Platon I. Samlede værker i oversættelse

Platon I. Samlede værker i oversættelse
Udgivet af Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen, København: Gyldendal 2009.

Anmeldt af Troels Engberg-Pedersen

Det er umuligt at begynde en anmeldelse af denne bog uden at mindes to personer, der var dybt involveret i tilblivelsen af en ny, samlet Platonoversættelse til dansk: Jørgen Mejer, der døde som 67-årig i september 2009, og Karsten Friis Johansen, der døde som 79-årig i august 2010. Jørgen Mejer var – sammen med Chr. Gorm Tortzen – en hoveddrivkraft bag den planlagte seksbindsudgave af Platon, hvoraf det første bind anmeldes her. Karsten Friis Johansen var nok en del mindre direkte involveret i sagen. Men Friis Johansen var gennem sit lange liv så at sige den danske Platonkender og dermed uden tvivl en slags åndelig op­havs­mand til det foreliggende værk. Begge lærdes minde bør æres, og det nu udkomne værk gør dem begge ære.
En anmeldelse bør fokusere på udgivelsens gode sider, men selvfølgelig også på dens mindre gode sider, hvis sådanne findes. I det foreliggende tilfælde kunne det sidstnævnte have den ekstra fordel, at eventuelle kritiske bemærkninger ville kunne bidrage til forbedringer i de resterende fem bind af udgivelsen.
Men lad det være sagt med det samme: Der er overordentlig meget at glæde sig over i dette værk.
Der er for det første selve eksistensen af værket: at vi overhovedet får sådan en ny over­sæt­telse. Platon er og bliver en hovedhjørnesten i den vesteuropæiske kulturs grundvold. Og han fortjener til enhver tid at være tilgængelig i Danmark på et mundret og præcist dansk. Det er han her, og det er godt.
Der er for det andet det ydre. Det er en umådelig smuk bog, man sidder med: rigeligt med plads på siderne, en meget smuk og læsbar typografi, et værk, der ’vil blive stående’.
Der er for det tredje den gennemgående kvalitet af selve oversættelsen. En række af de bedste danske filologer har – i forskellige grader – været involveret i arbejdet. Og resultatet afspejler dette.
Endelig er der for det fjerde den indholdsmæssige ’indpakning’ af selve oversættelsen: en ca. 40 siders ’Indledning til Platons værker’ ved Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen, person- og stedregister samt kort til sidst i bogen samt – ikke at forglemme – korte, men præcise ind­led­ninger til de enkelte dialoger skrevet af hovedoversætterne. Alt dette er pædagogisk, in­for­ma­tivt og ’to the point’. Det er ikke revolutionerende. Men det skal det heller ikke være.
Alt dette er rigtig godt, og dermed har udgivelsen nået sit mål: at præsentere Platon på dansk for nye generationer af potentielle læsere. Godt gået!
Men nu lidt mere i detaljer: Hvordan er den nye oversættelse sammenlignet med tidligere danske oversættelser, inkl. dens store forgænger, som er Carsten Høeg og Hans Ræders storværk, Platons Skrifter, udgivet i 1932-1941? Udgiverne af det nye værk omtaler for­gængeren som ”Høegs og Ræders fortræffelige, men sprogligt antikverede værk” (s. 26), og de tilslutter sig eksplicit (s. 27) en række principper for oversættelserne i det ældre værk, som de citerer udførligt (s. 26). Er den nye oversættelse så bedre end, på højde med eller ringere end Høeg og Ræder? Her skal ikke generaliseres. I stedet har jeg valgt at fokusere på to dia­loger fra det nye bind, Sokrates’ Forsvarstale (hovedoversætter Jørgen Mejer) og The­ai­tetos (hovedoversætter Fritz S. Pedersen). Jeg bruger meget mere tid på den første, da man også dér bør medinddrage Hartvig Frischs oversættelse fra Sokrates’ domfældelse og død (5. opl., København: Fremad 1956), som i sig selv er en modernisering af Høeg og Ræder.
Sokrates’ Forsvarstale.
(1) 17c1-5. Sokrates har indledningsvis modstillet sine egne, beskedne talegaver med sine modstanderes.
Mejer: ”… nej, mine ord kommer i tilfældig rækkefølge, som de nu falder mig ind. I skal ikke forvente jer noget andet. Jeg er overbevist om, at det jeg siger, er sandt. Det ville da heller ikke være acceptabelt, mine herrer, at jeg i min høje alder trådte frem for jer, som om jeg var en teenager der finder på gode undskyldninger.”
Frisch: ”… nej det, I får at høre, kommer lige fra leveren og med ord, der netop falder mig på tungen. Jeg stoler nemlig på, at det, jeg siger, er rigtigt, og ingen af jer skal indstille sig på noget andet. Det ville da for resten heller ikke være klædeligt, athenere, for en mand i min alder at træde frem her for jer som et ganske ungt menneske, der »former« sine ord.”
