Gammeltestamentlig og bibelsk teologi. Ti forelæsninger

Niels Peter Lemche
Gammeltestamentlig og bibelsk teologi. Ti forelæsninger
Forlaget ANIS, 2008.
219 sider – kr. 249
Anmeldt af Laura Feldt
Niels Peter Lemche giver med sin bog Gammeltestamentlig og bibelsk teologi. Ti forelæsninger et billede af sit teologiske ståsted og en drøftelse af væsentlige dele af den gammeltestamentlige forskning fra det 20. århundrede. Endvidere præsenterer han et program for fremtidige gammeltestamentlige teologier. Bogens drøftelser, der udspringer af mange års kampe med og mod den historisk-kritiske udforskning af Det gamle Testamente, fremstiller Lemches egen Københavnerskoles bidrag til gammeltestamentlig forskning og teologi i et letflydende dansk. Forelæsningsformen afspejler undervejs på levende vis forfatterens person i ordvalg og udtryk, hvilket bidrager til værkets tilgængelighed og fornøjelighed.
For første gang i mere end hundrede år er der med Niels Peter Lemches bog udkommet en diskussion af vilkårene for en gammeltestamentlig teologi på dansk. Bogen bruger især plads på at diskutere den historisk-kritiske tilgang til Det gamle Testamente og dens resultater i form af en række tyske og nordamerikanske gammeltestamentlige teologier fra det 20. århundrede, men den diskuterer også relevansen af nyere tendenser i studiet af Det gamle Testamente. Tidligere i 2008 udsendte Lemche værket Det gamle Testamente mellem teologi og historie (også på ANIS), hvortil denne bog føjer sig som en fjerde del. Indrømmet, denne anmeldelse kommer således i omvendt rækkefølge, men det er ikke helt uden begrundelse eller bagtanke, da nærværende bog fremstår som den nemmest tilgængelige, henvendt som den er til et større og mere forskelligartet publikum end den første bog. Anmelderens vej til Lemches værker formodes således at kunne afspejle BEN’s læseres, og Det gamle Testamente mellem teologi og historie vil derfor blive anmeldt i næste nummer af BEN.
Ifølge Lemche var det en uforudset konsekvens af netop den historisk-kritiske udforskning af Det gamle Testamente, som på mange måder dominerede det 20. århundrede, at de kristne samfund og den første del af kanon blev skilt fra hinanden, eller med andre ord at man i kristendommen overvejede at give slip på Det gamle Testamente. I den klassiske historisk-kritiske forskning så man Det gamle Testamente som en gammel israelitisk bog, som jødedommen senere overtog som sin, hvorefter den tidlige kristendom gjorde det samme. Når afstanden mellem det oprindelige, israelitiske Gamle Testamente og Det nye blev så stor, var det nærliggende for kristne samfund at overveje at give slip på Det gamle Testamente og nøjes med Det nye. Heroverfor argumenterer Lemche varmt for bibeholdelsen af Det gamle Testamente i den kristne kanon. For Lemche har Det gamle Testamente en naturlig og nødvendig plads i en bibelsk teologi, og han fremlægger i bogen forslag til, hvordan netop Københavnerskolens resultater kan bidrage til at mindske svælget mellem de kristne samfund og Det gamle Testamente.
Dette sker gennem en befrielse af Det gamle Testamente fra historien (s.109), dvs. de sendateringer af den gammeltestamentlige litteratur og den skepsis mht. det historiske indhold af de gammeltestamentlige fortællinger (s.192), som Københavnerskolen står for. Bogen viser, hvordan den klassiske historisk-kritiske udforskning af Det gamle Testamente har fået et dødsstød, idet især Københavnerskolen har påvist, hvordan den baserede sig på cirkelslutninger. Afvisningen af den klassiske historisk-kritiske tilgang til Det gamle Testamente befrier ganske fornuftigt den gammeltestamentlige teologi til at beskæftige sig med de bibelske teksters samlede teologiske indhold, som Lemche påpeger. Det gamle Testamentes tekster skal således ikke ses eller læses som udtryk for historiske begivenheder, men for en kreativ konstruktion af en identitetsskabende fortid. Der lægges således op til både litterære og teologiske analyser af teksternes indhold, frem for en umulig søgen efter bekræftelse af bibelhistorien i ”profanhistorien”, dvs. den historie, som kan belægges videnskabeligt ud fra de tilgængelige, ikke-bibelske kilder.
