Gads leksikon om islam

Jean Butler og Thomas Hoffmann (red.)
Gads leksikon om islam
310 sider, 299,- kr. – indbundet og illustreret
Gads Forlag 2008
Anmeldt af Allan Rosengren
Islam er en sammensat størrelse. Ud over at være en religion er det et historisk, kulturelt, socialt og politisk fænomen – og det tages der højde for i Gads leksikon om islam. Det betyder, at de videnskaber, der tages i brug for at beskrive og analysere islam, ud over religionsvidenskab og islamvidenskab indbefatter sprogstudier, historie, sociologi, antropologi m.m. I praksis viser det sig fx ved, at der ud over den ’traditionelle’ eller forventelige artikel om ’Koranen’, som indeholder en definition, noget om form og indhold, kronologi, temaer, fortolkningshistorie, forfatter og litterære kilder, findes bl.a. en spændende artikel om ’Koranens sprog og retorik’. Her får læseren – på en måde som er forståelig for ikke-arabiskkyndige – indblik i Koranens sprog, stilleje, grammatik, sproglige mønstre m.m., og man får et levende indtryk af tekstens retorik, tone og sproglige finesser. I den sammenhæng introduceres de nye litteraturvidenskabelige læsninger, bl.a. en ’poetologisk læsning af Koranen’ (s. 159, 1. spalte).
Der nås altså ganske meget på de godt 300 sider. Ud over at være et Koranleksikon med artikler om koranske personer og temaer, er der artikler, som dækker Islams historie, moderne muslimske teologer, politikere (fx Kemal Atatürk) og orientalister (fx Frantz Buhl og Johannes Pedersen). Også Osama bin Laden og Muhammedtegningerne har deres artikler. Særligt værdifulde er de store artikler om ’Islam i Afrika syd for Sahara’, ’Islam i Asien’ og ’Islam i Europa’.
Der lægges generelt vægt på at formidle det, man kunne kalde ’konsensus-viden’, altså den grundsubstans af viden, som et bredt felt af forskere er enige om. Men der er også blevet plads til videnskabelig ’spræl’, fx i form af Christoph Luxenbergs tese, at ’Koranens sprog oprindeligt var et særegent hybridsprog af især syrisk-aramæisk … og arabisk’, og at dens indhold ’især baserede sig på kristne lektionarier fra syriske kirkesamfund’ (s. 169). Det giver anledning til en nytolkning af fx paradisjomfruerne (s. 224) ved siden af en mere traditionel forståelse. Men overalt gøres opmærksom på denne teses status som tese i forskningsverdenen, ligesom man får at vide, at Christoph Luxenberg er et pseudonym. Spændende og sobert.
Der er næppe noget at udsætte på denne førsteudgave – det skulle da lige være, at Muhammed transskriberes Muḥammad med prik under h. Det virker lidt for pertentligt. Skal Jesus så også skrives som en transskription af det aramæiske (eller hebraiske) navn, skal Paulus skrives i sin græske form, Paulos, og skal Italiens hovedstad kaldes Roma og ikke Rom? Nej, selvfølgelig ikke. Der er en lang række fremmede person- og stednavne, som har udmærkede former på dansk. Karakteristisk nok går det da også galt i artiklen ’Muhammed-tegningerne’, hvor opslagsordet i løbet af artiklen forvandles til ’Muḥammad-tegningerne’. I artiklen ’Moses’ finder vi efter opslagsordet den arabiske form af navnet i transskription, (Mūsā), overalt ellers i formen ’Moses’. Noget tilsvarende burde man have gjort ved ’Muhammed’. Nydannelsen ’koranisk’ som adjektiv (fx ’den koraniske eskatologi’) virker også overdrevet højtideligt i forhold til et mere ligefremt ’koransk’ – synes jeg, men det kan jo være min sprogfornemmelse, der svigter. Det er nok den engelske form ’Qur’anic’, der har smittet af.
Jeg har endnu et par ønsker til andenudgaven. Først og fremmest en kommenteret bibliografi med henvisninger til relevant litteratur for den interesserede danske læser. Og så en artikel om ’profetisme’: Hvad er religionsfænomenologisk karakteristisk for profetisk virksomhed, hvilke elementer heraf aktiveres i muslimsk sammenhæng, hvad er forholdet mellem den før-islamiske profetiske praksis og Muhammeds, og hvordan har reaktionerne været på profetisk virksomhed (fx visse sufiers) efter Muhammed?
Og måske også en artikel om ’profetens skæg’! Hvor stammer det udtryk fra?
Alt dette er dog småting, i forhold til at det er lykkedes redaktørerne at skabe et helstøbt, omfattende og grundigt leksikon, som varmt kan anbefales. Gode opslagsbøger kan man ikke få for mange af. Og ved siden af det uundværlige Gads Bibelleksikon kan man nu placere Gads leksikon om islam.