Koranen i ny dansk oversættelse

Ellen Wulff: 

Koranen i ny dansk oversættelse

  

København: Forlaget Vandkunsten 2006

542 sider. 399,- kr.

 

Anmeldt af Dorthe Maria Kodal

Ellen Wulff har oversat Koranen til et enkelt, smukt, forståeligt nutidsdansk, som på paradoksal vis er en fin gengivelse af den årtusind gamle arabiske tekst.

Om Koranens alder

Præcis hvor gammel Koranen er, ved vi ikke med sikkerhed. Ifølge muslimske beretninger blev Koranen stykkevist åbenbaret til Muhammed i en periode fra hans 40. år til hans død i 632. I den periode blev nogle af disse brudstykker skrevet ned på materiale, man havde for hånden, palmeblade og dyreknogler, eller ridset ind i sten. Mange åbenbaringer blev dog kun bevaret i erindringen hos de mænd og kvinder, som havde hørt Muhammed fremsige dem. Efter Muhammeds død blev de nedskrevne og erindrede åbenbaringer samlet i en kodeks og overgivet til hans enke Íafsa. Der var dog også andre koraner i omløb, der visse steder afveg fra den version, vi kender i dag, som vi kalder den ´Uthmānske Koran, opkaldt efter den tredje kalif ´Uthmān (644-656), som tog initiativ til en endelig kanonisering og beordrede afvigende versioner brændt.    Kulstof 14 analyser af de ældste bevarede koraner har dog indtil videre ikke med sikkerhed kunnet bekræfte tidsangivelsen i de muslimske beretninger.

Bortset fra enkelte indskrifter og dokumenter er intet skriftligt materiale bevaret fra islams formative periode, som med sikkerhed kan dateres tidligere end slutningen af 700-tallet. På dette tidspunkt transformerede den arabiske kultur sig fra mundtlig til litterær kultur.

Dette forhold har givet anledning til en anden teori, som anser det for usandsynligt, at en religion med jødisk-kristent tankestof opstår ud af det blå i et ørkenområde, fjernt fra de kulturområder, hvor de øvrige monoteistiske religiøse strømninger er opstået. Mange af de tanker og ideer, der kommer til udtryk i Koranen ligner tanker hos andre monoteistiske sekter i det syrisk-irakiske område. Ifølge denne teori opstod religionen netop her, men behovet hos tilhængere af den ny religion var at skille sig ud fra de mange sekter, den lignede så meget og vise, at netop denne religion var den rette. Dette førte til tanken om, at religionen opstod mirakuløst blandt hedninger i et ørkenområde ved at en fattig, forældreløs analfabet pludselig blev indgivet åbenbaringer, han ikke på nogen måde havde kunnet kopiere fra hverken jøder eller kristne. Tilhængere af denne teori, som første gang blev fremsat af John Wansbrough i 1978, kaldes revisionister. De mener ikke, at man kan fastslå et præcist årstal for Koranens endelige kanonisering, men at den må ligge omkring 150 år senere, end de muslimske kilder angiver, og falder sammen med kulturens udvikling til litterær kultur. Dette betyder dog ikke, at selve Koranens indhold og dele af den ikke nødvendigvis er ældre, måske endda ældre end den muslimske tradition hævder.  

 

Mundtlighed og skriftlighed

Koranen befinder sig et sted mellem skriftlighed og mundtlighed. Dens sprog er arkaisk, poetisk og melodiøst og beregnet på mundtlig fremførelse. Dette karaktertræk er svært at bevare i en oversættelse til nutidsdansk. Alligevel er visse af dens mundtlige træk forsøgt bevaret i Ellen Wulffs oversættelse. For eksempel de retoriske spørgsmål og gentagelser i sūra 78:

 

  1. Hvad spørger de hinanden om?
  2. Om det vældige budskab,
  3. hvorom de er uenige.
  4. Nej, de skal få at se!
  5. Og endnu en gang: Nej, de skal få at se!

