Kritisk Forum for Praktisk Teologi #120 – Kirkelig velsignelse af homoseksuelle

Kritisk Forum for Praktisk Teologi #120 – Kirkelig velsignelse af homoseksuelle

Redigeret af: Ulla Morre Bidstrup og Jørgen Demant, Anis, juni 2010
Bidragydere: Mogens Lindhardt, Niels Thomsen, Henning Nielsen, Jan Nilsson, Geert Hallbäck, Svend Andersen, Ulla Morre Bidstrup, Jesper Stange, Jørgen Demant og Lisbet Kjær Müller

Anmeldt af sognepræst Kenneth Siedentopf Knigge
Redaktionen af Kritisk Forum har brudt den planlagte serie af temanumre, for med dette nummer at kaste sig ind i debatten om vielse af homoseksuelle. En debat, som på ny er blusset op efter kirkeministerens nedsættelse af et bredt repræsentativt udvalg blandt Folkekirkens stemmer, som her i september sendte deres rapport om spørgsmålet til høring.
Debatten har igen – som forventet – bragt sindene i kog hos de kirkekonservative, mens de mere liberale med lige så vanlig afslappet mine trækker på skuldrene over al ståhejet.
Rapportens indhold er så forudsigeligt, at man kan undre sig over, hvorfor udvalget skulle bruge så lang tid på den. Der er – så at sige – intet nyt under solen. Debattens mangel på udvikling understreges ironisk nok af Indre Missions genudgivelse af deres debat-hæfte fra 2005 Kirken og homoseksualitet – 17 korte svar på aktuelle spørgsmål, som i april blev rundsendt til præster, menighedsråd og andet godtfolk.
Da det nyeste nummer af Kritisk Forum landede på mit skrivebord, var jeg derfor spændt på at se, om vi dog ikke kunne få bragt debatten et par skridt videre. Listen over bidragydere kunne i hvert fald godt sætte denne læsers forventninger op.
Forsidebilledet forestiller et par personer ved et busstoppested – som venter på det underlødige offentlige stykke transportmiddel, mens de mere velstillede sidder lunt og trygt i deres biler og er godt på vej. Jo, symbolikken er lige til at fatte, og leverer samtidig også en forståelsesramme for artikelsamlingen. For det er påfaldende, at bidragyderne mere eller mindre tydeligt markerer deres standpunkt i debatten som hørende til fortalerne for vielse af homoseksuelle.
I og for sig er dette uden den store betydning, for den overordnede ramme for temanummeret er, som redaktørerne skriver, en ”belysning af, hvad et ritual er, hvad en velsignelse er og hvad en vielse er, og hvad det betyder for den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle” (s. 2).
Netop det sidste gør det dog ret relevant, hvor i ”kernedebatten” bidragyderne står. Bidragene er svar på forudsætningen ”hvis nu… hvad så?” Og her kunne man godt savne et vægtigt bidrag fra en højrekirkelig repræsentant, der ville trække sit svar i en anden retning og vise, hvorfor han/hun netop ikke syntes, at forudsætningen var holdbar. (Problemet er måske, at et sådant vægtigt svar ikke gives – men det er jo svært at vide, når vi ikke engang får serveret det som en mulighed. Dette virker negligerende over for en stor del af kirkelivet, og egentlig en kende uakademisk).
Til gengæld får vi god oplysning og afklaring om vielsens teologi, dens historie og dens liturgi, i udgivelsens 10 artikler.
Mogens Lindhardt (rektor for Pastoralseminariet i København) slår i den indledende artikel en vigtig streng an, når han beskriver, hvorledes vielsesteologien er blevet forskudt fra at handle om følgeskab (”det er ikke godt for mennesket at være alene”) til en reducering af Gud som en slags ”giftefoged,” hvor velsignelse i gældende ritual nærmest er blevet ensbetydende med en godkendelse – tydeligst udtrykt ved den abrupte afkortelse af 1Mos 1,28 ”Og Gud velsignede dem,” uden at medtage den følgende opgave: ”og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige…”, altså det arbejdsfællesskab som ægteskabet jo også udgør.
