Justins Dialog med jøden Tryfon

 

Oversat med indledning af Jørgen Ledet Christiansen, Niels Hyldahl og Mogens Müller. Antikken og Kristendommen 10. København: Forlaget Anis 2012, 236 s. Kr. 289

 

Af Finn Damgaard

Justins Dialog med jøden Tryfon foreligger nu for første gang i en dansk oversættelse. Det er et prisværdigt arbejde, der her er gjort. Justins dialog er et fascinerede stykke litteratur fra midten af det andet århundrede (sandsynligvis skrevet mellem 155-160), der giver et indblik i kristendommens brydning med samtidens filosofi og jødedom. At kalde det en dialog er måske lidt af en tilsnigelse, når man læser de lange monologer, som fortrinsvis udgør dialogen, men titlen, som dog muligvis ikke er Justins egen, hentyder selvfølgelig til Platons dialoger jævnfør dialogens prolog, hvor Justin fortæller om sin søgen efter sandheden hos de forskellige filosofiske skoler. Justin fremstiller her sig selv som omvandrende filosof, hvis speciale det er at tiltrække folk til en god diskussion. I indledningen til dialogen hører vi således om, hvordan Tryfon og en række af hans venner falder i snak med Justin, da de lægger mærke til hans filosofkappe. Genstanden for samtalen bliver naturligt nok de kristnes forhold til de jødiske helligskrifter (og især den græske oversættelse Septuaginta), da Justins samtalepartner, Tryfon, er jøde.

Overblik

Havde dialogen været skrevet i dag, ville en redaktør nok have rådet Justin til at finde på nogle underoverskrifter. Som læser mister man til tider overblikket under Justins omfattende Septuaginta-gennemgange ikke mindst fordi det samme emne tages op flere gange i løbet af dialogen. Udgiverne har imidlertid forsynet deres oversættelse med en grundig indholdsoversigt, som er til stor hjælp både før, under og efter læsningen. Oversættelsen er desuden forsynet med et informativt og opklarende noteapparat. Dertil kommer en indledning, som giver en fin introduktion til Justins liv og skrifter samt en redegørelse for Justins skriftforståelse. Afslutningsvis finder man også en oversættelse af den kortfattede beretning om Justins og hans nærmeste disciples forhør og martyrdød. Det giver god mening at inkludere denne lille beretning i udgivelsen, da det netop er i Justins dialog, at vi finder en række selvbiografiske bemærkninger, som martyrberetningen synes at referere til med Justins udsagn om, at han har ”forsøgt at lære [alle ord], men jeg har samtykket i de kristnes sande ord”. (II.3).

Justins Bibel

I indledningen fokuseres der især på Justins forhold til Det Gamle Testamente (eller rettere de jødiske helligskrifter, for denne betegnelse kendes først fra Tertullian [ca. 160-225]). Det er forståeligt, eftersom det er Det Gamle Testamente, som Justin er så optaget af i dialogen. Justin forsvarer indædt ordlyden af Septuaginta og reflekterer eksplicit over uoverensstemmelser mellem den hebraiske tekst og den græske oversættelse – eksempelvis i forhold til Esajas 7,14. For Justin er Septuaginta den sande bibel. Det er her, man kan finde profetierne om Kristus, og det er Septuaginta som er udgangspunkt for det skriftbevis, som kendes fra Lukasskrifterne, og som Justin udbygger og viderefører.

Apostlenes erindringer

Justins forhold til de nytestamentlige skrifter berøres kun kortfattet i indledningen. Det nævnes, at Justin et enkelt sted i Apologien refererer til apostlenes erindringer som ”evangelier”, det er også en reference, man kan finde i Dialogen selv i 10.2 og 100.1. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at Justins foretrukne betegnelse for evangelierne er ”apostlenes erindringer”, sådan som det også anføres i indledningen. Denne betegnelse er ganske illustrativ for Justins forhold til de nytestamentlige skrifter. I modsætning til Septuaginta, som for Justin er hellig skrift, har de nytestamentlige skrifter tilsyneladende ikke nogen betydning som skrift for Justin, hvilket står i skarp kontrast til eksempelvis den næsten samtidige Irenæus (ca. 130-200) for hvem de nytestamentlige skrifter har autoritativ status. Det kunne have været interessant at få udfoldet Justins forhold til de nytestamentlige skrifter nærmere. Betegnelsen ”apostlenes erindringer” lyder for en umiddelbar betragtning jo ganske tilforladelig, men hvorfor er Justin så forbeholden overfor betegnelsen ”evangelier” – det ”såkaldte evangelium”, sådan som han eksempelvis lader Tryfon referere til et af dem i Dialogen 10.2? I lyset af Justins veludviklede forståelse af Septuaginta som hellig skrift, påkalder hans mere lunkne holdning til de nytestamentlige skrifter sig interesse. Normalt fremhæver man, at Markion (ca. 85-160) fremskyndede kanoniseringsprocessen, men det er tilsyneladende ikke tilfældet hvad angår de nytestamentlige skrifter hos Justin.

Afslutning

Med denne udgivelse er der nu udkommet 10 bind i serien Antikken og Kristendommen med Anders-Christian Jacobsen som ansvarshavende redaktør. I serien udgives der både oversættelser og forskningsformidlende antologier/monografier. Det er et folkeoplysningsprojekt i ordets bedste betydning, og forhåbentlig kan vi se frem til mange flere bind.