Nye lektioner i kærlighedens teologi: Werner G. Jeanronds Kærlighedens teologi

Kærlighedens befrielse fra syndsteologiens perverteringer.

Siden Nygrens skelsættende, men problematiske værk Eros og agape (1930) har det været sparsomt med teologisk nytænkning om kærligheden. Nygrens værk og metode lammede den afgørende dialektik mellem eros og agape, som en hermeneutisk og litterærkritisk tilgang til Bibelens og teologiens begreber har fremhævet, eksempelvis hos Paul Ricoeur. Disse udfordringer kalder ifølge en ny bog af professor ved Oxford Universitet Werner Jeanrond på en kritisk genoptagelse af traditionen. Ambitionen er ikke bare at give de nutidige sekulære kærlighedspraksisser et kritisk eftersyn, men også at se på begrænsningerne og eller direkte negative konsekvenser af de hævdvundne protestantiske og katolske kærligheds-teologier, hvor synd og nåde sætter det afgørende skel, mens den naturlige kærlighed betragtes som værdiløs eller syndig. Denne skematiske modstilling indsnævrer det blandede felt mellem det åndelige og det verdslige regimente, kirken og staten, der omfatter pædagogik, opdragelse, retten, økonomi, politik, sædelighed, seksualitet, socialetik, solidaritet og omsorg, som traditionelt har været kærlighedens kontekst, både i den katolske og den protestantiske tradition. Opgaven er derfor at frilægge mere produktive ansatser, der bedre imødekommer de ændringer, der er sket med familien, den seksuelle revolution, kvindens og kroppens frigørelse, anerkendelsen af homoseksuelle parforhold og ikke mindst de institutionelle sociale og politiske rammer for kærlighedens verdslige og kirkelige praksis, som udgør bogens teologiske ”hjerte”.

Kærlighedens sprog.

Kærligheden er ”stærk som døden”, hedder det i Højsangen, det spørgsmål, som optager den jødiske og kristne teologi, er, om kærligheden er ”stærkere end døden”? Den kristne påstand, at ”Gud er kærlighed”, er blevet en næsten intetsigende selvfølgelighed. Kærligheden står derfor i fare for at blive sentimentaliseret eller neutraliseret i en begrebsanalytisk agape-etik (pace Nygren). Kærlighedens sprog er imidlertid uomgængeligt poetisk. At holde forelæsninger over kærligheden kræver, at den kan fastholdes begrebsligt og fænomenologisk. Paradokset er, at kærligheden udtrykker sig i sin bevægelse og gøren og derfor er vanskelig at bringe til standsning. Denne spænding mellem poesi og prosa, gøren og erkenden har fascineret digtningen “Stand still, and I will read to thee/ A lecture love, in loves philosophy” (John Donne). Werner Jeanrond formår at bringe de teologiske udfordringer til kærlighedens netværk til orde i en livsnær prosa, der inviterer læseren til selv at tænke med og videre. Bogens første kapitel opridser kærlighedens socialetiske og kønsteoretiske aspekter som holdepunkter for diskussionen af kærlighedens institutioner og globale politiske perspektiver. Disse kærlighedspraksisser yder modtræk til en individualisering af kærligheden, der har kendetegnet såvel nutidens borgerlige romantiske kærlighedsforståelse, som en individualiseret næstekærlighed, der spilles ud imod fællesskabet og institutionerne. Jeanrond deler anliggende med N.F.S.Grundtvig, der ville bibeholde Luthers frihedsimpuls, men oplyse og befri det naturlige menneskeliv fra den protestantiske puritanismes mørkemænd.

Modfortællinger.

