Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi

Bodil Ejrnæs og Lone Fatum (red.):
Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi
Forum for Bibelsk Eksegese, 16
København: Museum Tusculanums Forlag, 2010, 169 s., kr. 180
Anmeldt af Flemming A.J. Nielsen
Jøder, manikæere og kristne fra Xinjiang til Rom
– godbidder fra et eksegetisk værksted
Serien Forum for Bibelsk Eksegese udkom første gang i 1988 og er nu nået til bind 16. Til ære for den hjemlige offentlighed udsendes heri prøver på hvad forskere tilknyttet Københavns Universitets Afdeling (tidl. Institut) for Bibelsk Eksegese er optagede af. I Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi samler bidragene sig om såkaldte autoritetsfigurer i antikkens jødedom og gryende kristendom, dvs. tekster der blev produceret, brugt, fortolket og genskrevet af forskellige grupperinger for at vise at netop de skilte sig ud fra omverdenen og nød særlig guddommelig opbakning.
Yndlingsdisciplen
Det springer i øjnene at af otte artikler i en bog udgivet af en forskningsinstitution for bibelsk eksegese handler kun tre om decideret bibelske tekster. Redaktørerne har gemt dem til sidst, og de er fængslende læsning: Jesper Tang Nielsen skriver kompetent om en anonym person i Johannesevangeliet som har mystificeret bibellæsere til alle tider, nemlig »den discipel Jesus elskede«, i forskningen kaldt Yndlingsdisciplen. Han udnævnes i Joh 21,24 til Johannesevangeliets forfatter, men Jesper Tang Nielsen finder paralleller til denne figur i den såkaldt gnostiske tradition, skrifter der kort fortalt afspejler varianter af kristendommen der ikke overlevede i det lange løb, og som forudsætter en særligt privilegeret kreds af troende med en guddommelig indsigt som ikke er enhver forundt. Det viser sig at skrifter med kristent åbenbaringsindhold ofte omtaler yndlingsdisciple der står i et særlig intimit forhold til Jesus og derfor får adgang til den specielle åbenbaring som udgør hovedindholdet af det pågældende skrift. En sådan er ikke en historisk person, men en fiktiv skikkelse med to hovedfunktioner: Han er ideal for læserens tro, og han formidler en særlig indsigtsfuld version af Jesu historie. Som litterær type varetager yndlingsdisciplen rollen som autoritetsfigur for en alternativ kristendom der – som i den gnostiske tradition – kan stå i konflikt med den dominerende kirkelige kristendom, men som også blot kan mene at overgå de alment tilgængelige skrifter. Ideen om yndlingsdisciplen etablerer en linje tilbage til Jesus selv uden om den kirkelige tradition og er derfor udtryk for en elitær kristendom.
Paulus, Paulus og Paulus
En autoritetsfigur af en ganske anden karakter er Paulus, som er emnet for de to øvrige nytestamentlige bidrag. I modsætning til Johannesevangeliets Yndlingsdiscipel er han en historisk person, og den tradition han grundlægger, udvikler sig til den dominerende retning inden for kristendommen, det der bliver til kirken. Fra hans hånd stammer de ældste kristne tekster der er bevaret; der kendes i alt syv breve som utvivlsomt har Paulus som forfatter (Første Thessalonikerbrev, Galaterbrevet, Romerbrevet, Første og Andet Korintherbrev, Filipperbrevet og Brevet til Filemon), men Det Nye Testamente indeholder også seks breve i Paulus’ navn hvis ægthed forskningen har draget i tvivl. Efterhånden er få dog i tvivl om at i hvert fald de såkaldte Pastoralbreve (Første og Andet Brev til Timotheus og Titusbrevet) umuligt kan være skrevet af Paulus, først og fremmest fordi de forudsætter en helt anden kirkelig organisationsgrad og derfor også en helt anden tid end de ægte Paulusbreve gør. I den anden ende af »sandsynlighedsspektret« befinder Andet Thessalonikerbrev sig, her er det et accepteret synspunkt at der kan være tale om et ægte Paulusbrev. Omdiskuterede i forskellig grad er Efeserbrevet og Kolosserbrevet.
