Kommentar til Johannesevangeliet

Helge Kjær Nielsen:Kommentar til Johannesevangeliet.

Dansk Kommentar til Det nye Testamente 4

Aarhus Universitetsforlag 2007

Pris: 398,- kr.

 

  Anmeldt af Geert Hallbäck

Kommentarer er en særlig genre, der lægger sig parasitisk til autoritative skrifter. Det pågældende skrift gennemgås sætning for sætning, uklarheder identificeres og forklares, og skriftet som helhed fortolkes, sådan som kommentar-forfatteren mener, det skal forstås. Det er kun særligt udvalgte skrifter, der gør sig fortjent til en kommentar; de skal have en alment anerkendt betydning, og omvendt tildeler kommentaren dem den særlige status, at de kan kommenteres. Kun helt specielle forfatterskaber som Shakespeares eller Ibsens bliver i dag kommenteret – og så selvfølgelig Bibelen.

                      Kommentarer er langt fra noget nyt fænomen. Blandt Dødehavsskrifterne, der antagelig stammer fra det 2. årh. f. Kr., findes en særlig kommentarlitteratur, der udlægger nogle af de skrifter, vi i dag kender fra det Gamle Testamente, som forudsigelser af begivenheder i den sekts historie, som Dødehavsskrifterne stammer fra. Og fra samtidens lærdomscenter i Alexandria kendes en omfattende kommentarlitteratur til Homers digte og de klassiske græske tragedieforfattere, som bl.a. forklarer alle de mytologiske hentydninger, som de pågældende skrifter kunne tage for givet, men som på dette tidspunkt var en specialviden for eksperter.

                      I vores aktuelle kultur er kommentarlitteraturen mest et fænomen, der hører til i det videnskabelige studium af Bibelen. De bibelske skrifter er ikke uden videre til at forstå; dels forudsætter de mange forhold i deres samtid, som ikke er almindelig kendte i dag, dels rummer de uklare, selvmodsigende eller mangetydige formuleringer, som man skal have hjælp til at gennemskue, hvis man vil være professionel bibeltolker, som præster og bibelforskere skal være det. Kommentarerne er et lærd, pædagogisk værktøj. Sådan har det været siden middelalderen, men indholdet og synet på de bibelske skrifter har naturligvis ændret sig fra dengang til i dag.

                      I Danmark har vi ofte været henvist til kommentarer skrevet på de store internationale sprog; tidligere var det ikke mindst den tyske bibelvidenskab, der dominerede kommentarlitteraturen, men nu om stunder er det i stigende grad engelsksprogede kommentarer. Der har på dansk været forskellige mere folkeligt formidlende kommentarserier fx i Bibelselskabets regi, og der har også været enkeltstående egentlig videnskabelige kommentarer. Men i disse år er der ved at udkomme en dansk videnskabelig kommentarserie, der efter planen skal omfatte alle de nytestamentlige skrifter. Seriens initiativtager og redaktør er Sigfred Pedersen, og bøgerne udgives af Aarhus Universitetsforlag. Hidtil er der dog kun kommet to kommentarer, nemlig Mogens Müllers kommentar til Matthæusevangeliet fra 2000, og den aktuelle kommentar til Johannesevangeliet skrevet af Helge Kjær Nielsen, der gennem mange år var lærer i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet, men som netop er gået på pension. (Når kommentaren er nr. 4 i serien, skyldes det, at to tidligere bind er udkommet, der handler om hhv. nytestamentlig tidshistorie og metode).

                      Man kan sige, at der findes to typer af kommentarer. Den ene er skrevet af den meget selvstændige forsker, der benytter kommentaren til at fremføre sin særlige forståelse af det pågældende skrift. Et eksempel på en sådan kommentar er Rudolf Bultmanns kommentar til Johannesevangeliet fra 1950, der kom til at danne skole inden for Johannes-forskningen. Den anden kommentartype er akkumulerende, dvs. den samler alle synspunkter, argumenter og fortolkninger af de problemer, der gennem fortolkningshistorien er blevet identificeret i det pågældende skrift. Et eksempel på en sådan kommentar er Rudolf Schnackenburgs Johannes-kommentar, der udkom 1965-85. Problemet med den første type er, at den hurtigt bliver overhalet af nye synspunkter. Således kan man sige, at i dag læses Bultmanns kommentar ikke så meget for at blive klog på Johannesevangeliet som for at blive klog på Bultmann. Problemet med den anden type er, at de svulmer op og bliver for store – således er Schnackenburgs kommentar på 4 store bind. Resultatet er, at ingen vil finde på at læse den, men i stedet bruger den som opslagsværk.