Høeg: ”… nej, det bliver lige ud ad Landevejen med de Ord, der falder mig paa Tungen – jeg stoler nemlig fuldt og fast på Rigtigheden af det, jeg vil sige jer, – og andet maa I altsaa ikke vente jer. Det vilde ogsaa være temmelig uværdigt for en Mand i min Alder at træde frem for jer med en Tale, der – paa ganske ungdommelig Faҫon – var opstillet saa fikst som muligt uden smaalig Hensyntagen til Sandheden.”
Jeg tror, man allerede her kan sige følgende:
(a) Mejer er nok mest ’mundret’. Frisch er bestemt også ’mundret’, men ofte på en lidt flottere måde end Mejer. Høeg og noget mere omstændelig, men tæt på det græske.
(b) Høeg kan undertiden forfalde til en hel parafrase af enkelte ord for at bringe ’det hele’ til udtryk. Det sker her til sidst (fra ”var opstillet” til ”Sandheden”). Alligevel må man medgive Høeg, at han faktisk bringer Platons pointe til udtryk. Og det gælder – i hvert fald her – hverken for Frisch eller Mejer. Frisch er tættere på. Mejer rammer desværre ved siden af.
(2) 18a1-3. Hvis Sokrates var udlænding, ville tilhørerne sikkert bære over med ham, hvis han talte, som han plejede.
Mejer: ”På samme måde finder jeg det rimeligt, at jeg ved denne lejlighed beder jer om at lade mig tale, som jeg plejer at gøre – måske er det en fordel, måske en ulempe.”
Frisch: ”Derfor beder jeg jer også nu, som rimeligt er, synes jeg selv, ikke at hænge jer i min måde at tale på – måske er den ringere, men den kunne måske også være bedre – …”
Høeg: ”…; det er ganske det samme, jeg vil bede jer om nu, skønt jeg er jeres Landsmand, – og med Rette, forekommer det mig – at I ikke tager Hensyn til den M a a d e, hvorpaa jeg taler – maaske er den ringere, maaske bedre end den sædvanlige – …”
(a) Igen er både Mejer og Frisch mere mundrette end Høeg, som skriver umådelig meget ud (”skønt jeg er jeres Landsmand”, ”end den sædvanlige”). Men faktisk er Frisch bedre end Mejer i den henseende og samtidig tættere på Platon selv.
(b) Frisch er også den eneste, der får pointen frem af det sidste i citatet: at Sokrates antyder, at hans egen måde at tale på faktisk er bedre. Det står hos Platon, men hverken hos Høeg eller Mejer.
(c) Endelig kan man ikke komme uden om, at Mejers gengivelse af det sidste fore­kommer en smule sløset. Hvorfor vende om på plus og minus? Og hvorfor fjerne pointen, at Sokrates taler direkte om ’sin måde at tale på’, ved at kalde ’det’ en fordel eller ulempe?
(3) 18b6-c1. Sokrates citerer, hvad folk har sagt om ham gennem længere tid forud for rets­sagen.
Mejer: ”at der findes en sofist ved navn Sokrates, der spekulerer over fænomener på himlen, undersøger, hvad der er under jorden, og forsøger at gøre sort til hvidt.”
Frisch: ”Der er en vis Sokrates”, har de sagt, ”en vismand, der spekulerer over alle tingene i luften og under jorden, og som kan gøre sort til hvidt og vrangt til ret”.
Høeg: ”… deres Talen om denne Sokrates, der skulde være en slem Filosof, der studerer og udforsker Naturens Undere paa Himlen og i Jorden og forstaar at disputere, saa der bliver vendt op og ned paa alting.”
(a) Igen er Mejer og Frisch nok mere mundrette end Høeg. Og Frisch er nok den mest mar­kante, selv om han tillader sig en parafrase à la Høeg med sit ”vrangt til ret”.
(b) Hvad angår karakteristikken af Sokrates som ’en sofist’, ’en vismand’ eller ’en slem filosof’, foretrækker jeg selv nok Frisch. Platon skriver: sophós. Det betyder ikke direkte ’sofist’ og heller ikke direkte en ’(slem) filosof’ (hvis vi glemmer Høegs parafraserende ’slem’). Det lidt vage ’vismand’ er nok bedst her.
(c) Værst er gengivelsen til sidst i de tre citater. Platon omtaler Sokrates som en, der ’gør den ringere tale til den bedre’. At det handler om retorik, forstår Høeg (”disputere”), og hans ”forstaar at” er trods alt også nærmest ved Platon, hvorimod Frisch’s ”kan gøre” og (værst nok) Mejers ”forsøger at gøre” er for langt væk fra Platon: Sokrates skildres her faktisk som en, der gør ’sort til hvidt’. Eller rettere: som en, der ’gør det svageste argument til det stær­keste’ el.lign. Ingen siger, at det er let. Men er det ikke sådan noget, man skal have fat i her?