Geert Hallbäck argumenterer veloplagt og detektivagtigt for at Kolosserbrevet er et udspekuleret falsum og udnævner ligefrem det pseudonyme apostelbrev til en særlig genre blandt andre litterære genrer i Det Nye Testamente. Det var ikke uden risiko at forfatte sådanne tekster, for blev et skrift afsløret som falsum, mistede det enhver anseelse. Langt de fleste pseudonyme skrifter blev faktisk afsløret som sådanne allerede i oldtiden, så spørgsmålet melder sig hvorfor nogen overhovedet løb risikoen. Kolosser­brevet forsøger if. Geert Hallbäck at gribe ind i en bestemt situation i en bestemt menighed: læseren advares mod »filosofi og tomt bedrag der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus« (Kol 2,8). I virkeligheden polemiserer Kolosserbrevet mod en alternativ version af den kristne tradition brevets forfatter selv tilhører, paulinismen. »Filosofferne« har betragtet sig selv som en elite med en visdom og en indsigt i forholdet til englemagterne som de almindelige kristne ikke havde. I en tid hvor der endnu ikke var dannet kirkelige embeder med indehavere der kunne træffe læremæssige afgørelser af forpligtende karakter for hele kristenheden, var der kun traditionen at holde sig til. Når to parter blev uenige om hvad der var sand kristendom, og begge mente at repræsentere den ægte, oprindelige tradition, kunne det være fristende at skrive et brev i den afdøde autoritets navn, lade det dukke op ved en passende lejlighed og dermed få striden afgjort – hvis bedrageriet altså lykkedes, som i tilfældet med Kolosserbrevet der jo blev anerkendt som et ægte Paulusbrev og derfor endte med at blive en del af Det Nye Testamente. Læremæssigt er det i høj grad sammenligneligt med det utvivlsomt ægte Galaterbrev; i en bestemt fase af kristendommens formative periode viste det pseudonyme apostelbrev sig dermed at være det rette middel til at videreføre en oprindelig kristendom og fastholde grundlæggende forestillinger under en ny tids vilkår.
Man kan dermed skelne mellem adskillige nytestamentlige Paulusfigurer: Der er den selvbevidste forfatter til de ægte Paulusbreve; der er de forskellige forfattere til de pseu­do­nyme Paulusbreve; og der er den Paulus som er hovedperson i en stor del af Apostlenes Gerninger, og som dette skrifts forfatter biografiserer. Tre af disse paulinske autoritetsfigurer er emnet for bogens sidste bidrag, Lone Fatums skarpsindige afhandling holdt i forfatterens velkendte komprimerede stil som fordrer dyb koncentration af læseren. Efter en introduktion til begrebet »autofiktion« med afsæt i nyere dansk litteratur – et markant eksempel er hovedpersonen i Peter Høeghs roman De måske egnede – præsenteres Paulus som implicit forfatter. Den rigtige Paulus kender ingen, det nærmeste vi kommer, er en figur i de ægte Paulus-breve som Lone Fatum karakteriserer som en »autofiktiv jeg-forfatter« der er formet af sin egen fortolkning, og som indskriver sig selv i et frelseshistorisk plot med både Gud og Kristus som allierede. Lone Fatum fremhæver to grundtemaer hos Paulus hvormed den implicitte forfatter iscenesætter sig selv: Det frelseshistoriske tema indskriver Paulus i Guds frelsesplan som apostel med særligt ansvar for hedningemissionen og dermed for fuldbyrdelsen af planen. Faktisk afhænger intet mindre end hele frelsesplanens opfyldelse af hvad den autofiktive Paulus udretter blandt hedninger, hvilket »reducerer en jødisk orienteret apostelkollega som Peter til en art pauseklovn«, som det malende udtrykkes. Det »korsteologisk værdiomvendende« tema understreger at Kristus-efterfølgelse er ensbetydende med at man skal efterligne Paulus og fornægte det almindelige, af kød og død begrænsede menneskeliv og dermed foregribe livet efter opstandelsen fra de døde.
