Paulus. Brudstykker af en biografi

Niels Hyldahl:
Paulus. Brudstykker af en biografi
 
København ANIS 2009
 160 sider. 189,- kr.
 
Anmeldt af Geert Hallbäck
Undertegnede er citeret med navns nævnelse på tredje linje i forordet. Hyldahl og jeg har været kolleger i mange år, og jeg har åbenbart engang udtrykt min skepsis over for hans plan om at skrive en Paulus-biografi. Det har han taget ad notam og nøjes med at kalde sin bog brudstykker af en biografi. Det er alt, hvad jeg har bidraget med til denne bog, så jeg mener godt, at jeg kan tillade mig at anmelde den.
Først og fremmest er bogen nu noget andet end selv brudstykker af en Paulus-biografi. Det er en formidlende anlagt sammenskrivning af alt det, Hyldahl har fundet ud af om Paulus og hans breve og hans samtid gennem sin mangeårige forskerkarriere. Niels Hyldahl var professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet gennem tre årtier, og hans videnskabelige produktion er omfattende. Mest har det dog været Paulus, der udfordrede ham. Det er i sig selv både glædeligt og imponerende, at bogen er nået frem til udgivelse, da forfatteren har været ramt af sygdom de sidste par år.
           At kalde bogen brudstykker af en biografi, er dog ikke helt ved siden af, da det ikke mindst er rekonstruktionen af Paulus’ liv, der optager Hyldahl – så godt det nu kan lade sig gøre kildematerialet taget i betragtning. Hyldahl tilhører den forskningsretning, man kalder ’den nye Paulus-kronologi’ (ikke at forveksle med ’den nye Paulus-forståelse’, som Hyldahl har sine forbehold overfor, herom senere).
Vi kender Paulus dels fra hans breve, dels fra skriftet Apostlenes Gerninger. Her får man en sammenhængende fortælling om Paulus’ liv som missionær og om den langvarige retssag mod Paulus, der ender med at bringe ham til Rom som fange. Derfor har mange fortolkere placeret brevene i forhold til det livsforløb, der berettes om i Apostlenes Gerninger. Men det er helt forkert, mener tilhængerne af ’den nye kronologi’. Apostlenes Gerninger er et meget senere skrift med en helt anden dagsorden end Paulus’ selv; det kan ikke bruges som kilde til en rekonstruktion af Paulus’ liv. Kun hans egne breve er kilder til hans liv; her er oplysningerne til gengæld sparsomme og spredt ud over mange forskellige afsnit i brevene. Det er et stort og måske umuligt puslespil at samle brikkerne og får dem til at danne et sammenhængende mønster.
Det lykkes imidlertid for Hyldahl ved at studere de rejser, der omtales i brevene, ikke alene Paulus’ egne rejser og rejseplaner, men også medarbejdernes rejser og rejseplaner. Ikke alene kan han på det grundlag fastlægge en relativ kronologi, dvs. kronologien mellem brevene; han hævder også at kunne fastlægge en absolut kronologi, dvs. sætte årstal – ja måned på de enkelte breve og begivenhederne i Paulus’ liv. Det kan lade sig gøre, fordi han går ud fra, at den pengeindsamling til de kristne i Jerusalem, der omtales i de fleste af Paulus’ breve, skulle kompensere for en truende hungersnød i Judæa på grund af det såkaldte sabbatår. Hver syvende år blev markerne ikke dyrket, og der blev derfor mangel på mad. Året 54-55 var et sabbatår, og det var ved forårstide 55, Paulus’ kom til Jerusalem med pengegaven. Derfra er det ’bare’ at regne baglæns.
