“Hej far, ta´ og helbred manden”. Børn som bibelfortolkere

Gertrud Yde Iversen:

“Hej far, ta´ og helbred

manden”.

Børn som bibelfortolkere.

Aros Underviser 2007. (167 sider, 198 kr.)

af Irene Larsen, religionslærer på Frederiksberg seminarium

I “Religionslæreren” nr. 2, 2007, (Folkeskolernes Religionslærerforenings blad) er der en annonce fra forlaget, der reklamerer for denne bog – sammen med Friedrich Schweitzer: “Barnets ret til religion”. Tilfældighed eller sammenhæng?

Iversen henviser en del til Schweitzer, så tilfældigt er det måske ikke.

I forordet til Schweitzers bog står der bl.a., at grundsynspunktet er, at “mangel på religiøs “påvirkning” i mindst lige så høj grad kan være svigt, der lader barnet i stikken.” (s.7)

Endvidere at “karakteristisk for tysk religionspædagogik er, at skellet mellem kirken og skolen i religionspædagogisk sammenhæng ikke er så stort som i Danmark. Her betoner man mere sammenhængen og ikke adskillelsen mellem kirke og skole. Men det er jo et synspunkt, der i høj grad også kan være væsentlig og inspirerende for den danske debat.” (s.8) (Forordet er skrevet af Eberhard Harbsmeier.)

 

Grunden til, at jeg bruger plads på at referere til en helt anden bog end den, jeg er blevet bedt om at anmelde, er, at jeg mener, at en skelnen mellem kirke og skole ikke gør sig gældende i Iversens bog, og jeg mener, at den problematik i en dansk sammenhæng er så kontroversiel, at man ikke kan undlade at tage denne debat.

 

Bogen har baggrund i tyske og engelske projekter kaldet “Teologi med børn”. I bogen er valgt et element fra dette, nemlig børn som bibelfortolkere. Efter tre artikler om bibelen i undervisningen, børnene som fortolkere og fortolkningens begrænsninger skrevet af Iversen selv, bringer hun 10 artikler fra “Jahrbuch für Kindertheologie” i oversat og bearbejdet form. De er konkrete eksempler på bearbejdelse af en tekst sammen med en gruppe børn.

Bogen “henvender sig til lærere og studerende på seminarierne samt til lærere i folkeskolen”. Den henvender sig altså if. forfatteren ikke primært til den kirkelige undervisning. Men anvendelse af begrebet teologi får alligevel mig som læser til at blive usikker på, om den ikke mest er tiltænkt en kirkelig sammenhæng – eller i hvert fald en sammenhæng, hvor deltagerne alle er af kristen eller kristen-sekulariseret observans.

For hvad er teologi? Er det en kritisk undersøgelse af kristendommen eller er det systematisk arbejde som baggrund for forkyndelsen? Det er afgørende, hvilken af disse to betydninger tænkes der på i projektet Teologi-med-børn.

Og indrømmet: jeg har hverken læst Schwitzers bog eller “Jahrbuch für Kindertheologie”, så jeg har ikke deres teologiske tænkning som forudsætning. Men bogen er vel heller ikke tiltænkt en læser med sådanne forudsætninger; den vil jo netop introducere dette felt i Danmark.

 

I første artikel “Brug af bibelske tekster i religionsundervisningen” hævdes det, at der kan være tre typer interesser på spil, når man som lærer skal udvælge bibeltekster: teologiske, æstetiske og politisk. De tre typer interesser gennemgås ud fra undervisningsmaterialer til skolen. Især afdækningen er den teologiske interesse er interessant, og forfatteren mener, at selv hvor der eksplicit er tale om en livsfilosofisk interesse, ligger der i virkeligheden et dogmatisk, luthersk skema bag.

Under æstetiske interesser nævnes både interessen for tekstens tematik og forbindelsen til kunstens verden. Mht. tekstens tematik er påstanden, at “de fleste lærere vil, på linje med det meste undervisningsmateriale, vælge enkeltstående tekster ud fra undervisningens overordnede tematik: såsom liv, død, det gode, det onde, etc.” Og altså ikke ud fra “en opfattelse af bibelen som en sammenhængende samling af skrifter.” (s.13)

I afsnittet om de politiske interesser fremsættes den påstand, at man som lærer også er “styret af, hvilken rolle man i samfundet og politisk mener, at religion kan og bør spille”. (s.15) Artiklen belyser også kort, at der har været en tendens til at undgå “farlige” tekster. I kapitlet er der således tale om nogle “afsløringer”, som det nok er værd at overveje.