 

Det pointeres både i Koranen selv og i historien om Muhammeds kaldelse til profet, at Koranen er et skrift, men samtidig er den stykkevise auditive åbenbaringer til Muhammed. En af de tidligste åbenbaringer til Muhammed var sūra 96, vers 1-5, som Ellen Wulff oversætter:

 

  1. Læs op i din Herres navn, Han, som skabte,
  2. som skabte mennesket af levret blod!
  3. Læs op! Din Herre, den mest gavmilde, er den,
  4. der lærte med pennen,
  5. der lærte mennesket, hvad det ikke vidste

 

I denne oversættelse pointeres den skriftlige karakter af Koranen, men faktisk kan man i stedet for ”læs op” vælge at oversætte ”fremsig” og således pointere Koranens mundtlige og auditive karakter. 

                    Hvis opfordringen til Muhammed var, at han skulle læse op, kunne han naturligvis ikke være analfabet. Ifølge muslimsk tradition var det englen Gabriel, der kom til ham, og bad ham om at læse noget op fra et stykke silkebrokade. Muhammed sagde til ham, at han ikke kunne læse. Flere gange pressede Gabriel stoffet ned over ansigtet på Muhammed, så han var ved at blive kvalt. Til slut indvilligede han i at læse og på mirakuløs vis kunne han pludselig læse skriften på Gabriels silkebrokade. Vestlig historisk-kritisk forskning har påpeget, at denne tradition meget vel kan være en senere tilføjelse til en tidligere tradition, hvor silkebrokadestoffet med skriftstykket ikke optræder. En sådan tilføjelse kan være kommet til for at bibringe det mirakuløse indtryk, at Koranen blev åbenbaret til en analfabet, som af den grund ikke kunne have læst andre helligskrifter og derfor måtte være en ægte profet.  

Selv om mundtligheden altså var et vigtigt oprindeligt træk ved Koranen, blev skriftligheden i århundrederne efter Muhammeds død prioriteret højere hos de sunni-muslimske lærde. Værk på værk opstod om betydningen af Koranens ord, baggrunden for Koranens åbenbaringer, og hvorledes den hellige lov skulle udledes af Koranen og andre kilder. For menigmand og for mystikerne har ordenes melodi og kunstneriske udtryk dog altid haft stor betydning for deres forståelse af Koranen, ligesom mange har fortolket den metaforisk. Det er vigtigt at have dette in mente, når man læser Koranen som rettesnor for muslimer.

                      Koranen er et værk omtrent på størrelse med Det Nye Testamente, inddelt i 114 kapitler (arabisk: sūra). Hver sūra har et arabisk navn og er opdelt i vers (arabisk: āya). Sūraerne er af redaktørerne arrangeret efter længde, så de længste kommer først og de korteste sidst. Dette gælder dog ikke for første sūra, hvis arabiske titel står i epexegetisk genitiv til ordet sūra og af Ellen Wulff fint oversættes med ”Åbningen”. Den kan i indhold sammenlignes med fadervor og er en essentiel del af bønnen, da den skal reciteres flere gange i løbet af bønsritualet:

 

  1. I den nådige og barmhjertige Guds navn.
  2. Lovet være Gud, alverdens Herre,
  3. Den Nådige og Den Barmhjertige,
  4. Herskeren på dommens dag!
  5. Dig tjener vi, og Dig beder vi om hjælp.
  6. Led os ad den rette vej!
  7. Vejen, der følges af dem, som du viser nåde;
  8. ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne.

 

Koranen er for muslimer i princippet uoversættelig, da den er Guds ord og vejledning til mennesket, åbenbaret på arabisk, som der står i kapitlet om Yūsuf, sūra 12 vers 2: ”Vi har sendt den ned som en arabisk koran, måske kommer I til fornuft!”

 

Oversættelser af Koranen

I mange år undgik man i muslimske lande at oversætte Koranen, men i dag bliver Koranen også der læst på mange sprog. For at understrege den arabiske teksts autoritet er oversættelsen opstillet synoptisk, så den arabiske tekst er sidestillet, og den oversatte tekst er ofte fuld af parenteser og forklarende fodnoter, der i sit udgangspunkt er opstået af en ærbødighed overfor originalen, men som i høj grad fungerer som fortolkning af teksten. Flere oversættelser har opnået en vis autorisation ved at være godkendt af King Fahd Complex for the Printing of the Holy Qur’an i Medina, der har eksisteret siden 1984.

