ikke i litteraturlisten; o.l. Grund­læggende har for­fatteren virkelig forsøgt at sætte sig ind i sekundærlitteraturen.

Ikke desto mindre: Anmeldelser i vore dage er godt på vej til at miste deres bid, i hvert fald inden for den nytestamentlige del af videnskaben. Og det er jeg ikke glad for. Så lad det være sagt med det samme: Dette er efter min mening en meget dårlig bog. Og hvad mere er: Jeg vil egentlig stærkt ønske, at den ikke bliver læst.

 

Bogens tese: Jesus var en ’jødisk kyniker’

De to påstande kræver naturligvis deres begrundelser. Men først et kort resumé, så læseren ved, hvad det hele drejer sig om. Langs tese fremgår af bogens titel: Jesus var en ’jødisk kyni­ker’. Dermed vil han sige, at Jesus kombinerede to traditioner, en jødisk, der gik tilbage til profeterne Elias og Elisa – Jesus var altså en ’elijansk profet’; og en græsk, der gik tilbage til kynikeren Dio­genes fra Sinope (ca. 400-323 f.Kr.) – Jesus var altså også en ’kynisk filosof’. Disse to dele af Jesus’ identitet udfoldes i bogens første (23-62) og anden (63-214) del efter en indledning (11-22), der sætter rammen for det hele.

Denne ramme er af helt central betydning. Hvad det drejer sig om her, er – med eksplicit (11) tilbagegreb til filosoffen Karl Jaspers’ refleksioner over tidsaldre i men­neskehedens historie – ’den bevægede tid imellem ca. 800 og 200 f.Kr.’, også kaldet ’akse­tid­en’ (12), hvor en ’ny traditionskritisk og kreativ tænkning … opnåede … et intellek­tuelt gennem­brud’ (11). I Israel var det profeterne, i Grækenland var det filosofferne. Disse to traditioner var allerede kommet i tæt kontakt med hinanden lang tid før Jesus. Det ser man så også hos fx den jødiske filo­sof Filon af Alexandria (samtidig med Jesus) eller den lidt senere jø­di­ske histo­riker Josefus. ’Den hellenistiske jødedom blomstrede’ altså; ’men der manglede noget, selvom det ikke stod flertallet klart: Der manglede en karismatisk impuls …’ (16). Gæt selv fra hvem: Jesus.

Dette overordnede billede udfoldes så i bogens to dele: først kap. 1 om profeten Elias og hans skole og kap. 2 om et liv (Johannes Døberens og Jesus’) i efterfølgelse af Elias og Elisa; derpå kap. 3 om den kyniske skole og dens jødiske gren; kap. 4 om den kyniske livsform; kap. 5 om kyni­ker­nes verdensbillede; kap. 6 om religion og religionskritik; kap. 7 om kynikernes og Jesus’ virke i samfundet; kap. 8 om ’Hunden Jesus’ og kap. 9 om kynikere og kejsere i de fire første århundreder e.Kr.. Bogen afsluttes med en ’epilog’ om den kyniske filosofis aktualitet.

Og hvad er der så i vejen med det hele? Jeg vil samle det i to punkter, hvoraf det første umid­delbart kan virke pedantisk, mens det andet er helt centralt. Men de to punkter hører efter min me­ning meget tæt sammen.

 

Kritikpunkt 1: Videnskabelig naivitet i læsningen af teksterne

Lang taler i forbindelse med Jesus ikke om de overleverede tekster om Jesus, men derimod om ’den historiske Jesus’ selv. Han bruger altså teksterne direkte som kilder til Jesus himself. Som Lundager bemærker i sit forord: ’Bogen er også dristig i den forstand, at Lang vover at udkaste en hypotese om Jesus som en faktisk person – ’den historiske Jesus’, som det hedder i den faglige jargon. … Lang … tør give læseren et bud på en komplet og hel historisk Jesus af Nazaret’ (9).

Ja, ’dristig’ er bogen sandelig. Lad mig blot eksemplificere fra kapitlet om ’Hunden Jesus’, hvor Lang vil ’give et udkast til en Jesu livshistorie, som ikke vil antage … [nogen] tilbageholdenhed’, men tværtimod nå frem til ’den form for anskuelighed, som vi kender fra historiske romaner. Den gevinst forekommer betragtelig’ (166). Sådan her: Jesus var ’født uden for ægteskab med en ukendt far’ (167, fra afsnittet ’Jesu ”familieroman”’). ’Men hvad kan have be­væget Jesus til at gå i Johannes’ skole? Et muligt scenario ser sådan ud: Drengen fik at vide, at han var et uægteskabeligt barn. Dette har ramt ham hårdt. Som uægteskabeligt barn af en mand, der ikke har giftet sig med sin gravide kæreste, har Jesus lidt under sin mangel på en fader. … Den trauma­tiserede Jesus har ladet sig døbe af Johannes for at bortvaske den uægteskabelige herkomsts plet. Endelig har han i Gud selv fundet den adækvate erstatning for den ukendte, jordiske far. Jesus så sig som ”Guds søn”’ (168).

Jeg ved ikke, om man skal le eller græde. Mest af alt får jeg opkast­nings­for­nemmelser. Her må man forstå: Den nytestamentlige videnskab forsøger med al tænkelig kraft at holde stand mod alle de speku­la­tioner, der svirrer rundt om Jesus. Vi kan måske, møj­som­meligt sige en lille smule om ’den hi­sto­riske Jesus’. Derimod kan vi sige meget, meget mere om de tekster, vi faktisk har overleveret. Og det skulle vi så koncentrere os om. Bernard Langs viden­ska­belige naivitet derimod går ud over alle grænser. Og den kan ikke forsvares med, at han vil skrive en så­kaldt ’populærvidenskabelig’ bog, hvis det da er det, han vil. Snarere tværtimod!

