Kommentar til Første Mosebog

Søren Holst: Kommentar til Første Mosebog

Kontekst-serien

Bibelselskabets Forlag 2007

152 sider. Pris kr. 199

Anmeldt af Allan Rosengren

I 2004 udkom første bind i Det Danske Bibelselskabs Kontekst-serie, Else K. Holts Kommentar til Salmernes Bog. Andet bind i serien, Søren Holsts Kommentar til Første Mosebog, er netop udkommet, og det er der grund til at glæde sig over. Men først et par ord om Kontekst-serien.

Kommentaren er en genre for sig. Det kan man læse mere om i Geert Hallbäcks anmeldelse af Helge Kjær Nielsens Kommentar til Johannesevangeliet i BEN nr. 5, som er tilgængelig på www.bibliana.net. Hallbäck gør opmærksom på, at der findes to typer af videnskabelige kommentarer. ’Den ene er skrevet af den meget selvstændige forsker, der benytter kommentaren til at fremføre sin særlige forståelse af det pågældende skrift. … Den anden kommentartype er akkumulerende, dvs. den samler alle synspunkter, argumenter og fortolkninger af de problemer, der gennem fortolkningshistorien er blevet identificeret i det pågældende skrift.’

Men i den aktuelle kultur er det ikke kun de videnskabelige kommentarer, der trives. En tredje kommentartype er den populærvidenskabelige kommentartype, der først og fremmest er karakteriseret ved et overskueligt omfang, men i øvrigt kan falde meget forskelligt ud. En fjerde type er den kristne, opbyggelige og forkyndende gennemgang af en bibeltekst; den findes også i kommentarens form, og undertiden låner den træk fra den populærvidenskabelige kommentartype.

Kontekst-serien tilhører den populærvidenskabelige kommentartype. Den er nok tænkt som en afløser for Bibelselskabets Kommentarserie (som bl.a. omfatter Eduard Nielsens Første Mosebog fortolket), men også som en fornyelse af kommentargenren. Ved sin stil og tilrettelæggelse er Kontekst-serien ikke mindre end en nyskabelse.

Hvad er det så, der adskiller denne kommentarserie fra andre populærvidenskabelige kommentarer? Ja, det gør både form og indhold. Indholdet er ikke en vers-for-vers- eller salme-for-salme-gennemgang, som man ellers ofte møder. Og ud over den videnskabelige gennemgang får læseren også et indblik i teksternes virkningshistorie. Og så er der formen, hvor der er gjort et stort arbejde for at lette formidlingen, både sprogligt og med de forskellige elementer, som bryder det, der ellers ville blive en ensformig tekst: Rundt omkring findes ’tekst-bokse’, hvor begreber og temaer uddybes (ligesom i Bibliana), hvert kapitel afsluttes med en boks i en anden farve, hvor læseren guides til anden lettilgængelig litteratur (Biblianas ’Her kan du læse mere’ er blevet til ’Hvor kan jeg læse mere?’), og kommentaren er forsynet med kunstneriske illustrationer. Overskrifter og bibelcitater skrives med andre farver, dog uden at det virker kunstlet eller overlæsset. Udstyret er ganske indbydende – og det hjælper jo læsningen på vej. Alt dette er inspireret af bl.a. Bibliana, som Søren Holst også anerkender i forordet (s. 6). Bibliana er hermed etableret som brand, som koncept, som stil, som formidlingsprojekt – også i sammenhænge uden for tidsskriftet. Og Holt og Holst har på den baggrund revitaliseret den populærvidenskabelige kommentartype.

Hvad får man, hvis man køber bogen?

Den ramme, som Kontekst-serien giver, udnytter Søren Holst på bedste vis. Med sin fornøjelige fortællestil og evne til at sætte kendte (og mindre kendte) forhold i nyt lys med en overraskende sammenligning eller et finurligt ordspil leder Søren Holst tilsyneladende ubesværet læseren gennem Første Mosebog. Tilsyneladende ubesværet, for det er klart, at der ligger megen tung læsning, lærdom og alvorlige overvejelser bag.

Søren Holst læser Første Mosebog som bog, som man læser en roman fra ende til anden. Er det nu noget nyt eller noget særligt? Ja, det er det! En af de mest dominerende retninger i bibelforskningen i 1800- og 1900-tallet har været litterærkritikken, ifølge hvilken fx Mosebøgerne er sammensplejset af et antal kilder. Det ulykkelige har været, at denne – i sig selv ikke urimelige – antagelse har været forudsætningen for (næsten) alt andet videnskabeligt arbejde med teksten. Søren Holst redegør for litterærkritikken i en tekst-boks og præsenterer samtidig en alternativ læsning, ’hvor ting af en og samme fortæller bliver sagt på flere forskellige måder – det som man i gammeltestamentlig poesi kalder »parallelisme«’ (s. 39). Denne synsvinkel er en integreret del af Søren Holsts fortolkning, fx i gennemgangen af kapitel 17 og 18: ’… også her skal den tilsyneladende gentagelse sætte fokus på noget nyt’ (s. 68). Denne parallelistiske læsning af Første Mosebogs prosatekst er meget vellykket. Men læseren må selv dømme: The proof of the pudding is in the eating. Personligt synes jeg, den er gefundenes Fressen!

