Skriftsyn og Metode

Sigfred Pedersen (red.):

Skriftsyn og Metode

(2. reviderede og udvidede udgave)

Aarhus Universitetsforlag 2008.

Pris: 398,- kr.

Anmeldt af Geert Hallbäck

 I 1989 udkom 1. udgave af Skriftsyn og metode, der var den første samlede fremstilling på dansk af både de klassiske eksegetiske metoder og de nye metoder, der blev introduceret i løbet af 1970’erne og 80’erne. En række kapitler fra bogen blev hurtigt fast pensum inden for det nytestamentlige bifag hermeneutik også ved det teologiske studium i København. Men udviklingen inden for de eksegetiske metoder går hurtigt, og nye studieordninger stiller nye krav til pensum, så bogen gled efterhånden i baggrunden. Derfor er det et glædeligt initiativ, at bogen er genudgivet i en revideret og udvidet udgave, der bedre svarer til den aktuelle situation.

Bogens grundlæggende anlæg er det samme. En første afdeling handler om vigtige positioner inden for bibelfortolkningens historie, og en anden afdeling præsenterer de forskellige metoder, der anvendes i dagens bibelforskning. Alle artikler har fået et sprogligt eftersyn, de fleste er også revideret indholdsmæssigt, alle kapitler rummer fyldige up to date-litteraturlister, og endelig er der føjet flere nye kapitler til: Anders-Christian Lund Jacobsen har skrevet et kapitel om ’Skriftsyn og metode i oldkirken’, der afløser et tilsvarende kapitel af Henning Lehmann i 1. udgaven. Iben Damgaard har skrevet et nyt kapitel om ’Kierkegaard og Bibelen’. Helge Kjær Nielsen har sammenskrevet tre kapitler fra 1. udgaven, der handlede om de klassiske historisk-kritiske metoder. Nu kaldes de tilsammen ’Diakrone metoder’. Ole Davidsen har skrevet et kapitel om ’Semio-litterær læsning’, der supplerer Aage Pilgaards kapitel om ’Den strukturalistiske analyse’, der er bibeholdt fra 1. udgaven. Endelig har redaktøren selv skrevet to nye kapitler om henholdsvis ’Den retoriske analyse’ og ’Den epistolografiske analyse’. Til gengæld er Johannes Nissens sammenfattende hermeneutik-kapitel ’Tekst og kontekst’ fra 1. udgaven udgået. Det sidste synes jeg er en skam, for det var en god sammenfatning af de grundlæggende spørgsmål, enhver fortolkning står over for.

I det følgende vil jeg kommentere de nye artikler.

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor Henning Lehmanns kapitel er udskiftet med Lund Jacobsens. Men det nye kapitel er under alle omstændigheder en kompetent og interessant gennemgang af den oldkirkelige eksegese frem til og med Augustin. Selv om kapitlet skal give overblik, bliver der også plads til en række velvalgte detaljer. Et par steder ser det imidlertid ud til, at der er skåret i teksten i forhold til det, der lægges op til. Således stilles s. 71 en behandling af Johannes Chrysostomos i udsigt, som aldrig kommer. Og s. 74 lægges der op til en præsentation af Theodor af Mopsuestias gennemgang af Sl 118, som vi også bliver snydt for.  Her er det kikset lidt i slutredaktionen.

Når der er et kapitel i bogen om ’Grundtvigs bibelsyn’, er det nærliggende at tilføje et om ’Kierkegaard og Bibelen’, som det sker her i 2. udgaven. Det er overladt til Iben Damgaard, der ikke blot er fortrolig med Kierkegaard, men også formår at formidle sin fortrolighed, så ikke-Kierkegaard-kendere kan følge med. Der er tale om en tæt tekstlæsning af tre Kierkegaard-tekster: Kjerlighedens Gjerninger, Til Selvprøvelse og Frygt og Bæven med det berømte og provokerende forsvar for Abrahams villighed til at ofre Isak. Man får et godt indblik i Kierkegaards intense refleksioner over bibelske passager. Men nogen ’metode’ anvender Kierkegaard ikke – med mindre vi anakronistisk vil kalde den fundamentalistisk. Derved bliver kapitlet mere interessant som Kierkegaard-læsning end som bidrag til en metode-bog.