 

I anden artikel “Det myndige barn som teolog, bibellæser og fortolker” henvises til Schweitzers arbejder som baggrund for “Teologi-med-børn”. Endvidere at “Teologi-med-børn konceptet har sine rødder i romantikken og i reformpædagogikken”, men også udviklingspsykologien og Filosofi-med-børn nævnes. (s.19) Barnesynet er, at “børn beskæftiger sig med livets store spørgsmål” (s.19), “børn er entreprenører” (s.20), og at “børn gør sig religiøse forestillinger og tænker over religiøse spørgsmål” (s.21)

Teolog-med-børn defineres her nærmere. Det vigtige er, at børnenes refleksioner står i centrum: de anerkendes og der er meget vide grænser for, hvad der er relevant. Jeg ved ikke, hvorfor refleksionerne skal kaldes teologi. Der er efter min mening snarere tale om almen-menneskelige spørgsmål. Formaningen er, at børnenes tanker skal anerkendes som nogle, der for alvor kan bidrage til fortolkningen af det givne materiale. I f. t. bibelteksterne er børnene “ikke alene læsere, men også kritikere og saglige fortolkere”. (s.23) Iversen vil gerne bringe to verdener i samspil: eksegesens fortolkningsresultater og anerkendelsen af børns fortolkningsindsats.

I artiklen argumenteres der også med Schweizers tanker om børns ret til religiøs dannelse, dvs. at religionsundervisning skal være til for børnenes skyld, og at religiøs opdragelse er barnets ret. “Børn beskæftiger sig med livets store spørgsmål, og deres spørgsmål kræver religiøse svar. Her bør man ikke lade børnene alene, og derfor har de ret til religion.” (s.19) Kan man med Iversen virkelig mene, at det er en af skolens opgaver at være med til at sikre børns ret til religion – og måske religiøs dannelse?

 

Jeg savner et almen-didaktisk perspektiv i denne bog. Kristendomskundskab er et fag i en skole med et formål, der gælder alle fag og øvrige aktiviteter. Der er almendidaktiske tænkere, der arbejder med at anerkende elevernes udsagn, f.eks. Olga Dysthe. Skolelærere er primært skolelærere og ikke i første omgang religionslærere eller fysiklærere. Børn er skoleelever og ikke primært kristne, muslimer eller ateister. Det er et alment mål i skolen, at eleverne skal dannes til at være selvstændige, kritiske og kreative. Det er min erfaring, at elever ikke er bange for at gå i gang med bibeltekster og mene noget om dem. Og at skolelærere er vant til at tage elevernes udsagn alvorligt.

Det ville have været godt at få nogle didaktiske argumenter for udvælgelse af bibeltekster til undervisningen udover de teologiske, æstetiske og politiske.

Der kan være gode kristen-teologiske grunde til ikke at skelne skarpt mellem eksistentielle og religiøse overvejelser, som f.eks. Tillichs teologi er udtryk for. Men pædagogisk-didaktisk set er opgaven en anden. Selvom der ikke er en almen anerkendt definition af begreberne “religion” og “tro”, mener jeg, at man må skelne mellem religion og ikke-religion, og mellem religiøs tro og andre overbevisninger om, hvad livet går ud på. Ellers medfører det i bedste fald begrebsforvirring hos eleverne og i værste fald mangel på respekt for deres personlige tro eller livsanskuelse.

 

Forfatteren er af den opfattelse, at “Teologi-med-børn konceptet kan bidrage væsentligt til at løse den opgave, som religionsundervisning skal varetage i et multikulturelt og multireligiøst samfund”, (s.20) Men der siges ikke noget om, hvad opgaven går ud på. Og derfor ved man som læser ikke, hvilke problemer “teologi-med-børn” er svaret på.