Som Lindhardt rigtigt anfører, er følgeskabet et ”langt mere dominant motiv i Biblen end skabelsen” (s. 10). Det drejer sig ikke så meget om skabelsesorden og godkendelse af samhørigheden mellem mand og kvinde, som dét at følges ad gennem livet og stå sammen om de opgaver og udfordringer det rummer. Vielseshandlingen skal ”knytte mennesket til kød, blod og ansvar for jord” (s. 11) – ellers bliver den udtryk for en ”ordningspræget verdensfjernhed” (s. 13).
I forhold til den aktuelle debat bliver Lindhardts konkluderende spørgsmål (og svar): ”Er opgaverne vigtigere end kønsforskellen, eller er de ligefrem betinget af den? Det første kan man fuldt ud hævde på bibelsk grund, det andet ville jo betyde, at kun par kan være godkendte kristne, at ægteskab stilles over menighed, og dermed indføres en ny legalisme, som igen vil krænke vores dåbssyn.” (s. 11)
Lindhardt byder også ind med konkrete tanker til udformning af et nyt ritual: Der bør kun være ét ritual uanset parrets kønslige sammensætning. Til gengæld bør det være mere åbent for teologisk toning, således at kun tilspørgelses-delen er autoriseret og det øvrige ritual vejledende, både hvad angår dets forløb og dets buket af bibelske læsninger.
Niels Thomsen (tidl. rektor for Præstehøjskolen) går i sin artikel til angreb mod Krarup og Langballe, og takker dem for deres evne til at stille forholdet mellem kirke og samfund så klart op, som de gør.
Ægteskabet er et fundament for ”dansk og vestlig kultur,” hævder Krarup (og, må man vel tilføje, for en hvilken som helst anden kultur), fordi det er ”familieskabende.” På denne baggrund kan registreret partnerskab på ingen måde kaldes et ægteskab. Og fætter Langballe fortsætter i samme spor: ”Hvad vi – slægten – venter af dem, det er ægteskabets folkelige embede…” Langballe tøver med at kalde dette for ordningsteologi, men forstår det som en historisk ordning.
Det er nemt nok for Thomsen at komme med indvendinger her – eksempelvis i en klar udmelding af, at en vielse ikke er en velsignelse af seksualiteten (s. 22).
En passant undrer Thomsen sig over de to MF’eres stædige forankring i lutherske tanker om ægteskabet som saliggørende samfundsordning, og over deres homofobiske skræk over 300 årlige registrerede partnerskaber, når der samtidig er 15.000 årlige skilsmisser, som udgør en langt større trussel mod ægteskabsinstitutionen (s. 18-20). Derved scorer Thomsen et par nemme point hos i hvert fald denne læser.
Det interessante perspektiv, der åbner sig gennem disse betragtninger, er parløbet mellem teologi, ritual og historisk betinget samfundsorden – altså kirkens samfundsmæssige indlejring. Thomsen slår dog fast, at selvom samfundet (dvs. Folketinget) tillader indgåelsen af registreret partnerskab i kirken, så er Folkekirken – og alle andre vielses-bemyndigede trossamfund – ikke forpligtet på faktisk at gøre det; dét er og bliver et indre kirkeligt anliggende.
Henning Nielsen (sognepræst, Hyllested og Rosmus) viser fra et historisk perspektiv, hvordan såvel samfunds- som lovændringer tidligere har været bestemmende for nye formuleringer og udformninger af ritualet. Det stigende antal skilsmisser, og deraf følgende ønske om indgåelse af nyt ægteskab – medførte, efter pres fra den kirkelige højrefløj, i 1897 indskærpelsen, at ægteskabet varede ”til døden jer skiller.” Og da Folketinget i 1922 vedtog en ny ægteskabslov, hvorefter parret nu også kunne vælge at blive gift borgerligt – på rådhuset – udformede kirken et ritual for ”kirkelig velsignelse af borgerligt viede” (autoriseret 1938). Tilsvarende forventer Nielsen da også, at hvis Folketinget vedtager en ny ægteskabslov, hvorefter homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab i kirken – ja, så må kirken ganske enkelt følge efter og afspejle denne situation i form af et nyt ritual.