Hvad der er vundet ved at slå de tre kapitler om Litterærkritik, Formhistorie og Redaktionshistorie sammen til et stort kapitel under overskriften ’Diakrone metoder’, er lige ved at gå tabt igen, idet kapitlet blot er tilsvarende meget længere end de andre. Der er endog yderligere blevet plads til nogle indledende generelle bemærkninger, en præsentation af ’den historiske Jesus’-forskning samt et selvstændigt afsnit om Traditionshistorie ved siden af de tre andre metoder. Helge Kjær Nielsens styrke er de velvalgte eksempler. Man bliver klog på metoderne ud fra eksemplerne. Til gengæld er han ikke så dybtgående i den teoretisk-systematiske del af præsentationerne, ligesom det skinner igennem, at Formhistorien ikke er Kjær Nielsens foretrukne metode.

Det bedste af de nye kapitler er Ole Davidsens bidrag om ’Semio-litterær læsning’. På forhånd kunne man undre sig over, at Aage Pilgaards kapitel om ’Strukturalistisk analyse’ fra 1. udgaven er bibeholdt, når Ole Davidsens nye kapitel bl.a. omhandler det samme. Men de to kapitler er meget forskellige i deres anlæg og supplerer hinanden fortræffeligt. Pilgaards er mere metode-historisk anlagt med en præsentation af analysens forudsætninger i strukturel lingvistik, Vladimir Propps eventyranalyser og A. J. Greimas’ narrative semiotik. Kapitlet er blevet styrket ved, at en analyse af Mark 2,1-12 er føjet til analysen af Joh 18,28-19,16 fra 1. udgaven.

                      Ole Davidsens kapitel er lagt mere systematisk an. Udgangspunktet er en grundlæggende præsentation af almen religionssemiotik. Semiotik er studiet af tegn og deres frembringelse af betydning. Herefter fokuseres der på de sproglige tegn i teksten, hvor semiotikken koncentrerer sig om en analyse af det fortalte (narrat’et, som Ole Davidsen kalder det). De franske fortælle-semiotikere Bremond og Greimas’ teorier og analysemodeller præsenteres. Den sidste del af kapitlet handler om Litterær fortælleteori. Ved et første blik i bogens indholdsfortegnelse mangler der tilsyneladende noget, hvis de aktuelle metoder skal præsenteres. Hvor er den narrative kritik og reader-response-analysen, kunne man spørge. Men de er her under betegnelsen Litterær fortælleteori. Her behandles skellet mellem den reelle forfatter og den implicitte forfatter, der er en instans i teksten, og mellem den reelle læser og den implicitte læser, og læserens bidrag til tekstens betydningsdannelse omtales. Det, der især udmærker Ole Davidsens kapitel, er den klarhed og stringens, der præger hele fremstillingen. Man kan ikke være i tvivl om, hvordan de forskellige begreber og analytiske greb forholder sig til hinanden, når man har læst kapitlet.

Sigfred Pedersen er en uhyre dygtig redaktør. Det har han vist i mange udgivelser, og det fejler heller ikke i denne udgivelse. Han kan animere forfatterne til at skrive overskueligt og forståeligt, relevant og levende. Og han står som garant for både sproglig og saglig omhyggelighed i detaljen. Men han kan desværre ikke redigere sig selv. Derfor er hans to nye bidrag bogens svageste og mest ejendommelige. Hans sætninger er knudrede og overlæssede med informationer. Og det sammen kan siges om indholdet i kapitlerne. Der er en tendens til, at han forlader hovedsporet og løber langt ud ad en tangent; det er svært at fastholde en sammenhængende problemstilling; og kapitlerne er præget af forfatterens meget idiosynkratiske fortolkninger af Det Nye Testamente.

