Jesu-liv-litteratur i Danmark Jesusbilleder eller tidsbilleder?

Mogens Müller:

Jesu-liv-litteratur i Danmark

Jesusbilleder eller tidsbilleder?

Forlaget Anis, København 2008

184 sider, 219,- kr.

Af Morten Hørning Jensen

Mogens Müllers bog, Jesu-liv-litteratur i Danmark, er en særegen bog i ordets positive betydning. Dels leverer Müller et historisk overblik over en specifik niche i dansk teologi, hvilket set fra én vinkel gør bogen til et kirkehistorisk bidrag (jf. også Müllers egen vurdering, s. 10). Dels er der tale om en nytestamentlig fagpersons grundige behandling af et centralt forskningsfelt inden for moderne evangelieforskning. Videre er der tale om et stykke vurderende arbejde, der trods en sober og nøgtern stil ikke forholder sig rent deskriptivt til emnet. Således anfører Müller tydeligt allerede i bogens introduktion, hvad hans egen teologiske position er til hele projektet omkring den historiske Jesus. Endelig er bogen i særklasse derved, at den udfylder et hul i både dansk kirkehistorisk og nytestamentlig forskning, hvor der ikke tidligere er leveret så grundig en oversigt over dette område.

Indledningsvist vil jeg på denne baggrund tillade mig at beskrive bogen som særegen og vanskelig at rubricere. Er det en kirkehistorie over dansk teologi i det 20. århundrede? Til dels, ja, men i sagens natur jo ikke repræsentativ al den stund, at historisk Jesus forskning kun udgør en del heraf. Er det en nytestamentlig bog? Til dels ja, men heller ikke helt, da bogen aldrig når til et egentligt eksegetisk arbejde med teksterne selv og alene sigter på at beskrive andres behandlinger heraf. Er den et teologisk projekt da? Til dels, ja. Müller er som nævnt forbavsende tydelig omkring sin egen grundposition, samtidig med at han bevarer en sober og upolemisk stil i behandlingen af positioner forskellige fra hans egen. Ud fra disse vinkler vil jeg nu forsøge at redegøre for, hvad Müllers bog giver os.

Müllers teologiske projekt

Som nævnt lader Müller ikke læseren i stikken omkring sit eget syn på den historiske Jesus. Det redegøres der for indledningsvist og afslutningsvist. I bogens hovedkapitler giver Müller en nøgtern behandling af de forskellige forfattere, som kun afbrydes af to korte vurderingsafsnit (hhv. s. 119f og 157).

Müllers teologiske projekt består i at betone forbindelseslinjerne mellem den historiske Jesus og Paulus, hvilket umiddelbart placerer ham i opposition til en af liberalteologiens grundantagelser. Således skriver Müller: ”Jeg har valgt at føre fremstillingen helt op til vor egen tid. Også for at vise, i hvor høj grad liberalteologiens antagelse af, at kristendommen ikke har meget med den historiske Jesus at gøre, lever videre i bedste velgående, tilmed et stykke ind i teologernes rækker. Den tanke, at Paulus og den tidligste kristendom med sin forkyndelse af den opstandne Kristus i virkeligheden giver en nødvendig teologisk tolkning af ”Jesus-begivenheden”, ligger åbenbart ikke lige for” (s. 10). Og videre: ”Jesu-liv-litteraturen gør det tydeligt, at kapper man det, der er livsnerven i evangeliernes fremstillinger, nemlig Kristus-troen, melder vilkårligheden sig. For hvor man ikke vil antage, at der er en væsentlig grad af kontinuitet mellem den historiske Jesus og hans gerning på den ene side og på den anden side den Kristus-forkyndelse, vi møder hos Paulus og i evangelierne, bliver det i virkeligheden den enkelte Jesu-liv-forfatters forståelse, der bliver bestemmende for billedet” (s. 11).

Man kan illustrere denne problemstilling ved at pege på, hvordan de forskellige Jesusbilleder i hovedsagen lader sig rubricere i tre kategorier: (a) Jesus som etiker/forbillede, (b) Jesus som politiker/oprører og (c) Jesus som religiøs-eskatologisk profet. Mens særligt den første, men også den anden, kategori er rigeligt repræsenteret i dansk Jesu-liv forskning, så er den sidste kategori kun repræsenteret ved enkelte forskere (jf. nedenfor). Men skal man forstå Paulus’ forkyndelse af den opstandne Kristus som en ”nødvendig teologisk tolkning af ’Jesus-begivenheden’” (s. 10) og antage ”en væsentlig grad af kontinuitet” mellem den historiske Jesus og Paulus’ forkyndelse (s. 11), så må man nødvendigvis betone den tredje kategori. Jesus er ikke blot ”forkynderen eller læreren” men også ”den forkyndte forkynder eller lærer” (s. 15), der træder ind i de gammeltestamentlige profetier om en ny pagtsslutning (Jer 31,31-34 mv, jf. s. 15).

