Hvad er sandhed. Nye læsninger af Johannesevangeliet

Hvad er sandhed

Nye læsninger af Johannesevangeliet

Redigeret af Gitte Buch-Hansen og Christina Petterson

188 sider, 228 kr.

Frederiksberg: Alfa 2009

Anmeldt af Anne Vig Skoven

 

Efter i mange år at have været indhyllet i afmytologiseringens klare paradokser, er Johannesevangeliet blevet genstand for interesse fra den historisk-kritiske eksegeses side. Det har fået konsekvenser, og i antologien Hvad er sandhed kan man læse hvilke. Allerede bogens smukke forside, Maja Lisa Engelhardts Himmelfart, signalerer nye toner – ånd udelukker ikke længere krop.

Bag antologien står en gruppe yngre eksegeter fra Københavns og Aarhus Universitet, der alle (på nær en enkelt) er Johannes-specialister. Den tilbyder sine læsere et indblik i, hvad der foregår ikke bare i Johannesevangeliet, men også i den aktuelle eksegetiske praksis. Med denne dobbelte funktion er den meget velrettet mod sit intenderede publikum: teologistuderende, religionsstuderende, seminarister og præster.

 

Efter bogens udførlige og informative indledning kommer som den første af de 8 artikler Jesper Tang Nielsens (JTN) ”Korsmærkernes kognitive funktion”. Dette viser sig at være en velvalgt disponering, eftersom JTNs artikel spiller en væsentlig rolle for flere af forfatterne i bogen.

JTN giver først en indføring i narrativ semiotik a la Greimas, hvor relevante begreber og terminologi gennemgås. Derpå applicerer han den på Johannesevangeliets samlede fortælling.

JTN viser, hvordan Johannesevangeliet kan inddeles i de fire faser i Greimas’ analyse: manipulation, kompetence, performance og sanktion. I den første fase indgås en kontrakt mellem Gud og det guddommelige logos om den opgave, der findes udtrykt i Johs 3,16: at forbinde mennesker med evigt liv gennem tro. Semiotisk udtrykt er opgaven at foranstalte en konjunktion mellem mennesker og det objekt, der dels er kognitivt (tro) og dels værdimæssigt (evigt liv).

I kompetencefasen inkarneres det guddommelige logos, således at han bliver i stand til at udføre den pålagte opgave. Performancedelen består i at bringe mennesker til erkendelse af Jesus’ guddommelige identitet. Jesus optræder her i rollen som ”persuatør” (overtaler).

Opgaven vanskeliggøres imidlertid af, at Jesus optræder i en hemmelig modus – han fremtræder som et menneske, skønt hans sande væren er guddommelig – hvilket gør det svært for mennesker at erkende hans guddommelighed. Hvor de fire faser angår fortællingens konkrete begivenheder, fortællingens såkaldt pragmatiske dimension, så angår Jesus’ fremtræden og menneskers erkendelsesmæssige reaktion herpå en anden dimension, nemlig den kognitive.

Mennesker kan ikke komme til sikkerhed/tro om hans identitet, førend han er død og opstanden.

Pointen i artiklen er, at det er korsmærkerne, der fremkalder den eftertragtede erkendelse; eksemplarisk udtrykt i disciplen Thomas’ bekendelse: Min Herre og min Gud (20,20). Mærket er et ikke ukendt træk i fortællinger og tjener til identifikation (tænk fx på Odysseus modermærke).

Denne pointe udgør iflg. JTN et alternativ til den almindelige kirkelige dogmatiske tolkning af Jesus’ død og opstandelse, idet den johannæiske vægt ikke ligger på korsdøden som den væsentligste frelsesbegivenhed (korsteologi), men derimod på opstandelsen. Det er denne begivenhed (sanktionen), der sætter mennesket i stand til at forstå, at Jesus er Guds søn/Gud, hvilket lige netop er evangelistens eksplicitte hensigt (20,31).

Hvad JTN i sin analyse kommer frem til, er altså noget, der vel kan kaldes en subjektiv forsoningslære. Det gør læsningen yderligere interessant er, at JTN opererer med kendte kategorier i nye skikkelser. Eksempelvis udspilles spørgsmålet om realiseret og futurisk eskatologi i en semiotisk firkant, som indeholder modsætningsparrene Evigt liv vs Evig død og Provisorisk liv vs Provisorisk død.

 

Fra hele evangeliets store fortælling zoomes i Finn Damgaards (FD) bidrag ”Kampen om Moses. Moses som katalysator for konflikten i Johannesevangeliet” ind på en enkelt figur. FD, som er forfatterkollegiets eneste ikke-johannist, forsker i, hvordan religiøse grundfigurer anvendes til at konstruere kollektiv identitet. De har i hans perspektiv ikke bare en normativ, men også en formativ funktion.