                      Kapitlet om ’Den retoriske analyse’ er noget af det mærkeligste, jeg har læst i en lærebog. På den ene side bedyrer Sigfred Pedersen, at inddragelsen af retorik og epistolografi (dvs. brev-teori) er noget af det mest løfterige i dagens eksegese (s. 327). Samtidig indrømmer han, at han ikke er retoriker af fag (s. 349). Måske skulle han have fået en med forstand på antik retorik til at skrive kapitlet. Nu får vi en nødtørftig introduktion til nogle basale retoriske begreber, hvorefter Sigfred Pedersen på 4½ side gennemgår hele den nytestamentlige fortolkningshistorie under overskriften ’barbarisk eksegese’ – fordi den kristne eksegese ikke tager hensyn til skrifternes hellenistiske forudsætning. Hoveddelen af kapitlet er en stærkt komprimeret gennemgang af 1 Korintherbrev og Galaterbrevet, der fortolkes skabelsesteologisk. Sigfred Pedersen mener, at Paulus foretager en ’antropologisk interpretation’ af det, han kalder ”skabelsesbudet”, nemlig at mennesket skal herske over den øvrige skabning (1 Mos 1,26.28). Den antropologiske omtolkning hos Paulus lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3 Mos 19,17-18; Rom 13,9; Gal 5,14). Det plejer vi andre at kalde ’kærlighedsbudet’, men for Sigfred Pedersen er det altså et skabelsesbud! Hverken disse gennemgange eller ’den barbariske eksegese’ har noget med retorik at gøre. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad meningen er med det kapitel. Det kan i hvert fald ikke bruges som introduktion til den retoriske analyse.

                      Så er Sigfred Pedersen anderledes på hjemmebane i det næste kapitel om ’Den epistolografiske analyse’. Man får en fin og velafbalanceret indføring i antik brevskrivning og brev-teori i begyndelsen af kapitlet. Men så tager tekstgennemgangene igen magten fra forfatteren. Her er det 1. Thessalonikerbrev og Romerbrevet. Begge breve er velvalgte som yderpunkter inden for den paulinske epistolografi, men de brev-teoretiske pointer drukner fuldstændig i forfatterens lange og meget hjemmegjorte fortolkninger. I Romerbrevet opfatter han 1,13-17 og 15,14-33 som brevets korpus, mens de 14 mellemliggende kapitler (1,18-15,13) betragtes som en ekskurs. Det må vist være den længste ekskurs i verdenslitteraturen!

                     

Kan vi så bruge bogen/kapitler fra bogen på ny i vores hermeneutik-pensum? Sådan som vi praktiserer undervisningen i København, består pensum af en blanding af ’primærtekster’, altså tekster af de pågældende metoders foregangsmænd, og lærebogsagtigt stof. Der er en vældig god pædagogisk effekt ved ’primærteksterne’, idet studenterne får en fornemmelse af, at her sker der noget, som ikke er sket før. Det stiller store krav til undervisningen, og vi kan ikke undvære lærebogsstof, der sætter de pågældende metoder ind i en større sammenhæng. Men jeg tror ikke, vi vil opgive ’primærteksterne’. Som lærebogsstof vil jeg mene, at kapitlet om de diakrone metoder, Aage Pilgaards og Ole Davidsens kapitler og Johannes Nissens lettere udvidede kapitel om ’Den sociale hermeneutik’ kan bruges. Det er en stor skam at retorik-kapitlet er uanvendeligt, for her mangler der velegnet lærebogsstof.

Imidlertid rummer bogen meget irrelevant stof i forhold til vores undervisningspraksis. De historiske kapitler er i sig selv spændende og velskrevne, men de falder ved siden af vores hermeneutik-pensum. Jeg vil derfor være betænkelig ved at anbefale studenterne at købe bogen, når så stor en del af den er ’overflødig’.

Disse betragtninger bedømmer bogen på dens anvendelighed i det teologiske studium. Men bogen kan jo også betragtes uafhængigt af studiet som en fortolkningshistorisk og metodediskuterende antologi. Som metodediskuterende bog er den metodiske del imidlertid for lærebogsagtig til for alvor at tiltrække sig interesse. Det gælder derimod ikke den historiske del af bogen. Hvis man er interesseret i fortolkningens historie, rummer bogen en række særdeles læseværdige bidrag. Men de to dele af bogen trækker i hver sin retning. Metodeafdelingen er mest interessant som lærebog, den historiske del mest interessant som antologi. Tilsammen kan de to dele let komme til at spænde ben for hinanden, for den ene dels publikum har ikke rigtig brug for bogens anden del.