Jesus fra Nazaret

Joseph Ratzinger / Benedikt XVI:
Jesus fra Nazaret
Oversat fra tysk af Jacob Egeris Thorsen
Gyldendals Forlag 2008
394 sider – kr. 379 (indb.)
Anmeldt af Mogens Müller
Naturligvis er det i sig selv en begivenhed, at en pave udgiver en bog om Jesus fra Nazaret. Jeg var i Norditalien omkring udgivelsestidspunktet i 2007, og bogen lå nærmest over alt, hvor den kunne komme til det. Og det skyldtes næppe emnet alene. Forfatteren understreger i et forord, at der ikke er tale om noget dokument fra det kirkelige læreembede, men at bogen ene og alene er et udtryk for hans personlige søgen ”efter Herrens ansigt” (med en henvisning til Sl 127,8). Så det står enhver frit for at modsige ham. Kun beder han ”læserne om den forhåndsvelvilje, uden hvilken der ikke gives nogen forståelse.”
            I samme forord profilerer forfatteren nu sin Jesus-forståelse blandt andet gennem en drøftelse med en af tysk katolsk eksegeses store navne, Rudolf Schnackenburg, der i 1993 udgav værket Die Person Jesu Christi im Spiegel der vier Evangelien. Schnackenburg kan her blandt andet konstatere, at evangeliernes Kristusbillede er opbygget af mangfoldige traditionslag, igennem hvilke man kun på afstand kan skimte den ”virkelige” Jesus. ”Det historiske grundlag er forudsat, men det overskrides af evangeliernes trosperspektiv.” Spørgsmålet bliver nu, hvor langt det ”historiske grundlag” egentlig rækker. Schnackenburg kan nu selv sige, at ”uden sin forankring i Gud forbliver Jesu person skematisk, uvirkelig og uforklarlig”, og netop dette lader Joseph Ratzinger udgøre grundlaget for sin bog: ”Den ser Jesus ud fra hans fællesskab med Faderen, som er den egentlige kerne i hans personlighed, uden hvilken man ingenting kan forstå, og hvorigennem han også bliver nærværende for os i dag.”
            Denne forhåndsforståelse er ikke meget overraskende forbundet med troen på, at de bibelske skrifter er inspirerede af Gud. Det er således den eneste vej ud af den begrænsning, som er forbundet med den historisk-kritiske metode, som ”i kraft af selve sin natur må lade Ordet forblive i fortiden.” Den er dermed ikke i stand til andet end at ane den ”merværdi”, som ordet gemmer i sig. For nu at kunne mere end ane denne merværdi henviser forfatteren til tre aspekter, der kan hjælpe til, at der i menneskeordet pludselig høres noget større. Det første kan sammenfattes under betegnelsen ”kanonisk eksegese”, der betragter Skriften som en helhed. Det andet er blikket for, at de konkrete udsagns nøjagtige mening i den tid og på det sted, hvor de blev affattet, har en dybere mening, som overskrider deres eget øjeblik ved at bestå af ord, ”som er modnet i troshistoriens proces”. Det tredje aspekt, endelig, udspringer af erkendelsen af, at Skriften som helhed ikke bare er litteratur, men ”er vokset i og ud fra det levende subjekt, som er det vandrende gudsfolk, og den lever i det.” De bibelske skribenter er derfor ikke selvstændige forfattere i moderne betydning, men tilhører ”gudsfolkets fælles subjekt”. Så i gudsfolket, kirken, er ”de bibelske ord altid nutid”.