Moses, som spillede en afgørende rolle i den antikke jødedom, må naturligvis finde sig en ny plads i den tidlige kristendom. Det er derfor ikke overraskende, at han kommer til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med iscenesættelsen af stridighederne mellem jøderne og Jesus i Johannesevangeliet. Her bliver han ifølge FD en nøglefigur i forsøget på at afklare Jesus-bevægelsens forhold til den jødiske tradition – indenfor det jødekristne miljø, som evangeliet ifølge FD blev til i. Johannesevangeliets brug af Moses kan derfor ses om en revision af det johannæiske samfunds erindring om Moses.

I en velstruktureret fremstilling gennemgår og analyserer FD de 7 passager i Johannesevangeliet, hvor Moses omtales. Han finder her en ”glidning”. Først indsættes Moses i det rette – underordnede – forhold til Jesus, og derpå anvendes han til iscenesættelse af en konflikt (kap. 9).

Moses fungerer her som katalysator i flere forskellige henseender – i forbindelse med evangeliets konflikt såvel som i afklaringen af evangeliets soteriologi (frelsesforståelse) og kristologi.

Det gør analysen yderligere interessant, at FD inddrager komparativt materiale fra den stort set samtidige jødiske filosof, Filon. Moses er hos Filon billedet på det perfekte menneske.

Man skulle tro, at evangeliet ville spille Moses og Jesus offensivt ud mod hinanden, men det er ikke det, der sker. I Johannesevangeliet tildeles Moses en overvejende positiv rolle, idet han dog konverteres fra at være eksemplet par excellence til at være en, der bærer vidnesbyrd om Kristus. I denne forskydning sker dannelsen af den nye sande jødiske identitet.

 

 

I Alexander Gusas (AG) bidrag, ”Tro uden overtro: Den religionskritiske impuls i Johannesevangeliet” indskrives evangeliet i den antikke filosofi. Med afsæt i Jesus’ samtale med den samaritanske kvinde i kap. 4, og i særdeleshed udsagnet om tilbedelsen i ånd og sandhed, fordi Gud er ånd (4,24), anskuer AG Johannesevangeliet som et udslag af den antikke religionskritik, som den artikuleredes blandt ikke bare antikkens filosoffer, men også i den jødiske tradition. AG anskuer altså Johannesevangeliet som et religionskritisk jødisk skrift, og den johannæiske menighed som billedet på ”den sande religion befriet fra overtro”.

I antikken måtte en legitim religion finde sin plads mellem yderpolerne ateisme og overtro. Kristendommen blev som bekendt udskældt for at være begge dele (indtil den selv fik lov at sætte dagsordenen og (re)definere, hvad ateisme og overtro var). Beskyldningen om ateisme vedrørte de kristnes (jødiske) forhold til den romerske kejser og deres modstand mod den dyrkelse af ham, som fandt sted i kejserkulten. Netop dette perspektiv er uhyre interessant, eftersom meget af kristendommens centrale vokabular er hentet fra den politiske sfære (fx evangelium, kyrios, Gudsriget). AG opridser i øvrigt meget relevant forskellen på den antikke og den moderne ateisme.

AG konkluderer, at Johannesevangeliet på sine antikke betingelser fremstiller en helt igennem rationel religion, og derved unddrager sig betegnelsen overtro.

AGs artikel udspringer af et større igangværende forskningsprojekt om antikkens religionskritik, og måske er det derfor, at man som læser får fornemmelsen af, at AG vil for meget på for lidt plads. De mange udførlige tekstreferencer, som burde have været anbragt i fodnoter, hæmmer endvidere læsningen. Ikke desto mindre er der meget godt at hente, hvis man interesserer sig for antikkens filosofiske religionsdiskurs.

 

 

Kasper Bro Larsens (KBL) bidrag ”At sige ret farvel. Jesus’ afskedstale i genrehistorisk belysning (Joh 13-17)” er et eksempel på en genoptagelse af formkritikkens interesse for de litterære genrer. Denne har ifølge KBL ikke tidligere været praktiseret i forbindelse med Johannesevangeliet, der om noget evangelium har været betragtet som en genre sui generis, selv hos formkritikkens grand old man, Bultmann, som i sin Johanneskommentar forlod den formkritiske metode til fordel for den litterær/kildekritiske. Til forskel fra den klassiske formkritik, der endte med at atomisere evangelierne fuldstændigt, anskuer den nyere formkritik tekstens genrer som ”elementer i den overordnede teologisk-ideologiske og fortællemæssige sammenhæng”.

Johannesevangeliet er nemlig iflg. KBL en mosaik af forskellige genrer, der hver har deres særpræg. I nærværende artikel fokuserer han på kap. 13-17 og genren afskedstale, som er en identificerbar og afgrænset antik genre, kendt ikke bare fra Det gamle Testamente (Moses, David mfl) og anden jødisk litteratur, men også fra den græske verden (fx Sokrates’ afskedstale).