Paulus’ breve foreligger som selvstændig skriftsamling i slutningen af første århundrede hvor der har dannet sig en egentlig Paulus-skole med forskellige fløje og divergerende fortolkningsinteresser, hvad jo også Kolosserbrevet er et eksempel på, jf. ovenfor. Det er i hvert fald antagelsen i store dele af Paulus-forskningen. Engang i første halvdel af andet århundrede, 80-90 år efter at Paulus skrev sine breve, genskrev forfatteren til Apostlenes Gerninger Paulus-figuren. De modsætningsforhold og konflikter inden for den ældste kristendom som Paulus’ egne breve vidner om, fortiedes, og en midtsøgende og fordragelig tendens inden for en nu veletableret paulinsk kristendom projiceredes ind i Paulus’ egen levetid. Med Apostlenes Gerninger grundlægges myten om det enige apostolske fællesskab som begyndelsen til den kristne kirke, ja, det er i dette skrift at betegnelsen »kristne« overhovedet forekommer første gang (ApG 11,26), og i denne myte tillægges Paulus en heroisk hovedrolle. Denne Paulus er ikke radikalt forskellig fra den autofiktive Paulus. Anderledes forholder det sig med Pastoralbrevenes genskrivning af Paulus-figuren. Pastoral-forfat­teren viser ingen interesse for grund­temaerne i de ægte Paulusbreve, men bruger Paulusfiguren til at legitimere sin egen version af paulinsk kristendom som gør op med den ældre paulinismes dualistiske tænkning og interesse for askese som jo ligger tættere på den autofiktive Paulus end Pastoralforfatterens kristendom gør. Den pseud­epigrafiske Paulus må altså korrigere den autofiktive Paulus, og Pastoralbrevene blev da heller ikke uden videre accepteret som paulinske breve. Når de alligevel endte i Det Nye Testamente, skyldes det at de viste sig nyttige i bestræbelserne på i det lange løb at sikre menigheden som institution og dens integration i og accept af det omgivende samfund; det interesserede ikke den autofiktive Paulus der så sin generation som den sidste. Det indebærer i Pastoralbrevene bl.a. en gen-seksua­li­sering af den kristne kvinde som, i modsætning til hvad der gjaldt hos den autofiktive Paulus (1 Kor 7), får pligt til at gifte sig, føde børn og styre hus; hendes fødedygtighed bliver ligefrem et frelsesvilkår (1 Tim 2,15). If. Lone Fatum fastholder pseudepigrafiske skrifter som Pastoralbrevene blot i skriftlig form hvad man i menigheden allerede er fælles om. Fortiden tilpasses, genskrives og lægges til rette så den fortsat kan legitimere nutidige forestillinger og en social identitet der har fremtiden for sig. Ingen kan være blevet narret, Pastoralbrevene foregiver i sig selv slet ikke at være ægte, hedder det måske mere overraskende, de skal blot sandsynliggøre at indholdet er ægte Paulus-tradition, et udtryk for hvad der nødvendigvis må være sand paulinsk kristendom i første halvdel af 2. årh. I den traditionsbevidste kontekst er det under alle omstændigheder Helligånden der anses for at være den egentlige forfatter.
En (kosmo)politisk Moses
Emnerne for bindets forudgående fem bidrag kan måske forekomme mindre tilgængelige, men derfor ikke mindre værdifulde, for de udforsker alle markante autoritetsfigurer i den hellenistiske jødedom som kristendommen udsprang af. Finn Damgaard skriver således om Moses som »erindringsfigur« i en Mosesbiografi af Filon (ca. 20 f.Kr. – 50 e.Kr.). I verdens dengang næststørste by Alexandria møder vi i dette værk en politisk engageret jødisk filosof i færd med at promovere den tanke at det stedlige jødiske samfund skal anse sig selv for ligeværdigt med byens græske indbyggere som er overklasse i forhold til egypterne. Men det græske samfund i Alexandria er ikke en absolut målestok for den jødiske selvopfattelse. Filon går skridtet videre og lader sit ideale jødiske samfund overskride alle geografiske grænser. Moses fremhæves derfor som kosmopolit, kun den romerske kejser kommer i nærheden af at matche ham. For det jødiske samfund er han et middel mod glemsel. Filon vil vedligeholde det jødiske minoritetssamfunds særlige identitet og egenart ved at (gen)­ind­skri­ve det i dets grund­fortælling; Moses viser hvad jødisk identitet er. Det gæl­der derfor om at skille sig ud, at gentage exodusvandringen, men billedligt talt, nemlig ved at overholde Mo­ses’ lovbud. Finn Damgaard viser dermed hvordan Filon genbruger exodustraditionen til sine egne formål. Noget fastholdes, andet forties eller modsiges når Filon genskriver Mosesfiguren så han fortsat kan fungere som erindringsfigur under nye vilkår i den alexandrinske diaspora som Filon ingen intentioner har om at bringe til ophør med en bogstavelig exodus.