(4) 19a6-7. Sokrates afslutter sine indledende bemærkninger.
Mejer: ”Lad det nu gå, som guden vil, loven jeg adlyde: Jeg forsvare mig.”
Frisch: ”Dog, det får nu gå, som det er gudens vilje, men loven skal i hvert fald adlydes, og jeg må føre mit forsvar.”
Høeg: ”… det faar gaa, som det er Guds Vilje; Loven maa jeg jo lyde”.
(a) Her er alle vist lige mundrette, ikke mindst fordi Høeg simpelthen ’glemmer’ den sidste del af sætningen!
(b) Af de to andre er Frisch nok at foretrække, da han på den enkleste vis (ved brug af ”i hvert fald”) udtrykker, hvad Platon ville sige.
(c) Men så dette om ’guden’ og ’Gud’. Her er der et generelt punkt: Det forekommer mig helt utvetydigt, at Høegs gengivelse er den rigtige. Ho theós var for Platon(s Sokrates) selvfølgelig Gud, ikke den mærkeligt distante størrelse, som nogle klassikere gengiver som ’guden’. Platons og Sokrates’ ’Gud’ var selvfølgelig ikke den kristne Gud. Men hvem ville dog også tro det? Men deres ’Gud’ var da i lige så høj grad en skikkelse, som de havde et personligt forhold til. De gik da ikke rundt og forholdt sig til ’guden’, end ikke, når de (i andre sam­men­hænge end her) talte om to theion. Her vil ’Guddommen’ måske være en god gen­givel­se – men altså skrevet med stort!
Det er svært at standse i denne guddommelige tekst. Så her følger endnu to centrale steder:
(5) 28e5-6. Sokrates argumenterer for, at han må forblive på den post, som ’guden’ (= Gud)
har placeret ham på
Mejer: ”… nemlig at leve, mens jeg filosoferer og eksaminerer både mig selv og andre …”
Frisch: ”…at … leve for filosofien og prøve mig selv og andre …”
Høeg: ”at bruge mit Liv til at søge Sandheden og prøve mig selv og de andre.”
(a) Her er Frisch mest mundret, og Høeg skriver parafraserende ud.
(b) Mejer er sært knudret: ”at leve, mens jeg filosoferer”! Og undskyld mig: ”eksami­ne­rer” (som dukker op andre steder, men dog heldigvis også erstattes af ’undersøger’) er da en ret gyselig anglicisme.
(6) 38a5-6. Og så Sokrates’ højdepunkt: ”Et uundersøgt liv er ikke værd at leve for et men­ne­ske”.
Mejer: ”Vores liv er kun værd at leve, når vi har lov til at underkaste det en kritisk undersøgelse.”
Frisch: ”… et liv uden ransagelse [er] ikke … værd at leve for et menneske …”
Høeg: ”et Liv uden saadan stadig Prøven [er] ikke … menneskeværdigt.”
Ingen af disse gengivelser er vel rigtig gode. Høeg er knudret. Frisch er klarest og mest korrekt, men bruger det vanskelige ord ’ransagelse’. Mejer er pludselig meget fri (”vi”, ”vores”) og med et meget sært ”har lov til”. Til gengæld er hans ’kritiske undersøgelse’ jo egentlig meget godt – hvis han nu pludselig skulle skrive à la Høeg.
Kan man uddrage nogle konklusioner af de her givne seks eksempler fra Sokrates’ For­svars­tale? Det kan man vist nok. For det første: Der er faktisk brug for en mere mundret (og ’mo­derne’) gengivelse end Høegs. For det andet: Der er fortsat brug for den allerstørste præcision i henseende til at gengive ’the truth, the whole truth and nothing but the truth’, dvs. præcis det, der faktisk står hos Platon – og ikke andet end det!
(2) Theaitetos.
Jeg er nødt til at være meget kort her. Jeg indskrænker mig til tre pointer.
(1) 184a1-8. Denne samlede oversættelse forekommer mig at have lige præcis det, jeg efter­lyste oven­for. Som eksempel gengiver jeg her Sokrates’ afvisning af at gå nærmere ind på Parmenides’ filo­sofi.
