Kommentar til Markusevangeliet

Aage Pilgaard:

 Kommentar til Markusevangeliet

 DKNT (Dansk Kommentar til Det Nye Testamente) 5

Aarhus Universitetsforlag 2008

348 kr., 424 sider

 

Af Jesper Tang Nielsen

Der er ikke mange mennesker i Danmark, der ved lige så meget om Markusevangeliet som den nu fratrådte lektor ved Afdeling for Gammel og Ny Testamente i Aarhus, Aage Pilgaard. Gennem hele sin universitetskarriere har Pilgaard haft fokus på det ældste evangelium i såvel undervisning som forskning. Det har resulteret i flere artikler, en licentiatsafhandling og en kommentar fra 1990, som nu er kommet i en så stærkt revideret og opdateret version, at den med rette har karakter af en selvstændig udgivelse.

Nok så væsentligt i Pilgaards beskæftigelse med Markusevangeliet, men måske mindre kendt, er hans indflydelse på studenter, stipendiater og kolleger. De to mest originale danske bidragsydere til Markusforskningen, Ole Davidsen (The Narrative Jesus [1993]) og Geert Hallbäck (Om Markus [2002]), har begge været under Pilgaards indflydelse. I kommentaren kommer den akademiske udveksling frem på fineste vis, når han henter inspiration hos sine ”to yngre kolleger” (s. 6) og indarbejder flere af deres væsentlige pointer.

Men mens Davidsen og Hallbäck er semiotikere, er Pilgaards ansats mere traditionelt orienteret. Han har lært af semiotiske og strukturalistiske teorier, men han er samtidig grundlæggende en historisk kritisk funderet fortolker med kærlighed til detaileksegese og hang til historiske realkommentarer. Udlægningen er derfor på en og samme gang under indflydelse af litterære tilgange, der finder tekstens mening i kraft af dens sammenhængende narrative strukturer, og af historiske undersøgelser, der placerer evangeliet i dets samtid. En gang i mellem støder den synkrone og diakrone tilgang sammen (fx virker bemærkningen om, at 15,28 er ”klart sekundært” [s. 370] ikke velanbragt; jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er sekundært i forhold til), men som regel fungerer det godt. Pilgaard interesserer sig nemlig primært for Markusevangeliets teologi som den er udtrykt i en kristologisk-narrativ struktur og bruger hovedsagelig det historiske arbejde til at afkode tekstens tegn, mens han sjældent forfalder til historiske rekonstruktioner.

Næsten alle kommentarer har et indledningsafsnit om forskningshistorie, metodevalg og betragtninger over tekstens kilder, struktur, forfatter og læsere. I visse tilfælde strækker disse indledninger sig over hundredvis af sider. Det er ikke tilfældet hos Pilgaard, der klarer det på 30 sider. Det bliver lidt kortfattet, men det vigtigste er med. Han redegør således udmærket for de historisk kritiske metoder og den litterære eller narrative tilgang. Meget pædagogisk redegør han tillige for metodernes forskellige anliggende (s. 21). Selv vælger han, som sagt, at belyse evangeliets teologi, der er udtrykt gennem fremstillingen af Jesus. Det vil sige, at han koncentrerer sig om evangeliets interne sammenhæng, som udgøres af dets kristologisk-narrative struktur.

Til dette projekt tilslutter han sig en grundlæggende strukturalistisk-tekstsemiotisk tilgang, som undersøger skriftet som en sammenhængende fortælling. Fra tekstsemiotikken (Ole Davidsen) har Pilgaard hentet en væsentlig sondring mellem et evangeliekonstituerende og et evangeliepersisterende niveau. Førstnævnte omhandler den markinske Jesus’ forhold til Gud, dvs. hvordan han gennem sin gerning opretter det gudsrige og den frelse, der er indholdet af hans forkyndelse. Det evangeliepersisterende niveau angår disciplenes forståelse af Jesus og deres efterfølgelse af ham. Gennem disse to relationer – Gud i forhold til Jesus og Jesus i forhold til Gud – fremstår evangeliets teologi.

Det metodiske valg er legitimt og det gennemføres som sagt næsten konsekvent. Men det er måske på sin plads at sige lidt tydeligere, hvad Pilgaard har fravalgt gennem sin tilgang. Han interesserer sig fx ikke for evangeliets socialhistorie og beskæftiger sig ikke meget med, hvilken konkret betydning skriftet har haft for en bestemt gruppe mennesker. Af den grund spiller magthierarkiske relationer, som fx forholdet mellem mænd og kvinder, jøder og hedninger eller romere og jøder, ikke nogen særlig rolle i tolkningen. Pilgaard gør ligeledes ikke meget ud af, hvilke kilder Markus måtte have haft, idet han med rette mener, at det er af mindre betydning for den synkrone analyse (s. 33). Alligevel savner jeg, at spørgsmålet om Markus’ relation til den paulinske forkyndelse blev taget op. Hvis hovedindholdet i Markusevangeliets teologi er forkyndelsen af oprettelsen af frelsen gennem Jesus, Guds søns, korsfæstelse og død, kunne det være interessant at se denne narrativt udfoldede kristologi sat i forhold til Paulus’ korsteologi.