Enok i himlen og i Kæmpernes Bog
De fire første bidrag i bogen omhandler skrifter der er dukket op blandt Dødehavsteksterne. Søren Holst lægger ud med at introducere et skrift som kun kendes fragmentarisk, Kæmpernes Bog. Rester af hele ni eksemplarer af en aramæisk udgave af dette værk kendes fra Qumran, og fund af brudstykker af middelpersiske, sogdiske og uyguriske versioner så langt væk som i den kinesiske Xinjiang-provins godtgør at det ud over i det hellenistisk-jødiske miljø har været yndet læsning også blandt manikæ­er­ne som først forsvandt fra Kina i det 17. årh. Afhandlingen er lidt uklart disponeret, men når Søren Holst er bedst, viser han sig som en af de mest velskrivende og formidlende repræsentanter for den bibelske eksegese. Udtryk som »snakkesalig« (om den ikke-bibelske jødiske litteratur fra oldtiden), »superstar« og »himmelsk postbud« (om Enok-figuren) løber ham let i pennen. Detaljeret og lærd er selve rekonstruktionen af den aramæiske tekst, den første af sin art i dansk oversættelse. Den jødiske ikke-bibelske litteratur fra antikken viser at de tekster der indgår i det senere Gamle Testa­mente, kun er et udvalg af en teksttradition der har været meget mere omfattende. I Kæmpernes Bog bygger handlingen på traditionen om den illegitime seksuelle forbindelse mellem »gudssønner« og »menneskedøtre« som også omtales i 1 Mos 6,1-4, og interessen samler sig om den skæbne som venter afkommet, »kæmperne«, og anstifterne af denne forbindelse, »vægterne«. Enok spiller en central rolle som formidler mel­lem Gud og vægterne, og det viser sig muligt at drage forbløffende paralleller til ældgamle mesopotamiske religiøse forestillinger. Også Enok kender vi fra nogle få og ganske korte omtaler i Det Gamle Testamente, men om ham fandtes i den antikke jødedom en ganske omfattende litteratur. Så stor var hans popularitet at man ligefrem har foreslået at skelne mellem en mosaisk en og enokisk jødedom: Mosaiske skrifter dominerer i Det Gamle Testamente og dermed også i den jødiske kanon, hvorimod enokiske skrifter aldrig opnåede kanonisk status selv om vi nu kan se at de engang har nydt udbredt popularitet. Moses-traditionen afspejler et verdensbillede hvor verden er god i sig selv, og hvor lydighed mod Loven er et muligt valg for mennesket. Enok-traditionen derimod anser verden for ond i en sådan grad at kun en kosmisk katastrofe kan rense ondskaben bort og gøre det gode liv muligt. Moses og Enok er fundamentalt forskellige skikkelser: Moses medierer fra den menneskelige ende af skellet mellem jordisk og himmelsk og stiger selv op på Sinaj bjerg på israelitternes vegne for at vende tilbage med Loven som kan læses som en anvisning på hvordan man opnår det gode jordiske liv. Enok, derimod, repræsenterer det himmelske. If. 1 Mos 5,24 døde han ikke som andre mennesker, men blev taget bort af Gud. Enok-litteraturen lader med dette ud­gangspunkt Enok foretage deciderede rundrejser i tid og rum hvor han får indblik i himlens og verdensaltets indretning. Selvom han altså ender med at glide ud af den toneangivende jødedom, viser Qumransamlingen at Enok og Moses ikke var skikkelser der udelukkede hinanden. Begge var populære, og Søren Holst argumenterer for at Enok kan læses som en nødvendig proto-Moses: Før Moses kan etablere den legitime forbindelse mellem himmel og jord, må den illegitime forbindelse afmonteres. Det sker på Guds eget initiativ, men med Enok som formidlende figur.
