Jesus som bogorm. Jesusfiguren i nyere skandinavisk litteratur

Svend Bjerg og Marie K. Monrad (red.):
Jesus som bogorm
Jesusfiguren i nyere skandinavisk litteratur
 Forlaget ALFA 2009
 148 sider – kr. 218 (indb.)
Anmeldt af Mogens Müller
Jesus som bogorm er en perlerække af spændende introduktioner til at se en række forfatterskaber i et ganske bestemt perspektiv. Og det uanset hvad man vil lægge i titlen. For bogorme er dyr, der angriber bøgers papirmasse ved at æde sig igennem siderne og efterlade sig huller i teksten. De eksisterer vist i dag knap nok mere. Men det er desuden blevet en betegnelse for mennesker, der ikke kan holde sig fra bøger – en af udbyderne til de hollandske bogudsalg i Helligåndshuset i København annoncerer således med opfordringen til sådanne bogorme om at komme ud af hullerne. Og Grundtvig kunne ifølge Nationalencyklopædien hævde, at ”hælvten Skjald og hælvten Bog-Orm maa i det Hele udgjøre en Skribent.” Metaforikken er således uklar, og det gælder også titlen på denne bog. Men ifølge udgivernes forord handler bidragene i denne bog om virkningen af Jesu nærvær i skønlitteraturen. Og det er til gengæld præcist nok.
       I ni bidrag tages således vidt forskellige forfatterskaber op med henblik på dette spørgsmål. I bogens sidste bidrag refererer Kirsten Nielsen til de former for samspil mellem kristendom og litteratur, som Svend Bjerg opregner i Graham Greene-bogen Litteratur og teologi. Transfigurationer (1988, s. 59), og hvor yderpunkterne er, at kristendommen afviser litteraturen, og at litteraturen afløser kristendommen. Svend Bjergs interesse her er imidlertid samspilskategorien, hvor transfigurationerne ”stadig udtrykker et ægte samspil mellem kristendom og litteratur, men det finder sted i litteraturen og på dens betingelser. Transfigurationerne står ikke for en skjult prædikekunst.” Det er i denne samspilskategori eller intertekstualitet, Jesus som bogorm opererer.
Lidt overraskende begyndes der med krimigenren. Her tager Pernille og Eyolf Østrem under overskriften ”Det perfekte offer” fat på ”Jesusfiguren i Stieg Larssons trilogi om Lisbeth Salander” (2005-2007). Den har vist de fleste læst, så i den henseende er valget nærliggende, og de, der ikke har det, får et formodentlig udmærket indblik. Vejledende mottoer fra Bibel og bekendelse hjælper læseren godt på vej, selv om det gælder, at ”forsøger man sig udi læsning af bøgerne gennem ’Jesus-briller’ så tykke som colabunde, så finder man også nærmest et overflødighedshorn af allusioner til den bibelske fortælling.” Der ydes her god hjælp til at kigge på trilogien gennem sådanne ’Jesus-briller’.
Camilla Petersen følger op med ”en diskussion af Jesus-transfigurationer i moderne, skandinavisk kriminallitteratur” under overskriften ”Når kærlighed og magt kolliderer”. Det sker især gennem en analyse af magt og afmagt i Åsa Larssons Solstorm (2003), hvis handling udspiller sig i et frikirkesamfund i Kiruna. Et citat fra bogen angiver den stemning, der også fremgår af det relativt udførlige referat: ”Svage mennesker tiltrækkes ofte af kirken. Og det samme gælder mennesker, der gerne vil have magt over svage mennesker” (s. 274). Kriminalromanen bevæger sig her uden for det klassiske sort-hvide billede, idet ”kristendommens motiver om synd, næstekærlighed og tilgivelse summer både på overfladen og høres som resonans langt ind i plot, personer og problemstillinger.”
Anders Thyrring Andersens bidrag, ”En anden hånd”, vil afdække den kristne synsvinkel i Peter Seebergs Hyrder (1970). Det sker i et opgør med den gængse tolkning, der ikke levner rum for et kristent indhold i denne roman. Som det fremgår, kan det kun tilskrives en usædvanlig tonedøvhed. Der er tale om en spændende analyse, som giver mod til igen at gribe fat i Seebergs forfatterskab. En appetitvækker er også Hans Henningsens ”Kan mennesker tilgive, når kun Gud er god”, der tager fat på ”efterfølgelse og tilgivelse i Ida Jessens Det første jeg tænker på (2006). Her er en af hovedpersonerne en kvindelig præst, der forløfter sig på fordringen i forbindelse med en tragisk ulykke, hvor hendes barn omkommer. Men som hun opfatter kristendommen, kan hverken hun selv eller omgivelserne leve op til den.