Men at nogle aspekter ikke er med, er et vilkår for kommentargenren. For at levere en samlet fremstilling må man vælge et perspektiv at se teksten fra. Det skal ikke skygge for, at bogen indeholder meget og er en interessant og i de allerfleste tilfælde overbevisende tolkning af Markusevangeliet. Man bliver godt orienteret om realhistoriske fakta, fx oplysninger om den type fiskenet, der anvendtes i Palæstina på Jesu tid (s. 78). Men man bliver også hele tiden holdt fast på den afgørende kristologiske linie i evangeliet fra Jesu dåb, over lidelsesforudsigelserne og nadverindstiftelsen, frem til kulminationen ved den gudsforladte, stedfortrædende og sonende død på korset (fx s. 379f). Gennem denne struktur foretager Pilgaard en meget flot sammenhængende tolkning, idet det er hans opfattelse, at det Gudsrige, som Jesus ifølge 1,15 forkynder, inkluderer Jesu egen person og betydning. Evangeliet bliver således til fortælling om, hvordan dette Gudsrige skal forstås, nemlig gennem Jesu gerning. Når skriftets oprindelige afslutning henviser til Galilæa, som stedet at møde Jesus (16,1-8), er det i Pilgaards tolkning et signal om at vende tilbage til evangeliets begyndelse og læse det igen med den viden om Jesus, som man har fået gennem fortællingen (s. 75f.380.386). Det er den fundamentale evangeliekonstituerende linie i skriftet, som er knyttet sammen med den evangeliepersisterende linie, hvor disciplenes kognitive relation til Jesus etableres gennem hans korrektion af deres forventninger ved sin rolle som lidende og døende. Hertil hører endvidere den etiske-pragmatisk relation, da forståelse af den markinske Jesus indebærer en efterfølgelse, hvis indhold disciplene belæres om evangeliet igennem.

De sammenhængende narrative-kristologiske linier er grundlaget for en i al væsentlighed overbevisende helhedstolkning af Markusevangeliet. I mange enkeltheder holder Pilgaard sig inden for de alment accepterede tolkninger, men et enkelt punkt er værd at fremdrage og diskutere. Bogens bedste afsnit er efter min mening udlægningen af kapitel 1. Pilgaard skriver her imod en stærk tendens i eksegesen, der forstår Jesu dåb som en adoption. Jesus antages her som Guds søn, der skal udføre en gerning på jorden for at blive Guds søn i herlighed. Pilgaard er uenig med denne tolkning. Han mener, at det gammeltestamentlige citat (1,2f) forudsætter, at Jesus allerede fra evighed er Guds søn. Han er præeksistent. Det er ifølge Pilgaard nødvendigt, hvis det skal give mening, at Johannes Døberen er sendt som en vejbereder. Hvis vej, skal han berede, hvis Gud først får en søn ved dåben i 1,9-11? Af den grund ændres opfattelsen af dåben. Den er ikke en adoption og kontraktoprettelse, men et udtryk for at Jesus deler menneskers vilkår. Således er dåben udtryk for inkarnationens indhold. Tiltalen efter dåben er en bekræftelse på, at den præeksistente Guds søn er på rette vej (s. 63). Det er en fascinerende tolkning, som bringer Markusevangeliet endnu tættere Paulus. Men er det rigtigt?

Jeg er ikke sikker på, at det forhold, at det gammeltestamentlige citat befinder sig på det rigtige niveau i Pilgaards tolkning. Han forudsætter så at sige, at det optræder som en indledning til de begivenheder, der fortælles om efterfølgende. Men spørgsmålet er, om Markusevangeliet ikke giver de anerkendte hellige skrifter ordet i sin indledning som en fortolkning af det følgende. Derved indsættes Johannes Døber og Jesus straks i den store guddommelige historie, men uden at der derved er sagt noget om Jesu fortid endsige præeksistens. At det for Markus er forudsagt i Det Gamle Testamente, at Johannes skal være en vejbereder for Jesus, betyder ikke, at Jesus har været til fra evighed. Tværtimod siger verset blot, at de følgende begivenheder er determineret af Gud: Johannes skal berede Jesu vej ved at indføre ham på denne vej gennem dåben.

Hvis man synes, at dette er en interessant diskussion, skal man læse Pilgaards kommentar. Man får ting at vide, som man ikke vidste; og man kommer til at tænke over ting, der er værd at tænke over.