            Det er i forlængelse af disse indledende overvejelser, man skal forstå Joseph Ratzingers Jesus-fremstilling. Han vil netop ikke fortabe sig i den fortid, som den historisk-kritiske forskning alene kan lede fortolkeren frem til. Men i respekt for denne metodes resultater, og de skal både æres og respekteres, vil han gå et skridt videre og ”prøve at fremstille evangeliernes Jesus som den virkelige Jesus, som den i egentligste forstand ”historiske Jesus”.” Nu kan ”den historisk Jesus” naturligvis også tages i betydningen ”Jesus som den, historien gjorde ham til”. Men det er ikke det, Joseph Ratzinger mener. For – som han spørger – ”er det ikke også historisk meget mere logisk, at det store står i begyndelsen, og at Jesu skikkelse virkelig sprængte alle hidtil kendte kategorier og kun lader sig forstå ud fra Guds mysterium?” Det er i hvert fald sådan, denne forfatter vil forstå dogmet om, at Jesus ”virkelig som menneske var Gud.” Men det overskrider selvfølgelig, hvad der historisk-kritisk kan siges. Dette, at Jesus således transcenderer det kun menneskelige uddybes i den ”Indledning”, der følger efter forordet og har overskriften: Et første blik på Jesu mysterium.
            Resten af bogen udfolder derefter Jesu liv og gerning frem til og med Peters bekendelse og forklarelsen på bjerget. For det udgivne er kun første del af et tobindsværk, hvor det andet bind skal omfatte resten af Jesu historie samt barndomsfortællingerne. Kapitel 1 gælder altså Jesu dåb, kap. 2 Jesu fristelser, kap. 3 evangeliet om Guds rige, kap. 4 Bjergprædikenen, kap. 5 Herrens bøn (Fadervor), kap. 6 disciplene, kapitel 7 lignelsernes budskab (hvor de tre udvalgte lignelser alle er fra Lukasevangeliet: Den barmhjertige samaritan, de to brødre/den fortabte søn og den rige mand og Lazarus), kap. 8 Johannesevangeliets store billeder (dette kapitel indledes med en drøftelse af det johannæiske spørgsmål, der konkluderer med, at skriftet stammer fra yndlingsdisciplen og Zebedæus-sønnen) og kap. 9 Peters bekendelse og forklarelsen på bjerget. For sig selv står i denne sammenhæng det afsluttende kap.10, der tematiserer Jesu betegnelser for sig selv, Menneskesønnen, Sønnen og ”Jeg er”.
            Tekstgennemgangene former sig i overensstemmelse med målsætningen om, at de bibelske ord altid er nutid. Ofte inddrages kirkefædrenes forståelse, men også nyere fortolkere konsulteres, mest forfatterens samtidige tyske, katolske kollegaer. Af nulevende protestantiske eksegeter er det folk som Hartmut Gese, Martin Hengel og Peter Stuhlmacher – det er lidt efter devisen, at kristne skal følge den næstsidste mode; det gælder tilsvarende forskinignshistoriske oversigter som dem over gudsrigeforståelsen og lignelsesforskningen. Bogen er først og fremmest meditativ i sin tilgang og opbyggelig i sit sigte. Ikke for ingenting kan det hedde, at ”helgenerne er de sande fortolkere af den hellige Skrift. Et ords betydning begribes bedst ved at betragte de mennesker, som helt blev grebet af det, og som har efterlevet det.” Skriftens enhed udfoldes ved, at helheden ses som værende til stede i den enkelte fortælling. Således læses nærmest hele frelseshistorien ud af beretningen om Jesu dåb. Der trækkes gang på gang lange linjer.
            Det er ejendommeligt, at der i en bog af den katolske kirkes overhoved ikke tages udgangspunkt i den fortolkende tradition. Der er ikke rigtig noget blik for, at den Jesus, som optræder i evangelierne, grundlæggende er en iscenesættelse af den jordiske Kristus, dvs. en fortælling, der er båret af troen på Jesus som den opstandne frelser. Det kommer særligt til syne og til orde i gennemgangen af betydning af udtrykket Menneskesønnen. For netop i dette udtryk ser Joseph Ratzinger – ganske som utallige før ham – en nøgle til Jesu selvforståelse. Debatten om betydningen af Menneskesønnen kaldes ”en kirkegård af hypoteser, der modsiger hinanden”. Ifølge denne forfatter var det ikke en forståelig messiastitel på Jesu tid, men noget først Jesus gør den til med udgangspunkt i Daniels Bog 7,13-14 og under inddragelse af Herrens lidende tjener i Esajas’ Bog 53. Men ind i dette billede har Jesus vævet yderligere tråde. Faktisk skal evangeliernes Menneskesøn-udsagn sammenfatte hele Jesu egen forståelse af sig selv og sit kald.