Det er i hovedsagen Müllers teologiske projekt, som han i denne bog tydeligt markerer, men ikke intenderer at udfolde yderligere.

Kirkehistorisk vue over Jesu-liv forskningen i Danmark

Hovedparten af Müllers gennemgang, kap. 1-12, er viet til tiden før 1945. Vi præsenteres for en lang række bidragsydere, hvoraf de fleste vel med rette i dag kan betegnes som ukendte. Müller reflekterer selv over dette og anfører, hvordan ikke så få af bidragsyderne levede forskningsmæssigt i randen af det gode selskab oftest som bibliotekarer på et af Københavns biblioteker frem for forskere på fakultetet (fx A.C. Larsen, s. 34).

En anden gennemgående iagttagelse fra Müllers side er, at de danske bidrag oftest ikke er særligt selvstændige. men i hovedsagen efterklange af især den tyske forskning. Müller indleder derfor også sin fremstilling med at trække en linje tilbage til Reimarus, Lessing, Strauss, Baur og Renan (kap. 1).

Dernæst følger, hvad Müller betegner som ”det konservative udgangspunkt” hos professor Frederik Torm, der søgte at forsvare en historisk sandhed i Jesu selvvidnesbyrd, som vi har det i evangelierne, i et opgør med liberalteologien (jf. kap. 2).

Liberalteologien vandt dog hurtigt indpas i form af en perlerække af bidrag, der som i den tyske liberalteologi søgte at befri Jesus fra ”den kirkelige dogmedannelses indespærring” (s. 27) ved ”at fremhæve de religiøs-moralske sider af messiasideen” (s. 28). Vi møder her fx Troels-Lund, der i sin beskrivelse tager afsæt i Renans romantiske forestilling om Galilæas blide natur hvortil ”Intet kunde lignes i Mildhed og Ynde… især paa en Vaardag” (s. 29). I disse paradisiske omgivelser var Jesus ”Ad den indre Erfarings Vej” (s. 29) nået frem til kærlighedens budskab.

Et af liberalteologiens hovedsigter var at skille Jesus fra Kristus, som fx udtrykt af A.C. Larsen. Jesus var et barn af sin tid og ”Vi, der lever 1900 Aar efter Jesus, vi kan ikke, og vi skal ikke unddrage os alle de kritiske Mellembestemmelser, som vor udviklede Forstand med Nødvendighed paatvinger os” (s. 36). Men tilbage står ”Navnet Kristus som den højeste Idealitet”, og ”Det Afgørende er ikke, at vi anser Jesus for Kristus, men at vi af al Magt arbejder paa, at Idealet tager Bolig i os” (s. 37). Et andet hovedsigte var at skille Jesus fra Paulus, der med Emil Rasmussens ord var ”epileptisk Sindssyg” (s. 42). Eller med A. B. Drachmanns: ”Med Jesu Lære har Paulus’s næsten intet tilfælles” (s. 45).

I de følgende kapitler gennemgår Müller en lang række af bidragsydere, der med forskellige vægtlægninger alle kan ses som et forsøg på at redde Jesus fra Paulus og kristendommens ’Ideal’ fra eskatologiens sorte skyer. Ditlef Nielsen betoner således både den historiske Jesus’ etiske ideal såvel som hans sociale engagement, der gør ham til ”den største revolutionær, der nogensinde har levet. Jesu Samfundslære vilde som en Dynamitbombe sprænge alle Stater i Stumper og Stykker den samme Dag, Kristendommen virkelig blev indført” (s. 75)! I forlængelse heraf finder vi Georg Brandes’ bog Sagnet om Jesus fra 1925, der ifølge Müller var ”en rablende benægtelse af, at evangeliernes Jesus overhovedet skulle være en historisk skikkelse” (s. 85).

Med Vilhelm Grønbechs Jesus-bog fra 1940 vender vi tilbage til kernen i liberalteologiens projekt; at gennemgå ”Den indre genoplevelsesproces”, hvor man kan ”se hans [Jesu] ansigt bag ordene, og det ansigt har et uforglemmeligt smil” (s. 105). Prisen må urkirken og Paulus betale, som det fremgår af følgende maleriske Grønbech-citat: ”Den som går direkte fra evangeliet ind i Acta føler overgangen meget stærkt, næsten som et chok. … Det var som at gå fra det klare solskin over tærskelen til et missionshus, hvor vinduerne aldrig lukkes op og luften hænger fuld af fromme sukke og lugten fra gamle salmebøger; først da føler man ret hvor frisk vinden strøg over marken, hvordan solen brændte søde og bitre dufte ud af blomsterne på vejkanten” (s. 102).