 

Kritikpunkt 2: Manglende blik for forskelligheder

Nuvel, men kan det ikke være lige meget, om vi taler om Jesus ’selv’ eller om tekst­erne? Nej, det kan det ikke. For hvis vi taler om teksterne, så kan vi se, at de selv indbyrdes taler meget forskelligt. Men det gør ikke noget indtryk på Lang. Hele hans projekt går ud på at finde helt overordnede ligheder mellem Johannes Døberen og Jesus på den ene side og på den anden side fx Elias/Elisa, kynikerne fra ca. 350 f.Kr. til ca. 400 e.Kr. og alle mulige andre ting, der ligger ind­imellem. Set fra Langs helt overordnede ’aksetidsperspektiv’ er eventuelle forskelle mellem alle disse størrelser af ganske underordnet betydning. Og de skal i hvert fald ikke afholde ham fra at tale om ’kynikere’ og ’kynisk’ hele vejen igennem.

Men det er her, filmen knækker. Lang gør sig over­hovedet ikke umage med at diskutere selve den disciplin, han er i gang med, nemlig at foretage sammenligninger mellem dette og hint. Hvis han havde gjort det (fx med udgangspunkt i det be­rømte kap. 2 ’On Comparison’ i Jonathan Smith’s bog fra 1990, Drudgery Divine: On the Com­pari­son of Early Christianities and the Religions of Late Antiquity), ville han have kunnet hævde, at de berøringsflader (’ligheder’), han selv finder mellem de nævnte størrelser, alle sammen skal forstås i forhold til hans egen analyse-interesse, som netop er ’aksetidsperspektivet’. Men havde han gjort det, ville vi andre så også kunne sige følgende: ’Hvis man ser på verden højt oppe fra, så bliver alle katte grå. Så får man sim­pelthen ikke fat i den særlige konfiguration, som Jesus-skikkelsen kan tænkes at have udgjort (hvis man overhovedet tør sige noget om den historiske Jesus) dér, hvor det forskellige kulturelle ’input’ arbejdes sammen til noget særligt og slående.’

Lad mig give et konkret eksempel på Langs ligegyldighed over for ’forskelle’. På s. 57-58 omtaler han fænomenet ’afvisning’ som eksempel på ’samfundets reaktion’ på profeten (Elias/Elisa – og altså Johannes Døberen og Jesus) og ’den elijanske skoles modreaktion’. Her er hele teksten:

Afvisning. Elias kunne ryste sine modstandere ved at lade de embedsmænd, der opsøgte ham, blive opslugt af ild fra himlen [2 Kong 1,9-12]. På sin rejse bliver Jesus ikke taget godt imod af samari­tanerne; da vil to af hans disciple i vrede nedkalde ild fra himlen for at tilintetgøre den ugæstfri by [Luk 9,51-56] – men Jesus forbyder noget sådant. Denne øjensynlige [?!] forskel i reaktionen på fjendtlig modstand træder endnu tydeligere frem ved andre lejligheder. I modsætning til Elias kunne (eller ville) Johannes og Jesus ikke flygte i sikkerhed fra deres fjender – en af grundene til den voldelige død, de begge måtte lide.

Javel, men hvad bliver der så egentlig af denne forskel, som dog må siges at være meget mar­kant? Ingenting. For set fra Langs høje stade er det alene lighederne, det kommer an på.

Sammenhængen mellem kritikpunkterne

Her er så sammenhængen mellem mine to kritikpunkter. Hvis det, man vil sige noget om, er den historiske Jesus, som vi vitterligt ikke kan sige ret meget om, anskuet helt fra oven i Langs ’aksetidsperspektiv’, så er der sådan set ingen grænser for, hvor mange ligheder man kan finde mellem Jesus og alt muligt andet. Hvis man derimod vil sige noget om teksterne, som vi faktisk har og kan studere i detaljen, så støder man straks på alle mulige forskelligheder, som man er nødsaget til at indarbejde, før man kan sige noget videnskabeligt holdbart om dem. Så her står man virkelig over for et valg. Enten vil man sige noget videnskabeligt solidt og holdbart. Eller også vil man skrive endnu en roman om Jesus. Jeg synes, valget skulle være let.

Anmelderen er blevet sur, så han holder sig ikke tilbage. (1) ’Også efter at den politiske hel­lenisme mellem 63 f.Kr. og 70 e.Kr. var blevet erstattet af et romersk overherredømme, levede og udviklede den hellenistiske kultur sig fortsat’ (15). Hvem kan uden videre forstå, at det betyder, at den politiske hellenisme var blevet erstattet af et romersk herredømme [i Palæstina] i perioden mellem 63 f.Kr. og 70 e.Kr.? (2) ’hovedkuls’ (41) staves ikke sådan. (3) psychópompos (58) skulle egentlig være psycho­pompós (hvis man nu vil have den græske accent med) osv. osv.

Men lad mig slutte med et ægte gys fra s. 56: ’Særlig interessant er den scene, hvor Jesus bliver døbt af Johannes: I dåbens øjeblik lyder en stem­me fra himlen – i virkeligheden uden tvivl [?!] Døberens stemme: ”Du er min elskede søn. I dig har jeg fundet velbehag.” [Mark 1,11] Dermed er Jesus blevet optaget i den snævre inderkreds af disciple omkring Johannes, i fællesskabet af dem, som deler hans liv i fattigdom og afholden­hed”.’

Jeg håber, min læser vil sige: Tak for advarslen.