To bemærkelsesværdige resultater kommer ud af puslespillet. For det første omtaler Paulus selv ikke tre missionsrejser, sådan som man plejer at gøre det ud fra Apostlenes Gerninger. I den nye kronologi regner man derfor kun med to rejser: Grundlæggelsesrejsen, hvor Paulus grundlagde sine hedningekristne menigheder i Lilleasien, Makedonien og Grækenland, og kollektrejsen, hvor Paulus vendte tilbage til sine menigheder for at indsamle pengegaven, ’kollekten’, til Jerusalem. Og det såkaldte apostelmøde i Jerusalem, hvor det blev vedtaget, at de hedningekristne ikke skulle omskæres og overholde Moseloven, dvs. de skulle ikke blive jøder for at kunne være kristne, lå efter grundlæggelsesrejsen, ikke før, hvor mødet er placeret i Apostlenes Gerninger. Paulus gennemførte altså hele sin store missionsindsats uden på forhånd at have sikret sig opbakning fra menigheden i Jerusalem eller fra de andre apostle. For det andet viser det sig, at alle Paulus’ breve er skrevet inden for et enkelt år – bortset fra de to breve til Thessalonika, der stammer fra grundlæggelsesrejsen. Alle de andre ægte Paulus-breve er skrevet hen imod slutningen af kollektrejsen. Den store forskel, der er mellem brevene, afspejler altså ikke en udvikling i Paulus’ teologiske tænkning, som man tidligere gjorde meget ud af; forskellene afspejler forskellige situationer i modtagemenighederne og Paulus’ forskellige strategier i den forbindelse.
Man skal holde hovedet koldt og tungen lige i munden for at følge Hyldahls minutiøse kronologiske ræsonnementer. Jeg har sat mig ind i det tidligere ved at læse Hyldahls bog Die paulinische Chronologie fra 1986. Hvis jeg ikke havde den baggrund, er jeg ikke sikker på, at jeg havde forstået det hele i den nye bog, hvor argumenterne gengives i forkortet form. Den forudsætningsløse læser risikerer at stå af her, kan man frygte. For når kronologien er lagt fast, er det både nemt og behageligt og oplysende at læse de følgende kapitler. Her er Hyldahl virkelig en stor popularisator og forskningsformidler. Vi læser om de små selvbiografiske afsnit, der er spredt ud over flere af brevene, om hans (mulige!) fængselsophold i Efesos, om den store konflikt med omskærelsesforkynderne i Galatien, om Paulus’ besværlige og personligt smertefulde forhold til den korinthiske menighed og om indsamlingen til Jerusalem. Ud over selve emnerne får man også en masse andre ting at vide. Måske øser Hyldahl til tider lidt for meget af sin store viden, så selve sagen truer med at blive overskygget.
Trods den meget omhyggelige argumentation kan man heller ikke komme uden om, at Hyldahl også må ty til rene gætterier. At Paulus sad fængslet i Efesos, er der mange før Hyldahl, der har ment. Men det er ikke omtalt et eneste sted, så det er jo gætteri, selv om der findes ret overbevisende indicier, og jeg mener også selv, det er den bedste forklaring på de såkaldte fangenskabsbreve. Men for Hyldahl antager det hurtigt karakter af en fastslået kendsgerning. Og når Hyldahl hævder, at Paulus efter frigivelsen fra sit fangenskab var på vej til Galatien, men blev syg i Kolossæ, dér skrev Galaterbrevet og selv måtte blive i Kolossæ, mens resten af rejseselskabet drog videre til Galatien med brevet, – ja, så er jeg altså ved at mene, at fantasien løber af med forskeren, for det er alt sammen noget, Hyldahl tænker sig til, det er ikke med et ord bevidnet hverken i et brev eller i Apostlenes Gerninger. Hyldahl udfylder selv hullerne, der hvor oplysningerne mangler; det er i orden, det gør vi alle sammen, når vi vil rekonstruere et hændelsesforløb. Men en større ydmyghed, når der er tale om gætteri, ville have klædt bogen.