Det sidste eksempel fra denne tradition, der skal nævnes her, er Christian Norlevs bog fra 1940, der er interessant ved at slå til lyd for at ”gøre Tanken om Guds Kongerige til den ledende Tanke i hele vore Kristendomsforstaaelse” (s. 115), og dermed få os til at indse, hvordan Jesu tale ”rummede social Frigørelse af revolutionær Karakter … Jesus var en religiøs-social Revolutionær, der gennem sin religiøst motiverede Morallære viste den Vej og de Vaaben, hvorved alt det onde, ogsaa det, der aabenbaredes i social og national Undertrykkelse, kunde overvindes, og Guds Kongerige virkeliggøres paa Jord” (s. 116). På nogen måde virker Norlevs tanker i dette stykke ganske moderne og kan genfindes i nutidig Guds-rige- og befrielsesteologi.

I modsætning hertil finder Müller dog enkelte lyspunkter i mere moderate forfatteres bidrag som fx O. Thune Jacobsen (kap. 4), der af Müller betegnes som ”et ejendommeligt vidnesbyrd om et gennemtænkt og selvstændigt forsøg på at undgå de konservatives ”overnaturlighedstænkning” og liberalteologiens Jesusbillede, dannet uden om eller på trods af evangeliernes fremstillinger” (s. 64).

Tiden frem til 1945 sammenfatter Müller afslutningsvist i et lille opsummerende afsnit, der på den ene side påpeger liberalteologiens overvældende dominans og manglen på undersøgelser af mulige forbindelseslinjer mellem Jesus og Paulus, og som på den anden side vurderer, at de danske Jesus-bøger i dette stykke ”siger mere om den fremstillende epokes og den enkelte forfatters idealdannelse end om jøden Jesus. Jesus-billederne bliver først og fremmest til tidsbilleder” (s. 120).

Herpå følger nu tre kapitler, der tager læseren frem til i dag. Dels giver Müller her et kort og præcist overblik over danske bidrag set i relation til den såkaldte 2. og 3. jagt på den historiske Jesus (kap. 13), dels gennemgås de forholdsvist få ”originale danske Jesus-bøger” fra denne periode (kap. 14). Endelig gives der et overblik over fageksegesens Jesus-opfattelser (kap. 15). Müllers konklusion for denne periode er for så vidt nedslående. Der mangler ”en dansk Jesus-bog, der lever op til det aktuelle stade i den kritiske forskning” (s. 157).

Den historiske Jesus som teologisk problem af nytestamentlig faglig karakter

Denne konstatering leder frem til Müllers afsluttende afsnit, der konkluderer, at jagten på den historiske Jesus indtil nu i hovedsagen kun har ført til Jesus-billeder med ”umiskendelige træk af deres skabere” (s. 159). Dette gør ikke projektet illegitimt for Müller, men understreger, at denne jagt først og fremmest må være teologisk og hverken psykologisk eller biografisk.

Müllers afsluttende, og mest vidtrækkende konstatering, er nemlig, at vi har brug for en ny og fjerde jagt på den historiske Jesus, der skal være kendetegnet ved en tydelig fornemmelse for forskellen på virkning og årsag i kilderne. Ifølge Müller er både Paulus’ breve og evangelierne ”sikre historiske kilder til virkningen af Jesu optræden.” Det, den fjerde jagt skal undersøge er, ”hvor meget vi kan sige om årsagen” ud fra disse kilder (s. 160).

I dette stykke antager Müller altså en grundlæggende kontinuitet mellem årsag og virkning, der godtgør en historisk undersøgelse – om end af teologisk og ikke biografisk eller psykologisk art. For som han afslutningsvis siger: ”For er der ikke en kontinuitet til stede i den diskontinuitet, som der vitterligt er mellem en historisk Jesus-skikkelse og forkyndelsens Kristus, er det ikke blot et historisk, men i høj grad også et teologisk problem” (s. 160).

Müller fortjener stor tak og anerkendelse for sit detektivarbejde med den danske Jesu-liv forskning. Via Müllers arbejde har vi nu adgang til en oversigt, der er til nytte for os på mindst tre måder: (a) den gør det muligt at lokalisere tidligere danske behandlinger af specifikke problemstillinger inden for den historiske Jesus-forskning, (b) den afslører, hvordan mange af de nuværende problemstillinger inden for den tredje jagt på den historiske Jesus allerede længe har været til debat, (c) og så afslører den behovet for en selvstændig dansk behandling af forholdet mellem Jesus og Paulus med fokus på mulige forbindelseslinjer.

Mens bogens primære bidrag således

er en art kirkehistorisk oversigt over et dansk nytestamentligt fagområde, så er dens sekundære bidrag dermed at fungere som en slags kritisk introduktion til en manglende behandling af et af de mest centrale områder inden for Ny Testamente-forskningen overhovedet: Forholdet mellem Jesus og Paulus.

Müller har så at sige kastet bolden op til serv – lad os håbe, at han spiller sættet ud!