Udvalg af Lovens Gerninger
Qumransamlingen rummer både tekster der i forvejen var velkendte, og hidtil ukendt litteratur. Om et dokument fra sidstnævnte gruppe skriver Jesper Høgenhaven. Af det fragmentarisk bevarede Udvalg af Lovens Gerninger kendes rester af seks eksemplarer, hvilket er ganske meget og viser at der har været tale om en vigtig tekst for Qumransamfundet. I en redelig og saglig tone drøfter Jesper Høgenhaven de væsentligste problemer knyttet til denne ejendommelige komposition hvis nærmere beskaffen­hed er svær at blive klog på. Det falder i tre højst forskellige dele: en festkalender, en række tolkninger af bestemte forskrifter i Moseloven og en opfordring til læserne om at studere fortiden og skrifterne og indse rigtigheden i den tolkning af loven »vi« står for. Teksten kan dermed både fortolkes som et brev – de paulinske breve i Det Nye Testamente er en nærliggende parallel – og som en lovsamling eller en traktat med genretræk der minder om Femte Mosebog. Antallet af kopier i Qumran viser under alle omstændigheder at teksten er blevet behandlet og læst som et litterært dokument. Tekstens »vi«, der har skilt sig ud fra en større gruppe, knytter sin autoritet til et bestemt forhold til en tradition og en bestemt praksis, men henviser i de bevarede dele ikke til en særlig åbenbaring eller til en åbenbaringsmodtager fra Israels fortid. Derimod gøres der udstrakt brug af citater fra tekster der indgår i det nuværende Gamle Testamente, og disse bibelcitater markeres ofte direkte med »der står skrevet«. Med denne citationsformel anføres tekster fra Tredje, Fjerde og Femte Mosebog som en foreliggende, skriftlig autoritet som forudsættes anerkendt også af tekstens modstandere. Med Skriften og Traditionen som autoritetsfigurer vidner Udvalg af Lovens Gerninger om at der på skriftets affattelsestidspunkt – hvorom Jesper Høgenhaven ikke udtaler sig – forelå i hvert fald et antal jødiske tekster af autoritativ karakter, og at en kanoniseringsproces dermed var godt i gang – skønt naturligvis langt fra afsluttet.
Retfærdighedens Lærer
Om denne kanoniseringsproces vidner også en særlig tekstgenre der er dukket op i Qumran, pesher-litteraturen. Der er tale om den ældst bevarede kommentarlitteratur til bibelske tekster. De tekster der kommenteres, er først og fremmest profetbøger som kom til at indgå i det senere Gamle Testamente, men også salmesamlingen. Trine Bjørnung Hasselbalch skriver om Retfærdighedens Lærer, en prominent autoritetsfigur i Qumransamfundets litterære univers, og tager i sin dybt interessante, men ingenlunde letlæste afhandling udgangspunkt i Habakkukkommentaren. Det kan ikke udelukkes at Retfærdighedens Lærer er en historisk person, måske stifter af Qumransamfundets marginaliserede gruppe af jøder et par hundrede år f.Kr., men ingen kan vide det, og hans eventuelle historicitet som individ er da heller ikke en forudsætning for at forstå hans funktioner som litterær figur. I Habakkukkommentaren har han på enestående vis sin autoritet fra Gud som har givet ham indsigt i den fulde betydning af profeternes ord så han kommer til at fremstå som en fortsættelse af den profetiske tradition. Trine Bjørnung Hasselbalch viser hvordan skriftsteder også implicit bruges til at portrættere Retfærdighedens Lærer. Denne implicitte skriftbrug bidrager til at indsætte skriftet i en litterær tradition, forlene det med autoritet og fremkalde et nuanceret og positivt billede af Retfærdighedens Lærer i modsætning til konkurrerende figurer og perspektiver der fremstilles negativt. Ikke mindst Femte Mosebog og Esajas’ Bog er vigtige inspirationskilder for Habakkukkommentarens forfatter. Allusioner til disse bøger væver et billede af Retfærdighedens Lærer som en visionær skikkelse der dels er eksponent for en levende profettradition, dels er forankret i åbenbaringen på Sinaj. Han er den lovede profet der skulle være som Moses, han er Guds stedfortrædende giver af den nye pagt, og Qumransamfundet repræsenterer opfyldelsen af Guds velsignelsesrige løfter til »Israels rest«. Som Moses personificerer den gamle pagt, personificerer Retfærdighedens Lærer i Habakkukkommentaren indgåelsen af den nye pagt.
