Gilgamesh: Verdens ældste historie om verdens første konge

Anmeldelse af John Rydahl, Gilgamesh. Verdens ældste historie om verdens første konge, Religionspædagogisk Forlag, 2012, 63 sider, 129 kr.

Af Christian Halvgaard

Historien om Kong Gilgamesh og hans jagt på udødelighed er vel den mest berømte fortælling af de mange litterære værker, skrevet med kileskrift på lertavler, som arkæologer siden midten af 1800-tallet har gravet op af den mesopotamiske muld i det nuværende Irak. På trods heraf vil mange sikkert have svært ved på stående fod at give et resume eller genfortælle historien for børn eller børnebørn, og her kommer John Rydahls gendigtning som kaldet. Målgruppen er efter lixtal og layout at dømme børn fra 7-13 år, og den vil egne sig fint til højtlæsning. Historien har rødder helt tilbage til sumererne i det 3. årtusind f.Kr., men den bedst kendte version er skrevet på akkadisk i det 2. og 1. årtusind f.Kr.

Jagten på udødelighed

I korte træk handler fortællingen om kong Gilgamesh af Uruk, der er en tredjedel menneske og to tredjedele gud og derfor larger than life. Hans undersåtter har deres hyr med denne alfahan af en konge, så guderne skaber ham en ven, Enkidu, der kan måle sig med ham i styrke. Sammen drager de to venner på eventyr, hvor de bl.a. dræber dæmonen Huwawa og tager guden Enlils himmeltyr ved hornene.

Guderne lader nu Enkidu dø, hvorefter Gilgamesh drager ud for at vinde udødelighed, både for Enkidu og sig selv. Han opsøger efter mange strabadser Utnapishtim, det mesopotamiske svar på Noa, der fortæller ham den syndflodshistorie, som forfatterne til 1 Mosebog senere gjorde til deres egen. Da Gilgamesh udfritter Utnapishtim om udødelighedens hemmelighed, bliver han sat på en prøve, som han ikke består. Slukøret og desillusioneret må han vende hjem til Uruk igen uden at have opnået udødelighed.

Kampen mod selveste ondskaben?

Rydahl genfortæller historien lige ud ad landevejen, og det er imponerende, hvor frisk og fængende den stadig er her små 4000 år senere. Rydahl undgår i det store og hele fristelsen til at komme med forklarende indskydelser undervejs, men en enkelt gang går det dog galt: Gilgamesh og Enkidus kamp mod dæmonen Huwawa har overskriften ”Kampen mod det onde” og beskrives af Rydahl som et forsøg på at ”udrydde selveste ondskaben”. Han fortsætter pædagogisk med at forklare: ”Dengang mente man nemlig, at al ondskab i verden kom fra uhyret Huwawa” (s. 21). Nej, det mente hverken sumererne eller babylonerne, der ikke opererede med så primitive kategorier som Det Gode mod Det Onde. Gilgamesh-epet udmærker sig netop som så megen anden stor litteratur ved at skildre verden og livet i al dets mangfoldighed. Huwawa er i originalen blevet sat til at vogte en skov af guden Enlil, og Gilgamesh’ motiver for at tage kampen op er simpelthen at vinde hæder og evigt ry. At Rydahls målgruppe er børn undskylder ikke en så grov forsimpling og fordrejning af originalteksten.

Censur af hensyn til målgruppen kan naturligvis være nødvendigt, men det er næsten synd, at Rydahl snyder læserne for den herlige scene, hvor Gilgamesh flabet kaster himmeltyrens afskårne ædlere dele i hovedet på gudinden Ishtar.

Der er enkelte faktuelle fejl i bogen: Irak hed ikke Mesopotamien for 5000 år siden, som vi får at vide på s. 5 – det er en langt senere græsk betegnelse. Enkidu er i Rydahls genfortælling blevet til Enkido, hvilket er uheldigt, da kileskriften som skriftsystem slet ikke opererer med vokalen ”o”. Rydahl opgraderer desuden Gilgamesh fra 2/3 til 3/4 gud, velsagtens fordi det så rent logisk passer med, at hans forældre var henholdsvis hel og halv gud.

Titlen tager måske også munden lidt for fuld, idet Gilgamesh ikke var ”verdens første konge”, og fortællingen om ham ikke ”verdens ældste historie”, men det er ikke meget galt!

En ny gammel klassiker

Gilgamesh-fortællingen viser, at fantasy-genren slet ikke er så ny endda, og på trods af et par skønhedsfejl kan Rydahls version af Gilgamesh varmt anbefales som en udvidelse af det repertoire af mytologiske gendigtninger, der er tilgængelige for børn. Gilgamesh fortjener faktisk at blive indlemmet i vores kulturelle kanon på linje med andre episke klassikere fra oldtiden som Iliaden, Odysseen og Æneiden. Mere modne læsere, der ønsker at stifte bekendtskab med Gilgamesh og hans eventyr, er i øvrigt så heldige at have en fremragende dansk oversættelse med fyldig introduktion til rådighed (Ulla og Aage Westenholz, Gilgamesh – Enuma Elish. Guder og mennesker i oldtidens Babylon, Spektrum, 1997).