Bølgerne gik højt i de kirkelige kredse dengang, både i forbindelse med forholdet til fraskilte og i debatten om ægteskabsindgåelse i borgerligt regi. Bølgerne går også højt i den nuværende debat. Men som bølgerne dengang lagde sig igen, og i dag kun høres som sagte skvulp, sådan – spår Nielsen – vil bølgerne fra debatten om de homoseksuelles adgang til kirkelig vielse også lægge sig (s. 28). Set gennem de historiske briller får han nok ret.
Jan Nilsson (teologisk medarbejder ved Det mellemkirkelige Råd) peger i sin artikel på en række økumeniske perspektiver i forbindelse med vielse af homoseksuelle. Udgangspunktet er selve uenigheden om spørgsmålet: ligger der heri en trussel for kirkesplittelse, eller er der tale om tålte spændinger? Spørgsmålet gælder både Folkekirken internt, men selvfølgelig også i forholdet mellem de lutherske og i forholdet til alle andre kirkesamfund.
Det lutherske Verdensforbund iværksatte i 2003 et studiearbejde om homoseksualitet. Formålet var ikke at nå frem til en fælles holdning til homoseksualitet, men at undersøge, hvorvidt emnet kunne behandles uden at få kirkeadskillende konsekvenser. Rapporten, som kom ud af dette arbejde, fastslog, med udgangspunkt i CA art. 7, at dette ikke er tilfældet: tilstrækkeligt for kirkens enhed er ”enighed om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne.” Og – det er det vigtige – spørgsmålet om homoseksualitet har ikke at gøre med ”Guds evangelium” men med ”Guds lov.” Loven er Guds tale ind i det verdslige regimente, og er som sådan altid kontekst-afhængig, hvorimod forkyndelsen af evangeliet hører til det åndelige regimente og vedrører frelsen som er kontekst-uafhængig.
Geert Hallbäck (lektor, Københavns Universitet) spørger i sin artikel: ”Hvor kommer ritualerne fra?” Svaret er, at de naturligvis stammer fra den gruppe mennesker, der i givne historiske kontekster har forfattet dem, men at de får deres autoritet ved at komme til os i anonymiseret form – som en slags kondenseret udtryk for en kollektiv bevidsthed.
Anonymitet og autoritet giver kirkegængeren en form for ro – man lader sig ”bære” af ritualet, og kan derigennem komme sikkert igennem livets forskellige faser, (dåb, konfirmation, vielse, begravelse) eller finde udtryk for en opretholdelse i den nådens tilstand man befinder sig i (især udtrykt gennem nadveren).
Vielsesritualet opfattes – efter Hallbäcks mening – som en mytologisk eller i hvert fald (hvilket for mange kommer ud på ét:) nytestamentligt funderet kirkelig legitimering af seksuel eksklusivitet mellem en mand og en kvinde (”med en moderne romantisk eufemisme oftest omtalt som kærlighed,” som han tørt konstaterer).
Så længe man lader sig bære af ritualerne, er man så at sige i deres vold. Men begynder man at stille spørgsmål til deres berettigelse og deres indhold, træder man ud af dette primære forhold, hvorved deres kraft svækkes.
Dette er på den ene side, hvad den standende debat fører med sig. Samtidig er der på den anden side et stort kollektivt pres for netop at omtyde ritualet, så det også reflekterer den moderne seksualitetsopfattelse. ”Hvad jeg sidder tilbage med,” slutter Hallbäck af, ”er nok først og fremmest en forundring over, hvor vigtige de kirkelige ritualer åbenbart stadig er for det samfundsmæssige velbefindende” (s. 40-41).
Svend Andersen (professor, Aarhus Universitet) indleder med nogle overvejelser over Luthers syn på ægteskabet som et ikke-sakramentalt men verdsligt anliggende, der som sådan havde til formål at dæmme op for utugten – på samme måde som den verdslige øvrighed har til formål at dæmme op for vold og overgreb af forskellig art. Denne ”seksualitetsindrammende funktion” er for Luther langt mere betydningsfuld end hans tidsbetingede afstandtagen fra homoseksualitet, fastslår Andersen.
Derefter følger hovedanliggendet, en drøftelse af hhv. vielsesritualet fra 1992, det foreslåede ritual for kirkelig velsignelse af registreret partnerskab og endelig det nye, kønsneutrale vielsesritual fra Svenska Kyrkan.