                      Helge Kjær Nielsens kommentar hører med sine 678 sider – hvoraf litteraturlisten optager 30 sider – til den akkumulerende type. Efter min mening er den oppe at røre ved loftet af smertegrænsen for, hvor stor en kommentar kan være, hvis man stadig skal have lyst til at læse den og ikke bare vil konsultere den vedr. dette eller hint detailproblem. Det er tydeligt, at kommentaren er summen af et langt akademisk livs arbejde med Johannesevangeliet, en slags status over Helge Kjær Nielsens forskning og undervisning. På den måde er det et imponerende værk; det får virkelig meget med, selv om der naturligvis også er foretaget en række afgrænsninger af, hvad der egner sig til en kommentar, der stadig skal kunne læses fra ende til anden. Og så er det endda kun en lille del af Johannes-fortolkningen, der akkumuleres i kommentaren, nemlig den kritisk-videnskabelige forskning fra (stort set) tiden efter 2. Verdenskrig. Men det er jo helt naturligt, at det er den aktuelle og lige-før-aktuelle forskning, der har sat dagsordenen for kommentarens diskussioner.

                      I Indledningen til kommentaren redegør Helge Kjær Nielsen for metodesituationen, hvor man kan skelne mellem diakrone og synkrone metoder. De diakrone metoder anskuer teksterne historisk (’gennem tid’, som diakron betyder), dvs. de rejser spørgsmål om den historiske troværdighed af det fortalte, om skriftlige kilder bag den foreliggende tekst, om den menighedssituation, skriftet forudsætter osv. De synkrone (’sam-tidige’) metoder ser på skriftets indre sammenhæng, dets fortællemæssige forløb, dets litterære komposition og dets forhold til den forudsatte læser – eller læser-rollen, som man vil tale om inden for disse metoder. Helge Kjær Nielsen gør gældende, at der ikke er en modsætning mellem de to grupper af metoder, men at de med fordel kan kombineres. Jeg er ikke sikker på, at det er så nemt, som Helge Kjær Nielsen forestiller sig.

Faktisk baserer metoderne sig på to meget forskellige opfattelser af, hvordan en tekst frembringer betydning. De diakrone metoder går ud fra, at tekstens betydning ligger i dens henvisninger til forhold uden for teksten; det drejer sig enten om det, teksterne handler om (’den historiske Jesus’ fx), eller om den situation, teksterne henvender sig til (en kristen menighed fx, der lige er blevet smidt ud af den jødiske synagoge – sådan forestiller mange moderne fortolkere sig Johannesevangeliets baggrund). Det er i virkeligheden disse forhold, der betyder noget; teksterne henter alene deres betydning fra disse forhold uden for teksten. De synkrone metoder derimod går ud fra, at det er teksternes interne opbygning og henvisningsforhold, der frembringer deres betydning, og at virkeligheden uden for teksten får sin betydning fra teksten, ikke omvendt. I praksis vil det da også altid vise sig, at en fortolker arbejder med udgangspunkt i den ene eller den anden metode. Og hvad Helge Kjær Nielsen end siger om åbenhed over for de forskellige metoder, er det i praksis tydeligt, at han arbejder inden for de diakrone, historiske metoder.

Hvad angår de klassiske ’indledningsspørgsmål’, dvs. hvem har skrevet skriftet, hvornår, hvor og til hvem, og hvad er skriftets karakter, afholder Helge Kjær Nielsen sig fra hasarderede teorier og holder sig til en forsigtig middelvej. Han gennemgår det komplicerede spørgsmål om Johannes-skrifternes forfatter, og slår fast, at vi ikke kan identificere ham, og at han i hvert fald ikke er et øjenvidne og derfor heller ikke kan være disciplen Johannes. I spørgsmålet om kilder, der tidligere har været et stort diskussionsemne i forskningen, når han frem til, at skriftets tilblivelseshistorie snarere har været præget af kontinuitet end af brud. Han ser altså ingen markante modsætninger mellem forskellige lag i teksten, som fx Bultmann og andre fortolkere har ment at kunne identificere. Hvad den johannæiske menighed angår, mener han nok, at der er sket et brud med synagogen, men at skriftet i øvrigt ikke afspejler et modsætningsforhold til verden, og derfor heller ikke forudsætter en sekt-præget menighed, der vender verden ryggen. Han bestemmer Johannesevangeliet som det yngste af de fire evangelier i Det Nye Testamente, skrevet omkring 100 e. Kr. Og han er nok mest tilbøjelig til at følge den kirkelige tradition og stedfæste det til Lilleasien. Selv om den religionshistoriske baggrund – en hellenistisk præget jødedom – i øvrigt er mere markant repræsenteret i Egypten. Der stod gnosticismen også stærkt nogle årtier senere, men Helge Kjær Nielsen vil ikke se nogen forbindelse mellem før-gnostiske tanker og evangeliet, som det ellers også har været en udbredt tendens i forskningen.