Som Søren Holst læser Første Mosebog som bog, kan også hans kommentar med fornøjelse og udbytte læses som bog. En række ting bidrager hertil: Sproget er billedrigt og anskueligt, overskrifterne er rammende, fx ’Adam alene i verden’, ’Kvinden klones’ og ’Showdown i Sodoma’. Det misforståelige udtryk ’syndfloden’ gengives i 1992-oversættelsen med ’vandfloden’ – et udtryk, der aldrig rigtig er slået igennem. Søren Holst vælger her helt enkelt og rigtigt: ’Den store oversvømmelse’. Også andre steder kommenteres 1992-oversættelsen, så læseren bliver klogere på den hebraiske tekst, uden at det på nogen måde bliver svært tilgængeligt.

Der redegøres for forskellen på den historiske og litteraturhistoriske tilgang. Søren Holst bekender sig til sidstnævnte uden at være uvidende om problemstillingerne i den første. Der redegøres for historisk og arkæologisk materiale, hvor det bidrager til den litterære læsning, fx Babylons tempelpyramider (s. 43), husguder (s. 96) og Amarna-brevene (s. 103). Og læseren præsenteres for religionsvidenskabelige termer, såsom trickster, overgangsriter, skabelsesberetninger og verdensaksen, begreber som forklares letfatteligt og i øvrigt kun bruges, fordi det letter forståelsen. Tag fx slangen i 1 Mos 3:

Slangens adfærd er, ud fra Det Gamle Testamente selv, i bund og grund uforklarlig. Og det er nok netop forklaringen! Slangen optræder som det, man i religionshistorien kalder en »trickster«, dvs. en slags halvguddommelig drillepind, der laver rav i den gode orden, som guden eller guderne har skabt, uden at han selv får andet ud af det end selve drilleriet. Det bedst kendte eksempel i vores egen kultur er den nordiske mytologis Loke. (S. 23).

Sidste kapitel i kommentaren hedder ’Inspiration fra Første Mosebog’, hvor fire litterære klassikere, der er inspireret af fortællingerne i Første Mosebog, præsenteres og kommenteres: John Milton, Det tabte Paradis, John Steinbeck, Øst for Paradis, Søren Kierkegaard, Frygt og Bæven, og Thomas Mann, Josef og hans Brødre. Også her mærker man Søren Holsts belæsthed og personlige tilegnelse af stoffet. Man er som læser i gode hænder.

Dertil er kommentaren illustreret af billedkunstner og grafiker Inger Winther – illustrationer, som understreger alvoren i fortællingerne.

Hvad får man ikke, hvis man køber bogen?

Det er klart, at på 152 sider kan man ikke sige alt, hvad der er at sige om Første Mosebog. Der må en udvælgelse til.

Noget af det, læseren må undvære, er den minutiøse redegørelse for, hvilke vers der formodes at tilhøre hvilket kildeskrift samt præsentationen af Jahvistens teologi i modsætning til Præsteskriftets teologi osv. Alt dette er ikke et savn, i hvert fald ikke hos nærværende anmelder. Og vi kan konkludere, at Søren Holsts kommentar i hvert fald ikke er den akkumulerende type, den hvor alle forskningens synspunkter forsøges gengivet. Og det er godt det samme.

Men er Søren Holst så den ’meget selvstændige forsker, der benytter kommentaren til at fremføre sin særlige forståelse af det pågældende skrift’? Ja og nej. Langt det meste af det, der skrives i kommentaren, er noget, som alle landets bibelforskere og –undervisere vil kunne skrive under på. Det er udtryk for konsensus, så vidt det er muligt at operere med det begreb. Men der er, vil jeg hævde, et vist perspektiv på teksten, som er Søren Holsts eget bidrag til forskningen. Det er inspireret af Hans Jørgen Lundager Jensen, som Søren Holst gerne vedkender sig (s. 146), men alligevel i Søren Holsts selvstændige udformning: Først og sidst i kommentaren (og et par gange undervejs) handler Første Mosebog i Søren Holsts fortolkning om ’gudstjeneste’ – og også en hel masse andet, selvfølgelig, men dog alligevel med gudstjenesten som det centrale.

’Gudstjeneste’ er det afsluttende perspektiv på gennemgangen af 1 Mos 1 (s. 12-13). Og med god ret. På den syvende dag skaber Gud sabbatten. ’Dermed er der taget et lille, men betydningsfuldt forskud på en lang proces, som kulminerer med indførelsen af hele den israelitiske gudstjeneste i slutningen af Anden til Tredje Mosebog.’ (S. 13).