Andersen påpeger, at de bibelske læsninger i det gældende vielsesritual fra 1992 i sig selv ikke er låst fast på at handle om et monogamt, heteroseksuelt ægteskab. Læsningen fra 1Mos 1,26-28 siger ikke noget om ægteskabelig samhørighed, men fortæller blot at mennesket blev skabt som mand og kvinde; læsningen fra Matt 19,4-6 (”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”) forudsætter et heteroseksuelt men ikke nødvendigvis monogamt ægteskab; og læsningen fra Gal 6,2 og Kol 3,12f. er oprindeligt talt til menighedernes opbyggelse, men kan naturligvis også finde anvendelse inden for et heteroseksuelt monogamt ægteskab – såvel som i et bigamt, såvel som i et homoseksuelt, såvel som i aseksuelle forhold mellem mennesker. Læsningerne gør ikke andet end at fortælle sine hørere, at de indgår i et forhold til hinanden i en ”meningsgivende ramme om et liv, hvor både en almenmenneskelig og en kristen kærlighed udfolder sig” (s. 44).
Forslag til velsignelse af registreret partnerskab” betragter Andersen overordnet som forfejlet. Dels vil forslaget til bibellæsninger forsøge at træde i samme spor som vielsesritualet – dvs. en gammeltestamentlig tale om menneskets velsignethed (Sl 8 og Sl 36), en Jesu sanktionering af parforholdet (hvor også Matt 19, der er upassende mandsdomineret, er valgt) samt en paulinsk indlejring af forholdet i menighedens liv. Dels ved i tilspørgselen at undlade formaningen. Og dels ved ikke at give en tiltrængt fornyelse af ”vielsesritualets forældede teologi” i slutningskollekten.
Den svenske ”vigselordning” er til gengæld interessant som inspiration for den pågående danske debat. I Sverige har man afskaffet forskellen mellem ægteskab og registreret partnerskab og indført det såkaldte ”kønsneutrale ægteskab.” Svenska Kyrkan har reageret i form af indførelsen af en vielsesordning, som kan bruges både til homoseksuelle og heteroseksuelle ægteskaber. Her er for det første angivet en lang række forslag til bibelske læsninger, som den enkelte præst (sammen med parret) kan vælge imellem. Læsningerne indledes med ordene ”Låt oss nu höra Bibelns ord om kärlekens gåva och ansvar” – altså en a priori tolkning, som ikke er ordningsteologisk,

men etisk. Blandt tekstforslagene er bl.a. Ruth 1,16b-17, hvor det siges om forholdet mellem Ruth og No’omi, at ”kun døden kan skille os ad.” Vist er de to svigermor og svigerdatter, men forholdet kan opfattes – og er blevet det – som et kærlighedsforhold mellem to kvinder. Sprogligt set beskrives deres forhold med de samme gloser som forholdet mellem Adam og Eva i 1Mos 2. Læsningen fra Ruths Bog kan altså ses som et homoseksuelt alternativ til Matt 19. Dette er, som Andersen skriver ”et overbevisende udtryk for, at nye livsbetingelser åbner horisonten for nye læsninger, der giver nye bibeltekster fremtrædende liturgisk betydning” (s. 48).

Ulla Morre Bidstrup (lektor, Pastoralseminariet i Århus) tager et velkendt højrekirkeligt argument op til drøftelse, nemlig spørgsmålet, hvorfor homoseksuelle skal tilbydes en særlig velsignelse i form af et særskilt ritual, når de jo kan gå i kirke hver søndag og modtage Herrens velsignelse (i form af den apostolske og den aronitiske velsignelse som gælder hele menigheden).
Sagens kerne er med andre ord at beskrive betydningen af og længslen efter kasual-velsignelsen, altså den velsignelse der formidles dér hvor mennesket er på vej ind i en ny livsfase (kasualierne værende dåb, konfirmation, vielse og jordpåkastelse.)
Velsignelsen gælder iflg. Luther på to områder, det legemlige og det åndelige. Velsignelsen af det legemlige er at forstå som en beskyttelse mod det der truer livet, såsom sygdom, mangel på mad osv. Velsignelsen af det åndelige er at forstå som Guds nåde og tilgivelse over alt det, der kan formørke et menneskes liv. Velsignelsens betydning er den samme i både den almene og i kasualierne (s. 54).