Der er overbevisende argumenter for alle disse standpunkter i kommentaren, og Helge Kjær Nielsen lader også loyalt de synspunkter komme frem, som han ender med at afvise. Men for mit temperament er der alligevel for meget middelvej over disse standpunkter, ligesom der er over hele kommentaren. Man får helt bestemt god og fornuftig besked om skriftets problemer og hovedsynspunkter i forskningen. Men man kan hver gang på forhånd næsten være sikker på, hvor forfatteren selv vil lande: på det mest forsigtige middelstandpunkt. En dristigere fortolkning i ny og næ ville have gjort kommentaren mindre forudsigelig og dermed mere spændende at læse.

Noget af det bedste i Indledningen er det afsnit, der kaldes ’Overordnede perspektiver’. Her gennemgår forfatteren evangeliets ’to historier, nemlig dels den nederlagshistorie, hvor Jesus’ liv ender på korset, dels den sejrshistorie, hvor døden samtidig er ’herliggørelsen’ og Jesus’ tilbagevenden til Faderen. Og han gennemgår de ’to tider’: det almindelige tidsmæssige forløb, hvor fortællingen strækker sig over ca. tre år, og så den særligt kvalificerede ’timen’, som er målet for Jesus’ virksomhed, og hvor én dag optager næsten en halvdel af evangeliet. Samtidig må man skelne mellem ’den fortalte tid’, dvs. Jesus-historiens tid, og ’fortælletiden’, dvs. tiden hvor den bliver fortalt til den johannæiske menighed, der kan se det hele i retrospektiv. Endelig gennemgår Helge Kjær Nielsen de ’to verdener’, Guds verden og menneskenes verden. Man har tit peget på den dualistiske struktur, der præger Johannesevangeliet. Men det fine ved Helge Kjær Nielsens redegørelser er efter min mening, at han viser, hvordan pointen i evangeliet er, at den ene historie, tid og verden overtager den anden, således at der snarere er tale om en omtydning end om et fast defineret modsætningsforhold.

Hvad selve fortolkningen angår, hvor teksten kommenteres vers for vers, er det naturligvis her, bogens tyngdepunkt ligger. Det er her man kan slå tilbage og se, hvad mener ’man’ om dette eller hint, når man selv arbejder med evangeliet. Det siger sig selv, at meget må man bare lade sig belære om, andre ting ville man måske have forstået anderledes. Sådan må det nødvendigvis være, når det drejer sig om fortolkning, som jo langt fra er nogen eksakt videnskab. Men et bestemt sted vil jeg alligevel fremdrage, fordi det altid har undret mig. Her opstår et mærkeligt sammenstød mellem en teologisk læsning og en – efter min mening – helt indlysende tekstforståelse. Det drejer sig om de to søstre, Martha og Maria, i fortællingen om Lazarus’ opvækkelse i kap. 11. Først går Martha Jesus i møde, og efter en kort samtale siger Jesus bl.a.: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig skal leve, om han end dør … Tror du det?” Og hun svarer: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden” (v. 25-27). Martha svarer altså ikke på det, Jesus spørger om; og da de senere kommer ud til graven, bliver det helt tydeligt, at hun ikke har forstået Jesus, for hun vil ikke have stenen rullet fra graven. ”Han stinker allerede”, som hun siger (v. 39). Efter Martha går Maria ud til Jesus; hun indlader sig ikke i nogen dogmatisk samtale med Jesus, men græder. Og mens Jesus har stået bomstille på samme sted efter mødet med Martha, spørger han nu, hvor de har lagt Lazarus, og skynder sig derhen (v. 33-34).

De ’teologiske’ fortolkere jubler over Marthas Kristus-bekendelse; men hun er jo alt andet end eksemplarisk, hun teologiserer sorgen væk. Maria derimod er fortællingens heltinde; det er hende, der får Jesus til at agere igen. Helge Kjær Nielsen læser efter min mening fortællingen helt forkert. Men det er han som sagt langt fra ene om. Men hvordan han kan skrive ”Den korte scene, hvori der fortælles om mødet mellem Jesus og Maria, bringer på sin vis ikke fortællingen meget længere” (s. 374), er mig helt ubegribelig. Det er jo lige præcis mødet med Martha, der sætter fortællingen i stå, mens det er mødet med Maria, der sætter den i gang igen.

Sådan kan man være uenig om så meget. Men summen af kommentar-læsningen er, at det er en bedrift at få så meget af forskningsdiskussionen med, samtidig med at det stadig er en kommentar, der kan læses. En omfattende Johannes-kommentar på dansk er i sig selv en begivenhed. Med Helge Kjær Nielsens kommentar i hånden kan man ikke fare helt vild i det evangelium, der ved første øjekast forekommer så indlysende, men som viser sig så svært at forstå, når man prøver at begribe detaljerne.