Og det sidste kapitel af gennemgangen af Første Mosebog (kapitel 7 med overskriften ’Guds bolig hos menneskene’) er også viet dette tema. Søren Holst stiller det gode spørgsmål: ’Hvor slutter den historie, der starter med »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden«?’. Han spørger ’fortællingen selv til råds’, og hæfter sig ved, at Abraham siden udvælgelsen i kapitel 12 har været på vej frem mod noget bestemt.

Og fortællinger har deres spilleregler. En kriminalroman skal slutte med, at morderen bliver afsløret. Og det kan ikke nytte noget at skrive et eventyr, hvor den yngste af de tre brødre pludselig blæser på prinsessen og det halve kongerige og slår sig ned som ugift skomager i Nørre Snede. På samme måde med Første Mosebog: Den har lige fra begyndelsen – eller i hvert fald fra og med Abraham – været på vej hen mod tre ting: Abrahams efterkommere skal blive et stort folk, de skal bo i et bestemt land, som Gud vil give dem, og de skal have en særlig forbindelse til Gud. (S. 122 – et godt eksempel i øvrigt på den veloplagte stil).

Jagten på Første Mosebogs slutning ender med et afsnit om ’Guds hus’. De afsluttende ord er:

Så hvis vi spørger efter en slutning, kan svaret være, at i hvert fald en meget vigtig del af handlingen i Første Mosebog slutter, da helligdommen er bygget i 2 Mos 33-39, indviet i kapitel 40 og taget i brug i 3 Mos 9. Dermed er et af de vigtigste elementer i gudsforholdet i Det Gamle Testamente endegyldigt etableret. Guds bolig er nu hos menneskene. Og når vi når frem til Josvabogen, bor menneskene (israelitterne) også i Guds land.

Jamen, var det ikke to forskellige forslag til en slutning? Nemlig:

1) Etableringen af Guds bolig blandt mennesker (i 3 Mos 9 – eller man kunne måske godt strække det til 4 Mos 9, så vi får alle bestemmelserne om lysestagen og den aronitiske velsignelse med)

og

2) israelitternes erobring af det lovede land (i Josvabogen)?

Eller var det et højdepunkt (helligdommens etablering) og en slutning (erobringen af landet)? Det er i hvert fald klart, hvad Søren Holst helst vil tale om, nemlig gudstjeneste. Og her savner jeg ét kritisk aspekt, man kunne kalde det ’det politiske’ eller ’det retoriske’ aspekt. Det kunne fx formuleres i spørgsmålet: Hvorfor holder man gudstjeneste? Det kan der sikkert gives 117 forskellige svar på, men et af svarene har med identitetsdannelse og gruppemarkører at gøre. Man etablerer et gudsforhold

for at skabe en fælles identitet i en gruppe og for at markere sig som gruppe i modsætning til andre grupper. En sådan gruppeideologi bruges til realisering af et projekt: Det kan være understøttelsen af et værdisæt, magtstrukturer, en bestemt socialmoral osv. indadtil, og det kan være forholdet til andre grupper udadtil, i Første Mosebogs tilfælde helt konkret: erobringen af et land. Søren Holst er faktisk klar over det: ’At tage landet i besiddelse og at holde gudstjeneste er åbenbart to sider af samme sag’ (s. 51 – kommentar til 1 Mos 12,4-9) – men det tema kunne sagtens have været udfoldet meget mere. Man kunne med udgangspunkt i Søren Holsts spørgsmål og analyse konkludere, at den historie, der tager sin begyndelse i Første Mosebog, slutter i Josvabogen med erobringskrig, plyndring og etnisk udrensning. Et særligt festligt højdepunkt undervejs hertil er etableringen af det fællesskab og den ideologiske overbygning, der skal sikre projektets gennemførelse. Se, det ville jo straks have gjort Første Mosebog langt mindre ’spiselig’ for de fleste læsere. Men der ville også dermed have været fokus på, hvad gudsforhold, gudstjeneste og religion bruges til i Det Gamle Testamente, frem for blot det, at gudsforhold og gudstjeneste er vigtigt i Første Mosebog.

 

Konklusion: Køb bogen!

Ovenstående kritik må ikke skygge for det faktum, at Kommentar til Første Mosebog er et eminent stykke formidlingsarbejde. Men selv den bedste fortolker er nødt til at fortolke ud fra et perspektiv, der umuligt kan få alt med. Fortolkningsinteresser er altid på spil, når der fortolkes. Det kan ikke være anderledes.

Søren Holsts kommentar til Første Mosebog vidner om en stor kærlighed til teksten og til bibelvidenskaben. Den kunne være skrevet anderledes, men næppe bedre.