Jobs tårer. Om Gud og det onde

Jakob Wolf:

Jobs tårer

om Gud og det onde

Forlaget Anis 2010

112 sider – 189 kr. (paperback)

image002

 

Anmeldt af Jacob P.B. Mortensen

 

Jobs tårer er en kort men fremragende bog med to teologiske foki. For det første introducerer den læseren til et klassisk teologisk topos, theodicéen, der stiller spørgsmålet om, hvordan Gud kan være både god og almægtig, når det onde findes. For det andet giver den et sammenhængende bud fra forfatterens side på, hvordan man kommer overens med en eksistentiel erfaring af meningen med det onde. At de to holdes adskilt er en teologisk pointe, og det eksemplificerer samtidig en del af løsningen på theodicéspørgsmålet ifølge forfatteren. Derfor indledes bogen også med en kursorisk iagttagelse af, at forholdet mellem theodicéens landkort (teologi) og theodicéens terræn (de almenmenneskelige erfaringer) ikke altid synes at stemme overens (s. 7). Og denne adskillelse af liv og lære, teori og praksis, fungerer som bogens underlæggende struktur. I forhold til bogens titel, Jobs tårer, er der ikke meget at komme efter i eksegetisk henseende. Jobs bog – og det gamle testamente i det hele taget – fungerer gennem hele bogen som en indforstået referenceramme. Dette virker dog ikke fremmedgørende på læseren, og bogens tilsyneladende formål – indføring og forskningsformidling – står klart og tydeligt hele vejen igennem.

 

Bogen er opdelt i fem hovedkapitler med en bibliografi som det sidste. De to – i omfangsmæssig henseende – hovedkapitler omkranses af en kort indledning og afslutning. Efter indledningen kommer andet hovedkapitel, der bærer overskriften, ”At ville tage ansvaret fra Gud”. Kapitlet behandler forskellige teologihistoriske forsøg på at løse theodicéens gordiske knude. Tredje hovedkapitel bærer overskriften, ”At lade Gud beholde ansvaret”, og fremlægger forfatterens bud på, hvordan theodicéens spørgsmål og problem bør behandles.

Theodicé er et kunstord opfundet af den tyske filosof, G.W. Leibniz (1646-1716). Det er sammensat af theos (gud) og dikê (retfærdighed) og er en retfærdiggørelse af eller et forsvar for Gud i forhold til den ondskab, vi som mennesker oplever i verden. Problemet er opbygget omkring tre forhold: 1) Gud er almægtig, 2) Gud er god, 3) det onde findes. Dermed fremstår paradokset, at hvis Gud er almægtig og god, hvorfor tillader han så ondskaben i verden. Når vi oplever det onde, betyder det så, at Gud ikke er almægtig, fordi han ikke kan fjerne det onde? Betyder det, at han ikke er god, fordi han tillader det onde eller måske oven i købet forårsager det? Eller betyder det, at det onde kun er tilsyneladende ondt og dermed ’i virkeligheden’ ikke findes? Theodicéen bliver et spørgsmål, problem eller paradoks, fordi alle tre udsagn skal være sande på en gang. Men ifølge forfatteren er det forkert at ville forsvare Gud. Vores opgave er i stedet at anklage Gud. Hvis vi forsøger at forsvare Gud, sætter vi os i hans sted. Og vi fratager ham samtidig muligheden for at forsvare sig selv.

I forsøget på at anskueliggøre theodicéspørgsmålets labyrintiske argumentation opdeles teologihistoriens forskellige positioner i tre kategorier. Den ene er, at det onde ikke skyldes Gud, men mennesker eller en kosmisk modstander af Gud. Den anden er, at det onde er en nødvendig del af skabelsen. Og den tredje er, at det onde ikke er virkelig ondt. I præsentationen af de respektive kategorier introduceres læseren til et par af teologihistoriens store tænkere, men vægten er tydeligvis lagt på en indholdsmæssig fremstilling. Ud fra den enkelte kategoris argumenter vurderes så styrker og svagheder ud fra, hvor virkelighedsnære og tætte på den almenmenneskelige erfaring de er. Dette historiske afsnit følges op af en moderne opdatering inden for theodicétænkningen, hvor blandt andet Hans Jonas’ (1903-1993) og Eberhard Jüngels (f.1934) positioner diskuteres.