Men hvor Joseph Ratzinger således vil lade Jesus selv være den, der har udfoldet hele denne kristologi, er det nok så nærliggende at skrive den på evangelieforfatternes konto. En gennemgående stærkt harmoniserende læsning hindrer også en erkendelse af, at evangelierne er udtryk for en fremadskridende fortolkningsproces. Forfatteren til denne bog respekterer således ikke, at de foreliggende evangelier først og fremmest er kilder til deres forfatteres teologi og kun med store vanskeligheder tillader slutninger med hensyn til, hvad Jesus må have ment om sig selv.
Den historisk-kritiske forskning inddrages, men tages ikke grundlæggende alvorligt. Når Joseph Ratzinger vil nå frem til den teologiske ”merværdi”, som den historisk-kritiske forskning rigtig nok ikke kan afdække, kortslutter han den med inspirationsdogmet. Men der er jo også den mulighed at se kirken som skabt og båret af troens erfaring og oplevelse, som den lever af at fastholde i et fortolkningsfællesskab. Her kan det undre, at Joseph Ratzinger genopliver den almindelige misforståelse af det ofte citerede udsagn af den katolske modernist, Alfred Loisy (1857-1940): ”Jesus forkyndte Guds rige, men i stedet kom kirken” (s. 73), som skulle det udtrykke ironi og sorg. Loisy betragtede faktisk kirkens komme som den nødvendige konsekvens for at fastholde evangeliets formål.
            Jakob Egeris Thorsens oversættelse er gennemgående et fint stykke arbejde. Der er dog enkelte steder, hvor jeg spørger mig selv, om det tyske er korrekt gengivet. Når det s. 60 hedder, at ”den videnskabelige eksegeses tilsyneladende resultater er blevet brugt til at sammenflette de værste bøger …” skulle der vel have stået ”sammenflikke”, og ”den overfladige læser” på s. 128 er vel ”den overfladiske læser”. Der er også enkelte regulære trykfejl (hvor er der ikke det?), og når man på s. 54 læser, at Jesu ”tre fristelser er identiske hos Matthæus, Markus og Lukas, kun deres rækkefølge varierer”, så må der for Markusevangeliets vedkommende også være læst, hvad der står mellem linjerne. Jeg er heller ikke vant til at se Platon optræde som ”kristen” profet (s. 112), og i betegnelsen vir desideriorum (s. 113) – et citat fra Daniels Bog 9,23 i Vulgatas gengivelse – er det sidste – trods oversættelsen – en flertalsform. I sætningen øverst s. 143: ”Ikke blot skal vi gengælde lige med lige …” mangler der forhåbentlig et ”ikke”. Ikke alle fejl og mangler skal dog skrives på oversætterens konto. På s. 196 er det forfatteren selv, der misinformerer om indholdet af den jødiske roman Aristeas, der bl.a. beretter om tilblivelsen af den græske oversættelse af Mosebøgerne, som skulle denne pseudepigraf handle om oversættelsen af hele Det Gamle Testamente, ligesom udsagnet sammesteds om, at dette skrift også fortæller, at de jødiske lærde skulle have udfærdiget deres arbejde ”igennem en særlig inspiration fra Helligånden” helt savner holdepunkter i teksten.
            Sammenfattende vil jeg sige, at Joseph Ratzingers Jesus fra Nazaret er en også for ikke-katolikker læseværdig bog, ikke så meget som kilde til den historiske Jesus som til en moderne konservativ katolsk Jesus-reception. For som den meste Jesu-liv-litteratur siger også denne bog nok så meget om sin forfatter og hans teologi.