Koranen blev i Europa første gang oversat til latin i 1143 af Robert af Ketton. Denne oversættelse forblev i mange århundreder den toneangivende, om end den mere var et referat end en oversættelse, og den blev i Theodor Buchmanns version genudgivet af Luther i 1543.

I de efterfølgende århundreder blev Koranen oversat til fransk, engelsk og tysk af arabiskkyndige orientalister, og fælles for dem var udviklingen hen imod en mere og mere videnskabelig tilgang til Koranen.

Den første danske delvise koranoversættelse var Frants Buhls bidrag til Verdensreligionernes Hovedværker Koranen: Et Udvalg i kronologisk Rækkefølge fra 1921. I 1967 kom så ´Abd as-Salām Madsens fuldstændige oversættelse. I 1997 udkom Finn O. Hvidberg-Hansens tematisk opdelte oversættelse af dele af Koranen Koranen i udvalg, der senere blev udgivet som bogklubudgaver i 2004 med titlen Koranen: udvalgte tekster og i 2006 med titlen Hvad siger Koranen? Udvalgte tekster om Allah, drab, engle, Koranen, profeter, vantro, ægteskab o.a.

Da ´Abd as-Salām Madsens oversættelse hidtil har været den eneste fuldstændige danske koranoversættelse, er Ellen Wulffs oversættelse blevet imødeset med stor forventning. Oversættelsen opfylder først og fremmest et behov for en videnskabeligt baseret oversættelse af hele Koranen. A.S. Madsens oversættelse og fodnoter bærer nemlig præg af, at han tilhører Ahmadiyya-bevægelsen, en muslimsk bevægelse, der ikke anerkendes af sunni og shia muslimer og bl.a. ikke har tilladelse til at drage på pilgrimsfærd til Mekka.

En oversættelse er en overvejelse over forskellige grammatiske muligheder i teksten. Her bringes et par eksempler på, hvordan Madsen og Wulff vælger at oversætte de samme vers. Verstællingen er forskellig. Hvor Ellen Wulff følger verstællingen i den ægyptiske standardudgave, følger A.S. Madsen Ahmadiyya bevægelsens verstælling.

 

A.S. Madsen oversætter sūra 12:25 om Yūsuf:

 

Og hun havde visselig tænkt på ham (for at forføre ham), og han havde tænkt angående hende, (at han ville modstå hende). Havde han ikke set et tydeligt tegn fra sin Herre, (havde han ikke kunnet vise sådan beslutsomhed). Således (skete det) for at vi kunne afvende det onde og de skændige ting fra ham; thi han var en af Vore udvalgte tjenere.

 

Ellen Wulff oversætter sūra 12:24:

 

Hun begærede ham, og han ville have begæret hende, hvis han ikke havde set sin Herres advarende tegn. For vi ville afvende det onde og skamløse fra ham. Han var en af Vore tjenere, ren af hjertet.

 

Her ser vi en tilbageholdenhed fra Madsens side overfor at tillægge Yūsuf kødelige motiver. Der er ingen grund i den arabiske tekst til at oversætte eller tolke verbet ”begære” anderledes for kvinden end for Yūsuf.

A.S. Madsen oversætter sūra 12:26:

 

De løb begge mod døren, og hun sønderrev hans skjorte i ryggen, og de mødte hendes herre i døren. Hun sagde: Hvad anden straf er der for den, som har ondt i sinde mod dit hus (nemlig: din hustru), end at han skal fængsles eller (lide) en streng straf?

 

Ellen Wulff oversætter sūra 12:25:

 

Begge løb de hen mod døren for at komme først, og hun flængede ryggen på hans skjorte. Ved døren mødte de hendes herre. Hun sagde: ”Gengældelsen for den, der ønsker at volde dine husfæller fortræd, kan kun være fængsling eller en pinefuld straf.”

 

Ellen Wulff bruger i sidste sætning reglen, at en negation (ikke, arabisk: mā) sammen med partiklen illā, (anden end) kan ophæve hinanden og samlet oversættes ”kun”. Madsen har opfattet ordet mā som interrogativt pronomen (spørgende stedord) og oversætter derfor sætningen spørgende.