Kasualierne handler om det konkrete menneskes historie, og derfor er der ”konkrete relationer og opgaver, som det er væsentligt at høre sig selv og andre indsat i, og konkrete udfordringer og svigt, som det er væsentligt at høre Guds nåde tilsagt over” (s. 55). Her er der ingen forskel mellem behovet for velsignelse hos heteroseksuelle og homoseksuelle, som ønsker at indgå i et livslangt forpligtende samliv med et andet menneske.
Problemet for de højrekirkelige er velsignelsens dobbelthed. For de vil ikke nægte noget menneske adgang til velsignelsens åndelige side; også homoseksuelle har nåden behov! Men dér hvor de stejler, er, når velsignelsens legemlige del forbindes med homoseksuelle par. Nemlig den, der som Bidstrup skriver, ”har at gøre med, at Gud dermed faktisk giver, skaber, opretholder og beskytter og adler homoseksuel kærlighed.” Der er ikke bare tale om, at Gud ”bærer over med eller tåler også denne form for kærlighed og samliv. Nej, Han er ligefrem den, der indsætter den homoseksuelle i sin funktion som ansvarlig og kærlig nærmeste til partneren.” Og hun slutter fyndigt med en konstatering af, at dette selvfølgelig godt kan ”forekomme lidt overvældende, hvis man selv højst er nået til det dér med at bære over med og tåle” (s. 56).
Jesper Stange (sognepræst, Vor Frue, København) plæderer i sin artikel ”Ritualets quasifundamentalisme” for et vielsesritual der ikke fordrer bestemte tekstlæsninger, men lader det være op til præsten selv, således at tekst og fortolker får ”lov til at vælge hinanden” (s. 60). Problemet opstår, når vi ”flytter skriften fra katederet til alteret” (s. 57). Da sættes vi som præster i en ufrivillig rolle som fundamentalister, hvor tolkningen af bibelstederne låses fast af ritualets indledende og afsluttende bønner; en rolle, vi kan prøve at vriste os fri af i talen/prædikenen, men som ved ritualets egen iboende kraft har en stor autoritet over den måde, ordene høres og opfattes på. Ritualet har så at sige fortolket teksterne på forhånd.
Vielses-læsningerne giver i sig selv ikke udtryk for nogen ordningsteologi (underforstået: med det heteroseksuelle monogame ægteskab som den eneste rigtige livsform), men det er sådan ritualet får dem til at tage sig ud. Dermed skifter velsignelsen karakter fra at være en slags senden-afsted ”med Kristus i ryggen” til en godkendelse af det samliv som fremvises for menigheden (og i denne forstand i mindre grad: Gud).
Andre læsninger ville give en anden tale/prædiken. Et åbent valg af tekster ville aftvinge nye kollekter. Og det tilsammen ville give en tiltrængt ændring af fokus; for det er – som Stange skriver – ikke ”seksualitetens art, vi fejrer med vielsen, men netop det forhold, at to mennesker har fundet deres liv og fundet det mere helt og rigtigt ved at finde sammen” (s. 62).
Jørgen Demant (sognepræst, Kgs. Lyngby) beskriver i en af udgivelsens bedste artikler ”velsignelsen som inkarnationens gentagelse.” Enhver gudstjeneste – såvel højmesse som kirkelig handling – er en fremstilling af Gudsriget; den der deltager i gudstjenesten bliver til en betydningsbærer af Gudsriget ved at lade sin historie møde Guds (s. 65-66). Ritualet bliver dermed en gentagelse af inkarnationen – her forbinder Gud sig med mennesket, historierne smelter sammen, og Guds kærlighed bliver nu til menneskets ”kærlighedsmulighed.” I vielsen føjer parret sig med deres kroppe ind i et liturgisk spil, hvor de ”tegngives som mennesker, der er bærere af Guds kærligheds løfte” (s. 66).
