Hvem skabte Bibelen? Da kirken fik sin kanon

Henrik Nymann Eriksen: Hvem skabte Bibelen? Da kirken fik sin kanon, Hillerød: LogosMedia 2011. 157 s. Indbundet. Kr. 199,95.
Af Frederik Poulsen
Henrik Nymann Eriksen (HNE), der til daglig er forstander på Luthers Missionsforenings Højskole i Hillerød, har udsendt en kortfattet, velskrevet og bredt anlagt introduktion til tilblivelsen af den bibelske kanon. Der er dog nogle væsentlige indvendinger, som jeg tager op i det følgende.
Bogen er overskueligt bygget op. Første hovedafsnit, ”Hvordan kan 66 bøger blive til én hellig bog?”, beskriver kortfattet Biblens mangfoldige bøger og definerer begrebet ”kanon” som både en liste af skrifter og en normsættende regel. Det pointeres, at Biblens tilblivelseshistorie ikke i første omgang har med nedskrivning af litteratur at gøre, men med begivenheder i historien, hvor Gud har givet sig til kende. Det er disse faktiske begivenheder, som de bibelske skrifter troværdigt bevidner. Endeligt præsenteres to ekstremer i tilgangen til kanonhistorie: Dels et sekulært syn, der anser Bibelen og dens autoritet som kulturskabt, dels et troens syn, der forudsætter, at Gud virkeligt har talt til mennesker, og at hans åbenbaring giver skrifterne autoritet. HNE bekender sig til det sidste af de to.
Kanondannelsen af Bibelens to testamenter
Andet hovedafsnit, ”Gammel Testamentes kanon”, introducerer de forskellige udgaver af GT samt de øvrige grupper af antikke skrifter (apokryfer, pseudepigrafer og dødehavsruller). Så følger en fremstilling af den gammeltestamentlige kanonhistorie, først på baggrund af GT’s eget vidnesbyrd (ifølge HNE Guds egen tale, der siden nedskrives af mennesker under inspiration) og dernæst på baggrund af eksterne vidnesbyrd, særligt Siraks Bog, Josefus og NT. HNE afviser udtrykkeligt, at den gammeltestamentlige kanon først blev lukket ved en ”synode” i Jamnia i slutningen af 1. årh. e.Kr., og at der parallelt eksisterede en bredere kanon i Alexandria. I stedet konkluderer han, at den gammeltestamentlige kanon på Jesu tid var en afgrænset og veldefineret størrelse både med hensyn til omfang og kanonisk status.
Tredje hovedafsnit, ”Ny Testamentes kanon”, antager, at Guds åbenbaring, der har taget sin begyndelse i Israels historie, når sit højdepunkt i Jesus Kristus. Herom vidner NT, først mundtligt, siden nedskrevet. Ifølge HNE var apostlenes autoritet fra Jesus det altafgørende. Blandt de nytestamentlige kanonkriterier fremhæver han det apostolske princip, nemlig at skrifterne skal kunne føres tilbage til apostlene eller kredsen om dem. På baggrund af disse kriterier gives en righoldig præsentation af de omdiskuterede skrifter, som kom med (Hebræerbrevet, flere af de katolske breve samt Johannes’ Åbenbaring) og dem, som ikke kom med (f.eks. Første Klemensbrev og Hermas’ ”Hyrden”). HNE slutter med Luthers forhold til kanon, som leder op til bogens endelige konklusion: Vi står i dag samme sted som teologerne i Oldkirken, idet vi må vurdere, om hvert enkelt af NT’s omdiskuterede skrifter går tilbage til apostlene, da kun det berettiger til en plads i kanon.
Veldisponeret kildemateriale og blik for teologiske faktorer
Det er fint med en sådan introduktion på dansk. HNE baserer sig især på udenlandske, fortrinsvist ældre sekundærfremstillinger (R. Beckwith, B. Metzger, H. von Campenhausen, F.F. Bruces, O. Skarsaune), men giver god plads til behandling af de (få) primære kilder, vi har. Disse behandles i korte, veldisponerede afsnit. Gennemgangen af kirkefædrenes vidnesbyrd om det fremvoksende NT fylder næsten halvdelen af bogen og er sammen med Appendix 5, der rummer oversættelser af de vigtigste oldkirkelige tekster til NT’s kanonhistorie, særdeles værdifuldt.
Dertil er det forfriskende, at HNE har blik for det teologiske element i kanondannelsen. Ofte beskrives tilblivelsen af de bibelske skrifter ud fra rene litterærhistoriske, sociologiske og kulturelle faktorer, hvor man helt glemmer, at disse skrifter – selv i løbet af deres tilblivelse – tjener som helligskrifter. HNE’s teologiske interesse er prisværdig, men det er også her, at indvendingerne begynder at melde sig. Kan man beskrive kanondannelsen teologisk uden at forfalde til bibelfundamentalisme?