En pseudepigraf David
Sidst i rækken af Qumran-bidrag står Bodil Ejrnæs’ inciterende afhandling om Salmerullen der normalt da­teres til 1. årh. e.Kr. Den indeholder (dele af) 39 gammeltesta­mentlige salmer, men også andre salmetekster. Der er store forskelle på den gammeltestamentlige salmesamling og Salmerullen fra Qumran. Bl.a. har David en mere fremtrædende plads end i den bibelske salmebog, og nogle af de kompositioner som ikke findes i Det Gamle Tes­tamente, skiller sig ud i kraft af deres (selv)biografiske karakter; tilsammen danner de et lille stykke Davidbiografi koncentreret om afgørende begivenheder i hans livshistorie. Dermed viser det sig at Salmerullen fra Qumran udfylder et hul i den ellers righoldige pseudepigrafe litteratur der opstod i den jødiske verden i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse. Disse mange tekster udviser stor interesse for en lang række gammeltestamentlige per­sonligheder, både centrale og mere perifære skikkelser, men der står meget lidt om David, til trods for at han er en af Det Gamle Testamentes mest prominente figurer. Salmerullens pseud­epigrafe David har meget til fælles med den bibelske David: Han er musikalsk, han er den salvede hersker som Jahve har indgået en pagt med, og han er, som Krønikebøger­nes David, engageret i tempelkulten. Men til forskel fra den bibelske David karakteriseres den pseudepigrafe David også som vismand og forfatter. Alle disse roller som David indtager, er guddommeligt legitimeret, og den pseudepigrafe David overgår dermed den bibelske David. Formålet med at indarbejde dette portræt af ham i Salmerullen er givet­vis at udnytte ham som autoritetsfigur, dvs. understrege at Salmerullen er en samling digte der er skrevet af David, vismanden, salmedigteren osv. Fascinerende er portrættet af den pseudepigrafe David som vismand, heri kommer han til at overgå den bibelske vismand par excellence, kong Salomo. Da den bibelske David jo er far til den bibelske Salomo, bliver David dermed bogstaveligt talt også visdommens far. Den pseudepigrafe Davids visdom sammenlignes med solens lys, og selv naturen må beundre hans digteriske kunnen der overgår selv Salomo. Et af de virkemidler hvormed David karakteriseres som vismand, er et erotisk digt der i dampende vendinger beskriver den unge Davids oplevelser med det modsatte køn. Konteksten og visdomstraditionen i øvrigt – hvor man ofte møder den personificerede visdom i kvindeskikkelse – gør det nærliggende at tolke dette digt metaforisk som den unge Davids møde med og begær efter visdommen. For egen regning kunne jeg fristes til at tilføje at denne tekst måske også kommenterer en bibelsk erotisk scene, nemlig kong Davids illegitime affære med den underskønne, men gifte Batseba (2 Sam 11). Efter en regulær forbrydelse (David skaffer uigenkaldeligt ægtemanden af vejen) bliver David og Batseba med tiden forældre til den bibelske vismand, Salomo. Er det i virkeligheden visdommen David favner også i den bibelske scene? Og hvad betyder det i så fald at hun tilhører en anden mand, og at forholdet dermed er illegitimt?
Dette kalejdoskopiske udvalg af aktuel forskning – man lukker bogen med ordene »Helligånden og vi har besluttet« ringende for det indre øre – gør klogere, og mange læsere vil uden tvivl efterlades med lyst til at vide mere, for i en bog af dette format kan mange interessante problemer naturligvis kun lige strejfes.