 

A.S. Madsen oversætter sūra 2: 136:

 

Men de siger: Bliv jøder eller kristne, så vil I være retledede. Sig: Nej, (følg) Abraham den oprigtiges religion, thi han hørte ikke til afgudsdyrkerne.

 

Ellen Wulff oversætter sūra 2: 135:

 

De siger: ”Bliv jøder eller kristne! Så vil I være retledte.” Sig: ”Nej, Abrahams trosbekendelse! En gudssøgende. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Guds side.”

 

Denne passage har voldt problemer for koranfortolkere og oversættere gennem tiden. Passagen er vanskelig, fordi det ord, der henholdsvis oversættes med den oprigtige eller gudssøgende er ordet hanīf, allerede i Koranen et fremmedord. Ordet forekommer kun ganske få gange i Koranen og ofte i forbindelse med Abraham og i disse tilfælde i akkusativ.  Man har dels forstået ordet som ækvivalent til muslim, fordi hanīf i sūra 3:67 optræder sidestillet med ordet muslim: Abraham var hverken jøde eller kristen, men tværtimod en hanīf, en muslim, han var ikke en af de, som giver Allah fæller. 

Dels har man søgt ordets betydning i den førislamiske poesi og i de muslimske beretninger om folk, der allerede før Muhammed var monoteister, men hverken jøder eller kristne.

Et andet problem i denne passage er ordets grammatiske stilling. Ordet hanīf står i akkusativ, og derfor kan ordet ikke være tilnavn til Abraham, der står i genitiv. Akkusativen er dog svær at forklare.

Ellen Wulff har gjort et neutralt valg ved at stille ordet alene og oversætter det ”gudssøger” i tråd med arabiske leksikografer.

Madsens oversættelse af hanīf fungerer hverken grammatisk eller etymologisk.

Alligevel kan et forsvar for hans opfattelse af ordet som tilnavn til Abraham findes hos Christoph Luxenberg, der som Madsen ser ordet som tilnavn til Abraham, blot i dets syriske form. På syrisk betyder hanpā hedning, og ifølge Luxenberg fik Abraham i syrisk-aramæisk dette tilnavn, fordi han allerede som hedning regnedes til de rettroende (Rom.4:9-12). Dette tilnavn blev som låneord indlemmet i det arabiske sprog med den ene ændring, at det syriske p blev til arabisk f. Det lange a i udlyd blev skrevet med alif, men senere opfattedes dette alif som den arabiske akkusativs grafiske alif. 

Ellen Wulff har bevidst fravalgt noteapparatet og parenteser i teksten, fordi som hun skriver i forordet (s.10-11): ”En sådan oversættelse ville … virke abrupt og fremmed. Denne oversættelse lader teksten tale for sig selv og har givet afkald på tyngende parenteser og noter.” Hun efterlyser dog, at oversættelsen med tiden følges op med en kommentar, og dette vil helt klart være ønskværdigt for at nuancere den oversættelse, hun har valgt. Selvom Wulff har gjort ret i at udelade noteapparat og parenteser, kunne man dog som mindstemål have ønsket, at hun i forordet havde pointeret, at hendes oversættelse kun er en blandt flere mulige, især da hun med sin læsevenlige oversættelse når ud til en bred læserskare.

I stedet for parenteser i teksten har hun for at lette læsningen visse steder indført ord, der ikke er en del af den arabiske tekst, uden at markere dette.

Fx oversætter hun sūra Yūsuf vers 21: ”Den, der købte ham, og han var fra Ægypten, sagde til sin hustru” hvor originalteksten har: Den, der købte ham fra Ægypten, sagde til sin hustru. Tilføjelsen er sandsynligvis foretaget for at undgå dobbelttydigheder og generer ikke en ikke-troende læser, men netop denne ”uærbødige” omgang med den arabiske tekst gør desværre nok, at den ikke vil vinde gehør hos muslimske læsere.

Ellen Wulff har gjort et stort og kyndigt stykke arbejde og med sin fine fornemmelse for det danske såvel som for det arabiske sprog skabt en smuk og enkel oversættelse af den arabiske koran.