Fire indvendinger
For det første tillader HNE’s bibelsyn nemlig ikke den mindste smule tvivl om de bibelske teksters historiske og teologiske sandhed. Tilsyneladende forudsætter han, at de 66 bøger i vores Bibel i dag er de ”rigtige”, hvilket skaber en spøjs vægtning mellem kanoniske og apokryfe skrifter. Det er intet problem, at Baruks Bog og Barnabas’ Brev er fra en anden tid og af en anden forfatter, end skrifterne selv hævder, mens det er magtpålæggende, at Danielsbogen går tilbage til den historiske Daniel i 6. årh. f.Kr. (og ikke i midten af det 2. årh. f. Kr.), og at Judas’ Brev er skrevet af Jakobs og selveste Jesus’ egen bror. Dette syn gør det i gennemgangen af GT’s eget vidnesbyrd uklart, om der refereres til GT’s egen selvforståelse som religiøst skrift eller til nøgternt kildemateriale i en historisk pålidelig rekonstruktion.
For det andet er HNE’s konklusion om en velafgrænset GT-kanon på Jesu tid nok for skråsikker. Det er bestemt en mulighed, men HNE skylder læserne at understrege, at det første sikre skriftlige vidnesbyrd om en afgrænset kanon stammer fra ca. 100 e.Kr. Omfang og form af kanon inden da kan kun bero på indirekte bevisførelse. Bag HNE’s klare postulat ligger sikkert en opfattelse af, at vi skal bruge den Bibel, som Jesus brugte, dvs. præcis de 39 bøger i den hebraiske bibel, som er grundtekst i vores Bibel i dag.
For det tredje er HNE’s beskæftigelse med det bredere omfang af skrifter i den græske og latinske version af GT for fattig. Kun seksten linjer på side 44 behandler dette spørgsmål ved at henvise til, at flere skrifter blev betragtet som autoritative af jævne ulærde kirkefolk end af de lærde og strengere kirkefolk. Billedet er helt sikkert mere komplekst. Når man tænker på, at den græske og latinske version i over 1000 år de facto udgjorde kristenhedens første testamente og stadig gør det i de ortodokse og romersk-katolske menigheder, og at kombinationen af et hebraisk GT og et græsk NT først opstod i 1500-tallet (!), så er behandlingen utilstrækkelig.
For det fjerde er påstanden om, at vi i forhold til kanon står samme sted som i Oldkirken, problematisk. Gør vi det? Er kanon endnu principielt åbent, eller er det nærmere et vilkår, vi har arvet fra de oldkirkelige og reformatoriske teologer, hvis argumentation vi efter Oplysningstiden ikke længere kan gentage? Hvis det f.eks. viser sig, at det anonyme Lukasevangelium faktisk er fra 120 e.Kr. og derved langt fra apostelkredsen, er HNE så klar til at tage konsekvensen? Det tyder det ikke på, når han opfordrer Luther til at udvide sit apostelbegreb for at kunne rumme de omdiskuterede skrifter. Endelig efterlader den afsluttende bemærkning om, at Guds forsyn og Helligåndens inspiration har sikret, at GT og NT fik præcist det omfang, som udgør vores

Bibel i dag, ikke meget håb om, at en sådan kritisk prøvelse reelt vil finde sted. Tværtimod vil HNE fastholde cirkelslutningen, at fordi skrifterne optræder i kanon, er de skrevet af de anførte apostle og deres medarbejdere, og fordi de er skrevet af apostlene og deres medarbejdere, hører de stadig hjemme i kanon!

Fin, men stærkt ideologisk introduktion
Til trods for kvaliteterne ved denne lettilgængelige introduktion så skal man være varsom med at tage alle HNE’s konklusioner for gode varer. Præsentationen af kildematerialet udover Bibelen selv er fin, mens de overordnede linjer helt åbenlyst er spundet ind i HNE’s klare antagelse af de 66 bibelbøgers historiske og teologiske ufejlbarlighed. En større nuance og selvkritik havde været ønskelig.
P.S. Det er dissideret uheldigt, når to af bagsidens tre anbefalere, Peter Olsen og Carsten Vang, i forordet takkes ”for en række meget værdifulde kommentarer til manuskriptet”.
Tænk, at de anbefaler en bog, hvis udseende de selv har haft indflydelse på!