Derpå følger en række konkrete eksempler fra vielsesliturgien, der viser denne tydning af parrets kroppe. De følges op ad kirkegulvet (eller i hvert fald ned igen), og inkarnerer dermed Guds tale fra 1Mos 2 om, at det ikke er ”godt for mennesket at være ene.” Håndspålæggelsen under forbønnen er en gennemspilning af Jesu velsignelse, med håndspålæggelse, af børnene (Mark 10), altså et billede på det nære tilhørsforhold til Gud. Under håndspålæggelsen knæler parret – som udtryk for anerkendelse af velsignerens magt. Parret giver hinanden hånden; dette er oprindeligt udtryk for den juridisk bindende del af sagen – man giver håndslag på den indgåede aftale – men kan også tolkes på flere andre måder: dét at man rækker ud efter hinanden (igen, et tegn på følgeskabet); man rækker hånden frem til forsoning; man indgår et arbejdsfællesskab. Omfavnelse og kys står der ikke noget om i Ritualbogen; alligevel er det en naturlig følge af selve vielseshandlingen. Kys og omfavnelse er det måske stærkeste udtryk for inkarnationen, for sammensmeltningen og hengivelsen – et nærvær og en intimitet, som gør afstandsløs. Mon ikke en og anden får kaffen galt i halsen her: det (også) homoseksuelle kys som inkarnatorisk tegnhandling!
Set fra Demants synsvinkel bliver parret altså gennem vielsesritualet iscenesat som et par, der ”inkarnerer velsignelsen,” hvilket giver en forståelse af, hvad sandt fællesliv mellem to mennesker er: ”at være vendt mod Gud og hinanden, at kunne tage imod liv på forgængelighedens vilkår…” Kroppenes kærlighed i denne kristne iscenesættelse hverken undsiger, bedrager eller forråder det menneskelige begær, men gennemspiller dem, så kroppene er i stand til at elske som om de er fyldt med overskuddets kærlighed (s. 70).
Lisbet Kjær Müller (sognepræst, Lindevang) gentager en gammel luthersk pointe, som er gået tabt i 1992-ritualet. Nemlig, at det par, der kommer til kirken, ikke kommer for at blive gift, men for at høre kirkens reaktion på dette i læsninger, tale, lovsang og bøn. Selve indgåelsen af ægteskabet er som bekendt en borgerlig juridisk forpligtende handling, altså noget rent verdsligt. I 1992-ritualet er parrets ja til hinanden en art kulmination på al den foregående kirkelige snak, og kommer derved nærmest til at få sakramental karakter. I stedet bør man adskille tingene – mente Luther – så ægteskabsindgåelsen sker først (i hjemmet eller foran kirkedøren), og derefter fejres og kommenteres af Bibel, præst og menighed. Det samme mener Müller, som efter denne devise har forfattet det såkaldte ”Lindevangsritual” – dog således, at tilspørgselen er rykket ind i kirken, men er rykket frem i ritualet. Derudover byder hun på en lang (og god) række forslag til læsninger, der kredser om forståelsen af kærlighed som ansvar, pligt og trofasthed.
Müller sætter i øvrigt ord på en undren, som jeg tror mange sognepræster deler med hende: Hvorfor vil brud og gom ikke gå ind i kirken sammen (i stedet for at bruden føres op af sin far)? Trods utallige forsøg på at overtale den hvidklædte prinsesse, er det aldrig lykkedes for Müller. – Men det er det for mig…
Er forventningerne til udgivelsen så indfriet? Langt hen ad vejen, ja. Debatten bringes videre, og det forekommer et klogt valg at tage udgangspunkt i nogle kritiske overvejelser over selve vielses-ritualet, dets læsninger og bønner, og ikke mindst spørgsmålet, hvad en velsignelse faktisk er og indebærer.
Temanummeret bærer desværre – som så mange andre artikelsamlinger – præg af ikke at være indbyrdes gennemarbejdet. Når man lader 10 skribenter kredse om det samme tema, så ville det samlede udbytte som læser blive væsentligt højnet af, at de forholdt sig indbyrdes til hinandens indlæg. Dette ville – end blot som ambition – være klædeligt for mange redaktører.
Bortset fra denne og det indledende forbehold, kan temanummeret anbefales som et kompetent indlæg i debatten om vielse af homoseksuelle. Hvad udgivelsen måtte mangle i sin komposition, sin disposition og sin indbyrdes refleksion skribenterne imellem, kan måske endda opfattes som en styrke af nogle læsere. Der er mange forskellige stemmer, og egentlig ganske mange løse ender. Man får et tydeligt indtryk af, at det sidste ord ikke er sagt, hvilket inviterer til en videre beskæftigelse med emnet. Det er der – endnu engang – behov for.