Vædderhornet

Vædderhornet: Historien om de ti Bud, fortalt af Peter Mouritzen, Illustreret af Oliver Streich, Forlaget Alfa, 2011, 32 farveill. Sider, 218 kr.
Af Anne Gudme
Først og fremmest skal det indrømmes, at denne anmelder altid har været en stor fan af Peter Mouritzens serie, BibelStærk. Særligt bind tre, Kraftkarlen og den dejlige dame, der handler om Samson, med illustrationer af Lasse B. Weinrich, har jeg læst flere gange og med stor fornøjelse. Derfor var det da også med stor tilfredshed og høje forventninger, at jeg satte mig til rette i husets bedste stol, for at læse det tiende bind i serien. Vædderhornet er, ganske som undertitlen siger det, historien om De Ti Bud.
Vædder
Mouritzen tager udgangspunkt i 2 Mos 19-20 og 32-34 og fortæller hvordan Gud kaldte folket sammen ved foden af Sinaj bjerget ved at blæse i sit vædderhorn. Moses går op på bjerget, hvor Gud, som er forklædt som en sky, overrækker ham stentavlerne med De Ti Bud. Men da Moses kommer ned igen, danser Israels folk om guldkalven. Moses smadrer stentavlerne i vrede og må op på bjerget igen efter et nyt sæt, som han endnu engang bringer ned til Israels folk. The End. Det er en mærkelig historie og selvom Oliver Streichs illustrationer er skønne og Peter Mouritzen som fortæller er morsom og underfundig, så ændrer det ikke ved, at historien om De Ti Bud helt ærligt lader noget tilbage at ønske mht. plot og persongalleri. Sinajepisoden giver ikke megen mening, når den ikke fortælles i sin rette sammenhæng som en mellemstation mellem trældom i Egypten og det forjættede land, og selvom episoden med guldkalven pirrer fantasien, så er det alligevel svært at blive klog på, hvad meningen er, når hele baggrunden for Gammel Testamentes raseri mod ’afguderne’ udelades.
Det korte af det lange er, at Vædderhornet slog mig som en temmelig kedelig fortælling, der ikke rigtigt handlede om noget. Der er nogle rigtig sjove passager indimellem, såsom de ti bud på vers: ”Du må ikke sige ting som sgu og Gud fri mig, gør du det, så kan Han ikke li’ dig!” og ideen om at Gud skriver De Ti Bud på budsk, ”og budsk var et sprog som man ku’ husk’.” Samtalen mellem Gud og Moses er også virkelig morsom. Gud er en gnaven og temmelig uforskammet skolemester og Moses spiller rollen som den ikke alt for kløgtige elev. Men når alt kommer til alt kunne de vellykkede detaljer ikke kompensere for, at historien var for tynd. Det var altså en temmelig skuffet BibelStærk-fan, der klappede Vædderhornet i og lagde den på hylden.
Og der lå den så, indtil vi fik besøg af Albert på fire et halvt år, som var overtræt og slemt trængte til at høre en historie. I desperation greb jeg Vædderhornet og begyndte at læse højt, men jeg fortrød hurtigt, for jeg syntes stadig at historien var kedelig. ”Skal vi ikke hellere læse en anden bog, Albert?” Spurgte jeg. ”Hvad med Peter Plys?” Men Albert ville ikke høre tale om at skifte bogen ud og, da vi lidt senere sluttede os til resten af selskabet i stuen, proklamerede han skråsikkert, at Gud er en sky!
Det kunne altså godt se ud til, at Vædderhornet er langt mere vellykket end denne anmeldelse har givet udtryk for. Målgruppen har talt og vendt tommelfingeren opad og derfor vil jeg på trods af min forbeholdne første reaktion anbefale BENs læsere, at give Vædderhornet en chance.