Påskens kraft: et inspirationskatalog

Anne Ehlers, Påskens kraft: et inspirationskatalog, RPF – Religionspædagogisk Forlag, 2012, 56 sider, illustreret, 125 kr.
Anmeldt af Jette Bendixen Rønkilde
Anne Ehlers Påskens kraft skal inspirere til at lave en ”påskeoptakt” mellem Maria Bebudelsesdag og Palmesøndag ved enten at gøre som de har gjort i Langenæskirken i Århus eller ved lade sig inspirere og bruge inspirationskataloget frit til at udvikle lokale liturgier til brug for en påskeoptakt, der skal lede op til påskens store fortælling om Jesu død og opstandelse.  Udgangspunktet for Ehlers projekt er, at der i modsætning til adventstidens forberedelse til julen, der flere steder i landets sogne markeres med ”De ni læsninger”, der i en vekslen mellem læsning og musik fungerer som en optakt til julens højtid, ikke findes en lignende tradition i fastetiden inden påske. Som eksempel på noget, der minder om det, nævner Ehlers dog opførsler af både Matthæus- og Johannespassionen, men der savnes noget andet og mere. Derfor er Ehlers ærinde at præsentere et bud på en sådan tradition, der i ord, musik og kunst forholder sig til påskens temaer som et sidestykke til ”De ni læsninger”.
                      Ehlers håb med Påskens kraft er på den ene side, at den kan fungere som inspiration for menigheder til at udforme en tradition i fastetiden op til påsken, og på den anden side at den kan virke til personlig opbyggelse og refleksion som en art andagtsbog. Og måske fungerer bogen allerbedst som det sidste, som en bog til videre personlig fordybelse i påskens store fortælling, for som liturgiker sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at savne nogle velfunderede liturgiske overvejelser og handlingsanvisninger, da inspirationskataloget ved første øjekast primært består af en samling tekster ledsaget af smukke fotografier. Og en liturgi er mere end en samling tekster.
Liturgier
Inspirationskataloget præsenterer 4 konkrete liturgiforslag, der alle er  afprøvet i Langenæskirken. Forud for liturgierne gives der en kort redegørelse for tankerne bag hver af liturgierne, som er forsynet med overskrifterne Jesu korsvejsstationer, Menneske, kors og forsoning, Golgatha – Stabat Mater – Det nye liv og endelig Kraft.
                      Tilgangen til liturgierne, som Ehlers indledningsvis skitserer, er, at det er gennem elementerne ord, musik og kunst alle påskens temaer skal komme til udtryk. Disse tre elementer udgør selve fundamentet og strukturen for liturgierne, som bliver til i et samarbejde mellem præst, organist og kunstner og kan som sådan derfor også inddrage hænder fra menigheden, dermed bliver det både et folkeligt og et kirkeligt anliggende at holde påskeoptakt.
                      Intentionen med at ville introducere til en ny tradition med 4 liturgiforslag til en påskeoptakt er prisværdig, og jeg ønsker, at flere sogne vil forsøge sig med det som et fælles menighedsanliggende. Men jeg sidder tilbage med et ønske om en dybere refleksion over, hvad de nævnte elementer kan bidrage med i en given kontekst, ligesom jeg savner en dybere redegørelse for udvælgelsen indenfor de enkelte kategorier. Et inspirationskatalog må gerne rumme redegørelser for disse overvejelser, så liturgiernes ”hvordan” ledsages af et ”hvorfor”. Derudover finder jeg det en anelse bemærkelsesværdigt, at der ikke indgår elementer af bøn eller eftertanke.
 
Teologiske floskler
Katalogets styrke er klart de refleksioner, som kommer frem i den sidste liturgi Kraft på hæftets side 9. Her sætter Ehlers påskens tematik ind i en almenmenneskelig kontekst, hvor vi gennem dens fortællinger berører den menneskelige tilværelses mest fundamentale erfaringer; kærlighed, sorg, svigt, utilstrækkelighed, dødsangst, selvforagt, udstødelse, oplevelsen af at være elsket og at elske. Disse erfaringer sættes i perspektiv af, at i påsken møder vi samtidig den jublende forventning til Jesus som Messias palmesøndag, det intime bordfællesskab skærtorsdag og påskemorgens levende håb, der er stærkere end døden. Ehlers viser på eminent vis, hvordan påsken er en fortælling om nye relationer og håb på trods. Helt afgørende for disse nye relationer og håb, som alt centrerer sig om, er Jesus Kristus, og det er gennem ham, at alle påskens temaer udfoldes. Derfor kan Ehlers nærmest helt poetisk sige, at ”dermed spejler påsken ethvert vilkår for at være menneske, vel at mærke sådan at vores livsvilkår spændes ud i modsætninger… det drejer sig om endegyldige temaer: Liv og død, glæde og sorg, håb og mismod, trofasthed og forræderi, nærvær og fravær, fylde og tab, fællesskab og ensomhed, tryghed og angst, lys og mørke.” Men påsken fortæller os hele tiden, at ”Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”. Det afsnit har fået en stor fed understegning i min læsning, for her ligger kimen gemt til mange gudstjenester, og det må være enhver gudstjenestes mål at møde menneskets grundvilkår og fundamentale erfaring og lade det genbeskrives i lyset af evangeliets fortælling om Kristus.
                      Desværre forbliver de gode refleksioner om påskens temaer ved teologiske floskler, pakket ind i et layout, der til tider vanskeliggør læsningen. I de konkrete liturgier, som Ehlers har samlet teksterne til, og som gengiver nogle af hendes egne refleksioner holdt i forbindelse med optakterne, vover hun desværre ikke at tage livtag med de temaer, som hun så præcist formulerer på side 9. Hun vover ikke at sætte livet på spil og komme med konkretioner på, hvordan og hvor i det menneskelige liv vi erfarer, at livet er større end døden. Det skal ikke kun fortælles, det skal også kunne mærkes, at det forholder sig sådan. I stedet indhylles refleksionerne i ord som fx kærlighed, kærlighedens kraft, barmhjertighed og nåde, vi går ikke fortabt. Alle gode ord og teologisk korrekte, men en legen med og fornyelse af sproget kunne være tiltrængt, så det bliver tydeligt og kvalificeres, hvad barmhjertighed og nåde er i påsken 2012.
                      Hæftets ærinde er al ære værd og det rummer elementer af stor styrke, som med rette bringes på banen, men de ovennævnte kritikpunkter gør, at jeg vil være varsom med at anbefale det som konkrete liturgier. Dertil er der for få overvejelser om, ”hvordan” hænger sammen med ”hvorfor” i liturgierne.