KBL opridser i tretten punkter afskedstalens genrekarakteristika og sammenligner disse med Johannesevangeliets kap. 13-17. Heraf fremgår ikke blot lighederne, men også de steder, hvor Johannes bryder med genren ved eksempelvis at overbetone et af punkterne. KBL peger især på, at det gentagne gange understreges, at Jesus’ død ikke er en endegyldig død, men en bortgang, der indvarsler at nyt nærvær.

Til sidst indsættes afskedstalen i dens aktuelle liturgiske kontekst – i kirkeåret mellem påske og pinse. Her skulle der nok være inspiration at hente for prædikanter. I det hele taget er det en velskrevet og let læselig artikel.

 

Gitte Buch-Hansen sætter fokus på ånden i ”Et stoisk blik på Johannesevangeliets åbenbaring. Himmelfarten i antikkens naturfilosofi”. Dette sker i et ambitiøst opgør med både Bultmanns læsning af Johannesevangeliet, der betonede inkarnationens betydning, og den korsteologiske, der investerer al betydning i Jesus’ død på korset. I lighed med JTN fokuserer GBH på opstandelsen og dermed på kap. 20, som i Bultmanns og andres optik blot var en symbolsk og i princippet overflødig fortælling om det at komme til tro.

Ligesom FD inddrager hun den jødiske filosof Filon og hans filosofisk inspirerede eksegese af Moseloven, men hendes artikel handler først og fremmest om ånden, og det som en materialistisk størrelse, således som stoikerne tænkte den. Igennem artiklen introduceres læseren på udmærket vis til det stoiske verdensbillede, så det bliver forståeligt. GBH fokuserer især på fænomenerne undfangelse og himmelfart, som hermed fratages byrden af at være kristent særstof.

Resultatet bliver, at det, som i mere moderne øjne opfattes som et mysterium, kan siges at have været fuldt rationelt forklarligt på datidens betingelser. GBHs af-paradoksaliserende studie af opstandelsen i Johannesevangeliet bringer på ingen måde evangeliet nærmere til nutiden, men GBH løber gerne (sammen med Karl Barth) den risiko, i stedet for, som Bultmann, at afmytologisere den antikke verdens tanker. Bultmanns læsning af Johannesevangeliet er i det hele taget den væg, som flere af bogens artikler spiller op imod. GBH ender imidlertid, i lighed med KBL og CP, med nogle refleksioner over den placering, teksterne har i kirkeårets tekstrækker, som også kan være af interesse for en aktuel fortolkning af opstandelsen.

 

GBH’s andet bidrag til antologien, artiklen “”Who do you know in Heaven?” eller Saturday Night Fever i Johannesburg”, fungerer som en introduktion til det nyeste skud på stammen indenfor hermeneutiske metoder i bibelvidenskaben, den postkoloniale analyse. Samtidig med sin introduktion til de postkoloniale fædre, Edward Saïd og Homi Bhahba mfl,. kaster GBH et postkolonialt blik på dokumentarfilmen The Swenkas. Denne seværdige film af den danske instruktør Jesper Rønde handler om en gruppe migrantarbejdere i Johannesburg, og den bliver bestemt ikke mindre spændende gennem GBHs analyse. Det bliver desuden klart, hvordan den postkoloniale analyse kan gøres frugtbar i bibelforskningen. GBH bliver nemlig ikke stående i en reproducerende offerteologi, hvor ”det koloniale subjekt” er dømt til at kopiere kolonisatorens værdier (a la Saïd), men peger med Bhabha på mulighederne for ny hybrid identitetsdannelse i blandingskulturen; et perspektiv som også kan kaste lys over den tidlige kristendom. I GBHs læsning er Kristus den ultimative immigrant, som åbner det tredje rum hinsides de etablerede modsætninger. En absolut læseværdig artikel.

 

Christina Petterson (CP) beskæftiger sig i ”Den kirkelige Johannes” med Johannesevangeliet, som det er repræsenteret i de gudstjenestelige læsninger. Hendes anliggende er at påpege den fortolkningsmæssige kontrol, som både udvalget af Johannestekster og samspillet med de øvrige tekster udøver i det, som kan kaldes det femte evangelium, nemlig tekstrækkerne.

Det fremgår af hendes udmærkede oversigt, at Johannesevangeliet bidrager til tretten søndage i første tekstrække; rundt regnet halvdelen af, hvad Matthæus og Lukas fylder, men ca. dobbelt så meget som Markus. Johannes er stærkest repræsenteret i tiden mellem påske og pinse, og ringest i trinitatistiden. I anden tekstrække fylder Johannes til gengæld dobbelt så meget. Her har man genoptaget en del af de tekster, som ved reformationen og senere reformer røg ud af den første tekstrække sammen med de helligdage, de var knyttet til.