Pedersen: ”Så jeg er bange for, at vi ikke kommer til at forstå hans udtryksform, og end­nu langt mindre de tanker, der ligger bagved. Og hvad der er værst: der vil komme en stor, larmende flok ræsonnementer og trænge sig på, og hvis vi giver efter for dem, bliver vi måske nødt til at opgive at undersøge, hvad viden er; og det var jo ellers derfor, vi overhovedet be­gyndte på vores diskussion. Eller sagt på en anden måde: Det spørgsmål, vi er ved at stille nu, er omsiggribende indtil det uoverskuelige; enten kan vi behandle det som noget mindre væ­sentligt, men så behandler vi det ikke efter fortjeneste; eller også kan vi behandle det ordent­ligt, men så vokser det sig så stort, at det kvæler vores diskussion om viden.”
Foss (hos Høeg og Ræder): ”Jeg er derfor bange for, at vi ikke skal forstaa, hvad han har sagt, og langt mindre kunne følge ham i de Tanker, der ligger bagved hans Ord, og – hvad der er Hovedsagen for mig – for, at det Emne, der har givet Anledning til hele vor Drøftelse, nemlig om hvad Viden er, skal blive trængt helt ud af Samtalen som Følge af den Sværm af Betragt­ninger, der trænger sig paa, hvis vi aabner Døren for dem.
Og desuden er det Spørgsmaal, vi her rejser, saa umaadelig omfattende, at hvis man behandler det flygtigt, giver man det ikke, hvad det fortjener, og behandler man det udtømmende, vil det svulme saadan op, at det helt vil overskygge Spørgsmaalet om Viden.”
Her er der ingen tvivl. Den nye oversættelse er bedre end den gamle. Den er mundret, præcis, logisk opbygget – og gengiver netop på sin forholdsvis frie måde, hvad der faktisk står hos Platon.
(2) 176a8-b2. Men også her skal vi plages med ’guddommen’. Theaitetos er berømt for sin formulering af ’pilgrimstanken’ i Platons udgave.
Pedersen: ”Derfor må man prøve at komme herfra og flygte hinsides, så hurtigt som muligt. Den flugt består i, at man kommer til at ligne guddommen så godt man kan; og ’at komme til at ligne guddommen’ betyder at blive retfærdig og from ved hjælp af tænkning”– med andre ord: Platons berømte tanke om homoiôsis theôi.
Foss: ”Derfor gælder det om at forsøge paa at flygte hurtigst muligt herfra didhen. Og denne Flugt vil sige at gøre sig lig Gud af al sin Magt; og at blive ham lig vil igen sige at blive ret­færdig og from under Fornuftens Ledelse.”
Foss’ oversættelse er for så vidt ikke dårlig, selv om ”af al sin Magt” nok er en misfor­ståelse, som Pedersen får rettet op på. Pedersen er også mere præcis og klar, men fortsat fuldt dæk­kende. Men er det ikke et sært ideal, at man skal komme til at ligne ’guddommen’, så godt man kan? Gud kan man ligne, men ’guddommen’?
(3) 199c12-d1. Og så til sidst en særhed. Lige forud for 199d1 indsætter Pedersen et ”[…]” med en note, der siger, at ”Her er måske forsvundet noget tekst”. Mere om sagen finder man, så vidt jeg kan se, intetsteds i bogen. Og hvis man slår efter i gamle eller nye kommentarer (fx Cornford eller McDowell), finder man heller ingen antydninger i den retning. Her lades den sagesløse læser altså tilbage noget måbende. Skulle der ikke siges noget mere, hvis det over­hovedet skulle siges?
Alt må have sin ende. Og jeg slutter på det absolut mest mikroskopiske niveau: interpunktion­en. Vi har som bekendt på dansk p.t. to kommasystemer. Det er der selvfølgelig ingen, der kan finde ud af. Så ve Dansk Sprognævn for den beslutning! Og så alligevel: Skal man vir­kelig finde sig i så sløset en kommatering som i denne bog, hvor begge systemer blandes godt og grundigt sammen? Jeg nøjes med to eksempler:
Mejer s. 93: ”I skal være klar over, at jeg vil sige jer den fulde sandhed. Årsagen til at jeg har fået navn af at være klog …”
Pedersen s. 398: ”(Han … bliver til latter …) hos alle dem der er opvokset på vilkår, der er modsat slavers.”
Er der nogen, der kan forklare os, hvorfor Mejer først har komma efter ”klar over” og så udelader det efter ”Årsagen til”? Er der nogen, der kan forklare os, hvorfor Pedersen først udelader komma efter ”dem” og så har det efter ”vilkår”?
At oversætte Platon er som at oversætte Bibelen. Da Det Danske Bibelselskab foran­staltede en nyoversættelse af Bibelen (i 1992), havde man ansat nogle eksperter i inter­punk­tion. Det burde der også være ved den nye Platonoversættelse.

Men sådan kan vi ikke slutte. Jeg har koncentreret mig om at bidrage til formuleringen af, præ­cis hvad man skal gå efter i nyoversættelsen af Platon. Jeg begyndte med en lovsang af ros og tak. Og det ender jeg også med!