Det nye Testamente kan ikke forstås uden Det gamle, for meget af kristendommens idéindhold stammer fra den antikke jødedom – dette er velkendt. Men Københavnerskolens resultater viser ifølge Lemche yderligere, at den afgørende baggrund for Det nye Testamente er til stede i Det gamle, bl.a. i form af messiasforestillinger. Det gamle og Det nye Testamente placeres også i tæt tidslig kontekst, idet Det gamle Testamente først færdigredigeredes i samme periode, som Det nye opstod, endda delvist som svar på den jødiske sekt, som den tidlige kristendom var. Kristen teologi er således jødisk teologi med en særlig drejning, og bibelsk teologi bør således omfatte den kristne indlemmelse af Det gamle Testamente og de måder, hvorpå kristendommen brydes med sin jødiske arv. Ydermere er der så mange henvisninger til de gammeltestamentlige tekster i Det nye Testamente, at Det nye faktisk er uforståeligt uden Det gamle som teologisk forberedelse. Guds henvendelse i Det nye Testamente er forberedt både gennem naturlig teologi (hermed menes skaberværket) og gennem Guds tidligere henvendelser i Det gamle Testamente, argumenterer Lemche, bl.a. i et åbent angreb på den dialektiske teologi (fx s. 184).
På trods af en erklæret åbenhed over for postmoderne læsninger af Det gamle Testamente, hvor mødet mellem tekst og læser ses som afgørende for tekstens betydning, fastholder Lemche interessen for og muligheden af en historisk tilgang til teksterne, hvor fokus så er flyttet til dem der skrev og redigerede Det gamle Testamente (s.197): ”Hvad ved de? Hvad vil de? Og: Hvordan ser de på verden, på mennesket og på dets forhold til Gud?” (s.198). Det gamle Testamente bliver så en kilde til nogle forfatter- og redaktørpersoner, der kan karakteriseres gennem det, de har skrevet. Netop i beskrivelsen af den jødiske elite, som antages at have samlet og redigeret Det gamle Testamente, lægges der op til diskussion. Denne gruppe beskrives som en taleban-lignende sekt præget af en gruppebevidsthed, der skarpt skelner mellem ”dem” og ”os”, de gudløse og de gudfrygtige (s.199-201), og som ikke har meget tilovers for ”dem”, de andre. Denne beskrivelse kan anfægtes, da der er mange tekster i Det gamle Testamente, som ikke er præget af en sådan skrap gruppebevidsthed – visdomsteksterne, for eksempel. Lemche giver således ikke slip på ”moderne” tilgange til teksterne, men erklærer det teologiske studium af Det gamle Testamente for åbent for ”postmoderne” tilgange.
Bogen giver en væsentlig, og ikke mindst levende, diskussion af den betydningsfulde historisk-kritiske, teologiske forskning i Det gamle Testamente fra det 20. århundrede, en status over denne forskningstraditions resultater og ikke mindst dens fejltagelser, samt forslag til en teologisk drøftelse af Det gamle Testamente i det 21. – set i lyset af tabet af de traditionelle, historiske ankre.
Lidt petitesser
Det er ærgerligt, at redigeringen af forelæsningsformen ikke er helt lydefri. Der forekommer trykfejl, unøjagtigheder og sproglige besynderligheder (til eks. s.33, 37 (”signaliserer”), 81, 135 (udtrykket ”der strejker sig”), 146, 182, 183, 206, 208 (Ashlan i stedet for Aslan) o.a.) Den udstrakte brug af vendingen ”i et senere kapitel” især i bogens første halvdel (s. 57, 72, 91 osv.) uden at der henvises med sidetal eller kapitelnummer til dette senere kapitel er også mindre hensigtsmæssigt for læseren.