Jeanrond finder stof til en modfortælling imod den kristne puritanisme i det 12.århundredes individualiserende mystik og spiritualitet i hinduistiske, jødiske og muslimske kulturer, som udgør paralleller til Bernhard af Clairveaux’ kærlighedsmystik, kvindelige mystikere (beguinere),Thomas Aquinas og den høviske kærlighed i den provencalske troubadourdigtning, men også Luthers syn på ægteskabet og den legemlige kærlighed læses som en genopdagelse af kærlighedens subjekt. Den emotionelle revolutions opdagelse af subjektet fremhæves over for den eksklusive kærlighedsforståelse, som Johannesevangelisten tilskrives, og som danner model for Augustins had til krop og seksualitet, og for den protestantiske reformation og dens moderne repræsentanter fra Søren Kierkegaard til Nygren, Karl Barth og Eberhard Jüngel. I en dansk grundtvigsk tradition kan dette billede af Johannes forekomme overraskende, men er måske mere oplagt, når man tænker på, hvordan den katolske kirke har positiveret sig selv som det sande broderskab af de ægte Johannes-disciple. Bogen er et forsvar for den ”urene” mangfoldige menneskelige kærlighed overfor tendensen til at åndeliggøre kærligheden eller ensidigt reducere dens netværk til dyriske behov. Fra kærlighedens nutidige horisonter griber forfatteren tilbage til dens bibelske og teologihistoriske hovedspor. Bibelens dobbelte kærlighedsbud gør kærlighed til et teologisk tema af første rang i både GT og NT, men samtidig modsætter kærlighedens poetiske sprog sig en begrebslig fiksering, f.eks i Højsangen.

Strid om den Johannæiske kærlighedsteologis subjekt: kirken eller Gud?

Johannes, den discipel Jesus elskede, og som er kærlighedens apostel, krediteres for udsagnet ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4), som Jeanrond imidlertid ikke forstår metaforisk, men ekklesiologisk, og som han derfor anser som problematisk. Mens Johannes og Augustins kærlighedsteologier behandles kritisk som udtryk for en sekterisk tendens, fremhæves Lukas, Paulus og Thomas Aquinas mere fordelagtigt for deres positive inkluderende syn på den naturlige kærlighed og dens forhold til ikke-kristne. Kapitel 5 og 6 behandler nutidige positioner, hvor en ensidig betoning af agape hos Kierkegaard og Barth kritiseres ud fra rehabiliteringen af begæret hos Paul Tillich og Karl Rahner. Man kunne her have ønsket sig et gensyn med den store katolske fænomenolog Max Scheler’s kærlighedsfænomenologi. En særlig diskussion vies til den franske filosof Jean-Luc Marion, der kritiseres for at isolere ”kødet” (fænomenologisk forstået) fra kroppen i en udialektisk positivering af det givnes umiddelbarhed. Kroppen bliver heroverfor – inspireret af Ola Sigurdson – bogens centrale metafor, der kan forbinde det individuelle med det institutionelle i kærlighedens mangfoldige livsforhold, verdslige og kirkelige. Pave Bendikt d. XVI’s rundskrivelse diskuteres respektfuldt, men kritisk for at videreføre problematiske tendenser i den johannæiske teologi, som den fortolkes i den katolske sociallære og ekklesiologi. Forfatteren kommer ikke ind på forholdet mellem kirkens kyskhedskrav og dens pædofili-kultur. Her kunne den kontekstuelle teologi med fordel suppleres med et reformatorisk opgør med kærlighedsteologien i en inter-tekstuel læsning af Johannes, der ville være mere kritisk over for menigheden, kirken og konteksten. Jeanronds egen ”Doktorvater”, Paul Ricoeur, har således udlagt udsagnet ”Gud er væren” (2 Mos 3,14) som den afgrund, der åbner sig mellem Gud og menneske, og som ophæves (og opbevares) i det – alene på denne intertekstuelle baggrund – ikke-selvfølgelige metaforiske udsagn ”Gud er kærlighed.” Dette udsagn er en kristologisk bestemt dobbelt negation, en fjernelse af en fjernhed, ”Ent-Fernung”, der på en gang overvinder og opbevarer distancen, og som er kærlighedens formel. Gud er ikke kærlig, men er kærlighed, skrev Regin Prenter i en vigtig afhandling (”Der Gott der Liebe ist”). Dette udsagn begrunder, at den kristne Gud ikke kan være alene, men må være en trinitarisk væren-sig-selv i forhold til sin egen andethed (Kristus). Ricoeur har taget denne centrale figur op hos Jüngel, der henviser til Prenter og Hegel, som Jeanrond dog ikke følger. Det ville være et stærkt bud på en anden læsning af Johannes, der sprænger den empiriske ekklesiologiske og sociologiske spændetrøje ved at flytte fokus til gudsbegrebet. Men denne forståelse af ’teologi’ finder Jeanrond ikke attraktiv. Også psykoanalysen og den neo-lacanianske ”psyko-teologi”, som er én af de mest spændende aktuelle scener for diskussionen af kærlighedens teologi, ville det have været oplagt at inddrage, dels som en genopdagelse af den augustinske syndslære, dels som en udfordring til fænomenologien, sådan som Ricoeur allerede i 1960erne havde peget på.

