Koranen kommenteret

Kåre Bluitgen:

Koranen kommenteret

København: Forlaget Tøkk, 2009
905 sider, kr. 299,95
Anmeldt af John Møller Larsen
Kåre Bluitgens store projekt om islams centrale omdrejningspunkter (Koranen og Muhammed) har nu kastet fire udgivelser af sig: ud over nærværende bog hans parallelle udgivelse Koranen gendigtet (799 s.), som jeg endnu har til gode, Koranen og profeten Muhammeds liv (2006, 269 s.) og den lille børnebog Muhammed: Profeten fra ørkenen. Men er Bluitgens kommenterede oversættelse overhovedet nødvendig, når der på dansk i forvejen foreligger fire oversættelser af Koranen, to af dem dog i form af tekstudvalg? Mit svar er ja. I sit forord fremhæver Bluitgen vanskelighederne ved at læse en bog, der fremstår “som en mosaik af gentagelser, modsigelser, udeladelser, dunkelheder og pludselige emneskift” og desuden følger “en tilsyneladende fuldstændig tilfældig kronologi” (s. 7). I forhold til disse problemer sætter Bluitgen ind med to hjælpemidler: en løbende kommentar i fodnoter og en omorganisering af suraernes rækkefølge. Men lad os i første omgang se på selve oversættelsen.
Oversættelse
Bluitgen er ikke uddannet arabist, og han har i udgangspunktet arbejdet på grundlag af først og fremmest engelske oversættelser. Alligevel forklarer han, at “Nærværende oversættelse er forsøgt holdt tæt på den arabiske kilde” (s. 11), og visse noter (fx s. 38, note 21) kunne også tyde på, at han må have have lært sig i hvert fald noget arabisk. Da dette spørgsmål dog forbliver uafklaret, kan man være usikker på, hvilke nærmere kriterier der er anvendt til at vælge mellem de ofte temmelig divergerende oversættelsesmuligheder. I litteraturlisten nævnes Rudi Parets tyske oversættelse, der med sin store filologiske præcision ville være et godt grundlag, men det fremgår ikke, hvor stor en rolle den har spillet. Uanset hvordan det nu forholder sig, er resultatet blevet en velfungerende tekst og Bluitgens erklærede ønske om at “fremlægge teksten på et forståeligt nutidsdansk” (s. 12) er klart opfyldt. Lidt overraskende har Bluitgen ganske vist ved siden af (relativt) nyere oversættelser som A.J. Arberrys The Koran Interpreted (1955) valgt også at støtte sig på betydeligt ældre versioner som Sale (1734) og Rodwell (1861), men det er mit indtryk, at disse hovedsageligt har tjent som sproglig inspiration, og de har ikke tynget teksten med en urimeligt arkaiserende stil. Et enkelt eksempel: Sura 74:23 (2:23, s. 36) lyder hos Bluitgen “så vendte han ryggen til svulmende af hovmod” og hos Rodwell “Then turned his back and swelled with disdain”. I overensstemmelse med de fleste oversættere vælger Bluitgen “hovmod” frem for “disdain” (“foragt”), men nuancen “svulmende i hovmod” frem for blot (som fx i Ellen Wulffs oversættelse Koranen fra 2006) “i hovmod” synes at skyldes Rodwell. Der er altså mere tale om en stilistisk end en indholdsmæssig forskel.
En anke på det formelle plan er, at Bluitgen har valgt at følge verstællingen fra Gustav Flügels arabiske tekstudgave (3. udg. 1858). Dette var almindelig vestlig praksis før fremkomsten af den ægyptiske standardudgave fra 1923 (og bruges iøvrigt også i A.S. Madsens oversættelse Koranen fra 1967), og det gør ingen reel forskel ved en almindelig gennemlæsning, men det besværliggør sammenligning med fx Wulffs oversættelse og brug af nyere baggrundslitteratur. (En nyttig konversionstabel findes i W.M. Watt og R. Bell, Introduction to the Qur’an, Edinburgh: Edingburgh University Press, 1970, s. 202-203. Bogen er tilgængelig på books.google.com, hvor tabellen kan findes ved at søge på ”verse-numbers”.)
Kronologi
Koranen antages at være blevet ‘åbenbaret’ for Muhammed i perioden fra 610 til hans død i 632. Imidlertid er de 114 suraer (‘kapitler’), hvori åbenbaringerne blev samlet, i den arabiske grundtekst hverken inddelt efter åbenbaringstidspunkt eller indhold, men efter aftagende længde – de længste først, de korteste sidst. (Der er dog undtagelser fra denne generelle regel, særlig markant den korte sura 1.) Muslimer læser derfor Koranen med beretningerne om Muhammeds liv, den såkaldte sira-litteratur, som forståelsesramme, og Bluitgen opfordrer da også til, at den nytilkomne først læser hans Koranen og profetens Muhammeds liv som en indføring.
Der er ingen stor tradition for at opstille koranoversættelser kronologisk, og det eneste hidtidige eksempel på dansk er Frants Buhls Quranen: Et Udvalg i kronologisk Rækkefølge (1921). Bluitgens kronologi bygger på muslimske lærde og vestlige forskeres forsøg på datering, men det endelige valg synes at følge Bluitgens eget skøn og adskiller sig fra de i dag vel to mest udbredte kronologier, nemlig den, der findes i den ægyptiske standardudgave af koranteksten, og den tyske orientalist Theodor Nöldekes kronologi. Bluitgens omkalfatring begrænser sig dog til suraernes rækkefølge, mens rækkefølgen af de vers, suraerne består af, er ladt urørt (men omtales i noterne).
Kommentar
Nu indebærer en forståelse af Koranen naturligvis mere end blot en kronologi, og når sira-teksterne indlejrer dele af Koranen i et narrativ, angiver de dermed samtidig en kontekst for åbenbaringerne. Læst for sig selv uden ‘hjælpetekster’ er Koranen kun vanskeligt om overhovedet forståelig, i hvert fald hvad angår detaljerne, og den vestlige forskning har da også generelt baseret sig på disse tekster, omend den naturligvis har haft en mere skeptisk tilgang til dele af materialet. Enkelte vestlige forskere er gået mere radikalt til værks og har forsøgt at forstå Koranen uden om denne ramme, men her er der stadig tale om et forskningsfelt i sin vorden. (Se fx Patricia Crones artikel “What do we actually know about Mohammed?”, tilgængelig på: http://www.opendemocracy.net/faith-europe_islam/mohammed_3866.jsp)
Ved siden af siraen udviklede der sig en omfattende og bredere eksegetisk litteratur (tafsir), og hertil kom profetens sædvane (sunna), der var overleveret i form af ‘traditioner’ (hadith) og efterhånden blev samlet i bindstærke værker. Dette samlede og enorme korpus af religiøs litteratur er grundlaget for arbejdet med koranteksten, og i den vestlige forskning suppleres det af studiet af kulturer, religioner og sprog på Den Arabiske Halvø og i de tilgrænsende områder i tiden omkring Koranens og islams fremkomst. Det gør samlet set en kommentar til Koranen til en temmelig krævende opgave!
Blandt de tidligere danske oversættelser har Madsens version og Finn O. Hvidberg-Hansens tematisk opdelte Koranen i udvalg (1997) noteapparater, mens Wulffs oversættelse er ukommenteret. Før Bluitgen var Madsens version dermed den eneste fuldstændige danske oversættelse med noter, men hans konfessionelle tilgang (han var konverteret til ahmadiyya-islam) skinner tydeligt igennem og gør noterne uegnede som en neutral indføring. Bluitgens kommentarer er derfor særdeles velkomne. Et af de problemer, han må have stået over for, er imidlertid, at den muslimske eksegese i form af tafsir kun i begrænset omfang foreligger i oversættelse, og han har derfor et langt stykke af vejen måttet forlade sig på sekundærlitteratur. Men litteraturlisten spænder vidt og viser, at han ud over forskellige detailstudier har anvendt store standardværker som Encyclopaedia of Islam og Encyclopaedia of the Qur’ān. Det vil være svært at forlange mere til et formidlingsprojekt som dette. Det er selvsagt umuligt tilnærmelsesvis at angive den fulde spændvidde i muslimsk