En af CPs pointer er, at den synoptiske teologiske fortolkning af Jesus’ død som syndoffer eller pagtsoffer helt overskygger Johannes’ mere kognitive forståelse (her refereres til JTN’s artikel).

Når Johannestekster som eksempelvis fodvaskningen placeres skærtorsdag, er den qua sin placering i kirkeåret kontrolleret af den synoptiske teologi (synds/pagtofferet), og får derfor ifølge CP ikke mulighed for at udfolde sit potentiale. Det samme gælder Johannesprologen, som med sin placering juledag kommer til at dale lige ned i krybben, på trods af dens egentlige transcendens af tid og sted.

Sammenlignet med den reformerte tradition, hvor der ifølge CP ikke er fastlagte læsninger, finder hun, at Folkekirkens tekstrækker udgør en teologisk spændetrøje, der især holder de johannæiske accenter ude. CP lider dog ikke af en blåøjet tro på ”åndens frie løb” i den reformerte kirke, men mener, at en reformert inspireret praksis kunne løse de problemer, hun ser i den nuværende tekstordning. Helt konkret, at inddragelsen af en større mangfoldighed af tekster kunne rokke ved tekstrækkernes teologiske entydighed.

Om den tredje tekstrække, som der for tiden arbejdes med i Løgumkloster, vil udvide det teologiske perspektiv, må tiden vise. CPs pointe med Johannesteksternes placering er efter min opfattelse rigtig, men på den anden side vil jeg som prædikant kæmpe længe og indædt for faste tekstrækker, og så til gengæld bruge min frihed til i prædikenen at inddrage andre tekster, hvor jeg finder det relevant.

Uanset om man er enig i CPs synspunkter vedr. frit tekstvalg eller ej (hvilket jeg altså ikke er), så er det en interessant og tankevækkende og ikke mindst veldisponeret artikel, som via sit fokus på Johannesevangeliets nutidige Sitz-im-Leben, tematiserer det femte evangelium, kirkeårets og tekstrækkernes teologi.

 

Hvis Johannesevangeliet blev et offer på gudstjenestens alter i CPs første artikel, så anskues det i CPs andet bidrag, ”Forargelsen og Johannesevangeliet” som bøddel i den politiske virkelighed. I artiklen ”Forargelsen og Johannesevangeliet” beskæftiger CP sig med evangeliets berygtede antijudaisme, problematiske kønspolitik og ”totaliserende åndelige dagsorden”, som er blevet brugt til at legitimere jødeforfølgelser, kønsdiskrimination og kolonisering. CP behandler her, hvad hun kalder Johannesevangeliets ”effekthistorie”, et perspektiv, som af forskellige årsager ikke er særlig fremtrædende i dansk eksegese, i modsætning til fx receptionshistorien, der imidlertid primært angår ”den aktive tilegnelse af Bibelens kulturelle og/eller religiøse indhold”. Effekthistorien derimod beskæftiger sig med teksternes politiske konsekvenser.

CP klandrer den danske eksegese for at være alt for lidt optaget af dette perspektiv og alt for forankret i det 1. århundredes problematikker. Hun søger i artiklen at vise, hvordan det effekthistoriske perspektiv kan blive teologisk relevant (”generere en teologisk betydningsfuld, provokerende og konstruktiv eksegese”). Hovedvægten i artiklen ligger dog på den negative side af effekthistorien.

CP svinger pisken over dansk selvfedme, provinsialisme og nationalromantik, samt den rodfæstede tro på, at det nok skal gå af sig selv alt sammen. Men samtidig får læseren en smagsprøve på postholocaust-eksegesen, den feministiske og den politiske eksegese, appliceret på danske forhold.

 

For en stor del af artiklernes vedkommende er det klassiske teologiske emner, der tages op, men med nye metoder og med nye indsigter. Det gælder forholdet til den jødiske arv, forståelsen af åndens betydning og beskaffenhed, kristologien og soteriologien. Savner man inspiration til sine prædikener eller undervisning, så kan Hvad er sandhed vise sig at være vejen.

Alt i alt er Hvad er sandhed en læsning værd, hvis man interesserer sig for ikke bare Johannesevangeliet, men også moderne hermeneutik. Læseren bliver introduceret til en vifte af metoder. Det er en spændende, lærerig og generelt velskrevet antologi. En særlig styrke ved bogen er den umage, forfatterne gør sig for at forklare de metoder, de anvender.

 

Det er dog irriterende og misvisende, at man i indholdsfortegnelsen har undladt at sætte de enkelte forfatteres navne under artiklerne. Bogen er netop en antologi, eller en mosaik for at bruge KBL’s metafor, ikke en samlet enig fremstilling. Rent sprogligt er der også nogle skæverter i ny og næ, men problemerne er til at leve med.