Forfatteren, der stammer fra grænselandet Saarland, mellem Frankrig og Tyskland har været professor i systematisk teologi i Dublin, Lund og Glasgow. Siden 2011 har han beklædt lærerstolen i katolsk teologi i Oxford og har til stadighed været en højt værdsat samarbejdspartner i de teologiske fagmiljøer i hele Skandinavien. Forfatterens biografi kaster lys over hans store økumeniske indsigt og engagement i nutidige diskussioner fra fransk fænomenologi til nyere dansk Paulus-forskning.

Sandhedskærlighedens svigefulde væsen.

Bogen Kærlighedens teologi opridser et differentieret billede af kærlighedens aktuelle verdslige og åndelige forfatning og fremstiller de indbyrdes spændingsfyldte hovedspor, som har været bestemmende for den teologiske forståelse af kærligheden. Takket være en overskuelig inddeling i 8 kapitler og en klar, levende og pædagogisk fremstilling, giver bogen en konkret forståelse af den helhed, som de enkelte momenter er dele af. Prisen for dette er, at læseren selv må gå i dybden med de mange (relevante) diskussioner og spørgsmål, bogen åbner for, og vil derfor være oplagt i studie- og undervisningssammenhæng. Litteraturhenvisninger til hvert kapitel giver udblik til den nyeste forskningslitteratur. Bogen er således et arkiv af historisk viden og teoretisk indsigt. De historiske redegørelser om Bibelen, Augustin og middelalderens teologer er overalt medbestemte af forfatterens nutidige systematiske sigte. Han vil undgå en konfessionel beslaglæggelse af kærligheden. Dette fremgår pointeret og udfordrende for både den lærde og læge læser. Forfatterens egne sympatier og antipatier gør fremstillingen medrivende og klæder emnet. Man kan have sine tvivl om en kærlighedens teologi er mulig uden en overvejelse over det poetiske sprogs betydning for teologiske udsagn, i hvert fald er tænkningen ikke mulig uden kærlighed til sandhed, der både kan føre væk fra og hen til Gud. Men er tænkerens kærlighed mon gengældt, eller er problemet snarere, sådan som Nietzsche siger, at hvis sandheden er en kvinde, er det ikke givet, at hun elsker dem, der elsker hende alt for højt, nemlig de herrer dogmatikere, der i deres overdrevne sandhedskærlighed har ment at kunne besidde sandheden i en begrebslig metafysik, men som derved røber, at ”de har forstået sig slet på kvinder”. Denne mistanke dementeres ikke alene af værkets opgør med de dogmatiske og analytiske forsøg på at rense den kristne kærlighed, men også ifølge et stykke junk evidence, en væggraffiti i ”ladies room” på universitetet i Glasgow. Her har nogen besvaret spørgsmålet, Staff members who would you like to…? med følgende, ”Werner Jeanrond (Theology) He could make me scream ’Oh God’ anyday!!” – junk evidence, men alligevel, læs bogen, bliv forført og udfordret!

Af Carsten Pallesen

Werner G. Jeanrond, Kærlighedens teologi, Frederiksberg: Aros Forlag 2012, 321 sider, 345 kr (oversat fra engelsk A Theology of Love, London: T&T Clark 2010)