og vestlig fortolkning, men Bluitgen er omhyggelig med ofte at angive, at der ikke er enighed om et givet spørgsmål.

Noterne dækker bredt – nogle angiver fx kort, hvem der sandsynligvis er den talende, eller hvem der tales til eller om (forhold, der ofte kan forvirre i Koranen). Andre er hele små introduktioner til forskellige emner, fx om Paradis (s. 39, note 24) eller islams fem søjler (s. 45, note 21). For at få det fulde udbytte af noterne er læseren nødt til at have Koranen og profetens Muhammeds liv ved hånden, da der ofte henvises hertil, men som sagt er et vist kendskab til Muhammeds liv under alle omstændigheder en forudsætning, og Bluitgen kan hermed spare plads i noterne. Det er ganske fornuftigt. Til gengæld kunne han til tider have økonomiseret lidt mere med pladsen ved hjælp af flere interne referencer noterne imellem.
For de fleste alment interesserede læsere vil det kræve en særdeles stålsat indsats at komme hele vejen igennem Koranen, men nu er der ikke længere nogen undskyldning. Bluitgen siger beskedent, at hans udgave ikke gør “krav på at være religiøst eller videnskabeligt korrekt” (s. 29). Hvordan man end vil vurdere det, er der efter min mening tale om en formidlingsmæssig kraftpræstation.