I eksegetisk henseende er afsnittet, ”Theodicé og Jobs bog”, det mest spændende. Forfatteren præsenterer en samlet forståelse af Jobs bog som en kritik af theodicétænkningen, men der anvendes ingen former for eksegetisk sekundærlitteratur. Man må således antage, at forfatteren på egen hånd har fundet frem til forståelsen af værket. Ifølge forfatteren repræsenterer vennerne i Jobs bog forestillingen om, at morallovens retfærdighed er en gengældelsens re-agerende kausalitet, hvor det går den gode godt, men Job transcenderer netop denne forståelse i fastholdelsen af sin uskyld. Dermed bliver den overordnede teologiske funktion af Jobs bog et opgør med theodicétænkningen. Og det at Job anklager Gud er ikke et udtryk for manglende tillid til eller tro på Gud, da relationen mellem Gud og menneske netop fastholdes i en anklage. Gud må stå til ansvar for det onde, mennesket oplever. Dette er den teologiske pointe, forfatteren vil udlede af Jobs bog og tage med videre i sin argumentation. Det udtrykkes på side 41: ”Svaret til Job [fra Gud] er ikke et alment svar, en almen lære om det onde, men en eksistentiel hændelse, hvor Job røres af Guds ord og ånd på en sådan måde, at han får tillid til ham igen. På en måde er det op til læseren selv at finde ud af, hvad svaret er.” Med denne udlægning ligger forfatteren på linje med flere nyere læsninger af Jobs bog (fx Penchansky, The Betrayal of God, Westminster/John Knox Press, Louisville, Kentucky, 1990; Fokkelman, Major Poems of the

Hebrew Bible Vol. 1, Van Gorcum, Assen, 1998; Mortensen, ”The Book of Job – The Cyclical Progression of the Aporia” i SJOT 23:1). Og med denne forståelse, der underkender formålet med Jobs bog som værende en theodicé, bliver Jobs tårer virkelige og ikke blot krokodilletårer.

Bogens tredje hovedkapitel, ”At lade Gud beholde ansvaret”, består af en række interventioner i theodicétænkningen ud fra klassisk teologiske forestillinger. Kapitlet indledes med et afsnit om magt og afmagt, der følges op af et afsnit om magten som ansvarlig. Arven fra Løgstrup er tydelig, og det overordnede sigte synes at være skitseringen af et gudsbegreb ud fra almenmenneskelige – naturlige – erfaringer. Denne naturlige erfaring skal efterfølgende fortolkes religiøst, og på baggrund af den nationale og geografiske situation, forfatteren befinder sig inden for, bliver kristendommen den oplagte religion til at forstå magten ud fra. Afsnittet om ”Den kristne tro” fungerer således som koblingen mellem de almenmenneskelige, fænomenologiske erfaringer og en gedigen teologisk tænkning. Dette udtrykkes på side 64: ”Den kristne tro er ikke begrundet i vores erfaringer med verden, sådan som den almene religiøse fortolkning til dels er det. Den består i, at jeg er grebet af en vished, om at den er sand, måske endda på trods af al rimelighed.” Afsnittet følges op af diskussionen om forholdet mellem tro og bekendelse, tro og forståelse og Gud som skjult og åbenbaret.

Hvis forfatteren havde valgt at slutte tredje hovedkapitel med afsnittet, ”Vrede mod Gud”, ville bogens overordnede emne om theodicétænkningen have stået tydeligere. Her fremføres nemlig den kritiske pointe over for al theodicétænkning. Ved at skelne mellem Gud som skjult og åbenbaret kan vi ”… forblive tro over for vores naturlige livserfaring. Vi kan ærligt vedkende os vores vrede mod Gud og vores angst, og det er vigtigt, hvis vi skal fastholde et ægte forhold til Gud og virkeligheden.” (s. 82) Årsagen til, at forfatteren fra begyndelsen af var skeptisk over for theodicétænkningen, var netop, at den ofte ikke stemte overens med vores reelle erfaringer af det onde, men forsøgte at bortforklare dem. Det gør man ikke ved at operere med en forestilling om den skjulte og åbenbarede Gud. Denne sondring kan rumme både den almægtige og gode Gud samtidig med, at ansvaret for ondskaben placeres et sted – nemlig hos (den skjulte) Gud. Hvor theodicéer ifølge forfatteren blander forestillinger om den skjulte og åbenbarede Gud – erfaringsudsagn vs. trosudsagn – og dermed begår en kategorifejl (jf. s. 108), kan man fastholde et ansvar for ondskaben i verden ved at operere med sondringen mellem skjult og åbenbaret. Ud over at fungere som det egentlige modsvar til theodicétænkningen har afsnittet yderligere den force, at det bliver vedkommende og tager sjælesørgeriske og psykologiske problemer op.

Opsummerende kan det siges, at Jobs tårer er en flot komponeret bog. Den er indførende uden at være banal, og den er vedkommende uden at være påtrængende. Forfatterens holdning til theodicétænkning fremstår tydeligt, og der præsenteres et alternativ, der forsøger at komme hinsides et forsvar for Gud. Bogens tematiske og strukturelle komposition er elegant udspændt i forholdet mellem teori og praksis, teologi og almenmenneskelige erfaringer, og den skjulte over for den åbenbarede Gud.