Mit bud på et problem, et at skolelærerne ikke er dygtige nok til at fange indholdet i elevernes refleksioner og gøre det frugtbart i en fortolkningsproces i forhold til bibelteksten. Og til det problem kan der hentes hjælp i denne bog.

 

Den tredje introducerede artikel er et lille kursus i tekstteori, skriftsyn og andre problemer, man møder, når man skal fortolke de bibelske tekster. Det er rigtig fint at få det gennemgået på 12 sider; det er vigtig viden for en religionslærer.

 

Herefter følger som sagt 10 kapitler om arbejdet med konkrete bibeltekster. Fire tekster fra Det Gamle Testamente (GT) og seks tekster fra Det Nye testamente (NT). Skabelsesberetningen er naturligvis blandt teksterne fra GT, men også den gådefulde tekst om Jakobskampen (1 Mos 32). Teksterne fra NT er episoder i Jesu liv, udtagen den sidste tekst, der er fra Johannes’ Åbenbaring.

Kapitlerne er alle skåret over samme læst: eksegetiske betragtninger, beskrivelse af arbejdet sammen med eleverne (der dog konsekvent kaldes “børn”), citater fra dialogen blandet med forfatterens kommenterer samt afsluttende bemærkninger. Det er rigtig spændende læsning.

Samtalerne har i nogle tilfælde fundet sted med en hel klasse elever og i andre tilfælde med en større eller mindre gruppe. Eleverne er fra forskellige klassetrin, fra 1 til 7. klasse. Den voksne kaldes “læreren”, men det står ikke klart, om vedkommende er fagekseget eller skolelærer.

De udvalgte tekster fra GT er: Skabelse, Kain og Abel, Jakobskampen og den brændende tornebusk – og fra NT: Jesu dåb, helbredelsen af den døve og stumme mand, tempelrensningen, lignelsen om arbejderne i vingården, Jesus i Getsemane og Verdensdommen fra Johannes’ Åbenbaring.

Eleverne taler uproblematisk om “Gud”, og man møder ingen elever, der erklærer, at de ikke tror på Gud. Elever kan dog efter min erfaring godt tale om Gud, uden at det betyder, at de tror på ham. Generelt er eleverne meget velvilligt indstillet overfor kristendom: Jesus er “god og venlig og en, der deler med andre” (s.100), “sød ved andre mennesker” (s.111), og “han hører alle mennesker” (s.144). Det undrer mig, at der ikke er flere kritiske kommentarer end tilfældet er. 

Et overraskende valg af tekst er Verdensdommen fra Johannes’ Åbenbaring i en 7. klasse (Åb 20,11-15), men der argumenteres overbevisende for at inddrage netop denne tekst i religionsundervisningen. Det er af de tekster, der kan udfordre elevernes syn på kristendom, fordi Jesus her ikke er spor sød. Fagligt set hører dom med til kristendom if. NT og didaktisk set er der en pointe i også at behandle også de dunkle sider af tilværelsen (s.151-152). Der advares mod at “reducere Johannes’ Åbenbaring til dens “happe end”.” (s.151). I arbejdet med teksten deltager en lærer og fire elever på 13 år. Der arbejdes både med en kunstnerisk fremstilling af dom og med bibelteksten. Der spørges til elevernes egne associationer i forbindelse med “dom”. Eleverne når ikke så langt, som læreren kunne ønske. Deres “egen livsverden .. bliver til skygger i deres fortolkning af teksten”, måske skygger den endda helt for fortolkningen. (s.162) Eleverne koncentrerer sig om det etiske, hvor retfærdigheden sker fyldest – den kristne tanke om frelse dukker ikke op. Måske fordi “børnene i deres livsverden ikke har noget at knytte til ved”. (s.162) Hvis det skal mere frem i fortolkningen, er det altså læreren, der må bringe det på bane.

 

“Hej far, ta´ og helbred manden” er bestemt en bog, man kan bruge som skolelærer. Det beskrevne arbejde med de bibelske tekster kan tjene som inspiration til planlægningen af undervisningen. Det er godt, at der er eksempler med elever fra 6. og 7. klasse; det ville have også været fint med eksempler fra 8. og 9. klasse, hvor eleverne måske ikke er helt så “fromme” som dem, vi møder i denne bog.