Når Paulus kan skrive så forskelligt til forskellige menigheder, uden at der er tid til en udvikling i hans tænkning, må man spørge, om han overhovedet har en sammenhængende teologi. Det mener Hyldahl, og han mener det er den teologi, der kommer til udtryk i opgøret med de såkaldte judaister, dvs. jødekristne, der vil have de hedningekristne til at gå over til jødedommen. Den sammenfattes jo gerne i tanken om retfærdiggørelse af tro i modsætning til Lov-gerninger. Det er gennem troen på Kristus, man bliver frelst; Moseloven fører ikke til frelse, hverken for jøder eller hedninger. Der er tale om et opgør med jødedommen, en omvendelse til en ny tro, som skete, da Kristus åbenbarede sig for Paulus, skønt han forfulgte de kristne som ivrig jøde.
Med det synspunkt engagerer Hyldahl sig også i et opgør med ’den nye Paulus-forståelse’, i hvert fald som den kommer til udtryk i E. P. Sanders skelsættende bog fra 1977: Paul and Palestinian Judaism. Her hævder Sanders, at den antikke jødedom ikke var en gerningsreligion, som man fra kristen side gerne har fremstillet den, men baseret på det, Sanders kalder pagtsnomisme. Gud indgik helt vilkårligt, uden forudgående fortjeneste, en pagt med det jødiske folk – af ren nåde. Derefter gav han folket Loven, så det kunne overholde sin del af pagten. Man kan altså ikke handle sig ind i pagten, men nok handle sig ud af den. Man frelses af nåde, men fortabes ved handling. Paulus billede af jødedommen er derfor misvisende.
Nu er den nye Paulus-forståelse ikke kun Sanders. Sanders mener faktisk, at Paulus’ religion adskiller sig væsentligt fra den palæstinensisk-jødiske, mens andre snarere ser en stor lighed. I hvert fald er det et af den nye forståelses hovedpointer, at Paulus’ Kristus-tro forblev inden for jødedommen. Det er blevet alment accepteret i forskningen: Kristendommen var en jødedom. Men hvis det var rigtigt, ville der være to veje til frelsen, påstår Hyldahl: en for hedninger gennem tro på Kristus og en for jøder gennem overholdelse af Moseloven. Jeg er ikke rigtig klar over, om Hyldahl faktisk mener, at det er den nye Paulus-forståelses opfattelse, eller han drager en utilsigtet konsekvens af forståelsen. Under alle omstændigheder er det forkert – begge dele.
Når den nye Paulus-forståelse hævder, at Paulus forblev jøde, medfører det ikke en accept af Moselovens gyldighed efter Kristus. Paulus’ jødedom var messiansk, og Jesus var den lovede Messias. Herefter er der kun én vej til frelsen: gennem Kristus. Men det betød for Paulus, at denne vej nu også lå åben for hedninger, som ellers havde været lukket ude af Moseloven. Derfor var det forkert stadig at gøre Loven gældende, nu efter at Kristus var kommet. Men frelsen var stadig ’jødisk’, om man så må sige, også for de hedningekristne. Og de problemstillinger, Paulus tumlede med, var af jødisk-teologisk art. Sådan tror jeg, man kan fremstille grundopfattelsen i den nye Paulus-forståelse, og den inkluderer ikke to frelsesveje, kun én – gennem Kristus, naturligvis.
Noget andet er, at Paulus hermed i praksis havde taget et afgørende skridt væk fra jødedommen, som den nye Paulus-forståelse gør sig blind for. Men måske var Paulus også selv blind for det. Her skal man nok skelne mellem Paulus’ selvforståelse, som den nye Paulus-forståelse har bedre greb om, og Paulus’ faktiske ageren, som var mere ’hedensk’, end den nye forståelse vil indrømme. Sådan en diskussion, går Hyldahl slet ikke ind på. Hans argumentationsfacon er mere kategorisk. Enten er noget rigtigt, og det kan godtgøres ud fra kilderne med sikkerhed, eller det er forkert. På den måde står Hyldahl stærkere, når det drejer sig om rekonstruktionen af den paulinske kronologi, end når det drejer sig om diskussionen af den paulinske teologi.