Det er jo oplagt, at Lars Husums Mit venskab med Jesus Kristus (2008) er med, også at den er faldet i hænderne på en oplagt Hans Hauge. Det sker under overskriften ”Nobody is perfect – but Jesus”, og karakteristisk begynder Hauge med et typisk citat af tidehvervs-teologen Johannes Horstmann. I Husums roman er der ikke tale om en transfiguration, men om et forsøg på at sætte den ”rigtige” Jesus Kristus ind i en meget nutidig situation, nemlig at han dukker op hos en ung mand, der er gået aldeles i hundene. Hauge bestemmer det som et stykke fantasy-litteratur, men desuden som Heimat-litteratur, fordi den skriver sig ind i den efterhånden anseelige række af romaner, hvis handlinger udspiller sig i landets udkantsområder, i dette tilfælde Tarm. Det at Jesus Kristus optræder i bogen, har ifølge Hauge været stærkt medvirkende til den megen omtale. Også selv om forfatterens indsigt i religionen er begrænset og typisk nok lader kristendommen være repræsenteret af Indre Mission og Jehovas Vidner.
Selvfølgelig optræder Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland (1993-1999) i denne sammenhæng. Under overskriften ”Jan, Jonas og Jesus” viser Gudmund Rask Pedersen, hvor gennemtrukket disse bøger er af intertekstuelle henvisninger til Bibelens verden, lige fra navnet Jonas og videre ud. Ikke så underligt, når forfatteren er teolog af uddannelse. I forlængelse af udsagnet ”at blive den man er, ved at blive til mere end man tror, man er!” inddrager Gudmund Rask Pedersen læseren i transfigurationen, når han skriver, at man efter endt læsning kan gå ud af et romanværk som dette som et andet menneske og i udvidet grad sig selv.
”For Jesu Kristi barmhjertigheds skyld” er overskriften over Doris Ottesens behandling af inkarnationen i Kerstin Ekmans forfatterskab. Ordene er hentet fra Røverne i Skuleskoven og angiver motivet for børnehovedpersonen til at handle uselvisk. Doris Ottesen viser, hvorledes Kerstin Ekman også i andre af sine romaner har fat i den dybe middelalderlige folkefromhed og dens Maria-tro. For det er menneskeligheden, der betyder noget for de små. Gud kommer i dette univers alene til syne i Jesus Kristus – ellers forsvinder Gud i naturen. Da Kerstin Ekman i et interview i anledning af hendes hidtil nyeste bog, Skrabelodder (2004), blev spurgt, hvad hun mente meningen med tilværelsen er, var hendes enkle svar: ”Det er, at vi skal vise barmhjertighed, for det er det, vi kan.” Også i denne roman er hovedpersonen en kvindelig præst, og i en bestemt sammenhæng definerer hun det at være kristen som det at leve et kristent liv.
Næstsidste bidrag er af Anna Smedberg Bondesson og gælder ”Jesus som kvinde i Anna Rydstedts digtning”. Det sker under den lidt gådefulde overskrift ”Fra bandlyst præstinde til Kore som Kristus”. Jeg kendte ikke denne svenske digter, der er født i 1928, ville have været præst, døde i 1994, og som udtalte, at Kierkegaards ”Subjektiviteten er Sandheden” og Grundtvigs udtryk ”Det levende Ord” var et vejvisende fyrtårn i hendes indre. I noget af sin digtning lader hun Kore, den græske gudinde, Demeters, datter, som var dømt til at tilbringe halvdelen af året hos Hades i underverdenen, og hvis genkomst på jorden markerede forårets komme, fremstå som en kvindelig pendant til Kristus-figuren, et spejlbillede af ham på den anden side af dødens grænse, der angiver evighedsperspektivet.
Bogen slutter smukt med Kirsten Nielsens analyse af ”Jesus-skikkelsen i Simon Grotrians Jordens salt og verdens lys” under overskriften ”Jesus lå på æg af lutter kærlighed”. Med denne digt- eller rettere salmesamling fra 2006 indledte Simon Grotrian sit efterhånden omfattende salmeforfatterskab, hvor Kirsten Nielsen, hellere end om transfigurationer, vil tale om ”bibelske intertekster”. Simon Grotrian går således ind i en frugtbar og original genskrivning af Bibel og tradition, og Kirsten Nielsen ”genbruger” her nogle udsagn fra Lotte Thyrring Andersens bog om en anden nyere salmedigter, Jørgen Gustava Brandt, nemlig at det drejer sig om en ”forskelsbaseret fusion med traditionen” og om ”genvindelse af det tabte i det nærværende”. Det er en fornem indføring i dette særprægede og indtryksfulde salmeforfatterskab.